Mina Okabe: “Nå ja, folk lytter til mine sange”

Mina Okabe
Mina Okabe. Fotograf: Karen Rosetzsky

Hvis der er én artist, jeg har skamlyttet i 2021, så er det Mina Okabe. Det vil min Spotify-årsliste garanteret kunne bevidne, når året rinder ud. Derfor glædede jeg mig også helt enormt til at opleve Mina Okabe live for anden gang på årets forsinkede SPOT Festival.

Hvis man lytter til Mina Okabes debutalbum Better Days, er “dansefest” nok ikke det første ord, der dukker op, men allerede fra koncertens første nummer – som i øvrigt var mit yndlingsnummer lige nu Critical – stod det klart, at publikum i Musikhusets stopfyldte Lille Sal (som faktisk ikke er så lille endda) var klar på en fest.

“Inden koncerten sagde jeg til mit band, at jeg håber, at der er folk, der kommer. Jeg var så overrasket, da jeg kom ind. Den reaktion, jeg fik tilbage fra publikum, var bare så vild! Bare det, at der var nogen, der sang med: ‘Nå ja, folk lytter til mine sange!’ Det var bare sådan en realization,” fortæller Mina Okabe, da jeg møder hende til en snak morgenen efter koncerten.

Særligt momentet mod slutningen af koncerten, hvor publikum rejste sig fra sæderne og dansevuggede til radiohittene Every Second og Walk Away, sparkede benene væk under Mina Okabe.

“Jeg var så overwhelmed. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Det var bare så vildt. Jeg har aldrig oplevet noget som det. Jeg er bare så taknemmelig for, at folk havde lyst til at stå i kø og se koncerten,” lyder det fra det ydmyge stortalent, som er født og opvokset i London.

Gennembrud under corona
At hun er et stortalent kan ingen længere være i tvivl om. Mina Okabe fik sit store gennembrud under coronakrisen med massiv airplay på bl.a. P3 og P4, men står samtidig stort set uden den liveerfaring, som man ellers typisk bygger op i starten af en karriere. Derfor var det også noget ganske særligt for Mina Okabe at spille på årets Spot Festival.

“Det er vildt at få lov til at stå her. Jeg har før spillet opvarmning for Maximillian, men det er første gang, jeg har spillet en koncert for så mange, hvor folk havde valgt mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt mere nervøs end til andre koncerter, men det er fedt at være i gang,” siger Mina Okabe og fortsætter:

“Jeg ved ikke, hvordan det ville have været, hvis der ikke havde været corona, men jeg er så taknemmelig over, at folk lytter, og at folk har lyst til at skrive om sangene og deler sangene og kommer til koncerterne. Min største drøm er bare at kunne leve af musik og spille live – at folk har lyst til at lytte og komme til koncerterne.”

Personlige fortællinger
Mina Okabe bevæger sig i en genre, som af flere er blevet beskrevet som “soveværelsespop”, og det er da også de personlige fortællinger, der fylder i hendes tekstunivers.

“Det er altid personlige oplevelser, tanker, mine meninger om ting – jeg har altid en specifik ting i mit hoved, når jeg skriver. Jeg føler, at det er det, der er nemmest at skrive om. Når jeg lytter til andres sange og kan høre, at de er personlige, så er det der, man kan mærke the emotion,” forklarer hun.

Men selvom teksterne handler om Minas egne oplevelser, er det gået op for hende, at de resonerer med hendes publikum. Hun får nemlig ofte beskeder fra folk, der fortæller hende, at de kan spejle sig i hendes tekster, at de bliver rørt, eller at en tekst passer til noget, de gennemlever lige nu.

“Det er faktisk først efter, at jeg er begyndt at udgive, at jeg har realized, hvor meget det betyder for mig, at folk kan relatere til musikken. Det er bare ret vildt, at folk stadig kan relatere til det, når jeg har skrevet om min specifikke oplevelse. Det er først der, at jeg har realized: ‘Wow, det er virkelig en stor ting’!”

Rødder i hele verden
Lige nu er Mina Okabe i gang med det store gennembrud i Danmark, men også i hendes andet – eller tredje – hjemland går det stærkt. For udover sin britiske opvækst har Mina Okabe, som efternavnet nok har afsløret for nogen, også japanske rødder.

Og netop i Japan har man også fået øjnene op for sangerinden. I skrivende stund er hendes Every Second fx nummer 7 på den japanske Viral Chart på Spotify i selskab med nogle af landets største artister – og foran Kanye West. Og Mina Okabes udlængsel kunne meget vel bringe hende til Solens Rige, selvom hun er glad for at bo i Danmark.

“Jeg føler mig mest hjemme i Danmark. Jeg har boet her i seks år, har mine gode venner her og har også familie i Danmark. Men jeg føler mig også hjemme, når jeg kommer til Japan, eller når jeg besøger London og er sammen med min gamle venner der. Jeg har lyst til at bo så mange steder, men Japan er virkelig et sted, jeg gerne vil prøve at bo,” siger hun.

Om hun kommer til det, må tiden vise, men i mellemtiden kan vi glæde os over, at Mina Okabe kan opleves den 13. november i Lille VEGA i København. Hvis man altså har billet. For popkometens første headliner-koncert er selvfølgelig udsolgt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wauw, Dayyani leverede årets bedste koncert på længeventet SPOT Festival!

Dayyani
Dayyani. Fotograf: Asbjørn Kragh / Synkron

Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger, da jeg indfandt mig på Voxhall i god tid inden koncerten med Dayyani fredag eftermiddag. Men allerede under lydprøven til sangerindens spritnye single My Shit kunne jeg fornemme, at der var noget helt særligt på vej.

På en SPOT Festival med et historisk højt niveau, hvor ingen faldt igennem, og hvor artister som Mina Okabe, Prisma, Mekdes, Andreas Odbjerg og en række andre leverede fantastiske koncerter, formåede hjemmebane-pophåbet Isabella Dayyani alligevel at overstråle dem alle denne eftermiddag på et godt fyldt Voxhall med en koncert, der meget vel kan vise sig at være starten på noget meget stort. Vel og mærke efter koncert, som med rette kunne have slået den unge sangerinde ud af kurs efter konstante tekniske udfordringer og et decideret lydudfald undervejs i So Good.

Men hvad gør det, når resten af koncerten var decideret fremragende? Koreografien sad lige i skabet og sendte tankerne mod den legendariske Arena-koncert med Solange for nogle år siden – mens lydbilledet på især flere af de nye numre gav billeder af en ung Beyoncé og resten af Destiny’s Child, som i øvrigt også er et af Dayyani selvproklamerede forbilleder. Og så gør lydproblemer altså mindre, når størstedelen af publikum allerede kan synge med på radiohittet Goddess.

I disse år er der mange store talenter på den danske popscene, men Dayyani har alligevel formået – i øvrigt ligesom sine sjælsvenner i Ganger – at skabe sin helt egen lyd, der får hende til at stå frem fra mængden af popsangere i disse år. For selvom vi klart er i en velkendt gren af popmusikken, har Dayyani alligevel tilsat sin musik en tilpas mængde skævhed og iørefaldende beats, at man som lytter forbliver nysgerrig – både når der bydes op til dans, og når der trædes et skridt tilbage på numre som All The Things I’m Learning.

Koncerten sluttede i øvrigt med den fornævnte nye single My Shit, som jeg kunne synge med på efter ét omkvæd og stadig sidder fast på hjernen her to dage og alt for mange øl senere. Dayyani er The Shit!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seks højdepunkter på SPOT Festival 2021

Mina Okabe af Karen Rosetzsky
Mina Okabe. Fotograf: Karen Rosetzsky

Endelig! Det virker som en evighed siden, at vi sidst stod på SPOT Festival i maj 2019, men efter over to års venten er det endelig festivaltid igen. Jeg kan næsten ikke vente på, at det bliver torsdag, hvor jeg igen kan indfinde mig i Aarhus’ skønne gader til god musik fra nogle af de største talenter i den danske musikbranche. Der er sågar internationale artister, som har trodset coronaen og fundet vej til Aarhus og årets SPOT Festival.

I dag vil jeg se lidt nærmere på seks af de navne, jeg glæder mig allermest til opleve på min første ægte festival siden Wonderfestiwall for 25 måneder siden.

Angående Mig
Jeg lægger ud med en ung højtråbende artist, som jeg senest havde fornøjelsen af at høre til en showcase på Hotel Cecil i København midt under EM-landskampen mellem Belgien og Danmark inden sommerferien. Angående Mig udgav i mine øjne et af 2020’s mest interessante EP’er med KUNSTEN AT LADE SOM OM, hvor hendes unikke intensitet, lyriske kvaliteter og rå ægthed for alvor kommer til sin ret. Tag disse adjektiver og gang dem med 1.000 – og så har du Angående Mig i en live-situation. En absolut must-see!

Hvornår: Fredag den 17. september kl. 22.30
Hvor: Park-scenen

Mina Okabe
Ved selvsamme showcase kunne man også opleve Mina Okabe, og sjældent er jeg blevet så behageligt blæst bagover af en koncert. Det var den type koncert, hvor man bare kan lukke øjnene og nyde lyden af en ung musiker, der på rekordtid er landet det helt rigtige sted musikalsk; hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, når normalen er, at de fleste unge musikere (ganske forståeligt) stikker i mange retninger i jagten på deres egen lyd. Den har 20-årige Mina Okabe allerede fundet, og jeg har sjældent skamlyttet et album i den grad, som Better Days‘s dagdrømmende poptoner har kørt på repeat i det lille hjem.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.00
Hvor: Musikhuset, Lille Sal

Dopha
Vi bliver i poppens verden, men bevæger os over i den mere storladne del af genren med fellow Nickelback-fan Dopha (jeg ved, vi er flere end os to på SPOT, men spørgsmålet er, hvor mange der tør stå ved det…). Jeg kunne egentlig godt slutte anbefalingen der, hvor hvad mere har man egentlig brug for at vide? Okay så… Dopha har også udgivet det helt fænomenale debutalbum The Game i 2021 med radiohits som titelnummeret og naturligvis Happy for Me, så man må sige, at der er kæmpe sing-along-potentiale hos den 23-årige sangerinde fra Romalt i Kronjylland. Det er der i øvrigt også på de fleste Nickelback-numre. Just saying…

Hvornår: Fredag den 17. september kl. 20.00
Hvor: Amfiscenen

Blaue Blume
Koldingensiske Blaue Blume hører til blandt de mere erfarne navne på årets SPOT Festival, men på samme tid føles det som et genfødt band. De havde gang i det store comeback, da coronakrisen satte deres og vores verden på pause for en (lang) stund. Derfor glæder jeg mig kun endnu mere til endelig at få mulighed for igen at opleve et af mine yndlingsbands fra de seneste 10 år live. Jeg har tit skrevet om, at jeg elsker at blive taget ind i et univers, når jeg går til koncert – og dét formår Blaue Blume om nogen gennem deres på en gang minimalistiske og storladne kompositioner, der sammen med frontmand Jonas Smiths underskønne vokal skaber et lydbillede, man ikke kan undgå at blive opslugt af. Hold kæft, jeg glæder mig!

Hvornår: Lørdag den 18. september kl. 00.00
Hvor: Musikhuset, Store Sal

Mekdes
Mange gode ting er kommet ud af Kolding. Blaue Blume, utallige pizzaslices og nu også humørbomben Mekdes. Jeg har haft fornøjelsen af at høre hende live flere gange, og det er ganske enkelt en fantastisk oplevelse hver evig eneste gang. Der findes ingen som Mekdes på den danske musikscene, og med sit unikke take på r&b-genren kombineret med en smittende kærlighed til at stå på en scene er hun en must-see, som jeg godt tør love vil gøre dig i godt humør. Hun arbejder i øvrigt på sit debutalbum, så selvom du måtte have skamlyttet debut-EP’en Fly, kan du nok godt sætte ørerne op efter at høre nyt fra Slicetowns bedste.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.15
Hvor: Amfiscenen

Tiger Moth
Vi runder listen af med et af de helt nye navne, som i et normalt SPOT-år med en festival i maj endnu ikke ville have udgivet deres første single. Søstrene Katinka og Sigrid Moth i Tiger Moth udgav nemlig først debutsinglen Faded i juli 2021, men det har ikke forhindret dem i at sende min forventninger mod skyerne. Deres poplyd er simpel, legende og optimistisk med tydelige tråde til jazzens verden, hvilket gør dem til et særdeles frisk pust i en til tider overproduceret musikverden. Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden byder på for den nye duo, og ikke mindst på at høre dem live på SPOT Festival.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 20.25
Hvor: Growzone, Trailerscenen

Hermed mine anbefalinger for 2021-udgaven af SPOT Festival, men som altid er SPOT ikke mindst en festival, hvor man får rigtig meget ud af bare at gå på opdagelse i det spændende program. Erfaringen siger mig, at det ofte er det uventede, der ender med at blive det, man husker fra festivalen. Vi ses på festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

NZCA Lines har skabt det geniale popalbum, 2020 havde brug for!

Michael Lovett er manden bag aliaset NZCA Lines, som i dag udgiver sit tredje studiealbum, “Pure Luxury”. Og hold nu op, hvor er det på alle måder det album, som vi har manglet i 2020!

Første halvdel af 2020 har for mangt en musikelsker været en træls ørkenvandring af aflyste festivaler og aflyste koncerter, men heldigvis har enkelte lyspunkter fundet vej til vores ører på både album og singlefronten. For mig lyser NZCA Lines’ nyeste album kraftigst op blandt disse musikalske lyskilder. Britiske Lovett har tidligere været guitarist og synth-fyr for geniale Christine and the Queens, og det slægtskab fornægter sig ikke i multi-instrumentalistens funky og hofteskadefremkaldende nye album.

Lyt til albummet her:

“Pure Luxury” takler Lovett så forskeligartede emner som klimaforandringer på Larsen (en break-up sang til Larsen-iskappen, som især i 2017 led en hård skæbne og mistede 12% af sit enorme areal), frustrationer over at skulle udleve sit kærlighedsliv over en skærm på For Your Love og længslen efter at afslutte et forhold på den nærmest The Antlers‘ske Take This Apart, inden albummet heldigvis afrundes på en positiv note med Tonight Is All That Really Matters, hvor Lovett advokerer for, at man selvfølgelig altid bare kan danse sig ud af sine problemer. Lad endelig 2020 få en lignende udgang.

Det er bestemt også voldsomt udfordrende at forholde sig i ro med NZCA Lines i ørerne. Både på singlen Prisoner of Love og især Opening Night, som i skrivende stund er min yndlings skæring fra skiven, er 80’erne tilbage for fuld udblæsning – og så skal man altså enten mangle sine ben (fair undskyldning) eller være lavet af beton for ikke at tage en lille svingom. Lad det være opfordringen til weekenden. Tag en svingom (med passende afstand)!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Josephin Bovién viste international klasse til VEGAs Udvalgte 2020

© Petra Kleis

Det er nok mit yndlings endagsmusikarrangement på planeten. VEGAs Udvalgte markerer for mig starten på det nye år, og 2020-udgaven af VEGAs talentparade er ingen undtagelse. Bookerne havde igen i år samlet seks af landets største talenter til en aften, der peger fremad – og ikke mindst opad.

På forhånd havde jeg glædet mig mest til at opleve svenske Late Verlane og danske Josephin Bovién. Sidstnævnte skulle vise sig at leve fuldt op til mine høje forventninger.

Aftenen blev indledt af Bbybites, som skulle spille sin første koncert nogensinde denne aften. Det taget i betragtning var det en udmærket optræden, omend nogle af numrene druknede i overdreven backtrack. Hun har netop udgivet sin første single “Cuffin Season”, men højdepunktet var klart hendes Linkoban-agtige track få minutter forinden.

Late Verlane var næste levende billede på scenen, som i dette tilfælde var Lounge-scenen ovenpå Lille VEGA. Det tog ham et halvt sæt for alvor at fange publikum, men han sluttede stærkt af med især “Roll Like a Dummy”, som stadig er hans absolut stærkeste track.

Aftenens mest dedikerede fans fandt vi til Joyce-koncerten, hvor bandet da også havde gjort en indsats for at få iklædt så mange blandt publikum som muligt i deres merch. Selve koncerten lød som en Magtens Korridorer-koncert med en attitude, der var en blanding af Niels Brandt og Rasmus Seebach. Det fungerer, og jeg kan hurtigt komme i tanke om i hvert fald fem festivaler, hvor det ville virke ganske fortrinligt.

Dernæst var det tid til aftenens nok mest ambivalente oplevelse for mit vedkommende. For hold kæft, hvor kan Ida Laurberg bare synge! Og hold kæft, hvor lyder hendes sange bare som alle de andre Sigrid/Ea Kaya-kloner! Så mit største ønske er sådan set bare, at den unge sangerinde tager nogle chancer og prøver nogle ting af. Hun behøver ikke gå full-on Miley Cyrus, men hendes vokal kan det hele, og det kan bringe hende langt. Men altså: Det er stadig en nydelse at lytte til – også selvom man altid kan forudsige de næste otte linjer.

Jeg ved ikke, om det er med vilje, at bookerne har placeret aftenens seks musikere i en rækkefølge, så de bliver bedre og bedre, men det var faktisk tilfældet til VEGAs Udvalgte 2020 – næsten!

For Ganger var ubetinget aftenens største oplevelse. Deres originalitet og eksperimenterende tilgang til musikken er netop det, jeg elsker og håber, at VEGAs Udvalgte hvert år kan være garant for. For vi flytter os kun, hvis vi får noget andet end det, vi kender i forvejen – uanset niveauet på det velkendte. Gangers kompositioner er nysgerrige og legende, deres harmonier er overraskende, og deres scenetilstedeværelse er både gennemtænkt og forfriskende. Hvis du får muligheden for det, så skal der herfra lyde en kæmpe anbefaling til at høre dem live – de er helt olympiske.

Og så til aftenens sidste levende billede, Josephin Bovién. Hvor Ganger nok var den kunstnerisk mest tilfredsstillende oplevelse, så var Josephin Bovién uden tvivl den mest flyveklare af aftenens artister. Hun har allerede skabt et bagkatalog af virkelig, VIRKELIG gode sange, hun synger forrygende, og hendes band supplerer hende fantastisk. Som den eneste artist tiltalte hun publikum på engelsk, hvilket på en eller anden måde var helt vildt passende, for i mine øjne er hun fuldstændig klar til at indtage den store verden. Jeg spurgte hende inden koncerten, hvor hun ville være henne i livet, når 2020 var slut. Der var svaret, at hun forhåbentlig ville være ekstremt udmattet og tilfreds. Det ønske skal nok gå i opfyldelse, hvis hun fortsætter på denne måde!

Du kan i øvrigt læse et lille mini-interview med Josephin Bovién herunder:

Hvad driver dig som musiker? Hvad får dig til at gøre din ting?
Ingen kan lade vær med at gøre sine ting. Det er simpelthen ren selvrespekt, at jeg bliver ved.

Nu starter du året med VEGAs Udvalgte, så det oplagte spørgsmål er: Hvor er du henne i livet, når 2020 er slut?
Når 2020 er slut, er jeg forhåbentligt ekstremt udmattet og tilfreds.

VEGAs Udvalgte handler om de nye talenter. Hvis du skal pege på et nyt talent, som alle bør kende, hvem ville det så være?
Imma give my homegirl this one. AGGi DiX. Hun har dog kun et enkelt nummer ude. Men jeg er out of this world spændt og stolt over de ting, hun har i kog. Hun udvikler sig utroligt hurtigt.

Hvis du ser bort fra andre musikere, hvor finder du så din inspiration?
Mit følelsesregister. Mine omgivelser. Ting, der pisser mig af. Ting jeg finder ubeskriveligt smukke. Ting jeg ikke forstår. Jeg gør også den her ting med at lave små jingles ud fra hvad folk siger til mig. Det sjovt nok.

Som publikum kan man selv vælge, hvem man gerne vil til koncert med. Lad os vende den om: Hvad er det perfekte publikum for dig?
Et perfekt publikum for mig, er et publikum, der er kommet for at lytte og vigtigst af alt reagere. Det er ikke vigtigt, om man elsker min musik eller ikke kan fordrage den. Det vigtige er, at man tager stilling til den. Og hvad end jeg så får mit publikum til at føle, er det mit job at skabe et rum, hvor de føler sig frie til at føle netop dét.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *