The Blaze tvang publikum til at danse med hinanden

En kæmpestor firkantet UFO er landet på scenen søndag aften i Store Vega. På gulvet og balkonen vrimler det med mennesker, der er kommet for at se fænomenet. Med ét slukkes lyset i salen, og The Blaze byder velkommen med nummeret ’Prelude’. Publikums øjne retter sig mod rumskibet på scenen, hvor aftenens første film projekteres op på kubens hvide vægge.

Måske er folk bare betagede af de forbløffende smukke videoer, der ledsager house-musikken, men de virker en anelse forvirrede over, hvordan de skal reagere, og med god grund. De to franske Alric-fætre, der udgør The Blaze, står nemlig ikke til frit skue, men holder sig skjult bag videoerne. I et interview med Spotify, siger de, at de gerne vil have publikum til at forstå, at deres musik og videoer er uadskillelige, og kuben er deres redskab til at indprente konceptet hos deres festglade publikum. Efter to numre glider dørene til UFOen op og afslører de to franskmænd stå og synge og spille midt på scenen. Nu kan publikum endelig rigtigt få udløst deres energi, og der lyder et vaskeægte jubelbrøl op mod de to aliens.

Når jeg sammenligner The Blaze med rumvæsner, er det fordi de på mange måder distancerer sig fra deres publikum. For det første er de trukket tilbage på scenen og starter koncerten uden at være synlige. For det andet står de to mænd i stærkt modlys under hele koncerten, så man kun kan se deres silhuetter. For det tredje er vokalen i The Blazes musik anonymiseret ved at blive pitchet ned, så det lyder som en sløret stemme i en krimi-udsendelse. Lyt bare til ‘Heaven’:

Man skulle tro, at The Blazes dehumanisering burde gøre musikken kold, maskinel og koncerten umulig at relatere til, men resultatet er det diametralt modsatte. Netop fordi kunstnernes personer ikke fylder meget, tvinger det publikum til at være nærværende, og musikken får sin sjæl fra de mennesker, der hører den og danser til den. De sætter høje krav til gæsterne, og de skal komme hinanden ved, før det fungerer. – Og det gør det. Stor cadeau til alle, der var med til at skabe den stemning søndag aften.

’The Blaze’ står for at skabe stemninger, der støttes af den visuelle del af showet. Lys og lyd teleporterer os til Algeriet eller Paris, og man kan nærmest dufte, hvordan de varme himmelstrøg suser ind igennem salen på Vesterbro. Det var rent ud sagt lige, hvad jeg havde brug for, og absolut den bedste koncert jeg har oplevet i år. Heldigvis har du muligheden for snart at høre dem (igen), når de spiller på Northside Festival til sommer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvalfugl leverer eftertænksomt soundtrack til din gåtur på nyt album

Den århusianske trio Hvalfugl har skabt det perfekte lydtapet til en lang gåtur gennem en skov, hvor der stadig er lang tid til, at de grønne blade springer ud. På albummet ‘Som En Faldskærm’ blander de jazz, folk og tilsætter det et skvæt nordisk kulde, så de ender med en slags bøgeskovs-Bon Iver.

Mit yndlingsnummer er ‘Jeg venter herhjemme’, der har et eventyrligt klavertema spillet af Jonathan Fjord Bredholt, der gentages og senere underbygges af Jeppe Lavsens guitar. Det er i sammenspillet, Hvalfugl træder i karakter. Der er som om det i virkeligheden er et enkelt væsen, der kan spille tre instrumenter på samme tid. Når det ene træder frem, træder de andre tilbage og omvendt. Der virker til at være en naturlig og intuitiv forståelse indbyrdes mellem de tre medlemmer.

Der er en stadig voksende genre, især på YouTube, der hedder lo-fi beats, som er beregnet til afslapning eller lektielæsning. Det er neddæmpede hiphop-instrumentaler, der ofte er tilsat stemningsskabende reallyde, som regn der trommer mod en rude. ‘Jeg venter herhjemme’ er den masterclass, alle aspirerende lo-fi producere burde tage og lytte godt i gennem, for den rammer nerven i, hvad den genre gerne vil. Der er ikke behov for special effects, for musikken siger alt, hvad man har brug for at høre.

Trommer er der ingen af, men det er ikke noget, jeg savner overhovedet. Der er så meget rytme i Anders Juel Bomholts kontrabas. Lyt bare til stykket to minutter inde i sangen ‘Opvågning’. Et andet sted, hvor de tre instrumenter går hånd i hånd, fremfor at overlade scenen til en enkelt, er på ‘Utopi’ efter to minutter og ti sekunder, hvor guitar, klaver og bas synkront går lette skridt opad.

Når jeg lytter til albummet, giver det mig to umiddelbare associationer. 1) Sort kaffedamp, der stiger til vejrs, og sniger sig ind i mine næsebor. Det er særligt på numrene ‘Opvågning’ og ‘Lystrup’. 2) En storby med våd asfalt, folk med dampende ånder og små regndråber, der er taget til gidsler i en frakkes små hår, og det kommer specielt på nummeret ‘Vals I Vallonien’.

På albummets ti sange og to fragmenter er der givet plads til at lade melankolien dale stille og roligt ned fra himlen. Selvom den er tung som en hval, falder den alligevel i et støvregnstempo, takket være den musikalske faldskærm Hvalfugl har udstyret den med. Så tag med Hvalfugl på en svævetur næste gang, du har brug for at blive løftet ud af hverdagen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Octavian og Slowthai reddede JOURNEY fest.

Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen

De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.

Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen

Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.

Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.

Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen

Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.

Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.

Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen

Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.

Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen

Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.

Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

HJÆLP! Hvad skal jeg høre på JOURNEY fest.?

Der er 23(!) navne på plakaten, når smash!bang!pow! afvikler JOURNEY fest. i denne uge. Det kan være lidt uoverskueligt at tage stilling til hvilke aftener, man skal tage afsted til, så her kommer de seks koncerter, du ikke må gå glip af.

Octavian – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Jeg har glædet mig sindssygt meget til at opleve den britiske rapper for første gang i Danmark. Han måtte desværre aflyse sidste gang Journey løb af stablen, men nu skulle alt være klar til, at man kan få lov til at høre hans unikke blanding af grime og house live. Briten er ekstremt dygtig til at indfange alle facetter af byen og klubben, op- såvel som nedture. Hans tekster og omkvæd er catchy uden at blive for poppede. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at han bliver en af fremtidens helt store stjerner. Hør ‘Lightning’, hvor han udvælger elementer fra forskellige genrer, og sammensætter dem til netop hans dybt originale udtryk.

Slowthai – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Endnu en meget spændende ung uk-rapper, der har et lidt mere råt udtryk end Octavian. Tempoet er højere og generelt mere punket og direkte. Den lidt skingre stemme har en utrolig intensitet, der griber lytteren ved første lyt. Jeg synes at kunne høre en snert af The Streets en gang i mellem, men for det meste bliver jeg bare slynget rundt i Slowthais fråde-om-munden, aggressive univers. Se bare den Trainspotting-inspirerede musikvideo til hans seneste single ‘Doorman’:

Homeshake – Hvor? Pumpehuset – Hvornår? Onsdag d. 20/2

Canadiske Homeshake kommer til København med et dugfrisk album ‘Helium’ i bagagen. Peter Sagars soloprojekt er et finurligt et af slagsen. Her er der plads til søde melodier og brede synthflader, mens Sagar synger sine skrøbelige tekster. Musikeren kommer fra Montreal, og han indfanger den kulde, vi kender fra de mørke måneder, men krydrer det med det lys vi inderligt længes efter.

Varnrable – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Varnrable har kun udgivet tre numre, men de holder allesammen højt niveau. Det er spændende at se, hvad den norske sangerinde har at byde på i forhold til at skabe et liveshow, men hvis det bare er i nærheden af singlerne, kan man godt begynde at glæde sig. ‘On/Off’ pulserer lidt som en lampe, der står og flimrer, så man bliver lidt irriteret, men samtidigt draget ind og vil se nærmere.

Yves Tumor – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Sidste efterår udgav Yves Tumor albummet ‘Safe In The Hands of Love’, der var en af årets stærkeste og mest interessante plader i min bog. Pladen svingede rundt i mange forskellige genrer og tempi, og det er svært at klassificere Yves Tumors stil. Jeg glæder mig til at lade mig suge ind i malstrømmen, og lade mig snurre rundt til fx ‘Honesty’. Amerikaneren har også arbejdet sammen med bl.a. Blood Orange, så måske man også kunne forvente noget fra den skuffe?

Obongjayar – Hvor? Store Vega – Hvornår? Fredag d. 22/2

En glat blanding af afrobeat, soul og elektroniske beats giver nigerianske Obongjayar en unik lyd. Modsætningerne mellem de forskellige genrer har skabt en lille oase, hvor sangeren har sat sit telt op for en stund, før han drager videre mod nye indflydelser. Men mens han er, hvor han er, spiller han heldigvis en koncert, man helst ikke skal gå glip af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Aminé havde taget tiltrængt sol og smil med til København

Kommer Aminé til at skrive sig ind i musikhistorien som et uundværligt hiphop-koryfæ? Formentlig ikke. Gør det noget? Nej. Leverede han et godt show i DRs Koncerthus i går? Ja!

Den 24-årige rapper Aminé fra Portland er i øjeblikket i gang med at turnere Europa tyndt, og i den forbindelse kunne jeg lørdag aften d. 2. februar opleve hans første koncert på dansk jord. Den fandt sted i et udsolgt studie 2 i kælderen under DRs koncerthus på en sludregnende vinteraften.

Den karismatiske rapper indtog med lethed scenen og et ungt publikum, der var blevet varmet grundigt op af to amerikanske DJs og tidens største hiphop-hits. Han indledte showet med sangen ’DR. WHOEVER’ fra sit seneste album ONEPOINTFIVE. Det er en af mine favoritter, der viser hvordan Aminé er i stand til at blande det alvorlige med det humoristiske, og den blev leveret med masser af nerve og intensitet.

Så var vi ligesom i gang. Publikum bouncede fra første drop, og hitmager-rapperen strikkede anekdoter, jokes og positive budskaber sammen til en lun sweater, der varmede godt på den ellers kolde aften.

På ingen tid kom stemningen op på 100°C uden at koge over, og der var fin dynamik mellem energiudløsende beats og mere eftertænksomme og humoristiske tankestrømme. Der var masser af glimt i øjet og humor i Aminés tekster, fx White girls love like my first name Coachella på ’Yellow’. Han rev hele salen rundt med ’Veggies’ og den legesyge ’WHY’.

Aminé fortalte, at det var vigtigt for ham, at publikum vidste, hvor smukke de var, så når han råbte ’You’re beautiful!” fra scenen, skulle vi råbe ’I know’ tilbage. Selvom det var virkelig cheesy, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt varm indeni, og mærkede smilet brede sig på mit ansigt. Jeg tænkte lidt over, hvordan han kunne slippe afsted med det, men lod tanken opløse sig selv, da næste track blev sat på af DJ Madison, der var eneste anden mand på scenen, gemt væk i venstre side.

Koncerten kom helt op at toppe under den afsluttende hitparade. Først med ’Spice Girl’, der blev blandet med den ikoniske ’Wannabe’. Senere fik ’REDMERCEDES’ en tur igennem beatet fra Snoop Doggs ’Drop It Like It’s Hot’, og så var scenen sat til en tour de force gennem 4x Platin-hittet ’Caroline’, der fik studiet til at syde. Aminé tog sidste stik hjem med ’REEL IT IN’, og der må jeg virkelig tage hatten af for den visuelle side af showet. Rapperen havde screenshottet alle tweets, der mente, at singlen var årtusindets sang. I det hele taget fik baggrundsslideshowet mig flere gange til at klukke, men her var det så ironisk selvsmagende, at der ikke var andet at gøre end at grine højlydt og lade sig suge ind i moshpit-orkanens øje.

Det er fristende at gå hårdt til Portland-rapperen, men hvad får man ud af det? Nej, der er ikke noget live-band, og han synger virkelig dårligt uden autotune, men gør det noget ved oplevelsen? Jeg mener ikke, at det skygger for den underholdning og de positive vibrationer, Aminé udsender. Det er ikke en koncert, der vil gå over i historiebøgerne, men mindre kan også gøre det. Jeg ville i hvertfald ikke have noget imod at skråle med igen, hvis han skulle komme på plakaten på en dansk festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *