Rasmus Stegmann (81 indlæg)

Livestemning

Rosévin, forrygende vejr og et forsøg på at disrupte kultureliten iført Adidas-sæt – Tak for årets Heartland!

Af Rasmus Stegmann den
Et billede siger mere end tusind ord

ARH men for helvede Heartland. Du er sgu virkelig det hele værd. Og med det hele mener jeg blandt andet de 2.000-2.500 kroner, man bruger på fadøl, mad og transport. Jeg mener også andendagstømmermændene på kontoret om mandagen, og jeg mener den gennemgående smerte, jeg har i knæ og hofter efter at have sovet på et 6 mm tykt liggeunderlag og løbet beruset rundt på Egeskov Slot i tre dage.

Heartland er noget helt særligt, og jeg synes ikke, det bliver sagt nok, hvor priviligerede vi er i Danmark over, at nogen har taget initiativ til at omdanne de fantastisk smukke omgivelser på Egeskov Slot til en endnu mere overdådig festival.

Udover at – uden sammenligning – være Danmarks smukkeste festival, hvor passer Heartland så ind i det danske festivalslandskab? Det er ligesom det spørgsmål, jeg har brug det sidste par dage på at rationalisere mig frem til.

Publikum:

Hvis du havde bedt mig om i sidste uge at definere den stereotypiske Heartland-gænger, ville jeg nok have beskrevet det sådan her:

Mellem 35 og 40 år gammel. Købestærk. Kulturinteresseret – i hvert fald i “den rigtige” kultur. Vild med Van Morrison. Kvalitetsbevidst. Oppe at køre over Svend Brinkmann. Københavner.

Der er lavet mange jokes om Heartlands publikum – og måske med god grund. De gjorde det i hvert fald ikke nemmere for sig selv med Mercedes-stuntet, som Morten og jeg vendte i vores podcast.

Det er eliten. Kultureliten, om man vil.

Det er sjovt at mænge sig lidt med eliten, og det er sjovt at falde i snak med folk og så efterfølgende finde ud af, at de er musikere. Dét elsker jeg Heartland for. Når man er der, er man virkelig en del af det rigtige crowd, og der er ingen snobberi at finde.

Jeg vil dog slå et slag for, at den stereotypiske Heartland-gænger, jeg har beskrevet, slet ikke har rod i virkeligheden. Der er fyldt med unge og glade mennesker. De fleste af dem er frivillige, og det gider de gamle jo ikke – de har penge nok til at løbe rundt og lege bon vivant med dertilhørende rosévin og skaldyrsbuffet. Det er nok Danmarks mest alsidige publikum i forhold til alder, og det er dejligt at være til fest med de “voksne”. At de så ikke er mere voksne, end at de fyrer den af, fordi de kun kommer ud én gang om året, er bare med til at gøre det hele meget bedre, og man kan møde hinanden i øjenhøjde – ung som gammel!

Folk dyrker yoga. Hvorfor har de ikke tømmermænd?!

Omgivelser:

Egeskov Slot er smukt, og parken og haven løfter Heartland op til et hidtil uset niveau af æstetik. Og det er fedt. Det er også fedt, at netop parken med hække og så videre gør, at der rent faktisk var relativt mange stedet at finde et skyggespot, hvor man kunne gemme sig for solens insisterende stråler. Det var ca. 30 grader, og der var ikke en sky at se på himlen. Hvis det havde været Roskilde Festival, var man brændt op levende, mens man kæmpede om de få pladser, agoraen tilbyder.

Koncerter:

Det bedste ved at være til C.V. Jørgensen-koncert er de kommentarer, man overhører fra publikum. Min favorit er “Spiller han ikke snart Costa del Sol?”. Nej, det gør C.V. Jørgensen ikke. Som i aldrig. Han spiller heller ikke “I en blågrå kupé” eller “Entertaineren”. Når C.V. en sjælden gang tager på tur, så gør han det på sine egne præmisser, og det må fans bare rette sig ind efter. Han er ikke til for dig – du er til for ham!

Der var også en gang, hvor tanken om, at jeg aldrig kunne komme til at høre nogle af mine yndlings-sange live, irriterede mig. Men hey, sådan er det jo også, hvis man er The Doors-fan. Forskellen er selvfølgelig, at Jim Morrison ligger på Pére Lachaise-kirkegården i Paris, og der bliver han sgu nok liggende. (Indsæt tam joke om zombier). C.V. lever i bedste velgående, og han kunne godt servere en hitparade for dig – hvis han gad. Men det gør han ikke. Han har taget det på sin kappe at belære nye som gamle fans om, hvilke af hans sange der er de bedste. Som resultat af det er det gået op for mig, hvor fantastisk et album, “Sjælland” fra 1994 er. Det har langt fra den samme hit-faktor som “Tidens Tern” og “Storbyens Små Oaser”, men det er til gengæld uden sammenligning et stykke dansk musikhistorie fra øverste hylde. Tak, C.V, fordi du belærer mig om, hvad jeg burde høre af din musik, og tak fordi du er taget på turné igen, så jeg kunne opleve min tredje (og måske fjerde på Roskilde) koncert med dig.

Ja, jeg mødte Alex Cameron. Det – og hans sandaler(!) – er jeg naturligvis lige nødt til at vise hele verden

En anden mand, der overraskede mig positivt, var Alex Cameron. Jeg var til lidt af hans koncert på Gloria sidste sommer, og jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor folk var oppe at køre over det. Det forstår jeg nu. Med bundironiske tekster om elskerinder, der er 16 år gamle (og næsten 17, hvilket er den seksuelle lavalder i Australien) og et 45-minutters turboshow har Alex Cameron nu overbevist mig om, det han laver, er bundsolidt. Den persona, han optræder som, bliver supportet af vennen Roy Molloy på horn, som pludselig kastede sig ud i en anmeldelse af den stol, han sad og spillede på. Fantastisk i starten – super tåkrummende og akavet til sidst – ufatteligt morsomt hele vejen igennem.

Nu har vi snakket meget om Heartland som den her pæne festival, og netop derfor klædte Omar Souleyman-koncerten virkelig festivalen. Det var måske en ægte knald eller fald-booking, fordi det er lidt mere end joke, end det er en stor musikalsk oplevelse. Personligt elsker jeg manden med en ironisk distance, men hans indslag til den pæne festival, som Heartland er, var helt fantastisk. På en ikke-ironisk måde. Der var godt pakket foran Highland-scenen til årets sidste koncert, og det endte med, at der blev crowdsurfet, folk tog bukserne af, og der var en gut, der kravlede op i kablerne – den opførsel passer nok bedre til Distortion end til Heartland, men engang imellem er det godt, at der bliver revet lidt op i normerne.

Regnsky siger tak for i år til Heartland, men vi kan godt afsløre, at der kommer til at følge et par interviews i den nærmeste fremtid. Vi kan også godt afsløre, at vi bliver ved med at komme tilbage, så længe Heartland vil have os. Det er kun tredje år, festivalen kører, og det er spændende at se, hvordan det ender næste år. Forhåbentlig med mere bredde i hovednavnene, men ellers synes jeg bare, at Heartland skal fortsætte med at udvikle sig og turde prøve ting af. Det klæder en festival, og det virker til at være parolen på hjertelandet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

“Jeg har ingen drøm om at blive popstjerne”

Af Rasmus Stegmann den

På SPOT-festival er der altid god mulighed for at scoute nye talenter og få nogle spændende interviews i kassen. Det er i høj grad en mulighed, vi aldrig lader gå forbi os på Regnsky! Jeg fik en aftale med Molina, som jeg selv er blevet stor fan af, og jeg mødte hende lige efter hendes koncert til Tambourhinocerus’ day party i Dome of Visions til en snak om mennesket bag Molina med Århus havn som baggrund.

Vil du ikke lige introducere dig selv?

  • Jeg hedder Rebecca Molina, og jeg er skaberen bag projektet Molina, og jeg producerer og mixer alt selv. Jeg får det dog mastered. Det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan godt lide at være den, der laver hele processen.

Fuld kreativ kontrol?

  • Præcis!

Er det ikke svært, når man skal spille live så?

  • Jo, men jeg har faktisk fundet nogle bandmedlemmer, som forstår min musik rigtigt godt. Når vi spiller live, kommer de også med inputs, og når vi øver, så har jeg også taget nogle af deres ting med ind i mine indspilninger. Jeg laver grundidéen, og så tager vi det med i øveren, og så kommer de med nogle inputs.

Jeg så du spillede sidste år også – hvordan er det, at komme tilbage?

  • Det synes jeg er mega fedt, og jeg har faktisk glædet mig meget mere til i år, end jeg gjorde sidste år.

Hvorfor?

  • Fordi jeg skal spille med band, og jeg skal spille på Atlas, og jeg skal spille solo, og der er sket rigtigt meget, og jeg har lavet en masse nye sange, som jeg skal udgive på mit album her næste år.

Så du er generelt ret glad for SPOT-festival?

  • ELSKER Århus. Jeg synes, det er så dejligt. Noget af min familie bor her også, så dem får jeg også lige set.

Har du gjort noget anderledes i forhold til sidste år?

  • Ja, jeg har nye sange med, men så har jeg også købt en masse nyt gear, så der sker mere i mit solo-setup. Jeg spiller på lidt flere ting, fordi jeg har mest lyst til at spille frem for bare at stå og synge. Og det gør jeg også med bandet, selvfølgelig, som er med. Sidste år var det en duet med min guitarist og mig.

Men du siger, at du meget hellere vil spille end at synge?

  • Nej, jeg kan bare godt lide, at jeg også spiller, jeg har ikke bare lyst til at stå og synge. Jeg vil gerne være en del af bandet, fordi det ligesom er mig, der har lavet al musikken, så det er vigtigt for mig, at jeg også spiller med.

Er dit fokus Danmark eller internationalt?

  • Det er helt sikkert internationalt. Jeg har lige været i England i to uger og møde nogle fede mennesker og få et overblik over, hvor jeg har lyst til at spille, og hvem jeg skal kontakte. Jeg synes, de har en helt vildt fed scene, som jeg passer ind i.

Hvilken scene er det?

  • Det er den der new wave/80’er-undergrundscene.

Hvad ligger til grund for din 80’er lyd?

  • Jeg har bare lyttet rigtigt meget til den slags musik. Jeg startede selvfølgelig med Depeche Mode og New Order og alle de store bands, men jeg lytter også rigtigt meget til dark wave-bands fra 70’erne. Jeg har altid lyttet meget til det, så det er grunden til, at jeg lyder, som jeg gør. Det gør bare et eller andet i mig.

Så du har lidt engelsk fokus?

  • Ja, men jeg vil også gerne spille herhjemme!

Ja, klart. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det er bare altid interessant at vide! Nu synger du jo på engelsk.

  • Ja, og jeg har faktisk lige lavet en sang på spansk.

På spansk?

  • Ja! haha. Det er fordi, jeg er halvt chilener.

Ja ok, så giver det jo meget god mening! Så du snakker spansk?

  • Ikke særligt meget.. Men jeg har skrevet en sang på spansk. Dog meget simpelt. Det er noget, jeg længe har haft lyst til at prøve.

For at komme ind på det chilenske marked, eller?

  • Næ, bare fordi, jeg synes, det lyder flot. Jeg synes, at hvis man synger på andre sprog, som f.eks. tysk, fransk eller spansk, så udelukker det ikke at være international. Sådan virker det dog, hvis man synger på dansk.

Ja, det er et lille sprog.

  • Det er jo det. Og jeg synes bare, at spansk er virkelig flot, så det skulle jeg lige prøve!

Er det en, der lige er udkommet, eller?

  • Nej, det er bare en, jeg lige lavede i sidste uge. En lille skitse.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvad drømmen er med “Molina”-projektet?

  • Jeg vil bare gerne ud og spille en del med bandet og få et set oppe og køre, som vi er trygge i. Det hele er stadig meget nyt, så det er stadig lidt shaky, og jeg glæder mig til, at vi bliver rustet mere sammen. Og så kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at ramme det internationale markede. Især England. Og så komme ud og spille i udlandet. Egentlig vil jeg bare gerne vågne op og så vide, at mit arbejde er at sidde og skrive musik, fordi det er det, jeg elsker.

Så du vil gerne opnå så meget succes, at du kan købe dig selv fri?

  • Ja, bare arbejde med musik, men jeg har ikke en eller anden drøm om at blive en popstjerne. Det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg gad bare godt, at kunne leve af det, så det kørte rundt.

Hvordan vil du gerne have, at folk de tager imod din musik?

  • Når jeg laver musik, så tænker jeg ikke så meget. Jeg kommer nærmest ind i en trance, hvor jeg ikke tænker, men hvor jeg bare er i det. Det kunne jeg godt tænke mig, at de folk der lytter til min musik også kom i. Sådan så man glemmer tid og sted, men bare er i en boble, hvor man ikke tænker over alt muligt, men bare er i musikken.

Så du vil gerne sprede den følelse, du selv får, når du laver musik?

  • Ja, men det er også fint nok, hvis de ikke får den, og hvis de bare får lyst til at danse eller bevæge sig, fordi der er en puls i musikken. Bare de kommer til at føle et eller andet.

Er der forskel på Rebecca og på Molina?

  • Nej, det er bare mig. Haha. Ej, når jeg skal spille live, så bliver jeg lidt genert. Det er jeg egentlig ikke normalt.

Er der noget du har lyst til at sige til, ja, jeg vil gerne sige verden, så mange er der heller ikke, der læser Regnsky?

  • Ja, I må ikke kalde mig en sangerinde!

Nej, du er mere holistisk end det?

  • Ja præcis!

Og på den note siger jeg tak til MUSIKEREN Rebecca Molina for en god snak, og jeg ser meget frem til at følge med i din fremtidige karriere!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Gedigen tirsdagsrock på Hotel Cecil!

Af Rasmus Stegmann den

Egentlig havde jeg set Hotel Cecil som et sted, hvor danske musikere der ikke helt er upandcoming, men heller ikke helt har fået deres store gennembrud endnu, var førsteprioriteten. Det er koncerter med GENTS, Lord Siva og den Emil Kruse-koncert jeg selv var til i fredags gode eksempler på. Derfor synes jeg, det var super interessant, at de havde booket britiske The Chameleons, som efter forsanger Mark Burgess udsagn, aldrig havde spillet i Danmark før.

The Chameleons er en sjov størrelse. I følge Wikipedia eksisterer de slet ikke. De så ellers meget levende ud til deres danske debutkoncert i går aftes.

Som du kan læse, startede de tilbage i 1981, og de blev aldrig rigtigt store. Det er også svært, når man står i skyggen af bands som The Smiths og Joy Division. Til gengæld virker det som om, at The Chameleons er den type band, som dit yndlingsband har som yndlingsband. I følge koncertbeskrivelsen er både Interpol og The National stærkt inspirerede af dem. Alene af den grund måtte jeg simpelthen ind og se dem. Faktisk opdagede jeg dem, da Spotifys evigt gode discoverfunktion foreslog nummeret “Swamp Thing”, og det havde den der gode britiske 80’er rock lyd, som jeg er så glad for.

Tilbage til Hotel Cecil. Jeg var inde og besøge stedet for første gang sidste fredag. Det var virkelig en oplevelse. Arven fra hedengangne Jazzhouse skinner igennem, og baren er stilet, lyden er god og loungeområdet helt perfekt til at tage et pust mellem numrene. Baren har det bedste udvalg, jeg tror, jeg har set på et spillested. Du kan få 7-8 craft beers, eller du kan nøjes med Albani. Her fås naturligvis både pilsner, classic og IPA – alle på fad (og flaske, hvis du er til det). Skide godt. Det betyder meget for mig, at man kan få andet end en Tuborg til 60 kroner (jeg kigger på dig, Vega). Hotel Cecil kunne godt gå hen og blive mit nye yndlingsspillested.

Men nu skulle det jo egentlig handle om igår, hvor jeg gik til koncerten med den største frygt for at blive mødt af afdankede 80’er hasbeens eller neverwas, der kæmpede for at skrabe folk sammen til en tour, så de kunne leve lidt længere på den beskedne berømmelse, de opnåede for 30 år siden.

Det var heldigvis slet ikke sådan. I forhold til at to af bandmedlemmerne tydeligvis ikke var med, da deres album “Script Of The Bridge“, som koncerten tog udgangspunkt i, blev skrevet, blev jeg positivt overrasket. Albummet er fra 1983, og kun forsanger Mark Burgess og guitarist Dave Fielding lignede mænd, der var unge dengang. Trommeslager John Lever døde dog også beklageligvis sidste år, og erstatningen så ikke meget ældre ud end mig selv.

Sceneshowet var meget spartansk. Og med det mener jeg ikke eksistererende. Der var lidt kulørte lamper i forskellige farver, men det var faktisk det. Og de gamle mænd var lidt for gamle til at bevæge sig. Alarmklokkerne ringede hurtigt, men de blev stille igen, så snart de begyndte at spille. Det lød helt fantastisk. Det var spartansk britisk rock af den definitivt aller bedste skuffe, og skuffe gjorde de ikke! (Ordspil, hurra!) Det var tight, det var højt, det var råt, det var lige i skabet. Efter de havde spillet deres plade færdig, stod min ven og jeg og krydsede fingre i længsel efter, om de ikke nok ville spille “Svamp Thing”, som er fra albummet “Strange Times”. Og som andet ekstranummer kom forløsningen endelig, og det var den perfekte kulmination på en helt gedigen perfekt skåret rockkoncert en tirsdag aften.

Nu kilder det altså i kroppen for at komme på festivaler!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

SPOT, for helvede, hvorfor er du så dejlig?

Af Rasmus Stegmann den
SPOT Festival plakat

SPOT-festival fylder mig med glæde og håb. Glæde, fordi jeg elsker at være i Århus, når byen summer af liv og mennesker, der har det fedt. Håb, fordi SPOT-festivalen vidner om, hvor meget endnu uforløst talent der er i den danske musikbranche.

Jeg har valgt at sætte et par ord på de tre bedste koncerter, jeg så på årets SPOT-festival. Det er altså ikke pligtanmeldelser, men simpelthen bare min rendyrkede glæde over, og behov for at dele, de her oplevelser med nogen.

Barselona, hvor er I fede. Det var egentlig en koncert, jeg ikke havde tænkt mig at tage til. Jeg så dem varme op til Minds of 99 i efteråret, og jeg syntes dengang, at det var noget generisk drengepop, som aldrig nogensinde ville fange mig. Den sidste uges tid har jeg dog hørt “Pige & Dreng” og “Et år” på repeat, og jeg tog derfor til koncerten uden forventninger. Ud kom det mest veloplagte band på hele SPOT, og publikum kvitterede ved at rejse sig op. Hele den store sal i musikhuset (til den uindviede, så er det en sal med siddepladser) stod op, og det udviklede sig til en dansefest med en hvirvelvind af dansksprogede sange, der rykkede publikum op med roden. Rud Aslak er en fantastisk dygtig frontmand, som selvfølgelig endte med at stå og synge ude blandt publikum. Heldigvis til alles store begejstring, så han kunne bade sig i den kærlighed, de sendte ham. Det var årets højdepunkt på min SPOT.

Athletic Progression har ikke fået andet en Regnsky-love med på vejen, og det stopper ikke lige foreløbig. Hvis du ikke allerede er hoppet med på vognen, så bør du gøre alt i din magt for at se dem live. De er mere end et band, de er et fænomen af temposkift og musikalsk overlegenhed og at se koncentrationen og det maniske, nærmest psykotiske, blik i Jonathans øjne, mens han spiller trommer på en måde, jeg aldrig har set mage, rangerer som et af de bedste øjeblikke på min SPOT-festival. Jeg fik desuden muligheden for at lave et interview med dem, som jeg glæder mig til at dele med jer!

Mange medier har allerede skrevet om GENTS’ magtdemonstration af en koncert lørdag på Scandinavian. De beviste, at de er klar til at tage det næste skridt, hvilket en komplet pakket sal vidnede om. Ligeledes var de, som spået af en clairvoyantisk musikskribent, i glødende topform. Det var næsten ærgerligt, at koncerten ikke varede længere, fordi hverken jeg eller publikum kunne få nok af Theis og Niels, som sagtens kunne have båret at spille en større festival. Jeg tror ikke, der går mange år, før de får muligheden for at spille på en større scene i det danske land, og jeg glæder mig til at stå der og sige: “hvad sagde jeg”.

Det blev til endnu en SPOT med fantastisk vejr og brede smil hele vejen rundt. Det blev også til tømmermænd, der stadig sidder i kroppen her tirsdagen efter – men nogle gange er det bare det værd. Jeg forstår virkelig Peters entusiasme over SPOT og det, som SPOT kan, omend vi stadig har meget forskellig musiksmag. Heldigvis ved jeg, at han har lavet et par spændende interviews, som du kan læse inden for den nærmeste fremtid her på Regnsky.

Jeg takker, bukker og nejer for SPOT, Århus og alle de seje mennesker, jeg har været ude at mingle med over weekenden. Og som verdens største, men mest velmente, kliché, så glæder jeg mig allerede til næste år!

TAK, SPOT <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

“Det føles som en anden liga, vi er trådt ind i”

Af Rasmus Stegmann den
Rasmus, Oskar og Peter fra Ecstasy In Order.

De skal spille SPOT-festival og de skal spille Roskilde Festival i år. De spiller en fusion mellem rock og elektronisk musik, og de har kørt på repeat på mit anlæg de sidste par måneder. Først faldt jeg over navnet “Ecstasy In Order” på Roskildes program og tænkte, at de var værd at tjekke ud. Frem kom toner der trækker tråde til “madchester”-bølgen ala Happy Mondays. Det er i hvert fald den tanke, jeg får, når jeg hører deres musik. Hvis du er til rocket dansemusik med britiske tråde, så er det de her drenge, du skal holde øje med.

Vil I ikke lige introducere jer selv?

  • Hej, jeg hedder Oskar!
  • Og jeg hedder Rasmus, og jeg er bassist.

Oskar: Nå ja, jeg er sanger og synthmeister

  • Jeg hedder Peter, og jeg spiller guitar.

I har ingen trommeslager?

  • Nej, det er også Oskar.

Fedt! Hvor lang tid har I spillet sammen?

Oskar: Som Ecstasy In Order har vi spillet sammen i snart tre år.

Har I haft andre projekter før?

Oskar: (Peger på Rasmus) Vi har spillet sammen i gymnasiet, og vi spiller også i Pardans, og mig og Peter er barndomsvenner, så vi har lavet vores første rockband sammen. Det var sådan noget blues-rock.

Så det er jeres første “seriøse” projekt?”

Oskar: Ja, det kan man sige.

Det må da i hvert fald være rimelig seriøst, når man bliver booket til Roskilde.

Rasmus: Så er der i hvert fald andre, der tager det seriøst!

Hvordan er det at blive booket til Roskilde Festival?

Rasmus: Det er… Det er rigtigt fedt. Især fordi det ikke var noget, vi havde turdet håbe på. Så fik vi lige en pæn besked fra Ms. Manager en torsdag kl 23: “Hey, drenge. Kommer I ikke lige ned på Jolene?”. Så havde hun lige en god nyhed.

Så det var Roskilde selv, der havde opdaget jer, eller hvordan?

Peter: Det er i hvert fald dem, der har skrevet. Vi har ikke spurgt.

Og I skal spille Countdown. Hvordan er det?

Oskar: Jeg tror, det passer bedre til os end Rising.

Er den dårlig?

Rasmus: Næ, den er bare mere klassisk rockband venlig.

Oskar: Jeg tror, flere kommer ned og drikker piverter og står og hopper lidt på Countdown end på Rising.

Rasmus: Også større mulighed for at køre et visual show og noget lys, som vi også er igang med at planlægge.

Gør I noget ekstra ud af det, nu hvor det er Roskilde i forhold til, hvad I normalt gør?

Peter. Det kan man godt sige.

Oskar: Der er blevet skruet lidt op. Vi har brugt alle pengene, vi har fået, på at få andre til at hjælpe os.

Rasmus: Det er lang tid siden, vi har spillet koncert, og vi kommer også kun til at spille én inden det – den på SPOT.

Det er måske en meget god opvarmning lige at have lidt i fingrene, inden man skal på Roskilde..

Rasmus: Ja det er et super fedt show at skulle spille som upcoming band. Vi prøver nogen nye ting af med vores livesetup, som bliver spændende at prøve.

Ja, men det er jo også meget brancheorienteret på SPOT.

Peter: Ja, jeg ved ikke.. Er det ikke lidt en skrøne det der med, at man bliver opdaget på SPOT?

Rasmus: Ja, det er jo ikke Eurosonic eller sådan noget.

Peter: Nej, der kommer mange civile og sådan. Eller hvad man skal kalde dem.

Rasmus: Vi spillede sidste år kl 01 om natten på TAPE. Der var ikke særligt mange folk med krydsede arme. Så det virker som en festival, hvor folk har det rigtigt sjovt.

Hvor henter I jeres inspiration fra?

Oskar: Det er sådan lidt svært at sige, altså…

Rasmus (Afbryder Oskar): England!

Oskar: Ja, det startede for mig på Roskilde, hvor jeg så noget norsk techno med livemaskiner. Jeg er selv trommeslager, og jeg har bare haft det lidt svært med, at andre skulle spille trommer i mit band, så der gik det op for mig, at man godt kunne lave syg musik med trommemaskiner, og så købte jeg en trommemaskine.

Rasmus: Ja, du skulle lige finde en måde, hvor man kunne spiller trommer og synge på, uden det blev til Phil Collins.

Oskar: Præcis. Så købte jeg en sampler og gik i gang med at lave ting. Så skrev jeg også lidt guitar, men det er jeg ikke så god til, så fik jeg Peter ind over, og så lavede vi nogle sange, og så da vi ligesom skulle til at producere dem, så skulle vi også bruge en bassist, og så kom Rasmus på. Det var så det, der blev til Madonna EP’en, som var vores første.

Hvorfor har I kaldt jer “Ecstasy In Order”?

Oskar: Ja, nu skal vi passe på, hvad vi siger.. Ej, det kommer fra en bog, der hedder Mysticism of sound, som er en sufi-bog om, hvorfor lyd er spændende. Og så synes vi, det lød fedt og passede fonetisk godt i forhold til, hvad vi spillede.

Peter: Vi blev spurgt om det samme for 14 dage siden. Det er som om, der er mange, der krøller deres hjerner over bandnavne.

Oskar: Ja, der blev skrevet, at det var et paradoksalt navn, men det er det på en eller anden måde ikke.

Peter: Der er ingen grund til, at vi skal sidde og fortolke på det selv.

Oskar: Nej. Det er et godt navn! Og vi er blevet tilfredse med det.

Det er også det vigtigste.

Oskar: Ja, vi står ved det!

Godt! Hvad er det bedste ved at være Ecstasy In Order?

Oskar: Vi hygger os ret meget sammen. Det er altid dejligt at øve, og vi hænger altid ud sammen. Normalt er vi jo også bare venner.

Peter: Det er en sjov måde at være venner på.

Oskar: Ja, fordi så har man et fælles projekt samtidig med.

Rasmus: Vi keder os ikke. Vi har altid noget at tage os til.. Med de to koncerter i kalenderen.

I har for nyligt udgivet singlen “Aliasing”. Er der mere på vej?

Oskar: Ja, vi er igang med at lave vores første fuld længde album, som vi indspiller sammen med Jakob Günther fra Franske Piger. Han er dygtig til produktion, hvor vi før selv har produceret det, og allerede nu så synes jeg, og det tror jeg også godt, man kan høre på den single i forhold til det tidligere, at det lyder noget bedre.

Hvordan ser I helst, at man som lytter tager bedst imod jeres musik?

Rasmus: Et godt udgangspunkt er, hvis folk de danser.

Oskar: Det er fedt at få folk til at danse, og det er det fede ved at spille et miks mellem elektronisk musik og rockmusik, at man så kan stå og have det herre fedt og danse til det, og så måske bare gå hjem og sidde i en herrebrandert på nogens værelse en dag og bare kunne synge lidt med og tænke, at det var sygt dengang, man bare stod og fyrede den til det her. Sådan har jeg det også selv med det. Jeg er stolt af teksterne, men jeg synes også bare, at det er god dansemusik. Det er fedt at lave musik, der kan begge dele.

Nu har I allerede opnået at blive booket til Roskilde Festival, det er jo noget, som andre bands arbejder sig hen mod hele deres karrierer, så hvad vil I gerne opnå med at være Ecstasy In Order?

Rasmus: Nu skal vi lige spille koncerten først.

Peter: Ja, vi tager det stille og roligt. Det har vi hele tiden gjort. Vi vil gerne bare give det tid. Ja, nu er vi booket til Roskilde, og man tænker, er det nu, raketten bliver skudt af, men vi er stadig rimelig unge.

Oskar: Så spiller vi der bare en anden gang, hvis det er det, der skal til. Så længe man spiller god musik, så skal det nok gå.

Peter: Vi har ikke en femårsplan.

Rasmus: Vi er i en ret god sangskrivningsperiode lige nu. Så jeg vil bare gerne fortsætte med det og blive bedre til at spille sammen.

Fedt! Jeg har ikke sådan flere spørgsmål, men er der noget, I har lyst til at fortælle verden?

Oskar: Folk skal glæde sig! Det bliver fedt. Vi har gjort os rigtigt umage.

Rasmus: Og vi kommer fortsat til at gøre os rigtigt umage.

Oskar: Forhåbentlig kan folk komme med ud og have det fedt. Vi kører en lidt dyrere stil med lysmand og sådan. Så det bliver forhåbentligt bedre end nogensinde før live.

Rasmus: Det føles som en anden liga, vi har trådt ind i nu. Det kræver lidt mere arbejde.

Oskar: Så folk kan se frem til et “Ecstasy” der er endnu mere i orden.

Jeg personligt ser i hvert fald frem til Ecstasy In Orders to koncerter på SPOT og Roskilde, og jeg synes, du skal gøre det samme. De er et navn, som er værd at holde øje med, og bestemt fortjener at få en chance for at vinde én over live. Vi ses til dansefest!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *