En helt almindelig tirsdag åbnede 27-årige Jacob Aksglæde sin dør for mig og bød på en kaffe i hjemmet på Amager. Jacob fangede min opmærksomhed, da jeg ved et tilfælde var til koncert med ham på Egmont-festival, og jeg vidste med det samme, at jeg gerne ville tale med og komme lidt ind under huden på ham. Vi fik en god snak om C.V. Jørgensen, Jacobs nye single “PromilleRomantikken” og hvor vigtigt, det er at kunne genkende sig selv i musik.

Hvad driver dig, når du laver musik?

• Det første, der driver mig, er at finde sådan en mavefornemmelse, hvor jeg kan mærke, at der er et eller andet i akkorderne eller teksten, der resonerer i min krop. Følelsen af, at det er en god linje, eller det er en god melodi. Det er det første kick. Når man så har sangen, vil man gerne have det til at ramme så mange mennesker som muligt og gøre folk glade.

Så det starter altid med noget, som du synes, er fedt?

• Altid det. Jeg skal altid gøre mig selv glad. Når jeg så har gjort mig selv glad, så tænker jeg, er der noget her, som jeg kan gøre endnu bedre, så jeg kan ramme endnu flere mennesker. Så sidder jeg typisk sammen med en producer, hvor jeg har lavet en sang, og han så sidder og eksempelvis tænker, at vi kan gøre den der melodi i omkvædet lidt skarpere, så den får en bredere appel.

Men hvad giver dig lyst til at lave musik?

• Jeg tror bare ikke, jeg kan lade være. Det er jo det klassiske svar. Det er ligesom, når man har været på ferie. Jeg har lige været i Nice uden min guitar, og der havde jeg bare lyst til at holde en guitar og skrive en sang. Men fordi jeg ikke kunne det, gik jeg hele tiden rundt og skrev tekststumper ned til sange, som jeg ville skrive, når jeg kom hjem. Det tror jeg bare er et meget godt tegn på, at man måske er blevet lidt afhængig af det. Jeg tror også, jeg er afhængig af at ytre mig kunstnerisk eller poetisk. Og på sigt er det jo også blevet en del af min identitet. Jeg startede jo allerede med at skrive sange som 14 årig i folkeskolen. Dengang var det bare nogle banale digte om en pige, men i gymnasiet fik jeg arbejde i en pladeforretning og fik kendskab til blandt andre C.V. Jørgensens musik og tekster, hvilket inspirerede mig til at skrive mere poetisk. Og langsomt blev det at skrive en del af min identitet, og som nu er det groet fast i mig. Jeg gruer også for den dag, hvor man måske skal stoppe med at lave musik og lave noget andet – få et job i Finansministeriet eller sådan noget. Fordi hvad sker der så med min identitet? Hvem bliver jeg så?

Jeg kan se, at du har “Sjælland”-pladen inde på væggen. Er du meget inspireret af C.V. Jørgensen?

• Jamen, altså ja, jeg er inspireret af ham. Jeg tror ikke, jeg vil sige meget inspireret. Jeg er mere inspireret af poesien og det at skrive finurligt. Det gør han, men jeg læser også mange digtsamlinger og poetiske bøger. Det med at bruge billeder og sprog på en finurlig måde. Jeg er også meget inspireret af Marie Key og Nicolaj Nørlund.

Men din vokal minder om C.V’s.

• Ja, jeg har en nasal stemme ligesom ham.

Det er bare påfaldende, at du har Sjælland-pladen hængende, nu hvor der bliver draget paralleller.

• Derfor tror jeg også, at det er nemt at lave den sammenkobling.

Er der forskel på Jacob og Aksglæde?

• Nej, det er der faktisk ikke. Forskellen er, at Jacob er ham der bor på Amager, og Aksglæde er ham, der står på scenen, men det er jo den samme person. Det startede jo med at være et band, og så kunne det ikke hedde Jacob Aksglæde. Men det var altid mig, der skrev sangene og sådan.

Har du en mål eller en vision med din musik?

• Det, der kan gøre mig glad og få et smil frem på mine læber, det er forestillingen om, at jeg står bag Arena på Roskilde Festival og skal op på scenen med mit band, og vi skal op og holde en fest deroppe. Det er det, jeg går efter.

Og stå at kunne høre 12.000 mennesker råbe “AKSGLÆDE, AKSGLÆDE”.

• Præcis. Og de synger mine sange, inden jeg går på.

Hvorfor Arena og ikke Orange?

• Jeg tror bare, det er sjovere at spille på Arena.

Det synes C.V. Jørgensen jo også..

• Haha, ja, det synes han jo! Jeg så ham der i 2010.

Lad os tale lidt om din nye single, “PromilleRomantikken”. Hvad handler den om?

• Det er den generation og den tid, vi lever i. Den kalder jeg PromilleRomantikken. Jeg prøver at tage et billede af vores tid og lave en historie om det. PromilleRomantikken er der, hvor den unge generation oftest møder hinanden igennem alkohol. Hvor man så er god til at tilnærme sig andre mennesker, når man lige har fået et par øl. Det er den gode ting, fordi man bryder nogle grænser ned og tør gøre nogle ting, man ellers ikke ville turde have gjort. Udfordringen er så, at man ikke rigtigt ved, hvem det er, man møder, når man er i byen. Man har måske drukket sig mod til at snakke med nogen og være lidt mere udfarende, end man ellers ville have gjort. Hvem var jeg selv den aften? Jeg er ikke sådan, når jeg vågner op næste dag. Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer. Selvværdsproblemerne starter typisk, når der kommer en meget smuk pige ind i et lokale, og jeg så tænker, at hun aldrig vil kigge i min retning.
• Det er jo faktisk en kærlighedshistorie. Jeg var på en højskole og skrive nogle sange, og der var jeg med til en fest, hvor der var en meget smuk brunette iført sådan en grøn blomstret kjole og hvide sneaks, hvor jeg tænkte: “Hold kæft, hvor er hun smuk. Hun vil aldrig kigge i min retning”. Men på en eller anden måde kom vi til at spille på hold sammen i bordtennis. Og vi tabte stort, fordi jeg er virkelig dårlig til bordtennis, men på en eller anden måde havde jeg drukket perfekte mængder af øl og havde den helt rigtigt promille til at kunne være lidt mere udfarende og charmerende og få hende til at grine, hvilket var helt perfekt, men næste morgen ville jeg jo gerne blive ved med at være den charmerende type og få hende til at grine, men der havde jeg ikke den samme vibe, og hun kunne så mærke, at jeg havde ændret mig, så hun endte med at afvise mig. Så sangen handler om, at man er to personer. Men den ene er ikke bedre end den anden. Hvis jeg ikke havde drukket, havde jeg aldrig snakket med hende.

Hvorfor synes du, at det er vigtigt, at sætte fokus på det?

• Det er ikke fordi, jeg har en mission om at sætte fokus på noget som helst, og jeg synes ikke, man skal alarmere noget eller stoppe noget. Jeg tager bare et billede af samfundet og fremkalder og udgiver det. Det er sådan, jeg typisk skriver musik. Du spurgte tidligere, hvad mit mål var. Mit mål er også at sætte et spejl op til mine lyttere, så de kan se sig selv i min musik. Det er typisk mig, der er i musikken, og jeg er typisk et meget normalt menneske. Jeg tror, jeg har mange af de samme tanker, problemer og glæder, som mange mennesker har. Det største mål er, at folk kan genkende sig selv i sangene og tænke, at den følelse har de også haft. Jeg synes, det er vigtigt i meget af den musik, jeg selv hører, at jeg kan genkende mig selv. Så får man et smil på læben, fordi man kan genkende sig selv. Det er også sådan, når man sidder og fortæller anekdoter med vennerne eller ser Klovn. Man kan godt se sig selv i det, og ellers ville man ikke reagere så voldsomt.

PromilleRomantikken udkommer i dag, og du kan høre den lige her!