Danmarks bedste liveshow. Længere er den ikke. JADA har det mest rørende, sjoveste, smukkeste, overraskende og hjertelige show, man kan få fornøjelsen af at opleve i vores lille kongerige. Alle omkring mig, fædre, mødre, venner, veninder, døtre og sønner græd til koncerten. Jeg måtte også lige finde lomeletterne frem, da JADA fortalte en rørende historie om lysten til at være der for ens venner, men at blive forhindret af en travl hverdag. Jeg tror folk græd af lettelse af at få lov til at dele ud af sig selv og få lov til at svede kærlighed, mens de dansede til JADAs virtuose melodier.
Men hvad er det JADA gør, for at retfærdiggøre titlen som Danmarks bedste show? Her kommer en hurtig opremsning af de stunts sangerinden havde med til publikummet på Avalon-scenen:
Et gennemført farvetema i lyseblå og en sart nuance af pink
Det meste af publikum i Avalon-teltet var blevet udstyret med signatur-viften, der blev brugt flittigt til at hylde og holde hovedet koldt
Minimum tre kostumeskift, som hver markerede en ny fase i showet.
En eventyrlig gynge pyntet med blomster og fint silkestof, så JADA kunne gynge ud over sit publikum, mens hun performede
Gæsterne på scenen var hendes faste samarbejdspartner på el-spade og hendes mor, der gav det vildeste skrig, der er hørt på Dyrskuepladsen til dato
Bevæge sig ud til lydteltet i midten for at holde fællessang på storhittet ‘Keep Cool’ og derefter lade sig crowdsurfe hele de godt og vel 25 meter op til scenen
Hylde sine venner og bekæmpe ensomhed ved at synge med hænderne sammenflettede med sine dygtige korsangere
Man fristes jo til at spørge, om der er noget JADA ikke kan klare? Hvis hun har mulighed for at rive to uger ud af kalenderen er jeg sikker på, at global opvarmning og uro i Mellemøsten ville være en saga blot. Men jeg har egentlig ikke lyst til at bede hende om at lave andet end det hun gør, for hun giver så meget fantastisk energi via hendes vidunderlige musik.
Kort lige to linjer om musikken. Det er pop i verdensklasse. JADA synger som en kvindelig Pavarotti og bandet akkompagnerede hende til perfektion.
En gang i mellem er man det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. En gang i mellem går forventningens glæde hånd i hånd med indfrielsens lettelse og sådan et øjeblik var jeg vidne til onsdag nat på Arena, da Christine and the Queens lyste den mørke og kolde festivalplads op.
Jeg var målløs fra første færd, og Christine er en popstjerne med alt hvad det indebærer. Hun er fuldkommen overlegen i alt, hvad hun foretager sig på den store scene og som den mest elegante, spinkle og vævre guldsmed danser hun rundt i et hektisk men elegant tempo. Uden at miste pusten på et eneste tidspunkt synger den franske mester med en brølende kraft, der kommer fra den mave, der gang på gang flexes og slipper urkraften løs.
Hun er helt vanvittigt kæk og flabet, uden man nogensinde bliver træt af hende, for man vil bare have mere. Hun havde dansere med på scenen, og naturligvis dansede hun bedre end dem. Hun havde frækheden til spontant at rappe Cardi Bs monsterhit ‘Bodak Yellow’ og, hvad hendes raplevering måske manglede gjorde hun så sandelig op for med attitude. Hun spillede desuden Travis Scott og fik hele det tætpakkede telt til at synge David Bowies ‘Heroes’. Kort sagt tager hun, alt hvad du elsker ved din yndlingskunstner og gør det bedre end dem, endda i deres musikalske arena.
Men Christine pryder sig ikke kun med lånte fjer. Hendes ekstremt stærke og potente album ‘Chris’ fra sidste år udgjorde det meste af setlisten, og det var ingen kede af. Det ene funky nummer efterfulgte det andet og jeg dansede til dem alle sammen. Passende til den store aften, var Christine bedst til sit største nummer ‘Tilted’, her gik sang og dans op i den højeste enhed, jeg har oplevet på dette års Roskilde Festival.
Der var kun en eneste tanke i mit hoved da jeg forlod Arena: JEG SKAL HØRE HENDE IGEN!
Man kan på ingen måde mærke, at norske Lil Halima blot er 21 år gammel. Hun virkede utrolig scenevant og selvsikker da hun søndag aften kl 21 indtog Countdown-scenen på Roskilde Festival. Hun spiller R&B-inspireret popmusik af usædvanlig høj kvalitet. Det var første gang jeg så hende live, og hun overgik mine højeste forventninger. Lil Halima synger fremragende og hendes sange bliver endnu bedre af at få live trommer og synths på. Jeg snakkede med hende dagen efter for at høre, hvordan hun oplevede koncerten og for at finde ud af, hvad hun drømmer om med sin musik.
Hvordan var din oplevelse af koncerten? Lil Halima: Den var virkelig god rent faktisk. Det var som om det først gik op for mig, at jeg spillede på Roskilde Festival, da jeg stod på scenen, og jeg tænkte ved mig selv, ‘wow, tænk at jeg skal spille her’.
Der var mange nordmænd blandt publikum. Var det anerledes end at spille i Norge, eller følte du dig på hjemmebane? Lil Halima: Det føltes lidt som at spille hjemme i Norge, fordi den forreste række bestod af nogle piger, der næsten kommer til alle mine koncerter og giver mig en fantastisk opbakning. Så jeg blev måske lidt for optaget af den forreste række, men jeg blev bare så overrasket over, at de var der, og så havde jeg bare lyst til at synge til dem.
De bukser du optrådte i, havde mange lommer. Hvad har du i lommerne? Lil Halima: Jeg har rent faktisk nogle lykkesten i lommerne. Jeg har en rosefarvet kvarts og en krystalkvarts med mig på scenen.
Hvilken reaktion fra publikum gør dig mest glad? Jeg ønsker bare, at folk skal få det en lille smule bedre når de går fra koncerten end de havde det, da de kom. Jeg kommer nok aldrig til at være den, der vil have, at alle skal gå helt amok til mine shows, så jeg ønsker bare at folk kan chille og vibe til min musik. Så de forhåbentlig føler sig en smule mere afslappet og gladere end da de kom. Hvis det sker, er jeg mere end lykkelig.
Hvilken sang kan du bedst lide at spille i øjeblikket? Jeg har en ny sang, som udkommer til efteråret, som vi er i gang med at øve som jeg er helt vild med. Ellers er jeg altid glad for at spille ‘Jasmine’.
‘Jasmine’ og mange af dine sange er i mine ører lyden af 2019, og det ville være musik jeg kunne spille for folk om ti år, hvis jeg skulle forklare hvordan 2019 lød. Hvordan vil du sikre dig fremover, at din musik ikke bare vil tage form af den lyd, der er populær på det pågældende tidspunkt? Jeg synes, at min lyd lige nu er blandet af alle de forskellige slags musik jeg lytter til og er vokset op med. For jeg voksede op med 90’er R&B og hip hop, latin og en del popmusik. Senere har jeg lyttet en masse til lidt mere indie/folk-inspireret musik. Så jeg har mange forskellige musikalske indflydelser, og derfor føler jeg ikke, at jeg skal finde ‘min lyd’, fordi jeg kan tage min musik ind i en masse forskellige musikalske spektre. Så når tiden ændrer sig vil min musik også ændre sig, men det vil stadig være min musik og dermed en del af mig og min personlige udvikling.
Du nævnte forskellige musikalske spektre. Hvilket spektrum er dit yndlings lige nu? Jeg er lige begyndt at sætte mig ind i ballroom culture og vogueing og den subkultur lytter til noget meget speciel musik. De har ligesom deres egen ting, og jeg er blevet mere interesseret i det efter jeg er begyndt på at gå til balls, og musikken er mere house-baseret der, og jeg troede ellers, at jeg aldrig ville kunne lide house. Men det er god house/techno, og selvom jeg formentlig aldrig kommer til at lave den genre, kan man stadig høre deres indflydelse i min musik fx med en meget insisterende stortromme. Jeg lytter til alt muligt, og har en drøm om at udgive mine indflydelser i et slags mixtape-format.
Når folksangeren Hjalte Ross giver koncert, er det altid som aldrig før. Søndag kl 14.00 havde han til opgave at åbne Rising-scenen på Roskilde Festival 2019, og med sig havde han både sit fem mand store band samt strygerkvartetten Who Killed Bambi. Et stort publikum havde trodset Kræftens Bekæmpelses formaninger om skygge mellem 12 og 15 og var mødt op for at opleve årets første koncert på Rising. Det var en dejlig, rolig start på musikprogrammet, hvor der var plads til, at hvert nummer kunne spilles i den tid, der var behov for.
Koncerten bar tydeligt præg af, at Hjalte Ross & co. spiller utrolig godt sammen. Det var på grænsen til en offentlig jamsession, på den gode måde. Hele tiden sprang nye musikalske krummelurer frem forskellige steder på scenen og blev taget op, vendt og drejet, og undersøgt som børn kigger på sten i strandkanten. Bandet har indbyrdes en utrolig kemi, der blev lagt frem til frit skue, og det var forfriskende at opleve musikken blive til i øjeblikket. Jeg snakkede med Hjalte Ross og bandet kort efter koncerten for at finde ud af, hvor kemien kommer fra.
Hele bandet kommer fra Aalborg, hvordan har det påvirket bandet?
Hjalte Ross: Det er egentlig bare musikmiljøet i Aalborg, som har skabt bandet. Nogle kender man gennem skolen, eksempelvis Mads Lang, der spiller bas, og resten er via musikmiljøet, hvor vi har kendt hinanden i mange år efterhånden. Vi har spillet på kryds og tværs i mange forskellige ting. For cirka to år siden rykkede vi sammen, og os seks, der spiller sammen, fandt sammen og blev til en gruppe. Jeg har også ofte fået at vide, at ’Hjalte, det er et fedt band, du har sat sammen!’, og når nogen siger det, har jeg lyst til at skyde æren over på bandet, for det samlede sig selv, føler jeg. Det er lidt spøjst, at det ikke var mig, der samlede det, men medlemmerne har peget på de andre medlemmer.
Sammenspillet var ekstremt tydeligt under koncerten. Det føltes på ingen måde indøvet, uden at virke uprofessionelt. Er det noget, I lægger meget vægt på?
Hjalte Ross: Det er ikke sådan, at vi har aftalt, at nu spiller vi så og så mange rundgange. Vi følger egentlig bare hinanden uden at sidde og tælle inden i hovedet.
Andreas Westmark, elguitar: Vi ved godt, hvad vi skal i de forskellige numre, vi ved også godt, hvad vi ikke må, og hvilken farve sangene skal have. Der er et par små aftaler, men ellers er det meget leg og forskelligt, hver gang vi spiller.
Hvilket nummer havde den fedeste version i dag?
Hjalte Ross: Jeg følte, vi sluttede det hele godt af i dag med nummeret Come By.
Andreas: Jeg havde det også godt i Holidays. Det er en meget smadret sang, meget støjet.
Astrid Matthesen, klaver: Jeg synes også, Holidays var overraskende dejlig i dag. Jeg var bare så glad på scenen. Jeg havde det virkelig sygt over at freestyle med bandet i Holidays. Der var helt vildt meget kærlighed på scenen i dag. Bandet føles som en slags familie, fordi vi er så meget sammen.
Hjalte Ross: Generelt har folk bare spillet vildt meget sammen med hinanden, så vi kender hinandens spil ud og ind. Når Oskar gør et eller andet over på den ene side, reagerer jeg med det samme og omvendt.
Andreas: Der begynder snart at komme noget telekinese over vores sammenspil. Vi er på vej derhen af i hvert fald.
I det sidste nummer kunne jeg ikke finde ud af, hvornår sangen var færdig, og koncerten blev lukket i etaper. Koncerten tog det hele i sit eget tempo, hvilket igen passede godt til tidspunktet og det varme vejr. Det var døsigt uden at blive kedeligt.
Hjalte Ross: Jeg kan også godt lide at tirre publikum nogle gange. Lade det glide mega langsomt ud og efterlade publikum med følelsen af, at de ikke ved, hvornår det hele slutter. Tage det med ro og lade koncerten lande.
Andreas: Specielt med det sidste nummer. Hvis vi siger, at sangen skal ånde ud, så går der lang tid med det. Det er fedt, at den får lov til at være nede der, hvor publikum også kan blive i tvivl, om vi har styr på, hvad vi laver. Det får lov til at falde fra hinanden.
Der var en masse blomster på scenen, og det fik mig til at tænke på Baz Luhrmanns filmatisering af Romeo og Julie. Det skabte en melodramatisk stemning, hvor jeg ikke kunne finde ud af, om det var tragisk eller romantisk. Hvad var tankerne bag det?
Andreas: Måske begge dele. Jeg tror bare, vi synes, det ser flot ud.
Hjalte Ross: Det er fedt, når der ikke er et stort lysshow, og så er det bare en ret stille og rolig måde at udsmykke scenen på, og jeg synes, scenen skal udsmykkes. Det er jo en organisk koncert, og vi spiller alle sammen ’organiske’ instrumenter. Så på den måde synes jeg også, at det er nok med os i sig selv på scenen. At se os spille sammen er nok i sig selv.
Men der må godt være lidt krymmel på softicen?
Hjalte Ross: Præcis.
Andreas: Jeg synes, det er rart, at man kan se sammenspillet. For vi har hele tiden noget kørende mellem os. Det er fedt, at man kan se os, for stroboskoplys eller noget andet ville ikke passe ind, men stadigvæk, at man kan se sammenspillet.
Det var også noget jeg lagde mærke til, at du sagde, at publikum lytter intenst, og at røgmaskinerne overdøvede dem. Var der en snert af spydighed i den bemærkning?
Hjalte Ross: Det var ikke ment spydigt, men måske var røgmaskinerne bare meget høje
Andreas: Det kan godt være, at man kunne høre røgmaskinerne, men der var godt nok også en fed kontakt med publikum.
Hjalte Ross: Jeg følte også virkelig, der var god kontakt, og jeg er mega positivt overrasket over publikummet. Ikke fordi, jeg havde frygtet, at de ville være slemme, men man var jo lidt bange for, at de bare ville have en fest fra klokken 14.
Andreas: Jeg gad godt at se, hvad der ville ske, hvis man spillede her om aftenen. Jeg tror, musikken ville kunne noget andet.
Jeg var glad for, i kraft af det er tidligt og meget meget varmt i dag, det var fedt, at I omfavnede øjeblikket, og lod være med at spille op til dans. Det øjeblik blev omfavnet i stedet for at modkæmpe det. Er det noget I forsøger, uanset hvornår I spiller?
Andreas: Jeg tror ikke vi kan spille op til dans, så jeg tror lidt det er der den ligger.
Hjalte Ross: Det er rigtigt, at vi ikke kan spille op til dans, men det var rart, at der så var så meget kontakt med publikum. Det er rart, når der er mulighed for det, så det ikke bare bliver en sort masse. Det er rart at se nogle ansigter og føle, at man spiller til nogen. Publikum kan godt få seks stjerner, og man kan godt mærke, at Roskilde Festival ikke kun er en fest, men også en musikfestival. Jeg var lidt bange for, at folk kun kom for at få en fest, men vi kunne slet ikke høre noget fra campen.
Bandet består af Andreas Westmark på el guitar, Mads Lang på Bas, Simon Mariegaard på trommer, Osker Krusell på Althorn, elguitar og orgel og Astrid Matthesen på klaver.
Hiphop er den altdominerende genre i 2019. Det er en genre, der har vokset sig så stor og mangfoldig, at den nærmest ikke længere kan klassificeres som en genre. Men fælles for de forskellige grene af hiphop er, at de stjæler med arme og ben fra andre musikalske stilarter både i form af lyd, men især også i forhold til live-elementer. Undergenrer som trap, grime og de mere eksperimentelle kunstnere har ofte meget voldsomme og punkede udtryk, når de spiller koncerter.
Rappen og hiphoppens popularitet er dog ikke kommet helt uden kritik. Blandt garvede koncertgængere er der en vis skepsis overfor ‘de unges’ moshpit-kultur, og kritikken går blandt andet på, at koncerterne udelukkende handler om at være så vilde som muligt. Jeg er med på, at det giver god mening at have en fornemmelse, for hvornår beatet ‘dropper’, før man bryder ud i ragnarok, men der er også flere kunstnere, hvis musik og optrædener lægger op til de kraftige, kollektive energiudladninger, og det er en central del af oplevelsen. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til sikkerhedspersonalet på festivaler rundt om i landet og institutionerne, der tillader publikum at slå sig løs, for selvom det er vildt, føles det stadig (som regel) sikkert. Her er fem koncerter på årets Roskilde Festival, hvor du kan opleve moshpit-kulturen, både aktivt i cirklen og passivt i siden af teltet.
Death Grips – Fredag, 5. juli kl. 02.00 – Arena
Det er svært at anbefale Death Grips uden at komme til at lyde som et røvhul af en musiksnob. ‘Hey! Har du hørt det her anmelderroste noise-punk-industrielle eksperimentelle hiphop?’ Den er måske lidt svær at sælge. Det ville være en del nemmere, hvis man kunne give en pille kondenseret Death Grips, så man kunne opleve deres energiudladninger på egen krop. De har fornyet en genre på en dybt original måde og excellerer i deres brutale hardcore live show, som man har mulighed for at opleve fredag nat på Arena.
Travis Scott – Torsdag, 4. juli kl. 01.00 – Orange
Måske verdens største trap-stjerne og den første reelle verdensstjerne, der udsprang af SoundCloud-miljøet. Travis Scott har et af de vildeste live shows i spillet med rutschebaner på scenen og en endeløs mængde af fyrværkeri og røgkanoner. Hvad rapperen muligvis mangler af klassisk musikalsk træning, vejer han op for med et energiniveau, som vil gøre en duracell-kanin grøn af misundelse. Hans sange lægger op til moshpits med beats, der dropper og skifter stil undervejs for på ny at droppe. Men det er ikke kun gak og løjer, Scott har leveret nogle album, der kommer til at få status som klassikere inden for genren, og der er masser af ekvilibristiske produktioner gemt bag røgslørene og pistolskuddene.
Skepta – Onsdag, 5. juli kl. 20.30 – Arena
Kongen, gudfaderen, daddyen, kald ham hvad du vil, Skepta er indbegrebet af grime – den britiske rap-genre med hårde elektroniske beats i et vanvittigt tempo. Selvom han var med, da det hele startede på piratradioer i London, har han formået at forblive på toppen i løbet af de seneste års grime-renæssance. Det er han i høj grad af sin eminente teknik, sin humor og kreative flows. Skepta rapper så godt og tydeligt, at det næsten lyder som om han er dårlig – på en MC Einar-måde. Men det er kun, fordi han er så overlegen, hvilket han heller ikke er bleg for at gøre sit publikum opmærksom på.
JPEGMAFIA – Onsdag, 3. juli kl. 19.15 – Apollo
JPEGMAFIA er målt på aggressivitet på niveau med de andre i artiklen og eksperimenter som Death Grips også ekstremt meget med formen på musikken. Det er ikke let tilgængeligt, men man opfanger straks pulsen og attituden i musikken, og hip-hoppen har aldrig været så in-your-face, som når JPEGMAFIA klipper sine beats sammen og råber ind over dem.
Sheck Wes – Onsdag, 3. juli kl. 22.00 – Apollo
Udstyret med minimalistiske trap-beats, der giver plads til hans skingre stemme, går Sheck Wes i krig sammen med sit publikum. Han giga-hittede sidste år med Mo Bamba, og han er nu på en mission, hvor han skal vise, at han er mere end et one-hit-wonder. En del af rapstjerne-pakken har han dog helt styr på, og det er at sætte ild til publikum. Han har om muligt endnu mere energi end trap-kollegaen Travis Scott og leverer en uhyggelig vokal, der hjemsøger lytteren og pumper adrenalinen rundt i blodet.
