G Flip: Fra soveværelset til SXSW

2018 var G Flips år. Da australieren uploadede sin første single, ”About You”, til Triple J Unearthed (lidt a la KarriereKanonen) i midten af februar, var der nærmest tale om ’instant fame’. Indenfor en uge havde 15.000 mennesker fra 73 forskellige lande besøgt hendes Unearthed-profil, den hjemmelavede video til ”About You” var vist 120.000 gange, og hendes Facebook-likes var vokset med 300 % (og de tal er selvfølgelig kun vokset siden da). Under en måned senere spillede hun sin debutkoncert – på intet mindre end den anerkendte musikbranchefestival SXSW i Texas.

”Jeg lærer ting, mens jeg gør dem. Det er som om, at jeg har sprunget en masse trin over. Jeg spillede ikke mit første show i min hjemby, men røg direkte til SXSW,” fortæller Georgia Flipo, som er kvinden bag G Flip-projektet.

”Jeg har spillet verden over som trommeslager, men det er gået så stærkt med det her projekt. Jeg lærer foran publikum. Jeg er ikke en udlært sangerinde eller guitarist, jeg kaster mig bare ud i det. Det har jeg også lidt angst omkring. Men jeg har arbejdet så hårdt for det her, at jeg ikke kan lade mig selv tænke for meget over det. Det handler om musikken, og hvordan den ’connecter’ med folk.”

Flipo fik sit første trommesæt af en onkel, da hun var ni år gammel, og siden da har hendes liv handlet om musik. Hun fik trommeundervisning, lærte sig selv at spille guitar og klaver og begyndte faktisk allerede som 14-årig at skrive sange. Det har hun gjort lige siden, men de blev gemt væk i en notesbog i hendes skab.

Brud satte ild under soloprojektet
Det var først i slutningen af 2016, da hendes daværende band gik i opløsning, at hun besluttede sig for, at det var på tide at gøre noget mere seriøst ved soloprojektet. De mange koncerter bag trommesættet havde givet hende mere selvtillid, og hun var ikke længere bange for at stå foran et publikum. Trommeslager-baggrunden har også sat et klart aftryk på hendes percussion-drevne, upolerede popunivers. Men før hun kom så langt, at hun kunne udgive ”About You” og sidenhen andensinglen ”Killing My Time”, blev der lagt mange, MANGE timer i et skrive og indspille i hendes hjemmelavede soveværelsesstudie – hele 2017 faktisk.

”Jeg kunne spille en masse instrumenter, men jeg anede ikke noget om at indspille og producere og havde ikke råd til at betale nogen for det, så det blev jeg nødt til at lære mig selv,” forklarer hun.

”Jeg behandlede det som et job. Jeg har altid været meget målrettet. Hvis der er noget, jeg vil, går jeg store længder for at nå mit mål. Jeg arbejdede i mit soveværelse hele dagen, og så underviste jeg børn i trommer, guitar og klaver efter skoletid til ud på aftenen. Og så gik jeg i seng og gjorde det hele igen næste dag, fem dage om ugen.”

Det viste sig at være en strategi, der virkede. Efter SXSW blev hun blandt andet booket til The Great Escape i Brighton, hvor jeg så hende i maj. På det tidspunkt havde hun kun spillet omkring 15 koncerter, hvilket dog ikke var til at se. Det er blevet til mange flere siden, blandt andet hendes første headline-tour i hjemlandet, hvor samtlige shows blev udsolgt, og koncerter i USA. I juli spillede hun en af Australiens største festivaler, Splendour in the Grass.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er nok den fedeste festival i Australien, men jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke havde råd. Og så spurgte de mig, om jeg ville komme og spille. Jeg græd, da jeg fik det at vide.”

2018 var G Flips år
Jeg kan blive ved med at remse ting op, men jeg tror, I har fattet det: 2018 var virkelig G Flips år. Det har været en drøm, der gik i opfyldelse, og hvis du for 12 måneder siden havde spurgt hende, hvad der ville komme til at ske i løbet af året, ville hun nok ikke kunne have forudset, hvor vildt det ville blive. Men det har også været en stor mundfuld for den unge musiker, og nu sparker hun 2019 i gang med to singler, “Drink Too Much” og ”Bring Me Home”, som stemningsmæssigt giver et ganske godt indtryk af det forgangne år.

Førstnævnte handler om en bytur i Flipos hjemby Melbourne, dengang hun var lidt af et ’party animal’ og ikke var helt så seriøs omkring musikkarrieren. Den falder i samme kantede popkategori som de to første singler. Men på klaverballaden ”Bring Me Home” hører vi en ny og mere følsom side af G Flip.

”2018 var et helt vildt år for mig. Det var både spændende og udmattende, og min hjerne kæmpede for at følge med. Jeg har haft en del angst, og det skræmte mig virkelig,” fortæller hun ærligt. ”Det var ret overvældende, og det er dét, den her sang handler om. Det er okay ikke at være okay engang imellem.”

Nummeret har en tilhørende video, og det var vigtigt for Flipo, at den kom til at udtrykke præcist, hvordan hun havde det, da hun skrev det – på randen af et sammenbrud. Men hun måtte tage alternative metoder i brug for at få det til at lykkedes.

“Selv hvis det gjaldt liv og død, ville jeg ikke kunne spille skuespil. Så for at komme frem til den følelse, den totale udmattelse, så spillede jeg trommer seks timer i streg i et varmt varehus på en dag, hvor det i forvejen var 36 grader. Jeg spillede, indtil jeg fysisk ikke kunne mere,” fortæller hun.

Trods den følelsesmæssige rutsjebanetur, så er Flipo heldigvis mere end klar til at fortsætte sin musikalske færd. Hun starter med en række australske festivaler, men har netop offentliggjort, at hun spiller tre europæiske shows i London, Paris og Berlin til maj. Så man kan jo krydse fingre for, at der kommer nogle skandinaviske datoer på den liste, og så satser jeg altså også på en EP eller et album senere på året. Og hey, hun er virkelig underholdende på instagram, hvis det skulle være noget.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

HONNE: Britiske webdarlings nærmer sig det store gennembrud

HONNE, VEGA

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til den femte og sidst artist i rækken, hvilket er britiske HONNE, som vi mødte inden deres koncert på VEGA i november. Godt nytår!

Der er godt fyldt op i Lille VEGA denne fredag aften i starten af november, men alligevel ikke så proppet som jeg havde forventet af en udsolgt koncert. Heldigvis, for der skal jo være plads til at danse, når britiske HONNE om lidt går på scenen. Det er første gang, duoen spiller i Danmark, og da efterspørgslen stadig var stor, efter den planlagte koncert blev udsolgt, blev det besluttet at holde en ekstrakoncert. Samme aften.

”Vi forsøgte at lægge den dagen før, men det kunne ikke lade sig gøre,” fortæller James Hatcher. ”Men så havde vi til gengæld en fridag i København i går.”

De to briter udgav deres debutalbum ”Warm on a Cold Night” i 2016, og det bød på lækker elektropop med soulvibes. Det er tilbagelænet, men dansabelt. ’Baby-making music’ med et twist, om man vil.

Warm on a Cold Night:

På trods af at HONNE stort set ingen airplay har haft herhjemme, så har de alligevel formået at skabe sig en fanbase her – og i resten af verden. De har nemlig om nogen formået at omfavne den digitale tidsalder og udgivelsen af deres andet album, “Love Me / Love Me Not”, understregede deres moderne tilgang til musikken. Alle sangene havde nemlig ramt gaden inden da. Drengene slap to numre den sidste fredag i hver måned i seks måneder op til udgivelsen. Pladens tema er kontraster – ligesom den hedder ”Love Me / Love Me Not” – og det ville de gerne lege lidt mere med i forbindelse med udgivelsen. Sangene er derfor udgivet i par, hvor én falder i ’Love Me’-kategorien og den anden i ’ Love Me Not’.

”Vi kunne godt lide tanken om, at sangene fik lov til at ’ånde’, og at folk havde en mulighed for at ’fordøje’ dem lidt ad gangen,” fortæller Andy Clutterbuck: ”Den måde, som folk forbruger musik på i dag, er typisk, at man går ind og tager de øverste sange på Spotify. Men på den her måde er sangene blevet værdsat på en anden måde, inden hele pladen kom ud.”

”Det var sjovt at se, hvordan folk glædede sig til nye numre hver måned,” fortsætter James: ”Men det var alligevel overraskende, hvor meget folk spillede pladen og snakkede om den, da den så kom ud. Selvom de havde hørt sangene før. Jeg tror nærmest, afspilningerne blev fordoblede.”

Jeg spørger ind til, om de tror, at pladen er et døende format. Men det mener de ikke. Der er nemlig noget helt specielt ved albumformatet.

”Når man har et virkelig godt album, er der ikke noget bedre end at sætte det på og så lytte til det i fuld længde,” siger Andy: ”Da jeg var yngre og for eksempel lyttede til Radiohead, vidste jeg med det samme, hvad næste nummer var, så snart en sang var slut, fordi jeg kendte pladen så godt. Det vil vi også gerne opnå; at få folk til at lytte til det hele.”

”Hvis du kun udgiver singler, så skal de også være meget umiddelbare. De skal fange folk med det samme,” supplerer James: “Når du har et helt album, giver det dig mere plads til at lege og eksperimentere.”

Den nye plade var en trial and error-proces
På ’Love Me / Love Me Not’ har drengene ikke lagt soveværelsesstemningen helt fra sig, men der er alligevel sket en klar udvikling. Den nye plade er mere beat-drevet, har flere hiphop-referencer og flere collabs; blandt andre medvirker Anna of the North og Tom Misch. Andy og James vidste godt, at de ikke ville køre i helt samme spor som på debuten, men de var ikke helt sikre på, hvad der så skulle ske. Men det hele skete egentlig ret naturligt, da de gik i gang med at skrive.

”Da vi havde skrevet ‘Day 1’, var der noget, der klikkede, og vi tænkte, at den var en god ’skabelon’ for pladen. Og så arbejder vi bare videre derfra. Det var lidt en ’trial and error’- process,” fortæller Andy.

Day 1:

Da de for alvor begyndte at indspille, havde de omkring 30 sange med i studiet, hvoraf altså 12 er kommet med på pladen. Andy fortæller, at ligesom singlerne blev udgivet i par af to kontraster, så er pladen også delt op i to; de første seks sange falder i ’Love Me’-kategorien, de sidste seks i ’Love Me Not’. Så selvom der har været plads til eksperimenter og leg, så har der også været utrolig meget strategi og struktur omkring pladen. Næste gang bliver det nok noget helt andet.

”Vi har snakket om at lave noget mixtape-agtigt,” siger Andy og fortsætter: ”Vi vil gerne lave noget, der er mere flydende, men stadig med individuelle sange.”

”Ja, så det bliver lidt mere som et soundtrack med glidende overgange mellem numrene,” siger Andy, før han tilføjer med et grin: ”Det er noget, vi har besluttet for cirka halvanden time siden.”

Om den plan holder, vil tiden vise, men de er i hvert fald enige om, at der nok kommer til at ske noget nyt, når de skal udgive musik næste gang.

”Det ville jo være virkelig kedeligt at gøre det på den samme måde hver gang,” afslutter James.

Crying Over You:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Alex the Astronaut: Nomadeliv, nørderier og noget på hjerte

Alex the Astronaut, The Great Escape

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til den fjerde artist, som er den australske singer-songwriter Alex the Astronaut. Godt nytår!

Den australske musikscene bugner af kvindelige talenter i øjeblikket; Stella Donnelly, Jack River, Courtney Barnett, Tash Sultana, Meg Mac, Alex Lahey, Mallrat og Ali Barter er blot en håndfuld af dem. Og så selvfølgelig singer-songwriteren Alex the Astronaut, som laver folk med et (elektronisk) twist. Den 23-årige australier med det borgerlige navn Alexandra Lynn brød igennem med singlen ”Already Home” i efteråret 2016 og udgav i 2017 hele to EP’er, To Whom It May Concern og See You Soon, hvor hun fortæller hverdagshistorier om ting, som står hende nær.

På singlen ”Not Worth Hiding” synger Alex om at være 16 år og finde ud af, at man ikke kan lide at gå i kjoler og kysse drenge. Og at det er helt okay. Singlen blev nærmest en slagsang for ja-siden, da Australien i 2017 skulle stemme om at lovliggøre ægteskaber mellem homoseksuelle. På ”Rockstar City” er det nervøsiteten, der meldte sig, første gang hun skulle spille i New York (på legendariske The Bitter End, hvor blandt andre hendes idol Bob Dylan har spillet), som er temaet, og ”Happy Song”, som kom på gaden i 2018, handler let ironisk om hjertesorger. På trods af det højtflyvende navn er ’jordnær’ et af de bedste ord til at beskrive astronauten.

”Da jeg var yngre, var jeg meget fokuseret på, at alt skulle være positivt. Nu har jeg indset, at det er okay også at skrive om negative ting, for det er jo en del af den måde, man oplever verden på,” fortæller Alex. ”Jeg prøver at være ærlig og pakker ikke tingene ind, men lige meget hvor meget min musik udvikler sig, så vil jeg nok altid gå efter en positiv vibe.”

Verdensborger og kæmpe nørd
En af Alex’ store musikalske helte er landsmanden Paul Kelly, som hun har lyttet til, siden hun var seks år gammel. I dag har hun samme management som den folkekære musiker og bliver ofte også sammenlignet med ham.

Da hun var 10 år gammel, flyttede hun med sin familie til London i tre år, og det var i den periode, at hun fik en guitar af sin musiker-onkel og selv begyndte at lave musik. Og da hun så skulle begynde på universitetet, røg hun til New York – på et fodboldlegat – for at læse matematik og fysik.

”Jeg begyndte at skrive sange, da jeg var 11-12 år gammel, og jeg var ret besat af musik. Men jeg spillede også fodbold og gik op i skolen. Da jeg så skulle på uni, fortsatte jeg med at gøre det hele på én gang. Jeg ville egentlig ikke rigtig være fysiker, men jeg var heller ikke sikker på, om jeg kunne blive musiker – eller fodboldspiller. Men så begyndte musikken pludselig at tage fart,” forklarer hun.

Det betød dog ikke, at alt det andet blev lagt på hylden. Alex spiller stadig fodbold og dyrker anden sport, når hun har tiden til det, og har også for nylig skrevet en afhandling om ’sonoluminescens’, som har noget at gøre med lydbølger og lys i vand – mere tør jeg ikke prøve at forklare – og hun beskriver da også sig selv som lidt af en nørd. En ekstra lille fun fact er, at Alex udgiver sin musik på sit eget label, Minkowski Records, som er opkaldt efter Minkowski-diagrammet; et rum-tids-diagram, som anvendes i relativitetsteorien.

Alex bor nu igen i Sydney (når hun altså ikke er på tour rundt om i verden), men den noget nomadiske livstil har haft en effekt på hendes musik.

”Jeg elske at skrive om steder. Hvis nogen fortæller mig om et sted, de har været, og de gør det godt, så er det næsten som at være der selv. Det er også det, jeg stræber efter,” siger hun.

“På “Rockstar City” for eksempel prøver jeg virkelig at få New York ind i sangen. Byen gjorde et ret stort indtryk på mig, især fordi det var første gang, jeg var helt på egen hånd langt væk hjemmefra. Man udvikler sig meget i universitetstiden, og der kom ekstra ting med visum og den slags ind i det også, fordi jeg jo skulle til et andet land. Men det var virkelig godt for mig; det fik mig til at vokse op lidt hurtigere, og jeg tror, det har haft stor indflydelse på min musik, og den måde jeg ser verden på.”

Fælles front
I 2017 tog Alex på en national turné med et andet fremadstormende talent, Stella Donnelly, som på trods af sin – på nuværende tidspunkt – korte karriere allerede er blevet kaldt en af Australiens stærkeste stemmer og en feministisk folkehelt. Ligesom hos Alex er hendes musikalske univers fyldt med hverdagsscenarier, som omhandler alt fra irriterende familiemedlemmer til en venindes voldtægt, og det virkede som det naturligste i verden, da de to offentligjorde en fælles turné.

”Musikbranchen i Australien er ret god, fordi der er en venskabelig følelse bandene imellem. Da jeg var på tour med Stella, snakkede vi om, at det ikke føltes som om, at vi er nødt til at konkurrere om pladserne, men at der i stedet er rum til at støtte hinanden,” fortæller Alex.

Jeg kan ikke lade være med at spørge ind til hendes oplevelse af at være kvinde i musikindustrien.

”Det handler egentlig ikke om min oplevelse, for jeg har haft det ret ideelt,” fortæller hun. ”Men jeg synes virkelig, det er vigtigt, at der er positive rollemodeller, som folk kan se op til i branchen. Hvad enten det handler om at være kvinde, LGBT, farvet eller noget helt andet. Jeg bliver også træt af, at folk, der argumenterer imod at have lige mange mænd og kvinder på lineups, får det til at lyde som om, at vi piver. Det er ikke det, det handler om. Det handler om, at dem, der booker, skal kaste et ekstra blik på, hvad der findes af musikere derude, for der er ingen tvivl om, at der er masser af talent. Forhåbentlig bliver det bare en naturlig ting at have ’ligevægt’ på et tidspunkt.”

2018 er hovedsageligt blevet brugt på at spille koncerter, og modsat det meget produktive 2017 har Alex kun udgivet to singler i år. Forhåbentlig betyder det dog, at der snart kommer nyt, måske endda i form af et fuldlængde album. Man har da lov at håbe i hvert fald…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mød Dizzy, dit nye yndlingsband

DIZZY, The Great Escape
Foto: Leeor Wild

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til det tredje band, som er de skønne canadiske drømmepoppere i Dizzy. Godt nytår!

Okay, måske tager jeg munden lidt for fuld her. Især hvis du ikke er til drømmende elektropop a la for eksempel Chinah, Off Bloom og Wet. Men hvis du er det, så har jeg virkelig svært ved at se, hvordan du skulle gå galt i byen med Dizzy. Jeg blev hurtigt fanget af singlerne ”Swim”, ”Joshua” og ”Backstroke”, og da debutpladen ”Baby Teeth” udkom i august, havde jeg svært ved at få armene ned – hold nu op, hvor er det et godt album. Hver gang jeg sætter det på, er det som at blive svøbt i et tæppe af håbefuld melankoli, som jeg kan forsvinde helt og aldeles ind i.

”Det er virkelig dejligt at have den (pladen, red.) ude i verden,” siger Charlie Spencer. ”Den har været fire-fem år undervejs og har faktisk været færdig i et par år. Så i lang tid har vi spillet koncerter for folk, som ikke rigtig kender vores musik.”

Backstroke:

Charlie startede bandet sammen med veninden Katie Munshaw, da de to blev færdige med high school, og siden kom hans brødre Alex og Mackenzie med. De fire unge canadiere er vokset op i Toronto-forstaden Oshawa, som de beskriver som helt igennem mondæn. Et sted hvor de legede på gaden, fik hudafskrabninger på knæene, tog til kælderfester, oplevede den første kærlighed, break-ups, usikkerhed og alt, hvad man ellers går igennem, når man vokser op.

”Jeg skrev egentlig ikke så meget, før vi begyndte at tage den her band-ting seriøst. Men jeg havde ikke lyst til at synge andres ord, og så måtte jeg jo skrive mine egne,” fortæller Katie Munshaw.

”Baby Teeth” er en smuk ’coming of age’-plade. En plade som egentlig er ganske sørgelig med alle dens fortællinger om tab og hjertesorger, men som også efterlader sig en optimisme. Alle de her oplevelser havde deres liv, men så måtte de vige for noget andet – ligesom mælketænder.

Bleachers:

Koncerterne er dét værd
De fire canadiere har haft et ganske travlt 2018, hvor de blandt andet har været forbi SXSW, Great Escape, Osheaga, Reeperbahn og Austin City Limits, og pt. turnerer de USA, hvor de er support for Lisa Loeb, SYML og Stars. På Great Escape måtte jeg gå forgæves, da jeg forsøgte at høre dem på spillestedet Green Door Store – jeg kunne ikke have klemt så meget som en lillefinger derind.

Jeg er nysgerrig på, hvordan det er at gå fra forstadsliv til turnerende band, og om de fire gør sig tanker om, hvordan de bedst forbereder sig på fremtiden på den front. For selvom de har haft rigeligt at se til i år, så kunne det også sagtens have været ’værre’.

”Det ville være dejligt med flere hænder,” siger Katie. ”Jeg ville elske at have en tour manager. Lige nu er det bare os fire.”

”Ja, det ville være en kæmpe hjælp at have nogen til at hjælpe med alt det praktiske,” siger Charlie.

Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvordan fans og udenforstående ofte får det polerede billede, men at det i virkeligheden er benhårdt arbejde at være på tour. Dagene går med transport, promo, lydprøve, koncert.

”Og så er man måske heldig at få fire timers søvn, inden det starter forfra igen,” smågriner Charlie. De er alle enige om, at både mentalt og fysisk helbred på tour er noget, som musikere bør italesætte mere.

”Der er ret meget pres på bands for at skulle turnere så meget som muligt,” siger Charlie.

”Ja, det er dér, pengene er,” siger Katie. ”Det er jo ikke det mest stabile job.”

Er det noget, I tænker over?

”Hver eneste dag!” svarer hun med et smil.

”Sociale medier har også meget at gøre med det. Tourlivet kan hurtigt komme til at virke glamourøst, men det er virkelig hårdt,” siger Mackenzie. ”Måske vi burde uploade flere billeder af os, der ligger og sover bag i vores bil.”

”Men koncerterne er belønningen,” indskyder Alex. ”Det er dem, der gør, at det er det hele værd.”

Joshua:

Løsere rammer
Selvom det ikke er verdens nemmeste opgave at skrive sange, når man konstant er på farten, så er bandet så småt gået i gang med at lave nyt materiale.

”Det er virkelig dejligt at bruge den del af min hjerne igen,” siger Katie. Selvom det først er for nylig, at hun er kommet i gang med skriveriet igen, så kan hun allerede mærke, at temaerne kommer til at ændre sig. Hun har lagt high school-romancerne bag sig og fokuserer mere på interpersonelle relationer og mentalt helbred.

Sangskrivningsprocessen er en meget dynamisk størrelse for Dizzy. Katie og Charlie spiller konstant bold op ad hinanden – hvis den ene går i stå, tager den anden over – og de får også input fra Mackenzie og Alex. De tænker ikke nødvendigvis over, at de skal ramme ’Dizzy-lyden’, men det sker for det meste ret naturligt, at sangene bevæger sig i den retning. Men der er også plads til at skubbe rammerne.

”Med ‘Baby Teeth’ gik vi i studiet med stort set færdige sange. Vi vidste, hvad der skulle ske, og det var fedt, at vi kunne indspille den ret hurtigt,” fortæller Charlie. ”Men det bliver også sjovt at komme i gang med nye numre, hvor der er plads til at eksperimentere lidt mere.”

Hvis det er op til Katie, Charlie, Mackenzie og Alex selv, så får vi nyt fra dem allerede i starten af 2019. Så lad os håbe på det, og indtil da kan du jo forkæle dine ører med debutpladen – jeg lover, at du ikke bliver træt af den lige foreløbig.

Ghost Limbs:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ecca Vandal: Dancefloor post-grunge med en eklektisk globetrotter

Ecca Vandal, Future Heroine
Foto: Sean McDonald

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Her kommer det andet med den sydafrikanske australier Ecca Vandal. Glædelig jul og godt nytår!

”Dancefloor post-grunge.” Det er de ord, Ecca Vandal sætter på sin musik, da vi sidder på en bænk på Hoxton Square i det østlige London i slutningen af maj. Det er da også et ganske eklektisk lydbillede, som australieren har sat sammen på sit selvbetitlede debutalbum, som kom på gaden sidste år. Og der er noget der tyder på, at det er en kombination, der virker. Pladen har nemlig fået masser af roser med på vejen, og da Queens of the Stone Age turnerede Australien sidste år, håndplukkede de Vandal til at være support.

Men hvordan kommer man frem til en lyd, som trækker på både punk, hiphop, jazz og soul? For Vandal er det kommet helt naturligt igennem de musikalske referencer, som hun er stødt på, fra hun var helt lille. Hendes forældre er fra Sri Lanka, men de flygtede fra det borgerkrigsramte land til Sydafrika, hvor Vandal blev født. Da hun var fire år gammel, flyttede de så til Melbourne i det sydlige Australien, og selvom det ikke er meget, hun kan huske fra sin tid i Cape Town, så har musikkulturen sat sig fast i hende.

”Jeg er vokset op i et hjem med masser af musik. Sydafrikansk musik er meget kulturel med store beats og afrikanske trommer, og srilankansk musik er også meget trommedrevet,” forklarer hun.

Future Heroine:

Søsterens pladesamling åbnede Vandals ører for nogle af de store, kvindelige artister, som hun stadig ser op til den dag i dag; alt fra Aaliyah, Missy Elliot og TLC til Aretha Franklin, Gloria Gaynor og Whitney Houston. Hun rejste fra hiphop over soul til jazz og blev så opslugt af sidstnævnte, at hun besluttede sig for at studere det på Victorian College of the Arts i Melbourne. Hun havde ellers fået et legat til at læse erhvervsøkonomi, som hendes forældre nok havde håbet, at hun havde sagt ja til, men det var ikke den vej, hun skulle.

Men det var heller ikke impro-jazz, som skulle udgøre Eccas musikalske univers. Hun opdagede nemlig navne som Mr. Bungle og Fugazi, og det førte hende videre til Deftones og Meshuggah. ”Jeg elsker også punkens kaos,” siger hun. Og på en eller anden måde har det alt sammen fundet vej ind i den musik, hun laver i dag.

Legende lyd
Vandal arbejder tæt sammen med produceren Kidnot gennem hele sangskrivningsprocessen, og der er ingen opskrift, når de to går i gang.

”Nogle gange starter det med et beat, andre gange er det et guitar riff. Det gennemgående er, at det er Kidnot og jeg, som leger os frem. Men det er for det meste melodien, som kommer først,” fortæller Vandal.

Vandal udgav som sagt et selvbetitlet debutalbum i oktober 2017, og udover lydens eklektiske karakter er det også en varieret størrelse sangene imellem.

”Kort fortalt er det snapshots af, hvem jeg er,” siger Vandal. ”Alt det jeg har suget til mig. Der er et vidt spænd af følelser på pladen, og man kommer helt ud i ekstremerne – der er både det hurtige og aggressive og det bløde og langsomme.”

Price of Living:

I den første kategori falder for eksempel ”Price of Living”, som sangerinden har hevet Dennis Lyxzén fra det svenske punk-rock band Refused og Jason Aalon Butler fra nyligt opløste letlive. med på, og i den blødere ende finder man ”Your Orbit”, hvor Vandal får selskab af poet og sangskriver Sampa the Great. Hun er ligeledes født og opvokset i Afrika (i Zambia og Botswana), men har nu base i Sydney.

Your Orbit:

Sommer i Europa
Vandal spillede på The Great Escape Festival i Brighton i maj og er derefter blevet i Europa, hvor hun har haft base i London, hvor hun har kunne klemme noget skrivetid ind mellem en lang række (festival)gigs. Hun har for eksempel spillet Afropunk i Paris, Download Festival i London og været opvarmning for Frank Carter & the Rattlesnakes i Tyskland. Hun har desuden været forbi Smukfest og resten af august og september bød blandt andet på Reading, Leeds, support-jobs for Incubus og Reeperbahn Festival.

Og hvis man spørger Vandal selv, er det ikke en helt dum idé at komme forbi en af hendes koncerter. Hvis der er én ting, som hun gerne vil have, at folk skal vide om hendes musik, så er det, at den ikke er helt ligetil. Man skal bruge tid på den.

“Kender du det der, når man gerne vil lære en artist at kende ved at lytte til 30 sekunder af en sang? Det tager tid at lære min musik at kende. Lyt til sangene, kom til et show. Der er meget mere i det.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *