En af de mindste, men også bedste, festivaler i Danmark er UHØRT. Det var i hvert fald min tanke efter 2017-udgaven af festivalen. Det er virkelig dejligt at blive præsenteret for så meget ny og god dansk musik på en weekend, at man bare sidder tilbage sprængfyldt med håb for fremtiden i den danske musikbranche. På fredag og på lørdag er det blevet UHØRT-tid igen, og det er svært for selv en musikskribent at navigere i det ukendte program. Dog ser jeg det som en udfordring at skulle finde det bedste i det ukendte. Ja, jeg er lidt ligesom ham der din ven, der altid irettesætter dig, når du sviner Roskilde-programmet. “Du skal bare kigge i de små navne for at finde guldet”! Du hader ham, men du ved også godt, at han har ret. Men det er ret svært at navigere rundt i det uhørte program. Ja, den var dårlig, men det er programmet heldigvis ikke, så jeg vil gerne anbefale dig et par navne, som jeg synes, du skal prioritere i weekenden!
Balthasar
Wauw, det er ærligt. Prøv at lytte til “89’er” og overvej, hvor meget det kræver at udlevere sin livshistorie på den måde. Specielt når den har været hård og ubarmhjertig. Jeg er selv 89’er og har oplevet lidt af hvert, så det kan godt være, at jeg bare er den ultimative målgruppe for nummeret, men jeg føler den sgu bare. Jeg er spændt på at se, hvad Balthasar kan live.
Balthasar spiller fredag kl. 18.30 på Skatescenen.
Turquoise Sun
Yes man, psykedelisk rock. Det er efterhånden ikke så få bands, der trækker tråde tilbage til 60/70’ernes løsslupne guitarer, men Turquoise Sun er de mest fremtrædende på årets UHØRT, og netop denne type bands leverer altid live. Jeg har kun kendt dem i en uge, men det er allerede en af de koncerter, jeg glæder mig mest til.
Turquoise Sun spiller fredag kl. 23.10 på Gårdscenen.
Moon Mountain
Hvis du troede, at electrorock-bølgen var død (eller døende), så er Moon Mountain et godt bud på et kommende koryfæ, der kan puste et kunstigt åndedræt ind i genren. Tjek det ud, hvis du savner Spleen United, eller hvis du synes, Veto mangler en kvindelig vokal.
Moon Mountain spiller fredag kl. 20.30 på Volumescenen.
Cliff Waters
Hvis du er til blød mandepop, så kan det være, du skal tjekke Cliff Waters ud. Det er blødt uden at være drenget, det er opløftende uden at være påtaget, og det er lige i skabet. Det kunne godt være et af de navne, vi kommer til at høre meget mere fra det næste års tid.
Cliff Waters spiller lørdag kl. 23.10 på Gårdscenen
BÜNNI
Bunni eller bynni ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg er vild med Bünyamin Eroğlus lyd. Den er drømmende og melankolsk, og hvis du er den slags, der gerne vil stå med lukkede øjne til en koncert og forføres af langsomme og dreamy guitarer og en lo/fi lyd, så er det nok noget for dig.
BÜNNI spiller lørdag kl. 16.30 på Gårdscenen.
Paper Cranes
Hvis du er til elektronisk med flødeblød mandevokal, så er Paper Cranes et godt bud på en af de mere festlige koncerter. Jeg blev hurtigt bidt af deres lydunivers, og nu er udfordringen bare, om de som elektronisk band kan komme ud over scenekanten til koncerten. Det hjælper altid lidt på det, når der er en god vokal, så jeg er overbevist om, at det er værd at tjekke ud.
Paper Cranes spiller lørdag kl. 21.50 på Volumescenen
A Kind Of Man
Jeg vil måske bare lige til slut gøre opmærksom på UHØRTs egen beskrivelse af A Kind Of Man: “A Kind of Man er som blidt fugtede bomuldstrusser på en kvinde, der ligger halvsovende i sandet blandt sivene på Amager Strand, en sommerdag i august.”.
Dertil vil jeg lade dig selv vurdere, om det er noget, du synes, du bør opleve.
Engang imellem skal man finde guldet i det små. Den her festival vil jeg gerne lige slå et slag for og skabe opmærksomhed omkring!
Hvis du ikke skal noget på lørdag, så synes jeg, at du skal overveje at tage til Rock For Charity. Som navnet antyder er grundkonceptet nemlig, at der spilles god musik og doneres penge til velgørenhed. Derfor kan du med samvittigheden i orden høre musik og smide penge i baren, da der ikke er nogen, der skummer fløden i sidste ende. I år er det foreningen Hjernebarnet, der skal støttes op om.
Jeg har talt med Thor Boding, som afholder festivalen, og stillet ham et par spørgsmål om tanken bag Rock For Charity:
Hvor mange år har du holdt Rock For Charity?
– Jeg holdte RFC i Nykøbing Falster 4 år i træk, hvor vi samlede ind til forskellige projekter, bla. nyt legetøj til børnafdelingen på det lokale sygehus.
Da jeg kom til KBH lavede jeg et storstilet projekt med 3 dages festival på Huset, som desværre ikke blev en succes. Så efter et par års pause startede jeg det igen sidste år.
Hvorfor har du startet det?
– Jeg startede i sin tid RFC, fordi man som musiker har chancen for at kunne give til de som ikke har så meget, kraftigt inspiereret af George Harrisons Concert for Bangladesh. Og så er det bare dejligt at starte en fest med en masse gode venner, og jeg kender jo stort set alle de optrædende, og de er dejlige mennesker.
Hvad er visionen for RFC?
– Visionen er (blevet) at samle ind til frivillige projekter, som der doneres direkte til, så der ikke sidder en direktør/generalsekretær, som skummer et millionbeløb af de indsamlede midler
Hvorfor blev det Hjernebarnet, overskuddet skulle gå til i år?
– Hjernebarnet var et naturligt valg, da jeg indgik samarbejde med min ven, brygmester Peter Sonne, som driver bryggeriet Flying Couch, hvor jeg havde planer om, at det skulle afholdes.
Peter har en hjerneskadet datter og er derfor medlem af Hjernebarnet, så det var jo helt oplagt.
Sidste år var en stor succes og medlemmerne af Hjernebarnet var super søde og tjekkede som frivillige sidste år, så derfor var der ingen tvivl om, vi gjorde det igen i år.
Du kan på festivalen opleve bl.a. Thors eget band Syreregn og De Lyse Timer, som vi før har skrevet om på Regnsky. Oven i musikken er der også en tryllekunstner i form af Mikkel Karlsen. Og entréen? Den bestemmer du selv. Man donerer det, man kan undvære. Det hele foregår på Flying Couch Brewery på Bygmestervej nummer 6 i Nordvest fra klokken 11-21 på lørdag den 25. august.
Som Peter var inde på i går, så er det svært at lokalisere HAVEN’s placering i det danske festivalslandskab. Her efter andetåret for Claus Meyer og co’s hyggeprojekt, er jeg ikke blevet klogere. Det var en mindre udgave end sidste år, men pladsen føltes alligevel langt fra fyldt. Rygter om svingende billetsalg blev kun forstærket af fremmødet, som til tider føltes ikke eksisterende. Det er selvfølgelig også en måde at bekæmpe toilet- og madkøer og broproblemet fra sidste år, men det syntes ikke overlagt.
Lørdagsprogrammet var dog utroligt stærkt i år. Fire ud af mine fem anbefalinger til HAVEN spillede i går, så jeg havde set frem til nogle gode musikalske oplevelser i venners lag. Min ven Victor havde glædet sig mest til Einstürzende Neubaten, så vi tog derud omkring klokken halv 5. Da jeg mødte ham efter koncerten, var han dog rasende. Han kunne fortælle mig, at de var nødt til at stoppe koncerten 25 minutter før, pga. regn. Det undrede ham, at man kunne afholde sådan en festival med en hovedscene, der kun fungerer i strålende og vindstille solskinsvejr. Og det har han da en pointe i. Niels Frahm jokede også med, at nu ville han forsøge ikke at få stød under sin koncert. Sidste år gled Matt Berninger også på scenen. Det virker en kende uprofessionelt, at det er med livet som indsats, hvis man skal optræde på HAVEN i regnvejr. Se hvor sur han er:
#Haven2018 har formået at bygge en hovedscene, der ikke kan tåle vand, så einstürzende neubauten må cutte koncerten før tid. Skandale. Amatør-agtigt
Nå, men udover det, så synes jeg, i går var en god musikdag. Jeg lagde ud med at se Unknown Mortal Orchestra.
Foto: Magnus Hyltoft
De er et spøjst band. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg vil så gerne være blown away, men det formår de bare ikke. Til gengæld lavede Ruban Nielson et fedt stunt, hvor han tog sin guitar i hånden og løb fra scenen ned bag ved publikum, mens han spillede videre. Alle i publikum stod og forsøgte at spotte den 160 cm høje newzealænder. Måske er han ikke kun 160, men han er i hvert fald en lille mand, og det var sjovt at mærke den komplette forvirring blandt publikum. “Hvor blev han af?” stod der printet i ansigtet på alle sammen.
Det var en fin koncert omend lidt jævn. Jeg vil så gerne have, de er det lidt ekstra, fordi jeg elsker deres musik, men det har de ikke formået at gøre for mig endnu. Min kære ven Victor var stadig mavesur over Einstürzende Neubaten, og det affødte den fabelagtige kommentar: Unknown Mortal Orchestra er jo bare Urban Outfitters som band.
Fra newzealandsk neo-psych fandt jeg over til Moses Sumney, der jo simpelthen bare er gåsehudsfremkaldende dygtig. Han er godt på vej mod et gennembrud, og der var ret pakket foran HAVENS lille “værket”-scene. Han var vittig, og han var på og nærværende, og han sang som en fucking engel. Det var lige, hvad jeg havde håbet på.
Foto: Lydlös
Haven 2018 føltes som en festival, der manglede et klimaks. I forhold til at det er en festival, der gerne vil udfordre lidt og skabe nye oplevelser, så har koncerterne væres ret jævne. Fine, men jeg manglede virkelig at se noget nyt. Jeg manglede en oplevelse, som jeg kunne tage med derfra og huske tilbage på. Sådan havde jeg det også sidste år. Heldigvis havde de gemt det bedste til sidst, og Kraftwerk var klimakset, jeg ville have. Inden der havde jeg overvejet at tage hjem. Tømmermandsramt, våd og forfrossen er en dårlig kombination. Vi fik dog lige mandet os op til at blive til det sidste.
Kender I det, når man fra den første tone kan mærke, hvordan koncerten bliver? Sådan var det med Kraftwerk. Fra aller første sekund vidste jeg bare, at vi nu skulle være vidne til noget episk. Og Ralf og drengene skuffede ikke. Det var den mest gennemførte og perfekte koncert, jeg har oplevet. Det var en totaltoplevelse med musik og en visuel side, som var minimalistisk som bandet selv, og det hele gik op i en højere enhed. Der blev kun ytret tre ord på scenen, og det var “Goodbye – Auf wiedersehen”, da Ralf som sidste mand gik af. Alt var toptunet og tysk, og det var virkelig noget, jeg ikke havde set før. Det er den koncert, jeg kommer til at huske tilbage på, når jeg tænker på HAVEN.
Foto: Morten Rygaard
Et spørgsmål jeg har stillet mig selv, er, bliver der HAVEN i 2019? Mit umiddelbare gæt er nej. Der har svirret rygter om billetsalget, og pladsen føltes konstant affolket. Det lignte ikke en overskudsforretning at holde HAVEN 2018, men jeg håber da, at det bare er rygter, og at de vender tilbage med flere store øjeblikke ala Kraftwerk. Det er meget rart med en ordentlig festival i baghaven, der præsenterer noget nyt. Men HAVEN er nok nødt til at arbejde mere med sin identitet og med, hvordan man tackler et regnvejr.
København har længe været bagud i forhold til festivaler, og selvom Roskilde geografisk set er tæt på, så kan man ikke ligefrem cykle hjem. Bevares, Copenhell har eksisteret, men det er en ekstremt nichefestival, så der har manglet noget, der gjorde de cykelglade Politiken-Plus mennesker tilfredse. Netop derfor, og ja, jeg er helt overbevist om, at det var PRÆCIS derfor, satte Mikkel Borg Bjergsø, Claus Meyer og Aaron Dessner sig sammen for at drikke en Mikkeller-øl, spise en flæskestegssandwich og høre “Sleep Well Beast” for sammen at løse dette gigantiske problem. Ja, det var altså sådan, det foregik.
Ok, sat lidt på spidsen, så er HAVEN et overflødighedshorn af en festival. Der var ikke rigtigt noget hul at udfylde i det danske festivalslandskab, men de tænkte alligevel, at der var et behov. Jeg var afsted sidste år, ikke med Regnsky, bare som fuld, og jeg synes, at taget i betragtning af at det var en førstegangsfestival, så var det faktisk ret vellykket. I år har de lyttet til feedbacken, og de vil sørge for flere toiletter, kortere køer til mad og øl og en løsning på bro-problemet. Eller broblemet. Jeg er i hopla i dag. Så nu er det andet år, at HAVEN findes som festival, og de har igen sat en ret sindssygt program sammen, hvor man egentlig bør sætte tid af til at høre det hele. Der skal dog også spises dyr mad og drikkes mikrobryggede øl mellem koncerterne, så jeg vil her give et bud på, hvad du bør prioritere aller højest.
Du skal høre: Brockhampton
Fordi: De er en skæv booking på en ellers forholdsvis ensidig festival. Sidste år havde Haven desværre en aflysning med Chance The Rapper, men det klæder festivalen at hive nogle lidt anderledes ting ind. Brockhampton er et hiphopkollektiv fra Texas, der beskriver dem selv som et boyband. Frontmand Kevin Abstract er 21 år gammel og åbenlyst homoseksuel og har udtalt, at han vil blive ved med at rappe åbenlyst om det, så længe der er en fan, der har brug for en stemme.
Præcis dette udsagn står i stærk kontrast til den netop overståede krise, bandet har haft, hvor rapperen Ameer Vann blev smidt ud fra gruppen efter hans egen personlige #metoo-sag, som resten af gruppen har taget kraftigt afstand fra.
De er noget af det bedste inden for alternativ hiphop lige nu, og de kommer med garanti til at levere en fremragende fest på Haven. Hør blot nummeret GOLD – og bliv hooket!
Du skal høre: Moses Sumney
Fordi: Han har en fantastisk stemme. Sådan out of this world fantastisk. Jeg er helt forelsket i nummeret “Lonely World”, og jeg håber, at han kan gengive stemningen live. Jeg kunne ikke forestille mig andet, og jeg tror det bliver en god chance for at opleve en artist, der kan blive rigtig stor.
Du skal høre: Unknown Mortal Orchestra
Fordi: De kommer med et helt nyt album i bagagen. Nummeret Hunnybee er det stærkeste fra pladen “Sex & Food”, og det glæder jeg mig til at høre live for første gang. De har også et relativt stærkt bagkatalog, og de fleste har skamhørt albummet Multi-Love de sidste tre år. Jeg så dem på Northside for tre år siden, og det var en fin koncert. Ikke meget mere end det. Jeg håber dog på, at Ruban Nielson og Co. får et bedre spot end midt på eftermiddagen, hvor deres musik slet ikke kom ordentligt til udtryk. Der er dog garanti for neopsykedelisk i lange baner, uanset hvornår de spiller.
Du skal høre: Den Sorte Skole
Fordi: Hvis du var til koncerten på Orange Scene sidste sommer, så ved du, hvor meget de to er i stand til at gøre ud af en koncert. Det var en sindssyg koncertoplevelse med 100-vis af gæster på scenen. Det var deres mesterværk og en cirkel, der blev afsluttet, som startede på Skatescenen i 2006. Du ved, du har været til en fest, hvor en 30-something har sat “klassikeren” ÅHH MÆIO på, fordi han har fået en Cult Shaker for meget og overhovedet ikke aner, hvad man hører nutildags. Det gik dog op for mig sidste år, at Den Sorte Skole er så meget mere end det udpinte nummer. Det var et audio-visuelt show uden sin lige. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og hvis bare de kommer med 10% af det på Haven, så er det værd at opleve.
Kender du det, når du står foran noget, som du bare ved er storhed? Det er ikke nemt at sætte ord på, præcis hvad der definerer storhed, og hvad der fortæller dig, at du netop nu er i direkte berøring med det. Dog er der nogle gode indikatorer.
Jeg er ret stor fan af The Minds of 99. Og det er en beskeden udmelding. Jeg har vist været til syv koncerter med dem. De bliver ved med at overraske mig, og det gør, at jeg altid synes, de er et band, der er værd at prioritere og vende tilbage til. De udvikler sig, og de bliver kun bedre for hver gang, jeg har set dem live. Derfor var det en selvfølge, at jeg skulle opleve dem indtage Orange Scene under årets Roskilde Festival – også selvom indiefolk koryfæerne Fleet Foxes spillede deres første danske koncert i syv år samtidig på Arena. Specielt nu hvor jeg ikke var på Roskilde, da de åbnede selv samme scene i 2015. Det bliver ikke større for et dansk band i en dansk kontekst, så det måtte jeg simpelthen opleve.
Aller første gang jeg hørte om The Minds of 99, var da de spillede koncert på Northside i 2014. Min ven Lasse spurgte mig, om jeg ville med over og høre dem på den daværende P6-beat-scene. Northsides mindste scene. Jeg kan ikke huske, hvad jeg prioterede over Minds. Om det var at drikke bajere eller høre noget andet, så er det, der står klarest i min hukommelse, hvorfor fanden jeg ikke gav dem en chance. Jeg kunne have oplevet dem helt fra start af. Før de spillede på Roskildes Pavillion-scene tre uger senere.
Året efter var jeg på Northside igen. Denne gang skulle de spille på den store blå scene. Og jeg gav dem en chance. Jeg var fuldstændig blæst bagover, som ingen andre danske bands har gjort for mig før. De var så sindssygt fede, at jeg blev fan med det samme. Og de var en klar prioritering, da de igen spillede på 2016-versionen af festivalen.
Folkelighed vs. mainstream
Siden dengang er der sket meget for det danske band. De er gået fra at være upandcoming til at være folkelige af helvedes til. Og ja, jeg rynkede på næsen, da de skulle spille Grøn Koncert sidste år, fordi jeg ville ikke dele dem med dem, der normalt sætter en Rasmus Seebach-koncert højest på deres bedste-koncerter-nogensinde-liste. Jeg var bange for, at det betød, at de nu var mainstream, og at de ville gå fuld Coldplay og begynde at lave skodmusik for pengenes skyld. Det mener jeg heldigvis ikke, de har gjort. De har eksempelvis sagt ja til at spille på årets Egmont Festival. Det er fucking sejt lavet af dem.
Der er talt meget om Niels og hans brækkede ben inden deres efterårstourné i 2017. Der er talt meget om, hvordan hans stemme er blevet helt fantastisk efter ulykken, fordi han ikke kunne spjætte rundt på scenen, som han plejede. Nu kom den ultimative test for mig. Kunne Niels tage sin nyfundne fantastiske stemme med på Orange uden at give afkald på sin maniske sceneoptræden?
Helt alvorligt talt. Både min kæreste og jeg kunne ikke stoppe med at græde det første kvarter af koncerten. Vi havde begge svært ved at sætte ord på hvorfor, men det har nok noget at gøre med, at det var noget nær perfekt. I hvert fald for os. Det var en smuk kulmination af lang tids tvedelt fascination af Minds. (Hun forærede mig i december en trøje, hvor hun havde fået trykt “Ung Kniv” på med kyrilliske bogstaver). Nu stod vi der sammen. Foran Danmarks største og bedste scene og nød det bedste liveband Danmark p.t. har at tilbyde. Det var et øjeblik, hvor alting bare føltes perfekt.
Resten af publikumet foran Orange Scene så ikke ud til, at de på nogen måde ville sætte spørgsmålstegn ved min påstand. Det var en folkefest af dimensioner. Specielt var det vildt, da de fik hele publikum til at sætte sig ned. Det er efterhånden blevet lidt af et kliché-trick, men alle gjorde det alligevel. Jeg ville aldrig selv gøre det til en koncert, jeg bare lige var for at tjekke ud. Jeg tolker det derfor som, at alle var der, fordi de gerne ville være der. Ellers blev de i hvert fald fans i samme sekund. Det var et enormt veloplagt og velspillende band, der mødte publikum på Orange. Og de leverede noget nær den perfekte koncert.
The Minds of 99 er så dygtige og gode. De er folkelige uden at være mainstream. De har lært danskerne at høre alternativ musik og at det er okay, at være som man er. De siger ja til at spille koncerter steder, hvor andre ville være for fine.
Hvad har Danmark overhovedet gjort for at fortjene The Minds of 99?
Artpop er et utroligt abstrakt begreb. Jeg har altid mere haft en idé om, hvad artrock gik ud på. Når man hører “Bohemian Rhapsody” er man ikke i tvivl om, at det er et kernenummer i genren. Bands som Queen, Talk Talk og Pink Floyd har alle haft en eksperimenterende og alternativ tilgang til musik, og de står i dag som nogle af musikhistoriens aller stærkeste kunstnere.
Men hvornår er noget så artpop, og behøver der overhovedet at være en forskel mellem de to begreber? Jeg vil påstå, at det i begge tilfælde handler om at gå eksperimenterende og avant-garde til værks og dermed skabe noget, som ikke er hørt og set før. Jeg synes tit, at betegnelsen pop får en yderst negativ klang – det kan også bare godt være, at jeg er en prætentiøs hipster, der nægter at høre noget, der er blevet spillet på P3, men lad nu det være det.
St. Vincent står for mig som et koryfæ inden for art-musik. Lad os lige kalde det dét for nu. Jeg synes personligt, at “Masseduction” fra sidste år var 2017’s bedste udgivelse sammen med “Slowdive”. Jeg kan ikke vælge mellem de to, og jeg nægter at forsøge. Nu er det dog St. Vincent, det handler om. Jeg var ovenud begejstret over, at hun var blevet booket til Roskilde Festival i kølvandet på Masseduction. Det er dog langt fra en Eminem-på-Orange-booking. St. Vincent har faktisk spillet en del i Danmark. Bl.a. på Arena i 2015. Der har været en masser chancer for at opleve hende live for danskerne, så hvorfor er det så genial en booking alligevel?
Jo, nu skal I høre svaret på mit retoriske spørgsmål:
St. Vincent eller Annie Clarke peaker lige nu. Det vil jeg gerne lægge hovedet på (regnsky)bloggen (ordspil!) over. Når man ser billeder fra koncerten i 2015, så er det en helt anden Annie Clarke, der stod på scenen. Hun har videreudviklet St. Vincent, og med Masseduction har hun ramt en perfekt blanding af art og pop og rock. Da hun trådte på scenen onsdag aften, var det iført verdens strammeste (og korteste) latex-kjole (i orange, selvfølgelig), og som min gode ven Victor så fint udtrykte med forbavselse i øjnene: “Hun er jo ren sex”. Høje hæle, kort sort hår og fremtrædende rød læbestift. Der var langt til den mere mondæne Annie Clarke fra 2015. Hele det univers, hun har bygget op omkring sit seneste album, tolker jeg som, at hun er den her heartbroken thirty-something kvinde, der desperat forsøger at komme over tabet af sin partner. “Nu skal du fandme se, hvad du går glip af”. Og som så fremstår endnu stærkere på den anden side med ar på sjælen, men alligevel formår at bruge de ar til at ende med at være et mere udviklet menneske. Så kan man stå som publikum og ønske, at man bare havde et gram af hendes selvtillid. Spørgsmålet er dog, om selvtilliden er ægte eller påtaget.
Der var ikke en finger at sætte på hende musikalsk, performance-mæssigt eller visuelt. Det hele var en komplet pakke af musikalsk kunst, som jeg aldrig har oplevet mage. Det var en af de bedste koncerter, jeg har set på Roskilde og, når jeg har fordøjet den ordentligt, måske nogensinde.
Eminem kom til Danmark 15 år for sent, men St. Vincent kom igen på det helt rigtige tidspunkt.
Jonas Cook, Justo Gambula og Jonathan Jull Ludvigsen. Til sammen udgør de Athletic Progression.
J, J og J. Sådan kunne man koge fænomenet Athletic Progression sammen. Jonathan Jull Ludvigsen, Justo Gambula og Jonas Cook er nemlig navnene på de tre drenge, der forsøder den danske musikbranche med deres egen fusion af hiphop og jazz. De var et af årets højdepunkter på SPOT for andet år i træk, og jeg tror ikke, at der er nogen af Regnskys læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med dem. Vi har skrevet en del om dem, og vi har fortalt om vores oplevelser med dem, men vi har ikke ladet dem selv komme til orde. Det besluttede jeg mig for at gøre på årets SPOT-festival, hvor jeg mødte drengene til et interview ude foran musikhuset i Århus.
Vil I ikke lige introducere jer selv med navn og instrument?
Athletic Progression: Jeg hedder Jonas, jeg spiller keys og på min SP 404. Jeg hedder Justo, og jeg spiller elbas. Jeg hedder Jonathan, og jeg spiller trommer.
Fedt. Nu spillede I jo på SPOT 2017, så hvad er der sket siden?
Justo: Det er ikke fordi, der er kommet et eller anden kæmpe management eller booking agency indover. Jeg tror, at den måde vi kom på SPOT på var lidt utraditionel. Der var en, der ringede til mig: “Hey, har du ikke et band, der gerne vil spille?”. Jo, det kan da godt være. Så ringede jeg til Jonas og Jonathan og sagde: “Vi får ikke nogen penge, men SPOT-festival er en branchefestival, og der kommer nok nogle interessante mennesker. Har vi lyst til det?”
Jonathan: Men vi fik nogle henvendelser fra nogle bookere. Ingen af dem var fra Danmark, men det havde vi også forventet, fordi vi godt vidste, vores musik var utraditionel i forhold til hele lyden på SPOT. Først og fremmest er det instrumentalt og det er af den ene årsag sværere at sælge. Vi har også haft et ønske om at have forskellige features, så det var bandet, der var i fokus, så vi kunne bryde med det med at have en frontfigur. Så det er bandet, der er hjernen, og som får credit for det.
Ja, det bliver hurtigt den person, der synger, der bliver hypet.
Jonathan: Ja, så i stedet for at man skal stå og gemme sig, så vil vi gerne have et band, hvor det er okay at føre sig frem som instrumentalist.
Jonas: Der var også en del københavnere, som vores booker Sean havde booket til at spille samme dag som os. Der er en masse af dem, der har en masse kontakter til et selskab, der hedder Super Bad Disco, og de hørte også koncerten fredag aften sidste år, så vi fik etableret noget kontakt, og vi kom til København. Så der er sket nogen ting. Vi får langsomt bygget nogen relationer op, og de har en fod indenfor i et tysk pladeselskab, der hedder HHV, så igennem Super Bad Disco har vi fået lov til at udgive vores første EP. Så det er nok det mest konkrete, der kom ud af den koncert.
Det er da også noget. Det er ikke alle, der får lov til at udgive?
Jonas: Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Vi har også været i Amsterdam.
Justo: Vi har spillet Koncertsalen.
Jonas: Ja, så der er sket en del.
Justo: Ja, stille og roligt… Stille og roligt.
Som I selv påpeger, så er jeres musik instrumentalt og lidt uden for det man normalt ville støde på på SPOT. Hvilket segment tror I, at jeres musik henvender sig til?
Jonas: Jeg tror ikke, der er noget sådan konkret segment.
Jonathan: Nej.
Jonas: Jeg tror, vi rammer mange forskellige typer af mennesker. Jeg ved ikke, hvad der binder de her typer af mennesker sammen. Jeg synes, der er mange ældre, der kan lide det, og der er mange unge i 1. g’s alderen. Så det synes jeg, er svært at svare på.
Justo: Ja, det er meget forskelligt. Vi spiller jo forskellige ting. Hvis vi kun spillede straight up hård rock, så er det nok de mennesker, der elsker det, som der er flest af. Bare det at vi er tre forskellige mennesker, med tre forskellige instrumenter, tre forskellige tilgange til musik og tre forskellige historier i musik, det gør jo bare, at der er meget, man kan lide. “Okay, jeg kan ikke lide bas og trommer, men jeg kan godt lide klaver – jeg kan godt lide Athletic Progression, fordi det klaver er nice”. Jeg tror, at der er noget for alle. Når vi laver musik, er der også nogen ting, som jeg synes, er fucking lort, men så er der andre ting, som jeg synes, er fucking sindssygt, og så vejer det op og gør, at jeg kan acceptere det. Sådan er det vel også, når man ser musik. Der er ting, man godt kan lide, og ting man mindre godt kan lide. Det er det, der gør det. Jeg synes, det er ret enkelt. Vi spiller forskellige ting og der er forskellige mennesker, der kan lide det. Nøgleordet er: “Forskelligt”.
Jonas: Et grundvilkår er, at du godt kan lide musik uden vokal, så tror jeg, der er mange ting i vente ved at komme til en af vores koncerter.
Justo: Jeg tror, folk der godt kan lide musik med vokal også kommer.
Jonathan: Folk der er inde i den der LA-scene eller SoundCloud-beats-scenen. Det er meget sådan nogle, jeg ser, der altid kommer. Folk der hører Anderson Paak, Flying Lotus eller Thundercat og sådan.
Men jeg er fascineret af, hvordan I ikke bruger hooks og sådan.
Jonathan: Hooket kan jo godt ligge i, at det bare er et fedt beat. Vi hviler i, at der ikke nødvendigvis skal være et melodisk element. Hooket kan ligge i alting. Det kan være en bassline, det kan være beatet eller en bestemt lyd.
Er I også venner ved siden af Athletic Progression?
Jonathan: Strictly professional. Haha.
Justo: (Henvendt til Jonathan) Hvor mange gange har vi fået det spørgsmål der?
Ja, det er sådan et rigtigt klassisk spørgsmål.
Justo: Det er straight up business.
Jonathan: Ej, man hænger meget ud i starten af sådan et band, fordi der ikke er så mange ting, man skal se til, men efterhånden kommer der flere ting. Og man hænger så meget ud gennem bandting, at vi faktisk nogen gange er sådan “Hey, vi bliver nødt til også bare lige at ses som venner”, fordi man kan mærke, at det er usundt hver eneste gang, vi ser hinanden, så er der koblet et eller andet bandrelateret op på det, hvor det bliver sådan, “nå ja, nu er vi sammen, så skal vi også lige snakke om det der”.
Jonas: Ja, der er altid et hængeparti.
Jonathan: Det var vi oplevet gennem så lang tid nu, at vi nogle gange er sådan “fuck, i dag, skal vi så ikke bare lade være med at øve og så tage ud og høre noget nice”. Så er der sgu også federe energi til den næste øver.
Jonas: I starten, da det kun handlede om musikken, så var det nemmere. Nu er der så meget at forholde sig til med business og så videre.
Hvad kommer der til at ske fremadrettet for jer?
Jonathan: Planen er, at vi fucking skal udgive noget musik. Vi har spillet lang tid, og vi har stadig næsten ikke noget musik ude. Vi har været igennem meget materiale, som stadig ikke er udgivet og lagt noget på hylden, som vi ikke spiller så meget live længere. Så vi har indspillet en helvedes masse materiale, som bare skal gøres færdigt og udgives. Det er sådan nok priority number one. Og så er vi jo bare også bare meget ambitiøse musikere hver især og har andre interesser også, så vi har også behov for at spille med andre og lave andre ting og gå lidt i skole og sådan.
Justo: Ja, jeg tror bare, det er nice, at der sker noget forskelligt. Så har vi også lidt ny energi, når vi mødes igen. Det er vigtigt, når man spiller i et band, at man kan mærke, at man rykker sig. At det ikke bare er det samme. Det er lidt ligesom livet, og man vokser, og det vil vi gerne.
Har I noget, I godt kunne tænke jer at sige til Regnskys læsere?
Jonas: TAK! Med store bogstaver.
Justo: Tak til jeres læsere og tak til Regnsky. I burde jo ikke gøre det her, men I gør det, fordi I godt kan lide musik, og det er nice. Det er bare nice, at ens far ringer én op på SPOT-festival sidste år, og er sådan: “RRRHHRR, jeg har set det der Regnsky”. Så læste han hele artiklen op for mig. Jeg har ikke Facebook, så det var nice. Det er nice med de små ting, der bare sker. For mig der handler det ikke om alle de der store labels, det handler om de små skribenter og blogs som Regnsky, fordi det er det, der er real. Det er jer, der sidder og ikke får en kæmpe pose penge for at gøre det shit, I gør. Og derfor betyder det mere for mig, for jeg ved godt, at i sidste ende kommer der nogle store labels og tænker: “De er fede – hvor mange penge, kan vi tjene”. Regnsky, de tænker: “De er fede. Hvor mange mennesker kan jeg fortælle, at jeg har haft den fedeste oplevelse, så de også kan få det?”. Det er real, mand.
Fra Regnsky af siger vi af hjertet tak for den måske fineste afslutningsreplik i Regnskys historie. Jeg har ikke læst alle de gamle artikler, men jeg tænker, den i hvert fald må tangere. Jeg vil personligt også gerne takke Athletic Progression for interviewet og for de koncertoplevelser, de har givet Regnsky.
Hvis du har lyst til at opleve Athletic Progression, så har du muligheden den 7. juli på Nørrebro. Her er et link til eventet.
Drengedrømmen om albumudgivelse og Roskilde-koncert er allerede gået i opfyldelse for GENTS. Så hvordan kommer man videre derfra? Skal GENTS vare for evigt, og hvordan føles det at sidde i sauna-gus i Moskva? Vi har mødt den unge synthpop-duo.
GENTS er efterhånden ikke just et ukendt navn i det danske musiklandskab, men de er heller ikke up-and-coming længere. De befinder sig et sted, hvor de har udgivet et album, spillet på Roskilde og netop været på Europa-tourné, men de er heller ikke blevet folkelige. Netop dette ville jeg gerne snakke med Theis og Niels om, så det var med stor fornøjelse, at jeg mødte dem på årets Heartland Festival.
Hey, drenge. I har lige været på sådan en mega svedig Europa-tour, og I spillede også rigtigt meget i Rusland?
Niels: Vi spillede tre koncerter i Rusland!
Det er for sejt. Hvordan gik jeres Europa-tour?
Niels: Jamen, det gik godt. Koncerterne i Rusland var bare sådan en weekend for sig, vi tog.
Theis: Sådan en halv uge, ja. Det lå oven i Mors Dag, som åbenbart er gigantisk i Rusland. Man tænker, at det bare er sådan en oldschool kønsopdeling i Rusland, men Mors Dag er dagen, hvor alle holder fri og ferie, og alle blomsterbutikkerne har udsolgt. Men det er så nok bare fordi, at resten af året, der er hun så bare i køkkenet, tænker jeg.
Er det sådan noget med, at man kan se det på gaden?
Theis: Fuldstændig. Altså, vi spillede jo onsdag aften klokken 01.00 om natten, men folk havde ferie, så det var okay.
Men Mors Dag er da en søndag, er det ikke?
Theis: Nej, det var faktisk slet ikke Mors Dag. Det var kvindernes kampdag, men de brugte det som en Mors Dag.
Niels: Ja, de har bare kaldt det mors dag. det er ikke sådan en dag med “lad os tage en samtale om, hvordan vi synes det går med ligestillingen”. Det er mere sådan en “Mor, du er så dejlig, du skal have en buket blomster”.
Det er måske heller ikke lige Rusland, jeg tænker, når jeg tænker ligestilling..
Theis: Nej, det er meget sådan en machokultur. Vi har også oplevet det i sådan et mande-saunagus i Moskva, hvor der kun måtte være mænd. Så sad man bare og spiste pil-selv rejer og drak fadøl og vodka, og så havde folk businessmøder derinde. Så kunne man leje et bord og sådan noget. Så handlede det lidt om, hvem der kunne holde varmen ud længst og sådan. Det var meget macho-agtigt.
I forhold til hvor bange, de er for homoseksuelle, så synes jeg da, at det er fascinerende, at man kan sidde i sådan en mandesauna og så bare være en mand.
Niels: Jeg tror, det er fordi, der er noget super macho-agtigt over at udholde varmen. Så jeg tror, det kommer det sted fra. Det er sådan noget, man ser. Jeg har også været til saunagus i Valby Svømmehal. Jeg tænkte, at det var mere sådan Politiken Plus-mennesker, der tager til det. Men det er det nok også inde på brokvartererne, men her var det folk med Dannebrog tatoveret, der snakkede om Brøndby IF. Så det var også lidt om udholdenhed. Saunakulturen er super tvedelt. Der er både noget med wellness, og så er der noget med macho.
Når jeg kigger på jer to, så ligner I ikke umiddelbart to russiske mafiabosser, så hvordan tog de imod jer i forhold til jeres looks?
Niels: Vi var jo nøgne, kan man sige.. Såå…
Ja, OK, men nu tænker jeg mere til koncerterne, haha.
Niels: Pisse god stemning.
Theis: Der var ikke så meget machostemning. Det var mere young.
Niels: De russiske indiekids.
Er der sådan en glødende subkultur, der synes, at det alternative er fedt?
Niels: Det tænker jeg. Der var jo mennesker. Og der var mennesker, der kendte det. Vi kender også mange, der har været ovre og spille. First Hate-drengene har spillet rigtigt meget eksempelvis. Jeg ved ikke, om vi bliver skrevet ind i en eller anden fortælling om at være en del af en gruppe eller en scene.
Altså synthpop-scenen eller dansk musik-scenen?
Niels: Jeg tror, det er synthpop-scenen.
Theis: Jeg tror, de holder meget øje med København.
Hvordan endte I med at skulle spille i Rusland?
Niels: Vi fik sgu bare en mail, du.
Theis: Fra en fyr der hed Sasha, som satte det hele op. Det er også ham, der har booket First Hate og sådan.
Fedt. Jeg så jeres koncert på SPOT-festival. Det var et imponerende opbud. Man kunne slet ikke komme til. Så tænkte jeg, de der GENTS-drenge, de er lige på randen af et stort gennembrud. Hvordan har I det i forhold til jeres placering lige p.t.?
Theis: Vi har følt en eller anden form for overgang på det seneste. Der har været et eller andet skifte fra at være et up-and-coming-act, som folk skal have forklaret, til noget hvor man i nogen fora bliver taget mere seriøst, når man er mere etableret. Det er en stor tilfredsstillelse og en motiverende faktor for ens arbejde.
Ja, I havde et lidt tarveligt tidspunkt midt på eftermiddagen, men alligevel var der helt pakket på Scandinavian.
Theis: Ja, det var meget overvældende. Det er helt klart de fleste mennesker, vi har stået over for.
Niels: Det og så Roskilde. Det er svært at sige, præcis hvor mange der har været. Måske omkring 3.000. Andreas (Vi ved ikke, hvem Andreas er, red.) sagde, der var omkring 3-4.000. Og han har gået på CBS, så han kan regne.
Theis: Haha!
Men nu går det jo meget godt med jeres karriere og jeres musik, så jeg er faktisk lidt interesseret i at høre, om I skal være GENTS resten af jeres liv?
Theis: Det er sjovt, du spørger.
Niels: Det skal man jo ikke udelukke! Jeg vil sige det sådan her. Jeg synes ikke, at det giver mening at investere så meget i noget, hvis man ikke synes, det skal være for evigt. 99% af ens forhold er jo ikke evige, men den fedeste måde at gå til verden på, er, at nu går jeg den her vej.
Theis: Det er fucking rigtigt. Det er ligesom med parforhold. Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.
Niels: Nej, lige præcis. “Så kan jeg lige gøre det i to år, og så kan jeg finde på noget nyt”.
Theis: Hvis du har en kæreste, hvor du siger, at du ser hende “for tiden”, så er det jo ikke et sundt forhold. Men altså, da vi startede for fire år siden, havde jeg det måske sådan, at det var noget vi lige prøvede af. Det var et sjovt afbræk. Men jo længere tid der går, jo mere tænker jeg, at det jo ikke skal ende. Der er ikke nogen ting, som jeg føler, at jeg ikke kan leve ud i det projekt, så jeg bliver nødt til at have noget andet.
Har I noget, hvor I tænker, at nu har I “made it”?
Niels: Der kommer naturlige identitetskriser i løbet af sådan en karriere, som vi har og som vi har forfulgt og bliver ved med at forfølge. Jeg tror, man kan mærke det, når man ikke kan mere, men vi har det ikke sådan, at når vi har spillet Wembley, så stopper vi.
Theis: Sådan var det jo meget, da vi startede. Den der drengedrøm med at lave en plade og at spille på Roskilde.
Niels: Det afføder en kæmpe stor identitetskrise, fordi vi var så heldige, at vi fik lov til at opleve de to ting tidligt i vores karriere. Så hvad så nu? Så skal man bruge noget tid på at mærke efter, om man er noget mere end det.
Theis: Det bliver i hvert fald nogle mindre konkrete ting, man snakker om.
Så I er lidt inde i en udviklingsproces, hvor I også udvikler jer personligt?
Niels: Jeg synes ikke, der er nogen forskel mellem at snakke om personlig krise og professionel krise, når man gør det her. Det er det samme for mig. Man lægger hele sin person over i det, og det gør jo så, at man også selv er enormt skrøbelig. Men jeg tror hele tiden, det er sådan en revurdering af én selv, og det er ret hårdt at være i. Men jeg føler, at lige nu er vi et sindssygt godt sted, hvor vi bare skal gøre vores ting, og det er fucking dejligt.
Theis: At det hele er eskaleret gør, at der er en anden ro. Vi er mere selvsikre og har det fint med bare at gøre det, vi gør. Og så er det ikke fordi, det står og falder med, om man er booket til den og den festival. Vi er ret sikre på, at vi synes, det er fedt, det vi har gang i.
Da jeg så jer på SPOT, der virkede det også som om, I var i jeres es. I brændte bare igennem og var tilstede. I er jo ikke længere et up-and-coming-bands, men I er heller ikke Minds of 99 og fuldstændigt folkelige. Det synes jeg er ret fascinerende, hvor I befinder jer lige nu, sådan midt i mellem det hele.
Niels: Det er sådan et svært sted at være. Det er svært, fordi der er mange bands, og der er mange fucking gode bands. Og ikke alle får lov til at spille Roskilde, men i det mindste, når man ikke har prøvet den slags, så har man noget at hige efter. Lige nu bevæger vi os ind i et eller andet felt, hvor vi ikke ved, hvem vi skal sammenligne os med.
Theis: Det er jo svært at vide. Det skal man nok være musikanalytiker for at vide. Man kan mærke, at der er folk, der gerne vil høre det. Når man står i Moskva, og der står en fyr og har det for vildt over et nummer, man har skrevet oppe i et sommerhus, det er ret sygt. Det er det, der motiverer mig meget lige for tiden.
Cool. Er det første gang, I er på Heartland?
Niels: Ja.
Hvad synes I om det? Det er jo en lidt anderledes festival.
Niels: Ja, både og. Fordi et eller andet sted, så er det jo også bare folk, der drikker bajere og har det dejligt i solen.
Theis: Den er lidt mere voksen, hvilket passer meget fint, fordi man får gået i seng om natten og et bad om morgenen. Så er det jo bare et smukt område her.
Bor I også på campingområdet?
Theis: Ja, vi har lejet en campingvogn dernede.
Niels: Ja, vi har strøm og et kæmpe fortelt. Så sidder man bare der og chiller.
Ja, I er vel også bare på festival nu så (interviewet er fra dagen efter GENTS-koncert red)?
Niels: Ja, det må man jo tage med, så man også har det lidt sjovt, så det ikke bare er business det hele.
Jeg har ikke sådan flere spørgsmål, men er der noget, I har lyst til at sige til Regnskys læsere?
Niels: Mjaaah… Pas på jer selv! Husk at drikke vand! Ikke glem hvor du kommer fra! Keep it real!
Den bedste afslutningsreplik, jo. Tak for det, drenge.
Er der nogen bedre følelse, end når der pludselig dukker nyt materiale op fra en kunstner, du er ret vild med?
Det tror jeg ikke. Det er nok ikke gået hen over hovedet på mange, at Motorique er blevet en ægte Regnsky-favorit. Jeg har fulgt dem i knap et år, jeg har lavet et interview med dem, og jeg har set dem live flere gange. At der ikke er flere, der har fået øjnene op for dem endnu, er mig et mysterium. Det håber jeg dog, at jeg kan bidrage til at lave om på, ved at blive ved med at skrive om dem, når de i sandhed har fortjent det.
Og fortjent det har de med deres nye single “John Rawls”. Det er lang tid siden, de har udgivet noget, men det er også ok, hvis det man så udgiver er værd at vente på. Jeg har i hvert fald hørt John Rawls 20 gange på nuværende tidspunkt, og jeg kan slet, slet, ikke slippe den. Den har alt det bedste fra Motoriques lyd. Der er tunge synths, bongotrommer, en maskinel krautrytme og en billet til endnu en svingom med forsanger Lennarts lidt for lækre stemme. Samtidig føler jeg, at man kan høre og fornemme drengenes udvikling, som kun går den rigtige vej.
Jeg synes, du skal tjekke den ud, og måske kan den redde din weekend, ligesom den helt sikkert har reddet min uge.
Den eneste anke jeg har, er, at jeg synes John Rawls desværre virker lidt kort. Der er simpelthen ikke lang nok tid fra start til slut, og jeg føler hele tiden den slutter før, den er kommet rigtigt i gang. Den indeholder så mange gode elementer, der sagtens kunne foldes ud over et længere track. Det synes jeg, er ærgerligt, men jeg takker alligevel for et helt gedigent godt track.
Alex og jeg konkurrerer lige om, hvem der har den hurtigste brille på
Smuk magi opstår på Heartland. Det fandt Peter ud af, da han for to år siden fik et interview med Flaming Lips-forsangeren Wayne Coyne. I år var det min tur. Og jeg ved godt, der er en verden til forskel mellem Wayne Coyne og Alex Cameron, men det er en mand på vej frem, og det er mit første rigtige internationale interview, så det var en stor oplevelse. Næste gang bliver det Morrissey. Jeg siger det bare med det samme!
I’m glad you had the time to have a small talk.
I appreciate you taking the time to talk to me!
Yeah, I’d love to. I think you are quite an interesting persona and I loved the concert. It was really great. I also saw you at Roskilde last year.
Oh! Nice! I like that. Roskilde was fun.
It’s your fifth concert in Denmark in a year
Is it?
Yeah, you played five concerts. So what’s the appeal?
If you are an artist that knows what they are doing, you can tell when you play a show and the audience responds to your music. You feel included and you get motivated. You get a feeling that you want to get back to a place. So we’ve had a really good time playing here. And people have been really sweet to us. It’s one thing to go to one place, and there is a lot of people, it’s another thing to go to a place, and there is a good vibe. The spirit is great here.
So it’s more important to have the right crowd than a lot of people?
Yeah, and if you do it right then you get both, but that can take some time.
How are you received in Australia?
Australia has been a little bit behind Europe but that’s my home, so I’ve got a lot of fondness for Australia. We went back recently and did some nice sized rooms in Brisbane, Sydney, Melbourne and Perth. It felt really nice and it’s coming together there. The work is consistent and if I’m working, then I’m happy.
I have to ask. Do you like the Danes as much as they apparently like you?
I really like the Danes, man. Every now and then someone will pop up that really blows my mind. Today there was a security guard riding a segway and he was the most serious gentleman and he was deadly serious about his job, but that was obviously a little bit deflated by him choosing to ride a segway. That’s just a bit of seasoning. Every now and then you get somebody like that in Denmark, which makes me believe that there is something complex going on inside the minds of Danes.
What do you mean by complex?
I mean that in European countries it is sometimes easy to generalize between the cultures. You know. There’s something interesting going on here.
So you’ve visited two Danish festival, Roskilde and Heartland, what is your general impression of these?
They are really well run. People know how to do their thing. When you are a part of it as an artist it’s nice when it’s fluid and there’s no stress involved, and you don’t have to do any other thing than what your job is. Well, there’s a reason why Roskilde is popular internationally. It’s not a mystery. I always want to go back to where I have experienced a good spirit and vibes, you know?
Yeah, so if you were a spectator, what would you think?
Later I will walk around have drink and listen to some music, but I haven’t yet.
What do you want to hear?
I really want to hear The The!
Yeah, I just bought the t-shirt.
That’s a great t-shirt. Where did you buy that?
Merchandise right next to the big stage!
Cool. How much was it?
250 kr.
How much is that in Euros?
35 I think.
And what size is it?
Well, how tall are you?
How tall are YOU?
Erhm, 198 cm.
Yeah, me too. I might be one nine five. But I buy small because I like the fit. It fits you though. You look good, man.
I’m glad we had this discussion. In Denmark you are becoming quite popular with your onstage persona, so I’m curious as to, when you gain more succes, is it difficult to maintain your onstage persona as a failed entertainer?
What happens to me when I’m on stage…
(Vi bliver pludselig afbrudt af kvinden med mindst situationsfornemmelse i hele verden, og hun namedropper alle mulige nordmænd og noget med en eller anden festival, lige som jeg skal til at stille mit præmiespørgsmål. Det gør mig heldigvis ingenting, det er jo bare mit første internationale interview)
Erhm… What where we talking about?
(Passivt aggressivt *hehe*) The stage persona.
All that happens on stage to me is an amplification. And you kind of have to go with the gut instinct and take your mind of.
Yeah, that makes sense, but I was more curious about you onstage persona as a failed entertainer. What happens when the failed entertainer actually becomes succesful?
Ahh, I see! Well, there’s many ways to fail. I could have money in the bank and still be a complete failure. Right now I don’t have any money, so that’s my failure. So if you want to investigate all the reasons a person can fail it has nothing to with financial succes or notoriety.
And how do you fail?
I fail a lot. Emotionally I’m still learning about my self.
Is learning about yourself failing?
It takes multiple failures. If I have a brain explosion and get angry at the wrong thing or if I feel as if I’ve made the wrong choice in a social interaction with someone. These are what I’m exploring.
How would you define a loser?
Being a loser has a lot to do with wanting to be a winner too much.
In Denmark you would never be considered a loser as long as you keep on trying and never give up.
I like that. Persistence is important.
Are you persistent?
Yes but I don’t think it’s concious. Maybe other people would think so, but to me I am never doing as much as I should be doing. But in retrospective.. Holy shit I’ve put in a lot of work and a lot of hours. And for some reason it’s starting to pay off. I believe it’s my ability and my persistence that helps it pay off. So I agree with the persistent quality of the Danes.
Do you know the concept of the Danish “jantelov” or “The law of Jante”?
In Australia we have a thing called “Tall poppy syndrome”. So when a flower outgrows the rest of the poppies, you snip it. Because you don’t want it outgrowing. So if somebody gets too arrogant and loses vision of work ethics and beliefs except their own. Like they buy tickets for their own shows, is what we say. Then we chop them. So I like the idea of a level playing field.
How would your onstage persona fit into this concept of jante?
I think a lot of my songs are about delusion and about thinking you deserve to be a tall poppy, but in reality I don’t think that wanting to be a tall poppy is a good mentality. I don’t necessarily agree with snipping it, but it’s case by case, but I do think that my songs do involve that sense of thinking you deserve more than you have.
So the core concept is thinking that you deserve something you can’t gain?
I think it’s about thinking you deserve something just because of who you are and not because of the work you’ve done. You feel like you are owed privilege.
