“Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.

20160629_152336

En sommer i musikkens tegn er ved at gå på hæld, men her kommer et lille tilbageblik fra årets Roskilde Festival. Garderet med TUC kiks og kaffe havde jeg fornøjelsen af at interviewe musiker og filmproducer Emil Wilk. Det endte med at blive en længere samtale om musik, kunst og udtryk, men også om barndommen på Bornholm, halmballe-borg-byggerier og dét at være draget af storbyens mystik, når man selv kommer fra provinsen. Til slut hører vi om et ganske særligt møde med selveste Brian Eno… Så hold godt fast! Emil Wilk er en mand med meget på hjerte, og han er ikke bange for at åbne op ind til de refleksioner og spørgsmål, der opstår undervejs, når man skal finde sit eget udtryk.

Mirja: Tak for i koncerten, hvordan var det at spille hernede?

M.I.L.K.: Det var fedt, publikum var virkelig meget på, og det virkede som om, at folk faktisk kom for at se OS; de sang jo med! Det var ret syret altså…

Mirja: Hvem er Emil Wilk, og hvem er M.I.L.K.?

M.I.L.K.: Altså, M.I.L.K. er mig, efter jeg fandt mit udtryk. Alt, hvad jeg laver nu, det laver jeg som M.I.L.K., og alt hvad der ikke passer ind i M.I.L.K., ja, det laver jeg så ikke.

Mirja: Okay, hvordan vil du så beskrive dit udtryk?

M.I.L.K.: Mit udtryk er en form for tekstur, feel eller vibe – eller noget, jeg synes, er dejligt! Før prøvede jeg vildt meget af og satte derfor ikke et label på, som jeg gør nu med M.I.L.K.. Det hele faldt bare lige i hak med M.I.L.K.. Så, M.I.L.K. er nok bare mig, som er sikker på, hvad jeg gerne vil.

Following The Sun: Et af de seneste udspil fra M.I.L.K.

Mirja: Hvad så med navnet M.I.L.K. – hvor kom det fra?

M.I.L.K.: Det startede oppe i mit køkken. Vi bor sådan seks drenge. Jeg havde lavet de her sange, som jeg gerne ville give et navn. Så vi sad bare og snakkede om, hvad fanden det skulle være. Jeg ville gerne have, at det var sådan “BOOM”; helt straight forward, og så skulle det have en institutionel vibe ligesom sådan nogle forkortede punktum-navne. Pludselig siger Mads Christian oppe fra lejligheden ”hvorfor hedder du ikke milk, det er jo sådan en hverdagsting?”, så det tog jeg og gjorde til en forkortelse. Så har vildt mange efterfølgende spurgt, hvad det står for, og så har jeg bare fundet på noget nyt hver gang, ha ha!

Mirja: Fedt, hvad ville du så finde på nu?

M.I.L.K.: Nu… Jamen, det ved jeg ikke. Det kan være, der kommer et eller andet, så skal jeg nok sige til… Ellers må du prøve at give et bud!

Mirja: Øhh, ja… Det kan være, jeg gør det.

M.I.L.K.: En anden ting er, at jeg faktisk er SINDSSYGT inspireret af N.E.R.D., Pharrells gamle projekt. N.E.R.D. lyder jo også som en forkortelse, og de sagde det stod for no-one-ever-really-dies, men det er faktisk bare noget, de har fundet på senere, når folk spurgte. Så der er ikke sådan en kæmpe forkromet idé bag navnet M.I.L.K.; jeg synes bare, det virkede!

Mirja: Når jeg har læst om M.I.L.K., er jeg stødt på flere forskellige beskrivelser. Nogle omtaler M.I.L.K. som et band, et multikunstprojekt; at M.I.L.K. er Emil Wilk, som laver musik… Flere medier har også omtalt M.I.L.K. som et soul-kollektiv. Hvad er din opfattelse af alle de her mærkater?

M.I.L.K.: Ha ha! Jamen det er jo bare fordi, det er helt vildt nyt. Når folk har spurgt ind til M.I.L.K., har jeg bare sagt et eller andet. Så er der nogen andre, der har kigget på det, der er blevet skrevet, og så har de også bare skrevet det. For at være helt ærlig så startede jeg med at kalde det et kollektiv, da jeg synes, at ideen om soloprojekt egentlig er lidt langt ude. Man har jo altid en masse folk, der hjælper en med alt muligt. Det kan være alt fra fotografen, til ham der bærer ens udstyr – derfor kaldte jeg det et kollektiv. I virkeligheden var jeg nok også lidt skræmt over at lægge ting ud som “Hey, det her er kun mig”. Men i den klassiske forstand kan man jo godt kalde det et soloprojekt, fordi alle de der ting som at lave numrene og bestemme, hvor musikken skal hen, har jeg jo gjort, og det er jo det, som en typisk solo artist gør. I virkeligheden var jeg nok bare lidt bange for det.

Mirja: Det er da også skræmmende!

M.I.L.K.: Men når folk spørger mig nu, så svarer jeg bare, at M.I.L.K. er mig.

Mirja: Er det så både dig som musiker, musikvideo-mand og…?

M.I.L.K.: M.I.L.K. er alt det, jeg laver nu. Tidligere arbejdede jeg for mange forskellige. Da lavede jeg ting, hvor jeg mere gik på kompromis, fordi det jo var et bestilt stykke arbejde. Folk vil jo gerne sætte alle ting i bokse, og så er det bare rart for en selv at have sådan et filter, at hvis det passer ind i M.I.L.K., så laver jeg det, og ellers laver jeg det ikke. Med M.I.L.K. har jeg fundet ud af, hvad der er 100 % mig, og så er det bare nemmere at træffe valg, hvor jeg ikke går på kompromis med mig selv. Jeg har ligesom fundet hvile i det, som er M.I.L.K..

Mirja: Det lyder som en spændende proces. Hvis nu vi så det som en slags udviklingsproces, hvordan ville du så beskrive forløbet?

M.I.L.K.: Jamen, den har jo sikkert løbet, lige siden man begyndte at lave sine egne ting som lille – det man synes var sjovt, ik?

Mirja: Hvad har det fx været?

M.I.L.K.: Alle mulige ting. Jeg har lavet noget, som hedder FreeBikes – en form for socialt projekt. Så har jeg været med til at udvikle børne-tv-universer hos DR og lavet alt fra madprogrammer til musikprogrammer.

Mirja: Hvad så da du var helt lille?

M.I.L.K.: Altså jeg voksede jo op på Bornholm sammen med min mor. Vi boede i en skov, som hedder Almindingen, hvor jeg rendte rundt og legede actionman, kastede knive i træerne og byggede borge af halmballerne på vores høloft.

Mirja: Ej, hvor fedt!

M.I.L.K.: Ja, det var mega nice. Der var jo flere kilometer til nærmeste ven, så når man først havde en legeaftale, så skulle man virkelig lave et eller andet. Så havde jeg det der borgprojekt oppe på høloftet, og det var nok egentligt mit første store projekt. Man var jo så lille, så halmballerne var jo bare gigantiske. Men processen startede nok sådan for alvor, da jeg begyndte at synge mine egne ting. Det blev ligesom mere personligt, når jeg selv sang. Så her gik processen for alvor fra bare at være mig, der tossede rundt, til, at det begyndte at komme mere indefra og fik større betydning. Giver det mening?

Mirja: Ja, helt sikkert. Tænker du, at de ting, du har skabt/lavet som barn, har haft betydning for de ting, du laver i dag som voksen?

M.I.L.K.: Ja. Eller jeg tror det med, at jeg er vokset op på Bornholm, har gjort et eller andet. Der var ikke den slags kultur eller musikmiljø, som, jeg synes, var fedt, så jeg følte mig nok lidt alene derovre. Min far boede på Frederiksberg, og ham var jeg ovre hos sådan en gang om måneden. Han tog mig med ud og spise, på cafeer, til ferniseringer – alt sådan noget. På den måde kom København til at repræsentere noget mystisk og spændende. Jeg troede, der var en slags skjult sandhed derovre, som jeg ikke kendte til.

Mirja: Fandt du så svaret eller ”den store sandhed”, da du kom til København?

M.I.L.K.: Altså, jeg flyttede til København, da jeg var 18, og så finder man jo ud af, at det bare er præcist det samme.

Mirja: Hvad var det samme?

M.I.L.K.: At der ikke var sådan en stor sandhed eller hemmelighed; at det også bare er mennesker, der laver projekter, de synes, er sjove. Men sådan har jeg det tit, at hvis jeg føler, der er noget, jeg ikke kender, bliver jeg vildt tiltrukket af det og helt “obsessed” for finde ud af, hvad det er. Så møder man så personen eller miljøet og kommer bagom studiet, filmsættet, eller hvad det nu er, og ser, at det også bare er mennesker, der prøver at finde deres vej, og som gør det, de synes, er fedt.

Mirja: Er du kunstner?

M.I.L.K.: Det var et vildt svært spørgsmål! Det er nemmere at sige, man er musiker eller filminstruktør, fordi det mere beskriver en eller anden form for håndværk. Hvis jeg siger, jeg er kunstner, så skal jeg jo definere begrebet kunst, og det vil jeg helst ikke kaste mig ud i, ha ha. Men det er noget, jeg har tænkt meget over. For mig personligt er kunst dog noget, der kommer indefra og ikke forholder sig til alt muligt udefrakommende. Så det er mere en proces end et resultat… Hvad, synes du, er forskellen på en musiker og en kunstner?

Mirja: For mig er kunst det, som får mig til at føle et eller andet. Egentlig tror jeg, alle kan lave kunst, men det skal ramme én; altså jeg skal kunne mærke det, ik? Men jeg tror også, at man sagtens kan være en god håndværker uden at betegne sig selv som kunstner – og omvendt.

M.I.L.K.: Ja, det er faktisk også en anden ting. Jeg går nemlig vildt meget op i at være en god håndværker i de forskellige medier, jeg arbejder med. Når jeg fx laver musik, går jeg sindssygt meget op i det produktionsmæssige, og når jeg laver film, kan jeg drive folk til vanvid, fordi jeg er så sindssyg detaljeret. Håndværket betyder bare vildt meget for mig, om det så er kunst eller ej; det må jo være op til andre at bedømme.

Mirja: Kan du selv se nogle fællestræk ved de ting, du laver; altså når du laver musik, film eller andre projekter?

M.I.L.K.: Ja, det er sgu et meget godt spørgsmål! Noget af det, jeg tror, går igen, er processen, hvor jeg går VILDT meget op i kvalitet i de forskellige ting, jeg laver. For mig er de sidste 10 % i projektet frem til det endelige resultat et helvede. Jeg afveg altid fra det, da jeg var yngre, og derfor blev mine ting ikke færdige og heller ikke særlig gode. Men nu tvinger jeg mig selv til at gå ind i de der sidste 10%. Det er dér, følelsen indtræder af, at projektet er færdigt, når den sidste streg sættes.

Mirja: Hvad betyder det for dig at kunne udtrykke dig gennem de ting, du laver; altså din musik, kunst, film…

M.I.L.K.: Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu bare lever af at være M.I.L.K., men samtidig er der jo også en masse andet, som betyder meget for mig. Hvis jeg ikke kunne udtrykke mig igennem arbejdet, så ville jeg nok bare udtrykke det i et eller andet andet. Jeg kan dog ikke forestille mig en situation, hvor jeg ikke kunne lave mine egne projekter. Det er bare sådan en måde for mig at leve på!

Mirja: Er der noget, du gerne vil efterlade hos folk med de ting, du laver?

M.I.L.K.: Jeg har ikke sådan en tanke om noget, folk skal sidde tilbage med. Det er mere, hvad, jeg lige synes, er fedt i det, jeg arbejder med. Fx da jeg og Jonas Bang skulle lave musikvideoen til Blondages “Dive”. “Dive” har de her eksotiske rytmer og en masse fremdrift i sig. Samtidig er nummeret jo også bare en popsang – men med noget dybere på hjerte. De her indtryk ville vi gerne have med i videoen, så det blev sådan en slags fortolkning af nummeret.

M.I.L.K.: Når jeg selv laver musik, handler det også meget om den stemning, jeg lige er i. Som på den sommerdag jeg skrev nummeret “If We Want To”. Jeg, Søren Christensen og Mads DK (Mads Damsgaard Kristiansen, red.) fra Reptile Youth sad sammen i hans kælder og lavede musik, og det var egentlig bare den sommervibe, jeg havde. Så det er ikke sådan, at jeg har siddet med en stor plan om, hvad folk skal føle. Det er mere bare sådan en stemning, ik? Jeg har bare gjort det, jeg lige havde inden i mig, eller sådan…

Mirja: Har du noget, du gør, eller et sted, du tager hen for at få ideer eller ny inspiration?

M.I.L.K.: Der er ikke et konkret sted, jeg tager hen eller sådan noget. Jeg tror rigtig meget på bare at arbejde og være i sådan et ”arbejdsmood”. For mig er inspiration ikke noget, der bare lige pludselig rammer mig. Skal jeg skrive en sang, ved jeg, at fx klokken 11 i dag skal jeg sætte mig ned i studiet, og når dagen er omme, så skal der være en sang. Det kan være den bliver god, og det kan være, den er fucking dårlig. Jeg tror bare, det handler om, at man skal lave rigtig meget, og det er bare ikke alt sammen, der bliver godt. Men jeg elsker at gå på museer, gallerier, ferniseringer og sådan noget, og der suger jeg nok rigtig meget til mig.

Mirja: Hvad har du sidst være ind og se?

M.I.L.K.: Det sidste, jeg har været inde og se, er “The Ship” på Charlottenborg af Brian Eno. Jeg var vildt heldig at komme med til sådan en middag også med Brian Eno. Det var ret…

Mirja: SHIT!

M.I.L.K.: Jeg er jo kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, KÆMPESTOR Brian Eno-fan, så det var vildt at snakke med ham. Jeg stillede lidt de samme spørgsmål, som vi har snakket om faktisk. Sådan noget som hvor hans inspiration kommer fra, og hvordan processen er. I hvert fald fortalte han, at det for ham altid har handlet om at sætte nogle regler op for leg i et studie. Fx med “Heroes” vidste Brian Eno, at Robert Fripp, som var med til at lave den, er god til at lave hits og havde styr på strukturen, så i den kontekst kunne Brian Eno egentlig bare være legebarn. Ved at optage forskellige steder i rummet og gøre brug af diverse reverb-pedaler, lavede de jo den her ret famøse effekt på “Heroes”-vokalen, og det kom rent ud sagt af sådan noget Brian Eno-leg! Men det kunne han også kun, fordi han vidste, der var en anden, som havde styr på strukturen.

Mirja: Det her med leg og kreativitet… Jeg fandt engang nogle forskellige definitioner, hvor en en af dem lød, “at det, vi kalder leg hos børn, hedder kreativitet hos voksne.” Synes du, at du leger, når du laver dine ting?

M.I.L.K.: To tusind procent! Altså, hundrede procent. Jeg synes faktisk, det er en vildt god beskrivelse, at kreativitet er voksne, der leger. Det er også derfor, jeg hader det der Kaospilot-agtige “nu skal vi skabe” og alle sådan nogle opstillede kreative workshops. Det er ligesom kunstigt stillet op, for at det kan blive nemmere at interagere i det kreative rum, men det er bare fordi, man ikke forstår processen endnu. Når man leger, så tænker man ikke på at gøre det godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, og det er jo egentligt bare det, det hele handler om! Man bygger en borg af halmballer eller sådan noget; man gør det bare, fordi det er fedt!

Mirja: Man er ikke bange for at fejle…

M.I.L.K.: Man er slet ikke bange for at fejle! Men det er faktisk ret interessant… For at forbinde det med det jeg sagde før med de sidste 10%; det er nemlig der, hvor det ikke er leg mere. Her skal det gøres færdigt, og det er her, hvor det gode håndværk får afgørende betydning. Men jeg tror på, at man skal lade det være leg så lang tid som muligt, men så til sidst også have professionalismen til at sige, at nu skal det her altså gøres færdigt, og selvom det tager 3 timer at mikse den her lilletromme, så bliver vi ved, indtil vi er glade for den. Men den ene går ikke uden den anden – forstår du, hvad jeg mener? Jeg tror virkelig meget på begge dele.

Mirja: Men der kan man sige, at Brian Enos måde – altså det med at skabe nogle rammer – giver rigtig god mening. Det kan jo være alt fra deadlines og projektbeskrivelser til en konkret situation, fx at man er på et høloft og skal lave noget ud af halmballer.

M.I.L.K.: Ja, præcist!

Mirja: Hvad kan vi forvente af udspil fra M.I.L.K. henover sommeren?

M.I.L.K.: I går (under Roskilde Festival, red.) havde jeg faktisk final cut på en musikvideo til Liimas nummer ”Russians”, som jeg laver sammen med Jonas Bang.

M.I.L.K.: Så er jeg begyndt at lave rigtig mange remixes af spor, jeg får fra mine venner, som jeg har siddet og leget lidt med, og så glæder jeg mig VILDT meget til at gøre mine to ep’er 100% færdige. Den ene udkommer i sensommeren, og den anden til vinter.

Vi ser frem til udgivelsen af M.I.L.K.’s to ep’er her på Regnsky. Indtil da kan du tjekke hans nye remixes ud på soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

COPENHAGEN PSYCH FEST 2016

Copenhagen Psych Fest billede

Copenhagen Psych Festival 2016 afsluttede sidste weekend med den hedeste syrefest og efterlod mig i en overstimuleret tilstand af alskens farveindtryk og støjfusioner, som stadig synes at vibrere i trommehinderne. På fire dage formåede festivalen at illustrere genrens brede spektrum gennem et alsidigt program, hvor nye såvel som gamle psych bands var repræsenteret.

The Soft Moon spillede onsdag aften på Spillestedet Loppen, og var de første, der virkelig blæste mig omkuld, eller nærmere beskrevet KNOCKED ME OUT! Lyden af The Soft Moon kan beskrives som et hårdtslående og aggressivt mix af industrial og club – genialt! Luis Vasquez er bandets hovedproducer, og sammen med hans to andre musikere blev der udvist et musikalsk niveau og engagement ud over det sædvanlige. Gennem beatsekvenser og ekstremt stimulerende kulminationer paralyserede de publikum og fik Loppen til at sitre i spænding.

Dagen efter var Loppen atter platform for lidt af en spektakulær oplevelse, da bandet Kaleidoscope, en af psych pionererne helt tilbage fra 60/70’erne, lagde vejen forbi. Det var imponerende at se, hvordan forsanger Peter Daltrey formåede at genskabe den saft og kraft, som bandet uden tvivl har besiddet, dengang de farverige psykedeliske lydbølger rullede ind over Europa. Med lukkede øjne ville man aldrig drømme om, at manden bag mikrofonen har 70 år bag sig. Tekst og musik var bibeholdt i 67′ stil med folkloriske kompositioner og et ideologisk tekstunivers. Trods disse referencer var der ingen aldring at spore i hverken samspil eller vokal.

Senere på aftenen skal jeg love for at der blev sprøjtet ungdommelige væsker gennem festivalens årer, da Århusianske Yung rystede Børneteatrets undergrund gevaldigt. Set i forhold til den 50 år ældre Peter Daltrey repræsenterer Yungs forsanger Mikkel Holm Silkjær  med sine blot 21 år en yngre del af årets Psych Fest. Det var et overordentligt ekspressivt, utålmodigt og insisterende skud energi som bandet diskede op med fredag nat. Silkjærs krængende vokal blandet med storladne guitar grooves og fremadfusende rytmer formåede virkelig at udtrykke en ungdommens angst, apati og rastløshed, som ikke kun eksisterer i 80’ernes postpunk, men manifesterer sig hos de fleste gennem de unge år. Yung er kort sagt ALT for meget på den HELT rigtige måde!

Dagen efter fik københavnertrioen Papir lov til at varme Den Grå Hal op. For undertegnede blev de stjerneeksemplet på psych åndens potentiale og styrke. Først og fremmest var niveauet for bandets musikalske evner ekstremt højt, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for de andre bands på dette års festival. Hos Papir var samspillet dog helt exceptionelt. I en blanding af semi-improvisationer, sekvenseringer og organiske strukturer tog bandet mig med på en instrumental rejse. Papir formår at drive dig fremad uden garanti for endemålet, men sikkert er det, at du enten må give slip og følge med eller stå helt af. At lade sig føre gennem det konstant foranderlige kræver dog en tillid og tiltro til bandets evner, som skabes gennem musikken. Gennem opbygninger med noter til både jazz, elektronisk, world og rock, konfronterer musikken dig med begreber som uforudsigelighed og uendelighed, termer vi har så svært ved at forstår og acceptere. Denne konfrontation kan lede til følelser som utålmodighed og angst, hvilket får de fleste til at stå af og vende om eller forsvinde i beruselse og distraktioner. Med Papir ved roret, var der dog ingen “tankefliksflakserier”, men i stedet tillid til at give fuldstændig slip. – Og nej, Papir gør hverken brug af magi eller pokémoner, de er bare forbandet dygtige musikere!

På sidstedagen af Copenhagen Psych Fest 2016 blev Fribytterdrømme det perfekte bud på dansefesten lørdag aften. Mange havde nok set frem til bandet Spids Nøgenhat (myself incl.) der var blevet lidt af en headliner. Fribytterdrømme serverede dog et show så overbevisende, at de i sig selv sagtens kunne stå som hovednavnet, og de er helt klart et af de psychfix jeg vil gå efter næste gang jeg får “abstinenser”.

Med annonceringen af dette som deres eneste show i 2016, havde bandet Spids Nøgenhat lagt kævler i ovnen til en ikonisk koncert. Jeg har ikke oplevet bandet før, men rygterne går om trippede koncerter i særklasse, så mine forventninger var høje – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Fra første til sidste nummer synes Guf og resten af bandet at indsvøbe Den Grå Hal af stemninger, som nærmest tonede over mod ritualistiske hvælvinger. Bandet og publikum smeltede sammen i en kollektiv fejring af musikken. Ligeledes virkede koncerten som en gensidig hyldest af dette band, som gennem årene har været med til at aktualisere og repræsentere den danske syrerock og bringe mennesker sammen på tværs af baggrund og aldersspænd, blandt andet på en festival som denne!  Koncerten var dog også præget af en alvor og en tyngde, som gjorde det til en både intens, men også rørende oplevelse.

https://soundcloud.com/badafrorecords/spids-n-genhat-fred?in=badafrorecords/sets/spids-n-genhat-kommer-med-fred

Copenhagen Psych Festival er en hyldest og en fejring af psychkulturen, en kultur der manifesterer sig langt ud over musikken og koncerterne. Det er en ånd, en ambition og et budskab, som rækker tilbage til 60’ernes mantraer om fred, kærlighed og opgør med de gængse konventioner i samfundet. Du bliver nødt til at give slip for at kunne mærke ånden, men lykkedes det dig vil du blive lukket ind i universer af helt andre dimensioner…

Fotograf: Mestellés

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Four Days Of Psyche And Music” – Copenhagen Psych Festival 2016

Copenhagen Psych Festival

Var du en af dem, som blev hjemme, mens vi andre smattede rundt på Dyrskuepladsen, hvor vi brugte alt for mange penge på øl og lidt for få på hygiejnen? Eller er du måske en af de hjemvendte, der sidder og drømmer dig tilbage til campingstole, Dixieburgere og lunkne pils? Uanset i hvilken kategori du befinder dig – her kommer gode nyheder. Den 13.-16. juli (onsdag-lørdag i næste uge) afholdes nemlig Copenhagen Psych Fest, hvor et omfattende musikprogram med både danske og internationale psych-navne er på menuen. Christiania er venue for årets festival, der med navne som Deadpan Interference, De Underjordiske og Fribytterdrømme skulle give rig mulighed for at space ud, om end du er en hardcore syretripper, eller ligesom mig stadig er i gang med at udforske genren. Derudover forlyder det, at Copenhagen Oil & Light vil stå for de psykedeliske lysflader omkring scenerne, så der er ingen tvivl om, at det bliver en stemningsmættet totaloplevelse, der vil udspille sig, når Psych Fest 2016 indtager de københavnske sind den kommende uge.

Et lille historisk tilbageblik vidner om en genre med dybe rødder til de alternative dage gennem 60’ernes hippiekultur og ungdomsoprør. Legendariske kunstnere som Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band, The Doors og danske Steppeulvene står som nogle af de første eksponenter for den nyskabende og kontroversielle genre foruden Jefferson Airplane, som ofte nævnes som en af hovedpionererne. Woodstock Festivalen med mantraet “Three days of peace and music”  var ligeså en af de mange bevægelser, hvor musikken blev centrum for budskaber om fred, kærlighed og opgør med de sociale normer.

Når Christiania på onsdag åbner dørene op for dette års Psych fest, skal det dog på ingen måde forstås som et retro-tilbageblik til de gyldne heroinslørede tider. Som en sovende vulkan har musikken nemlig holdt sig levende og aktuel i undergrunden og har endog spruttet voldsomt af sig de seneste år, hvor nye bands og klubber såvel som pladeselskaber løbende er poppet frem fra undergrunden. Min egen interesse for festivalen opstod en dunkel lørdag aften i nordvest, hvor det nye Flammekaster Records bød op til fest på Sigurdsgade. Aftenen bestod af fem koncerter, hvor blandt andet Deadpan Interference og De Underjordiske spillede – bands som netop er at finde på programmet for årets Psych Fest. Derudover diskede en perlerække af DJ’s – heriblandt Lorenzo Woodrose – op med lækker, skæv og syret dansemusik hen på de sene nattetimer. Det var et mix af skønhed, noise, eufori og shoegaze. Højt niveau fra musikere og bands såvel som et dedikeret og engageret publikum, der troligt gav sig hen i en rejse mod fjernere destinationer. “Det her univers MÅ jeg simpelthen tilbage til!” tænkte jeg, som jeg stod der på det vildeste trip af toner, støj og klange. Det bliver der forhåbentlig rig mulighed for i næste uge til Copenhagen Psych Festival 2016, hvor det også er værd at nævne, at Spids Nøgenhat giver deres eneste show i 2016. Der er uden tvivl lagt på bålet til en ganske unik, syret og smuk oplevelse, når Copenhagen Psych Festival fyres afsted den kommende uge!

Deadpan Interference, Byens Lys 14/7 (torsdag) kl 22.00

Red Lama, Byens Lys 15/7 kl 22.50

Spids Nøgenhat, Den Grå Hal 16/7 kl 21.00

Resten af programmet og yderligere info kan findes på Copenhagen Psych Festivals hjemmeside: www.copenhagenpsychfest.dk

PEACE OUT!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ANDROMEDA MEGA EXPRESS ORCHESTRA!

488

Andromeda Mega Express Orchestra fører dig gennem fortiden og ind i fremtiden. Det er fusioneringer og genresammensmeltninger i levende, legende og elitære konturer. Vi er i ørgasmernes mekka, og koncerten skulle vise sig at blive en af de mest mindblowing musikoplevelser, jeg kan erindre.

AMEO (Andromeda Mega Express Orchestra) formår at bryde med diverse genreklicheer og er et levende bevis på, hvordan den instrumentale genre stadig lever og ånder – HURRA! Bølgerne fra det 18 mand stærke instrumentale orkester synes dog ikke retfærdiggøres af mig; en grøn musikstuderende blogskribent. Jeg kommer i hvert fald til kort i en anmeldelse af dem. I stedet vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at høre deres musik, og hvis du får den mindste mulighed for at opleve dem live – DO IT!

Lørdag formiddag havde jeg fået en plads på første paket foran scenen. Glanende med åben mund stod jeg hypnotiseret gennem hele sættet og glemte alt om den harske mudderlugt og den uundgåelige bag-summen fra publikum. Jeg lyttede; lyttede til mine ører var ved at falde af; lyttede til lagene, helheden, instrumenterne, stemningerne og overgangene. Til harpen, til kontrabassen, til trompeterne og keyboardet, koklokken, fagotten og trommesoloerne. Det svingede, dissonerede, harmonerede, breakede, overraskede, kulminerede, forsvandt og genfødtes… Men som sagt: AMEO er et band, som skal opleves. Med dette indlæg vil jeg i stedet lade falde en tribute til nogle af musikkens legender og føre dig ind i et jazzet og eksperimenterende univers af rytmer, klange og fusioneringer i de højere luftlag. Vi er i egnene for jazzen og avantgarden. Hvor improvisationerne hersker på linje med et absolut og ekstraordinært højt musikalsk niveau, hvor genier, evner og 12-timers øvedage er det eneste, som holder dig blandt eliten. Er denne verden stadig fremmed for dine trommehinder, frygt ej, for her kommer et lille håndpluk af delikatesser fra legendernes tid.

Først vil jeg lægge ud med en reference til filmen Whiplash. Måske har du allerede set den, men ellers følger en stærk anbefaling herfra. Narrativt og auditivt er den ganske eminent, og jeg vil vove at postulere, at selv den mest jazzforskrækkede lytter vil kunne blive forført af Damien Chazelles filmunivers. Whiplash er både filmtitlen og navnet på det arrangement, som den unge trommeslager bliver tæsket igennem af den højtprofilerede orkesterdirigent “Fletcher”. Whiplash er egentlig komponeret af den amerikanske komponist og saxofonist Hank Levy og er at finde som åbningsnummer i Don Ellis’ album “Soaring” fra 1973.

Når du hører nummeret, vil du måske give mig ret i, at der er noget urban-jungle, New York City-vibe over den, og det var blandt andet noget af den vibe, som Andromeda Mega Express Orchestra spandt mig ind i denne lørdag eftermiddag. Lyt og læg mærke til den flirtende intro i blæsersektionens klare skarpe “call” og en dyb fuzzy “respons” – frækt forspil som leder over i et forløsende groove – det er 70er, det er funk, det er jazz – det er WAUW!

Er dette alligevel lidt for pebret, så er Dave Brubecks “Take Five” måske et lidt mere moderat sted at starte. Her er vi lige 10 år længere tilbage i tiden, men det er stadig ligeså forførende, tight og eklatant som et glas rislende bobler i sommerens gyldne eftermiddagstimer. Luk øjnene og tænk dig tilbage til en gåtur i 1950’ernes gader i New York eller en bænk i Barcelona.

En tur med Andromeda Mega-ekspressen er en potpourri af historier, fortalt gennem breaks, temposkift, harmonier og sammensmeltninger af stilarter. Det er medrivende og actionpræget uden et eneste ord, men med en farvepalet og fremdrift ligeså hektisk som Kung Fu Panda 3. Ud over islættet fra jazz og bigband-genren udspandt der sig narrativer undervejs i koncerten, hvilket ledte mine tanker hen på genier fra den mere klassiske verden – nærmere bestemt Wilhelm Richard Wagner. Wagner brugte klangbilleder, orkesterfarver og ledemotiver til at udvikle dramaet og skabe følelsesmæssige udtryk. Han brød med klassikkens konventioner til fordel for det ekspressive drama, og det er svulstighed, ekstravagance og pompøsitet for fuld udblæsning. Især ledemotivet fik stor betydning for senere filmmusik, og i dag er musikken en afgørende emotionel og narrativ katalysator i både film og medieverdenen – tænk bare på jinglen! Et andet eksempel kunne være de klassiske Disney-film, som i høj grad er kendetegnet af deres musikalske lydflader.

Nå, denne anmeldelse af AMEO er tydeligvis stukket helt af for mig. Tænk, at en koncertoplevelse kunne lede mig gennem et univers af Disney, Wagner og 70er-jazz  – hungrede jeg bare efter at kunne inddrage ledemotiver og jazzens legender i et blogindlæg? Eller er det måske en ny form for Roskilde syge? I så fald er det AMEO-feberen som taler, og hvis du ikke vil blive smittet, kan det være, du skal lade være med at klikke på nedenstående link. Men hvis du ikke kan lade være, må jeg ærlig talt indrømme, at denne febervildelse er PRETTY AWESOME!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: “If nobody loves you – I do”

Skærmbillede 2016-07-01 kl. 17.43.38

”If nobody loves you – I do”, sådan lød det fra Anderson .Paak som spillede Apollo op fredag eftermiddag. Flertallet af årets festivalgæster var nok lidt flade efter seks dages intense Roskilde-udskejelser, men så gav Brandon Park Anderson den bare op for alle de hængende hoveder og halvslatne festivalkroppe, der troligt var troppet op til en god omgang R&B/hiphop. Det var da også en misundelsesværdig energi, som blev udvist fra Paak, og man kunne næsten tro, han havde taget en ordentlig bane inden showet – for seriøst; han gav den så meget gas, at selv Duracell-kaninen ville blive overhalet.

Paak kan synge, rappe og spille de svedigste trommer.  Hvor de fleste nok ville holde sig til ”one thing at a time” administrerede Paak både rollen som rapper, sanger og den fedeste trommeslager på en samme tid som en anden Yedi.

Hiphop genren er ikke den genre, som jeg har gjort mig mest i, men grundet Emil Wilk aka M.I.L.Ks stærke anbefaling af Anderson .Paak med beskrivende referencer til D’Angelo og Kendrick Lamar, blev jeg alligevel hooked på tanken om at få denne oplevelse med i min øl-klistrede og mayoplettede bæltetaske.

Konklusionen efter koncerten er helt sikkert, at der måske alligevel kunne gemme sig en lille gangster inde i maven på mig. Eller måske var det kombinationen af, at Paak er ligeså meget sanger, som han er rapper og får inkorporeret den instrumentale bandgenre med hiphop og R’n’B. “Paak har groove helt ind til knoglerne” lød ordene fra en af de mere hiphop-kyndige koncertgængere, som jeg faldt i snak med efter koncerten, og jeg må give ham fuldstændig ret og kan blot tilføje;

“Anderson .Paak – I love you too <3” 

https://youtu.be/goowZIoycU8

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *