Mathias Gavnholt (26 indlæg)

Feature

Derfor bliver du nødt til at høre Ross From Friends på Roskilde Festival

Af Mathias Gavnholt den
Pressefoto

Hvis der er én kunstner, jeg kan anbefale i år, så er det ham med det åndssvage navn, Ross From Friends. Det er nyskabende house, som selv din mor kan forstå. Grunden til, at Ross From Friends er noget af det mest aktuelle inden for house-genren lige nu, er, at han formår at bruge stemningen i musikken til at definere numrene. På den måde gør han kærligshedssange gribende, selvom teksten typisk består af den samme linje, der bliver samplet om og om igen. Når den samme smukke linje bliver bakket op en syret, men kontrolleret bas, keys og samples, gør han numrene catchy. Og når breaks i numrene kommer på overraskende, men samtidig oplagte, tidspunkter, formår han at fastholde lytterens opmærksomhed på en måde, hvor man hele tiden spidser ører. Tilsæt skæv percussion eller drumpad og så har du hovedingredienserne til Ross From Friends’ succes på plads.

Engelske Felix Clary Weatherall er manden bag det underlige kunstnernavn. Forklaringen skulle angiveligt være, at han på et tidspunkt ejede en DVD-afspiller, der kun var i stand til at spille den samme DVD med ‘Venner’, fordi den sad fast i afspilleren. Finurligheden bag navnet finder man også i musikken, hvor der sniger sig spøjse elementer ind. Tag for eksempel introen til ‘John Cage’, hvor en form for terapi-session er samplet som en slags intro. Mon ikke den form for legesyge kommer til at kunne mærkes endnu mere, når han skal skrue en helt koncert sammen.

Ross From Friends er tilknyttet det LA-baserede pladeselskab Brainfeeder, der huser kunstnere som Flying Lotus og Thundercat. Og det giver god mening, at han er tilknyttet netop der, hvor den eksperimenterende elektroniske musik vælter ud. En af forskellene mellem Ross From Friends og de to førnævnte er, at han har fundet en form for gylden mellemvej mellem off-beat trommeslag og mærkelige lyde og så det poppede, der gør, at mange flere kan være med.

Han plejer i øvrigt at optræde med et par live-musikere. Så hvis du har problemer med at hive dine venner med op, på grund af det evigt trættende argument at det “bare er en, der trykker på knapper”, så kan du smide den på bordet. Og mon ikke også han har en plan med bandet, for selvom viben omkring ham kan virke fjollet, så er der en mening med hver eneste lille detalje.

Ross From Friends spiller fredag kl. 18.00 på Apollo.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Atmosphere erobrede med rutine, hjerte og syfillys-jokes

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Dan Monick

“Oh, i just forgot my jacket”, siger frontmand Slug, da han går ind på scenen igen. “Y’all have to leave, they gotta sweep the floors in here”, fortsætter han. Der er dog ikke rigtig nogen, der er i tvivl om, at Atmosphere er gået på scenen igen for at spille ekstranumre. Især ikke en fan, der står på anden række, og som skynder sig at ønske et nummer. Slug er ikke overbevist. Først prøver han at forklare, at det giver mening, at han spiller det, som han selv har valgt ud. Bagefter siger han, at det kan være, han ikke kan huske teksten til nummeret. Til sidst giver han sig.

“Is that possible?”, spørger han Ant, der er den producerende halvdel af Atmosphere. Uden noget klart svar, går han i gang a capella, og leverer et helt vers tilsyneladende fejlfrit. “Of course i know the lyrics.”, når han lige at sige, inden Ant blæser musikken ud af højtalerne, lyset intensiveres og Slug napper resten af nummeret, i hvad der må siges at være aftenens mest overbevisende øjeblik under lørdagens koncert.

Et par stærke tracks mere, hvor Dem Atlas og The Lioness, der også var aftenens support sammen med DJ Keezy, hjælper til på scenen, og aftenens koncert, slutter lige så stærkt, som den startede.

Allerede i løbet af aftenens andet nummer kan man mærke det. Den der energi, der kommer fra scenen, som sender energi tilbage igen. Man ved, det bliver en god aften. En god aften i selskab, med en hiphop-gruppe, der leverer tekster med indhold og nogle gange i en opfindsom og historiefortællende stil. En gruppe der leverer klassiske beats og skarpe rim og som efterhånden har ni albums på bagen. Debutalbummet er fra 1997, og nogle af de mest ikonsiske som ‘GodLovesUgly’ og ‘When Life Gives You Lemon, You Paint That Shit Gold’ er fra 2002 og 2008. Derfor er det også en gruppe, med rutine, der står på scenen, og det kan man mærke. Lige så vel, som Slug bemærker, at publikum ikke er helt ungt længere. “I see a lot of fucking old people in here.”, siger han og fortsætter: “I’m surprised there was enough daycare to acommadate y’all.”

Den jokende stil fortsætter hele aftenen. Selvom han er på, når musikken kører, og spytter det ene komplicerede vers efter det andet, så er han helt jordnær, når han snakker i mellem. Selv en joke om syfillis er der plads til. Jeg forstod den aldrig helt selv, da jeg havde travlt med at prøve at forstå, om han rent faktisk sagde ordet syfillis. Men det gjorde han, for kort efter spørger han publikum ved håndsoprækning, hvor mange der har haft syfillis, inden han indrømmer, at han selv har haft sygdommen to gange, men at han rigtig godt kunne lide de øjeblikke, hvor han fik blev smittet med sygdommen. Og så starter han ellers på et nyt, tight, oldschool nummer. Den rytme kører egentlig gennem hele koncerten, og det virker. Selv da koncerten er slut, vil publikum have mere, og der blev der også plads til både dance- og freestyle battles foran Koncerthusets døre, på trods af, at store dele af publikum har nogle år på bagen og små dele af publikum åbenbart har haft syfillis.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Månedens bedste tracks: Marts 2019

Af Mathias Gavnholt den
Mars og Hollys nye udspil imponerede i marts. Foto: Brian Raaby Andersen.

Holder det, når en norsk sangerinde forsøger sig med et Cher-cover? Kan Tame Impala stadig noget efter mange års pause? Og bliver der overhovedet lavet nye numre, der passer perfekt til et roadtrip? Ja, lyder svaret, og det er alt sammen blevet bekræftet i løbet af marts måned.

Astronaut – New York 

Jeg har tidligere beskrevet min beundring af det danske indie-rockband Astronaut i forbindelse med udsendelsen af deres første single Inside An Atom, som er et sneak-peak på deres debutalbum Silence One, der udkommer senere i foråret. For at lette spændingen bare en smule, har de fem flamboyante århusianere været så generøse at diske op med endnu en delikat forsmag inden albummet rammer gaden. Smagsprøven hedder New York og er en sammensmeltning af 70’er pop ekstravagance og space noir, der bliver tilført en excentrisk vibe af nutidig New Yorker lyd og disco rytmik, der får mig til at tænke Vinnie Who, og at jeg ikke kan stå stille, når jeg lytter til det. (Laura Fromm)

  • Astronaut kan opleves live den 17.04 på Radar i Aarhus  eller den 10.05. på Beta i København.

Okay Kaya – Believe 

Den norske sangerinde Okay Kaya, som nu (apropos Astronauts nye single) er flyttet til New York, er for mig en af de mest håbefulde stjerner på indiepoppens himmellegeme, hvor kun de bedste får lov at brænde igennem. Der er noget utrolig fint og skrøbeligt ved den unge sangerindes silkebløde og harmoniske lydunivers, der samtidig emmer af enorm styrke og ærlighed. Da jeg først så, at hun havde begivet sig ud i en coverudgave af Cher’s Believe begyndte de blasfemiske alarmklokker at ringe, men da jeg spændt og noget skeptisk gav nummeret en chance, blev jeg overvældet af en lavmælt og jazzet udgave, hvor Okay Kayas nonchalante og satinagtige vokaler hurtigt bevidner om, at det faktisk er muligt at rykke bare en anelse ved en klassiker, som man ellers troede stod urokkeligt. (Laura Fromm)

  • Okay Kaya kan opleves live i VEGAs Ideal Bar den 20.04, og jeg har meget svært ved at vente! 

Mars & Holly – Anker Hos Dig

Den spritnye danske duo Mars & Holly udgav tidligere på måneden deres debut-EP Lårkorte Tanker, og jeg har flere gange ærgret mig over, at jeg ikke kunne finde tid til at skrive om den forrygende dejlige, dansksprogede EP. Jeg har skamlyttet EP’en, og derfor er det også oplagt, at der skal et nummer med derfra. Mit valg er faldet på Anker Hos Dig, som er en vaskeægte synthpop-basker. Nummeret er knivskarpt produceret af duoens ene halvdel – det tidligere The Minds of 99-medlem Mikkel Bech-Hansen – der sammen med vokalist og pianist Amy Horn udgør Mars & Holly. Men trods den rene pop-produktion er der stadig plads til leg og opfindsomhed, og jeg synes konstant, at jeg opdager små, nye detaljer for hver gang, jeg lytter til Anker Hos Dig. (Peter Pishai Storgaard)

    • Man kan i øvrigt opleve Mars & Holly på Radar i Aarhus på fredag den 12. april og dagen efter i Ideal Bar i København; begge aftener varmer de op for JÆRV.

Middle Kids – Real Thing

Hvis man var i tvivl om, hvorvidt sommeren nærmer sig, er man det ikke, efter at have lyttet til australske Middle Kids seneste udspil. Real Thing er et jangly postpunk-nummer om den livslange jagt på meningen med livet – hverken mere eller mindre. Nummeret er en forløber til bandets kommende mini-album New Songs For Old Problems, der udkommer til maj, og er for mig det perfekte soundtrack til et roadtrip gennem den australske outback – eller op gennem de svenske skove, hvis man ikke orker at køre helt til bandets hjemland. Det er fandme the real thing. (Peter Pishai Storgaard)

      • Middle Kids har endnu ikke offentliggjort en koncert i Danmark, men mon ikke det kommer – de er i hvert fald i London i slutningen af juni. Indtil da kan man se frem til mini-albummet New Songs For Old Problems, der udkommer på Lucky Number den 24. maj.

Tame Impala – Patience

Som en perfekt afbalanceret drink, rammer Patience med Tame Impala alle de rigtige steder. Hvis Patience var en cocktail, så var den med masser af citrus, uden at være sur, frugtig uden at være sød og med masser af alkohol for pengene. Jeg har muligvis arbejdet lidt for meget som bartender på det sidste, så hvis den skal tages bogstaveligt, så har Kevin Parker skruet et nummer sammen, der formår at være rock’et uden at være indie-stereotypt, poppet samtidig med at det er udfordrende, og originalt mens det stadig er nemt at lytte til. Propper man lidt inderlighed og kløgtig tekstskrivning i shakeren, så har man Tame Impalas nye tørstslukker. (Mathias Gavnholt)

  • Tame Impala kan opleves på Northside den 6. juni. Og de er vanvittige live. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at hvis du er på festivalen, og du undlader at se koncerten, så skal du seriøst overveje at søge noget hjælp.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Publikum blev ved med at danse, selvom koncerten var slut

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Rasmus B. S. Hansen

R’n’B-klassikere og poppet hip-hop brager ud af Store Vegas lækre højtalere. Publikum, ser ikke ud som om, de kommer til at stoppe med at danse før en eller anden hiver stikket. Der er forskel på dans, men det her, er af den slags, hvor brede smil er lige så dominerende som svingende hofter. Hvis en almindelig aften på diskotek var bare tilnærmelsesvist, som de første 15 minutter efter NAO’s koncert onsdag den 13. marts, så ville jeg begynde at slæbe min 28-årige krop på klub igen.

Nårh ja, så der er jo også selve koncerten, som nok er en af grundende til, at der var så god stemning, da musikken kom på efterfølgende. NAO laver en form for poppet electro-soul, hvor selv de stille numre har et elektronisk klimaks eller en dansevenlig vibe. På de forskellige numre, kan man høre, at hun har en smuk og teknisk stærkt sangstemme. Men bare ét minut inde i koncerten, finder man ud af, at hendes stemmeregister er endnu højere, end man kan høre gennem hørebøfferne.

Før koncertens start begynder der pludselig at komme en smule tumult bag mig. En manden kommer farende fremad, mens han lyser på folk med en lommelygte. Dårlig stil, når jeg lige at tænke, før det går op for mig, at han har aftenens hovedperson med sig, som kort efter stiller sig op på en lille kasse midt i salen og starter koncerten med nummeret ‘Another Lifetime’. Et nummer, hvor hun synger i toner, der er absurd høje. I øjeblikket tænker jeg: “det er da umuligt at komme helt derop”, men der er selvfølgelig også folk, der har besteget Mount Everest.

Foto: Rasmus B. S. Hansen

Den naturlige faldgrube, når man har en stemme som NAO’s, er, at det hurtigt kan blive for fokuseret på selve stemmen, og i stedet for at man ser en koncert, ser man en en form for sangteknisk show-off. Det er ikke tilfældet på Vega, hvor numre i højt tempo og adskillige ørehængende hits gør, at fokus er forskelligt. Blandt andet ‘Complicated’ og ‘Firefly’, der er blevet til i samarbejde med Mura Masa, bidrager til, at man bliver beskudt fra flere vinkler.

Samtidig kan det også være en udfordring at have et meget elektronisk bagkatalog og et nyt album, der er mere analogt. Men i sær trommeslagerens elegante skift fra drumpad til klassiske trommer gør, at koncerten rammer et godt sted midt i mellem dubstep og indie. Alt i alt er NAO og bandet gode til, at ramme det gyldne punkt i midten. En koncert der hverken er for stillestående eller for fokuseret på sangerindens dans, for stille eller for larmende, eller for følelsesladet eller kold. Og så har hun i den grad publikum med sig. Klappen mellem numrene er åbenbart ikke nok, og mange tyer til trampen i gulvet og hujen, der får NAO til at rødme og vise en mere menneskelig side, end den hun viser, når kommer op i bjerg-høje toner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Mick Jenkins var et vandfald af rim

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Kasper Pasinski

‘WATER’ svarer salen i Pumpehuset, hver gang Mick Jenkins råber ‘DRINK MORE’ fra scenen. Han har stort fokus på, at publikum skal være med. I starten er det svært at forstå, om ‘i can’t do this alone’ er en opsang eller en en opfordring, for publikum er ret godt med, selvom han gentager sætningen en del i løbet af koncerten. Men noget virker i hvert fald, for aftenen slutter med en energiudladning fra hele salen, hvor det er svært at få øje på en eneste, der ikke har hænderne i vejret.

Til gengæld starter aftenen blødt ud. Roger Beattaker varmer salen op fra sin pult med dansevenlige beats. Han leverer et sæt der bygger op uden at eksplodere. Mod slutningen af sættet træder en konferencier ind på scenen og spørger på klassisk vis publikum, om de er klar til at høre aftenens hovednavn. Men lige så klassisk, som det trick er, lige så uventet er det, at konferencieren viser sig at være det danske R’n’B-talent, Jens Nørhave, som lige smider to vers ind over Beattakers lækre elektroniske lyd, og får aftenen til at tegne endnu bedre.

Da Jenkins går på onsdag den 6. marts, er det knap så elektronisk. For i stedet for det klassiske set up, man ser hos mange rappere, er der også en bassist og en trommeslager med. Og det spiller fandme godt op ad Jenkins’ aggressive flow og teksttunge vers. Bandet er lige så velspillende, som Jenkins er på pletten, når han kører en times koncert med rim nærmest uden afbrydelser. Og så er det også bare lidt mere tilladt at skifte en sang over i bossanova, når det er spillet live.

‘Put your motherfucking hands in the air’

Når Jenkins i en af sine få pauser mellem numrene fortæller, at han har været på Christiania tidligere på dagen, og at han godt kunne lide det, er der ikke mange, der ser chokerede ud. Hvis der fandtes en pris for månedens mindst overraskende melding, ville den være en klar kandidat. Han rapper om at ryge joints, og kommer konstant med opfordringer til at drikke vand både på sin albums og til koncerten. Han gik endda forrest som det gode eksempel og drak, hvad der lignede seks flaske vand under koncerten. Han fik da også passet en joint kort efter meldingen kom. Når det så er sagt, så er han også et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre, at gøre et professionelt stykke arbejde, selvom man haft hænderne godt nede i skunkposen. Måske tricket bare er at drikke masser af vand.

Den stil, hvor Jenkins og bandet vælger at gøre det så live som muligt, er på bekostning af mange af de største hits. Et populært nummer som ‘Angles’ er udeladt – måske fordi, at store dele af sangen er med gæstekunstnere, der i så fald skulle være spillet fra et backing-track. Men aftenens koncept er gennemført nok til, at det er svært at savne noget.

Man savner i hvert fald ikke nogen hænder i vejret på ‘Jerome’, der er aftenens sidste nummer. Jeg tror aldrig, jeg har set så stor en procentdel hænder i vejret på én gang før. Om det er fordi, at der bliver sunget ‘put your motherfucking hands in the air’ i omkvædet, fordi Jenkins flere gange har understreget, at han ikke kan klare det alene, eller fordi det bare er en gennemført koncert, der når sit klimaks er svært at afgøre. Det er sgu nok en god kombination af det hele.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *