En sommer i musikkens tegn er ved at gå på hæld, men her kommer et lille tilbageblik fra årets Roskilde Festival. Garderet med TUC kiks og kaffe havde jeg fornøjelsen af at interviewe musiker og filmproducer Emil Wilk. Det endte med at blive en længere samtale om musik, kunst og udtryk, men også om barndommen på Bornholm, halmballe-borg-byggerier og dét at være draget af storbyens mystik, når man selv kommer fra provinsen. Til slut hører vi om et ganske særligt møde med selveste Brian Eno… Så hold godt fast! Emil Wilk er en mand med meget på hjerte, og han er ikke bange for at åbne op ind til de refleksioner og spørgsmål, der opstår undervejs, når man skal finde sit eget udtryk.

Mirja: Tak for i koncerten, hvordan var det at spille hernede?

M.I.L.K.: Det var fedt, publikum var virkelig meget på, og det virkede som om, at folk faktisk kom for at se OS; de sang jo med! Det var ret syret altså…

Mirja: Hvem er Emil Wilk, og hvem er M.I.L.K.?

M.I.L.K.: Altså, M.I.L.K. er mig, efter jeg fandt mit udtryk. Alt, hvad jeg laver nu, det laver jeg som M.I.L.K., og alt hvad der ikke passer ind i M.I.L.K., ja, det laver jeg så ikke.

Mirja: Okay, hvordan vil du så beskrive dit udtryk?

M.I.L.K.: Mit udtryk er en form for tekstur, feel eller vibe – eller noget, jeg synes, er dejligt! Før prøvede jeg vildt meget af og satte derfor ikke et label på, som jeg gør nu med M.I.L.K.. Det hele faldt bare lige i hak med M.I.L.K.. Så, M.I.L.K. er nok bare mig, som er sikker på, hvad jeg gerne vil.

Following The Sun: Et af de seneste udspil fra M.I.L.K.

Mirja: Hvad så med navnet M.I.L.K. – hvor kom det fra?

M.I.L.K.: Det startede oppe i mit køkken. Vi bor sådan seks drenge. Jeg havde lavet de her sange, som jeg gerne ville give et navn. Så vi sad bare og snakkede om, hvad fanden det skulle være. Jeg ville gerne have, at det var sådan “BOOM”; helt straight forward, og så skulle det have en institutionel vibe ligesom sådan nogle forkortede punktum-navne. Pludselig siger Mads Christian oppe fra lejligheden ”hvorfor hedder du ikke milk, det er jo sådan en hverdagsting?”, så det tog jeg og gjorde til en forkortelse. Så har vildt mange efterfølgende spurgt, hvad det står for, og så har jeg bare fundet på noget nyt hver gang, ha ha!

Mirja: Fedt, hvad ville du så finde på nu?

M.I.L.K.: Nu… Jamen, det ved jeg ikke. Det kan være, der kommer et eller andet, så skal jeg nok sige til… Ellers må du prøve at give et bud!

Mirja: Øhh, ja… Det kan være, jeg gør det.

M.I.L.K.: En anden ting er, at jeg faktisk er SINDSSYGT inspireret af N.E.R.D., Pharrells gamle projekt. N.E.R.D. lyder jo også som en forkortelse, og de sagde det stod for no-one-ever-really-dies, men det er faktisk bare noget, de har fundet på senere, når folk spurgte. Så der er ikke sådan en kæmpe forkromet idé bag navnet M.I.L.K.; jeg synes bare, det virkede!

Mirja: Når jeg har læst om M.I.L.K., er jeg stødt på flere forskellige beskrivelser. Nogle omtaler M.I.L.K. som et band, et multikunstprojekt; at M.I.L.K. er Emil Wilk, som laver musik… Flere medier har også omtalt M.I.L.K. som et soul-kollektiv. Hvad er din opfattelse af alle de her mærkater?

M.I.L.K.: Ha ha! Jamen det er jo bare fordi, det er helt vildt nyt. Når folk har spurgt ind til M.I.L.K., har jeg bare sagt et eller andet. Så er der nogen andre, der har kigget på det, der er blevet skrevet, og så har de også bare skrevet det. For at være helt ærlig så startede jeg med at kalde det et kollektiv, da jeg synes, at ideen om soloprojekt egentlig er lidt langt ude. Man har jo altid en masse folk, der hjælper en med alt muligt. Det kan være alt fra fotografen, til ham der bærer ens udstyr – derfor kaldte jeg det et kollektiv. I virkeligheden var jeg nok også lidt skræmt over at lægge ting ud som “Hey, det her er kun mig”. Men i den klassiske forstand kan man jo godt kalde det et soloprojekt, fordi alle de der ting som at lave numrene og bestemme, hvor musikken skal hen, har jeg jo gjort, og det er jo det, som en typisk solo artist gør. I virkeligheden var jeg nok bare lidt bange for det.

Mirja: Det er da også skræmmende!

M.I.L.K.: Men når folk spørger mig nu, så svarer jeg bare, at M.I.L.K. er mig.

Mirja: Er det så både dig som musiker, musikvideo-mand og…?

M.I.L.K.: M.I.L.K. er alt det, jeg laver nu. Tidligere arbejdede jeg for mange forskellige. Da lavede jeg ting, hvor jeg mere gik på kompromis, fordi det jo var et bestilt stykke arbejde. Folk vil jo gerne sætte alle ting i bokse, og så er det bare rart for en selv at have sådan et filter, at hvis det passer ind i M.I.L.K., så laver jeg det, og ellers laver jeg det ikke. Med M.I.L.K. har jeg fundet ud af, hvad der er 100 % mig, og så er det bare nemmere at træffe valg, hvor jeg ikke går på kompromis med mig selv. Jeg har ligesom fundet hvile i det, som er M.I.L.K..

Mirja: Det lyder som en spændende proces. Hvis nu vi så det som en slags udviklingsproces, hvordan ville du så beskrive forløbet?

M.I.L.K.: Jamen, den har jo sikkert løbet, lige siden man begyndte at lave sine egne ting som lille – det man synes var sjovt, ik?

Mirja: Hvad har det fx været?

M.I.L.K.: Alle mulige ting. Jeg har lavet noget, som hedder FreeBikes – en form for socialt projekt. Så har jeg været med til at udvikle børne-tv-universer hos DR og lavet alt fra madprogrammer til musikprogrammer.

Mirja: Hvad så da du var helt lille?

M.I.L.K.: Altså jeg voksede jo op på Bornholm sammen med min mor. Vi boede i en skov, som hedder Almindingen, hvor jeg rendte rundt og legede actionman, kastede knive i træerne og byggede borge af halmballerne på vores høloft.

Mirja: Ej, hvor fedt!

M.I.L.K.: Ja, det var mega nice. Der var jo flere kilometer til nærmeste ven, så når man først havde en legeaftale, så skulle man virkelig lave et eller andet. Så havde jeg det der borgprojekt oppe på høloftet, og det var nok egentligt mit første store projekt. Man var jo så lille, så halmballerne var jo bare gigantiske. Men processen startede nok sådan for alvor, da jeg begyndte at synge mine egne ting. Det blev ligesom mere personligt, når jeg selv sang. Så her gik processen for alvor fra bare at være mig, der tossede rundt, til, at det begyndte at komme mere indefra og fik større betydning. Giver det mening?

Mirja: Ja, helt sikkert. Tænker du, at de ting, du har skabt/lavet som barn, har haft betydning for de ting, du laver i dag som voksen?

M.I.L.K.: Ja. Eller jeg tror det med, at jeg er vokset op på Bornholm, har gjort et eller andet. Der var ikke den slags kultur eller musikmiljø, som, jeg synes, var fedt, så jeg følte mig nok lidt alene derovre. Min far boede på Frederiksberg, og ham var jeg ovre hos sådan en gang om måneden. Han tog mig med ud og spise, på cafeer, til ferniseringer – alt sådan noget. På den måde kom København til at repræsentere noget mystisk og spændende. Jeg troede, der var en slags skjult sandhed derovre, som jeg ikke kendte til.

Mirja: Fandt du så svaret eller ”den store sandhed”, da du kom til København?

M.I.L.K.: Altså, jeg flyttede til København, da jeg var 18, og så finder man jo ud af, at det bare er præcist det samme.

Mirja: Hvad var det samme?

M.I.L.K.: At der ikke var sådan en stor sandhed eller hemmelighed; at det også bare er mennesker, der laver projekter, de synes, er sjove. Men sådan har jeg det tit, at hvis jeg føler, der er noget, jeg ikke kender, bliver jeg vildt tiltrukket af det og helt “obsessed” for finde ud af, hvad det er. Så møder man så personen eller miljøet og kommer bagom studiet, filmsættet, eller hvad det nu er, og ser, at det også bare er mennesker, der prøver at finde deres vej, og som gør det, de synes, er fedt.

Mirja: Er du kunstner?

M.I.L.K.: Det var et vildt svært spørgsmål! Det er nemmere at sige, man er musiker eller filminstruktør, fordi det mere beskriver en eller anden form for håndværk. Hvis jeg siger, jeg er kunstner, så skal jeg jo definere begrebet kunst, og det vil jeg helst ikke kaste mig ud i, ha ha. Men det er noget, jeg har tænkt meget over. For mig personligt er kunst dog noget, der kommer indefra og ikke forholder sig til alt muligt udefrakommende. Så det er mere en proces end et resultat… Hvad, synes du, er forskellen på en musiker og en kunstner?

Mirja: For mig er kunst det, som får mig til at føle et eller andet. Egentlig tror jeg, alle kan lave kunst, men det skal ramme én; altså jeg skal kunne mærke det, ik? Men jeg tror også, at man sagtens kan være en god håndværker uden at betegne sig selv som kunstner – og omvendt.

M.I.L.K.: Ja, det er faktisk også en anden ting. Jeg går nemlig vildt meget op i at være en god håndværker i de forskellige medier, jeg arbejder med. Når jeg fx laver musik, går jeg sindssygt meget op i det produktionsmæssige, og når jeg laver film, kan jeg drive folk til vanvid, fordi jeg er så sindssyg detaljeret. Håndværket betyder bare vildt meget for mig, om det så er kunst eller ej; det må jo være op til andre at bedømme.

Mirja: Kan du selv se nogle fællestræk ved de ting, du laver; altså når du laver musik, film eller andre projekter?

M.I.L.K.: Ja, det er sgu et meget godt spørgsmål! Noget af det, jeg tror, går igen, er processen, hvor jeg går VILDT meget op i kvalitet i de forskellige ting, jeg laver. For mig er de sidste 10 % i projektet frem til det endelige resultat et helvede. Jeg afveg altid fra det, da jeg var yngre, og derfor blev mine ting ikke færdige og heller ikke særlig gode. Men nu tvinger jeg mig selv til at gå ind i de der sidste 10%. Det er dér, følelsen indtræder af, at projektet er færdigt, når den sidste streg sættes.

Mirja: Hvad betyder det for dig at kunne udtrykke dig gennem de ting, du laver; altså din musik, kunst, film…

M.I.L.K.: Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu bare lever af at være M.I.L.K., men samtidig er der jo også en masse andet, som betyder meget for mig. Hvis jeg ikke kunne udtrykke mig igennem arbejdet, så ville jeg nok bare udtrykke det i et eller andet andet. Jeg kan dog ikke forestille mig en situation, hvor jeg ikke kunne lave mine egne projekter. Det er bare sådan en måde for mig at leve på!

Mirja: Er der noget, du gerne vil efterlade hos folk med de ting, du laver?

M.I.L.K.: Jeg har ikke sådan en tanke om noget, folk skal sidde tilbage med. Det er mere, hvad, jeg lige synes, er fedt i det, jeg arbejder med. Fx da jeg og Jonas Bang skulle lave musikvideoen til Blondages “Dive”. “Dive” har de her eksotiske rytmer og en masse fremdrift i sig. Samtidig er nummeret jo også bare en popsang – men med noget dybere på hjerte. De her indtryk ville vi gerne have med i videoen, så det blev sådan en slags fortolkning af nummeret.

M.I.L.K.: Når jeg selv laver musik, handler det også meget om den stemning, jeg lige er i. Som på den sommerdag jeg skrev nummeret “If We Want To”. Jeg, Søren Christensen og Mads DK (Mads Damsgaard Kristiansen, red.) fra Reptile Youth sad sammen i hans kælder og lavede musik, og det var egentlig bare den sommervibe, jeg havde. Så det er ikke sådan, at jeg har siddet med en stor plan om, hvad folk skal føle. Det er mere bare sådan en stemning, ik? Jeg har bare gjort det, jeg lige havde inden i mig, eller sådan…

Mirja: Har du noget, du gør, eller et sted, du tager hen for at få ideer eller ny inspiration?

M.I.L.K.: Der er ikke et konkret sted, jeg tager hen eller sådan noget. Jeg tror rigtig meget på bare at arbejde og være i sådan et ”arbejdsmood”. For mig er inspiration ikke noget, der bare lige pludselig rammer mig. Skal jeg skrive en sang, ved jeg, at fx klokken 11 i dag skal jeg sætte mig ned i studiet, og når dagen er omme, så skal der være en sang. Det kan være den bliver god, og det kan være, den er fucking dårlig. Jeg tror bare, det handler om, at man skal lave rigtig meget, og det er bare ikke alt sammen, der bliver godt. Men jeg elsker at gå på museer, gallerier, ferniseringer og sådan noget, og der suger jeg nok rigtig meget til mig.

Mirja: Hvad har du sidst være ind og se?

M.I.L.K.: Det sidste, jeg har været inde og se, er “The Ship” på Charlottenborg af Brian Eno. Jeg var vildt heldig at komme med til sådan en middag også med Brian Eno. Det var ret…

Mirja: SHIT!

M.I.L.K.: Jeg er jo kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, KÆMPESTOR Brian Eno-fan, så det var vildt at snakke med ham. Jeg stillede lidt de samme spørgsmål, som vi har snakket om faktisk. Sådan noget som hvor hans inspiration kommer fra, og hvordan processen er. I hvert fald fortalte han, at det for ham altid har handlet om at sætte nogle regler op for leg i et studie. Fx med “Heroes” vidste Brian Eno, at Robert Fripp, som var med til at lave den, er god til at lave hits og havde styr på strukturen, så i den kontekst kunne Brian Eno egentlig bare være legebarn. Ved at optage forskellige steder i rummet og gøre brug af diverse reverb-pedaler, lavede de jo den her ret famøse effekt på “Heroes”-vokalen, og det kom rent ud sagt af sådan noget Brian Eno-leg! Men det kunne han også kun, fordi han vidste, der var en anden, som havde styr på strukturen.

Mirja: Det her med leg og kreativitet… Jeg fandt engang nogle forskellige definitioner, hvor en en af dem lød, “at det, vi kalder leg hos børn, hedder kreativitet hos voksne.” Synes du, at du leger, når du laver dine ting?

M.I.L.K.: To tusind procent! Altså, hundrede procent. Jeg synes faktisk, det er en vildt god beskrivelse, at kreativitet er voksne, der leger. Det er også derfor, jeg hader det der Kaospilot-agtige “nu skal vi skabe” og alle sådan nogle opstillede kreative workshops. Det er ligesom kunstigt stillet op, for at det kan blive nemmere at interagere i det kreative rum, men det er bare fordi, man ikke forstår processen endnu. Når man leger, så tænker man ikke på at gøre det godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, og det er jo egentligt bare det, det hele handler om! Man bygger en borg af halmballer eller sådan noget; man gør det bare, fordi det er fedt!

Mirja: Man er ikke bange for at fejle…

M.I.L.K.: Man er slet ikke bange for at fejle! Men det er faktisk ret interessant… For at forbinde det med det jeg sagde før med de sidste 10%; det er nemlig der, hvor det ikke er leg mere. Her skal det gøres færdigt, og det er her, hvor det gode håndværk får afgørende betydning. Men jeg tror på, at man skal lade det være leg så lang tid som muligt, men så til sidst også have professionalismen til at sige, at nu skal det her altså gøres færdigt, og selvom det tager 3 timer at mikse den her lilletromme, så bliver vi ved, indtil vi er glade for den. Men den ene går ikke uden den anden – forstår du, hvad jeg mener? Jeg tror virkelig meget på begge dele.

Mirja: Men der kan man sige, at Brian Enos måde – altså det med at skabe nogle rammer – giver rigtig god mening. Det kan jo være alt fra deadlines og projektbeskrivelser til en konkret situation, fx at man er på et høloft og skal lave noget ud af halmballer.

M.I.L.K.: Ja, præcist!

Mirja: Hvad kan vi forvente af udspil fra M.I.L.K. henover sommeren?

M.I.L.K.: I går (under Roskilde Festival, red.) havde jeg faktisk final cut på en musikvideo til Liimas nummer ”Russians”, som jeg laver sammen med Jonas Bang.

M.I.L.K.: Så er jeg begyndt at lave rigtig mange remixes af spor, jeg får fra mine venner, som jeg har siddet og leget lidt med, og så glæder jeg mig VILDT meget til at gøre mine to ep’er 100% færdige. Den ene udkommer i sensommeren, og den anden til vinter.

Vi ser frem til udgivelsen af M.I.L.K.’s to ep’er her på Regnsky. Indtil da kan du tjekke hans nye remixes ud på soundcloud.