Jeg var temmelig skrupforvirret, da jeg forlod min post i menneskemængden foran Meadow-scenen lørdag nat. Aftenens værter, The National, havde lige revet mig igennem en rutsjebanetur, jeg ikke på noget tidspunkt, heller ikke undervejs i koncerten, havde set komme. Men var det galt eller genialt? Jeg har stadig min tvivl.
Efter åbningsnummeret ”Don’t Swallow the Cap” peb guitarist og festivalarrangør Aaron Dessner en genert tak og proklamerede, at de ville spille en del nye numre fra deres endnu uudgivne syvende album. Da Matt Berninger herefter var ved at kløjes i første linje af det næste nummer, var jeg lige ved at blive nervøs for, hvad der skulle til at udspille sig foran mig. At dømme ud fra fremmødet og publikums begejstring, har det været weekendens måske mest ventede koncert. Det sløje førstehåndsindtryk vendte sig dog til et comic relief, da Berninger efterfølgende forklarede, at han, no joke, havde slugt en flue. Han var tilgivet for nu.
At publikum ikke kendte en stor del af numrene fra det kommende album, fik de gjort op for ved at invitere en håndfuld af weekendens artister på scenen for at jamme med. Det kildede især i publikums fædrelandsstolthed og udløste et helt ekstatisk bifald, da danske Kwamie Liv fik lov at synge duet med Berninger på singlehittet ”I Need My Girl”. Også Bon Ivers Justin Vernon og Kate Stables fra This Is The Kit spicede et par numre op, hvilket holdt publikum stangen for en stund. Men det var stadig de mere kendte numre som ”Afraid of Everyone”, nyeste single ”The System Only Dreams in Total Darkness” og naturligvis ”Bloodbuzz Ohio”, der fik folk på deres tåspidser.
Halvvejs inde i koncerten havde de som sådan ikke gjort noget forkert. Sætlisten varierede fint mellem nyt og gammelt, gæsterne på scenen gjorde deres ting, og publikum blev sweettalket lidt ind imellem numrene. ”How cool that we can all just bike home tonight”, siger Aaron Dessner mellem to numre. Alligevel manglede der noget. Berningers vokal sad ikke helt i skabet; han kvækkede lidt engang imellem og havde ikke den dragende, dybe gennemslagskraft, jeg normalt elsker The National for. Lyden var heller ikke særligt taknemmelig over for trommerne og guitaren, der er så bærende i deres musik. Men publikum lod til at være særligt tilgivende på denne sidste sene aften, så jeg lod mig rive med af stemningen.
Hovedsættet sluttede lidt uforløst efter ”England” og ”Fake Empire”, og bandet forlod scenen. Men rutsjebanen havde tilsyneladende først nået sin øverste bakketop. Efter hvad der føltes som adskillige minutter, og en del publikummer var faldet fra, kom bandet tilbage på scenen. Aaron Dessner, der havde iført sig værtsrollen under hele koncerten, takkede igen og dedikerede på meget smuk vis det næste nummer, ”Carin at the Liquor Store”, til sin kone. På det tidspunkt kunne jeg ikke undgå at få lidt fugtige øjne, mens adskillige stjerneskud skød over den stjerneklare nattehimmel lige oven for scenen.
Mit dybsindige øjeblik blev dog brat afbrudt ved nummerets slutning, da der pludselig var en tumult på scenen, og Ragnar Kjartansson kom spankulerende med armene i vejret iført sailor-hat og et stort, fjoget grin. Der lod til at være total forvirring på scenen såvel som iblandt de nærmeste medtilskuere, jeg kunne se omkring mig, indtil bandet sparkede gang i en løssluppen fællesskrål af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Der blev udvekslet forvirrede blikke omkring mig, før der blev opnået konsensus om bare at skråle med og kaste hænderne i vejret. Ragnar Kjartansson sprang rundt på scenen og nærmest growlede de sidste par omkvæd i et uforståeligt dansk-islandsk remix af den folkekære klassiker, mens Berninger fløjtede til.
Heldigvis stoppede det ikke efter denne gakkede omgang. Efter et par lettere uelegante overgange fik koncerten endelig sin forløsning med ”Mr. November” og til sidst ”Terrible Love”. Matt Berningers stemme havde tydeligt nået bristepunktet, og selvom det efterhånden lød decideret uskønt, så gav han den alt, hvad han havde. Han gemte sig ikke længere bag den ualmindeligt høje krave på sin jakke med bøjet nakke. Jeg ville bare ønske, han havde løftet blikket lidt tidligere i koncerten. Den introverte facon, de havde lagt for dagen det meste af koncerten, harmonerede slet ikke med deres udskejelser under de sidste fire ekstranumre.
Jeg gik derfra og studsede længe over, hvad deres plan for den halvanden time lange seance egentlig havde været. Om der overhovedet havde været en plan, og om den i så fald havde virket på mig. Lige nu er jeg tilbøjelig til at konkludere, at det må tale for sig selv, hvis man ikke er 100% overbevist. Og så vil jeg ellers bruge et par dage mere på at ombestemme mig, ligesom jeg har gjort det hundrede gange allerede, siden jeg stod dér i publikum.
