Mathias Gavnholt (26 indlæg)

Feature

Interview: Frej Levin fandt Natkat i et LSD-trip

Af Mathias Gavnholt den
Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.

Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.

Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?

Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.

Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?

Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.

Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?

Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.

Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.

Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.

Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?

Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.

Hvad for noget musik skal du se?

Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.

Hvornår fik du den CD?

Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.

Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?

Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.

Hvad er det for noget?

Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.

Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?

Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.

Hvorfor tror du det ville passe sammen?

Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.

Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?

Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Apollo lukkede Roskilde Festival med en tre timer lang rumrejse

Af Mathias Gavnholt den
The Comet Is Coming. Foto: Fabrice Bourgelle

I en genial tidsmæssig placering af de to sidste koncerter, skød The Comet Is Coming publikummerne afsted mod rummet, hvorefter DJ Koze lod dem svæve i vægtløs tilstand i nærheden af solen.

Klokken 23.45 lørdag aften startede The Comet Is Coming rakketen. Og da mørket faldt på, var der mulighed for at bruge Apollos fantastisk lys. Faktisk har Apollo flere lysenheder end Orange Scene, men den mulighed blev ikke udnyttet til fulde. Måske fordi, der var så meget andet at komme efter.

The Comet Is Coming kan beskrives som en slags space-jazz. King Shabaka, der er en gudsbenådet saxofonist, går bogstaveligt amok, når han står på scenen med det smukke instrument. Konstanten i dette rum-jazzede projekt er synhetziseren, som Danalogue The Conquerer havde helt styr, da bandet fik datoen til at gå fra den 6. juli til den 7.

Selvom jeg synes, det lød udemærket, da jeg hørte det hjemmefra, var jeg stadig ikke helt overbevist. Det var faktisk først, da jeg blev hevet med ind til koncert med Sons Of Kemet fredag aften, at jeg besluttede mig for at skulle se The Comet Is Coming, for under den koncert kunne jeg se, hvad King Shabaka kan. Han spiller nemlig i begge bands og er endnu vildere live.

Jeg har ikke nogen teknisk viden om saxofonen, men når Shabaka er i nærheden af den, begynder den at spille lyde i en kombination, der gør, at du ikke kan stå stille. Faktisk har du lyst til at bevæge dig på en måde, der får dig til at se komplet idiotisk ud. Du får lyst til at ryste din krop og dit anisgt, som sidder du på en bustur i Angola med en rigtig dårlig chauffør, der holder speederen i bund, mens han kører ned af en bjergside på en grusvej.

Kombineret med røg, konstante lyskegler, Danalogue The Conquerers synths og Betamax Killers trommer ramte The Comet Is Coming nattestemningen perfekt, og sørgede for den afgang væk fra jordens overflade, der var brug for på sidstedagen.

Klokken 02.00, var det erfarne DJ Kozes tur, til at lede de folket gennem galaksen. Og her var det nærmere det visuelle, der gjorde det hele lidt spacy.

På den guidede tur, føltes det som om at blive ledt forbi en kamp mellem rebellerne og imperiet fra Star Wars – for hold nu kæft, hvor var der meget lys. Rødt lys, blåt lys, hvidt lys, lys med mønstre i og lys der bevægede sig langs med hinanden eller modsat hinanden, som om de dansede til lyden af Kozes house.

Og netop lyden, var der heller ikke noget i vejen med. Det var som om, at alle de temposkift der var i settet, kom lige når de skulle. Han havde mig i sin hule hånd hele vejen igennem, og jeg havde hverken lyst til- eller kunne finde vej ud af hans rumskib, som evigt skruede på cockpittets knapper.

Man kan næsten altid regne med at koncerterne på Apollo varer 60 minutter sharp. Men Koze fik lov at få dobbelt sp lang tid, hvilket ikke var et sekund for meget. For undervejs var den tanke, der kom tilbage flest gange, at turen for alt i verden ikke måtte stoppe.

Den to timer lange koncert sluttede med en cirka 10-12 minutter lang udgave af det sommerlige hit Pick Up, der endte med at gøre den varsling til virkelighed, som The Comet Is Coming lovede tre timer forinden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Tak for Schacke og den nye Countdown

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Cameron Pagett

Countdown-scenen på Roskilde Festival har aldrig rigtig fungeret. Dårlig eller simpelthen bare for lav lyd har ødelagt fremadstormende artisters ellers gode koncerter. Et godt eksempel er Av Av Av, der fik alt til at fungere i 2015. Det var dengang scenen hed Apollo Countdown. Det eneste problem var, at lyden var så lav, at det hele tiden føltes som om, der manglede noget. Scenens lydkvalitet var lige så dårlig, som madboderne i år er til rent faktisk at have de ting, der står på deres menukort. I år er Countdown ændret for det bedre, og den Københavnske techno-producer Schacke viste mandag aften, at den ringe lyd er fortid.

Jeg tror ikke, der findes en bedre måde at overbevise folk om, at der er god og høj lyd på en scene end ved at sætte Schacke til at spille på den. For der er få som ham, der presser sine højtalere til det yderste. Hårdtpumpende techno skal høres højt! Og det blev det også. Og shit, hvor kan han skrue et sæt sammen, der rammer lige i øregangene.

Jeg tror magien ved techno er lidt svær at få øje på for mange. Men hvis man lytter efter, når Schacke går i gang, finder man ud af, at det er lidt med ham, som det er med Sopranos. At det, der sker i øjeblikket, har noget at gøre med det, der sker senere. Så lige som Tony Sopranos eskapader fra sæson tre bliver endnu mere relevante i sæson fem, så er det, man hører til Schacke sandsynligvis noget, som giver endnu bedre mening fem eller ti minutter efter, man har hørt det. En fremragende kalkuleret fest, hvor det eksploderer, fordi settet har bygget op over tid. Koncerten var en forløsende kontrast til lejranlæggenes basale bass-drops.

Schacke gik på scenen klokken 21.30, og det viste sig også at være det rigtige tidspunkt. For da solen langsomt gik ned bag scenen, begyndte lysshowet at træde i karakter. Det fuldendte oplevelsen, som når man kommer chili i en shawarma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Death Grips: Det sikreste sted var mosh pitten

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Gobinder Jhitta

Det kan i den grad give bagslag at have høje forventninger til en koncert. Og det havde jeg til Death Grips klokken 02.00 natten til lørdag. Det skulle være vanvid, der skulle moshes, og der skulle være en meget tatoveret fyr, der stod og råbte ind i en mikrofon i en time om analsex i pitten og andre absurditeter, mens højtalerne på Arena smadrede støjguitar og bas fra en computer. Men jeg blev ikke skuffet, for det var præcis det, der skete.

Der var endda plads til lidt, der gik over forventning. En kampenergisk trommeslager straffede trommesættet, som om, at det ikke var meningen, de skulle virke, når koncerten var slut.

Men det, der nok var vigtigst, var, at intensiteten steg gennem hele koncerten. Der var ingen snak, ingen vinken til publikum, ingen pauser, der var bare mere musik, som var hårdere, end det der lige havde været der. Og det var ikke fordi, at de ikke startede hårdt ud. Både Get Got og I´ve seen Footage blev sendt afsted tidligt under koncerten som to hits, der skulle give det sidste skud doping, som kunne garantere energi nok blandt publikum, selvom klokken var cirka 02.30 fredag på Roskilde Festival.

En smøg og en knytnæve

Man kunne måske forestille sig, at det ville blive for farligt forrest. For når minimumsgrænsen for, hvornår folk begynder at moshe, er, at musikken har en rytme, så kunne det gå galt til Death Grips. Og det gjorde det også, bare ikke i pitten. For crowden, der nok havde en af de skæveste kønsfordelinger jeg længe har set, kunne rent faktisk finde ud at moshe.

På trods af, at der var travlt hos sammaritterne, og der gik rygter om flækkede øjenbryn og forstuvede fødder, så kunne man føle sig virkelig sikker, fordi man kunne se, at hvordan folk beskyttede de faldne og hev dem op, mens der blev blokeret for massen af mennesker, der kom for at skubbe. Jeg var ikke den eneste, der følte mig sikker. På et tidspunkt stod min homie og røg en smøg, mens cirklen var åben, og folk var klar til at løbe ind. Han lignede dog en, der ikke rigtig vidste hvor han var, men det var lige meget, fordi folk var opmærksomme. Min anden ven formåede at parodiere samme situationen til næste gang moshing, og han nåede at ryge en hel smøg bortset fra de sidste par hvæs, inden massen ramte ham.

Problemet var i stedet, at den samme homie, som var så uopmærksom i pitten, endte med at blive straight up slået i ansigtet af en fyr med bøllehat, fordi han troede, at han var kommet til at skubbe til ham. Det var han ikke. Det var en anden. Jeg ved ikke, om det dummeste er, at man slår et andet menneske, eller at man tager til Death Grips og forventer, at folk ikke kommer til at støde ind i hinanden. Min ven er okay, men det lagde en dæmper på stemningen, som koncerten slet ikke fortjente, og det kunne have gået galt. Så husk nu også at være opmærksom når du ikke mosher, og lad være med at stille dig helt oppe foran til festlige koncerter, hvis du ikke er klar på at holde en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Derfor bliver du nødt til at høre Death Grips på Roskilde Festival

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Loren Wohl / NPR

Selvom jeg meget selektivt vælger, hvem af mine venner jeg introducerer Death Grips for, er det stadig under halvdelen af dem, der kan lide det. Death Grips deler virkelig vandene. Dels fordi, det er hiphop blandet med noise og punk. Hvilket oversat til folk, der ikke har forstand på genrerne, bare betyder larm. For dem, der godt kan lide, når det hele går lidt for meget amok, er det til gengæld umuligt ikke at elske lyden af tunge rim, decideret ulækre tekster og vanvittige temposkift i en meget uhellig forening. Dette udpluk fra sangen ‘Hahaha’ kan måske give et billede af stemningen.

“I’ll do anal in the pit

Repulsive as a benched knick

Show your titties and I’ll spit

These chicks are crazy, god”

Death Grips spiller sjældent koncerter, selvom de har et ry for at være særligt dygtigste til netop dette. Derfor er smadder på Arena fredag aften også en oplevelse, der helt sikkert ikke kommer til at gentage sig. For du finder ikke noget, der er lige som Death Grips. Er du ikke helt overbevist endnu? Så prøv at se om det kan lykkedes dig at se denne video til ende.

Det kan godt lyde som en stor pærevælling af lyde, men det giver faktisk mening, hvis man har lysten til at lægge mærke til detaljerne i numrene. MC Ride, Zach Hill og Andy Morin formår nemlig, at skrue larmen sammen, så du får denne ustandselige trang til at gå amok.

Indrømmet; jeg sælger det måske ikke så godt. Men prøv at se på det sådan her: Vi har alle sammen brug for at få vores aggressioner ud en gang i mellem. Nogle råber af andre i trafikken, nogle bliver hooligans, nogle lader vreden gå ud over muslimer, og så er der et lille mindretal, som vælger at tage til koncert med Death Grips.

Death Grips spiller fredag klokken 02.00 på Arena.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Derfor bliver du nødt til at høre Ross From Friends på Roskilde Festival

Af Mathias Gavnholt den
Pressefoto

Hvis der er én kunstner, jeg kan anbefale i år, så er det ham med det åndssvage navn, Ross From Friends. Det er nyskabende house, som selv din mor kan forstå. Grunden til, at Ross From Friends er noget af det mest aktuelle inden for house-genren lige nu, er, at han formår at bruge stemningen i musikken til at definere numrene. På den måde gør han kærligshedssange gribende, selvom teksten typisk består af den samme linje, der bliver samplet om og om igen. Når den samme smukke linje bliver bakket op en syret, men kontrolleret bas, keys og samples, gør han numrene catchy. Og når breaks i numrene kommer på overraskende, men samtidig oplagte, tidspunkter, formår han at fastholde lytterens opmærksomhed på en måde, hvor man hele tiden spidser ører. Tilsæt skæv percussion eller drumpad og så har du hovedingredienserne til Ross From Friends’ succes på plads.

Engelske Felix Clary Weatherall er manden bag det underlige kunstnernavn. Forklaringen skulle angiveligt være, at han på et tidspunkt ejede en DVD-afspiller, der kun var i stand til at spille den samme DVD med ‘Venner’, fordi den sad fast i afspilleren. Finurligheden bag navnet finder man også i musikken, hvor der sniger sig spøjse elementer ind. Tag for eksempel introen til ‘John Cage’, hvor en form for terapi-session er samplet som en slags intro. Mon ikke den form for legesyge kommer til at kunne mærkes endnu mere, når han skal skrue en helt koncert sammen.

Ross From Friends er tilknyttet det LA-baserede pladeselskab Brainfeeder, der huser kunstnere som Flying Lotus og Thundercat. Og det giver god mening, at han er tilknyttet netop der, hvor den eksperimenterende elektroniske musik vælter ud. En af forskellene mellem Ross From Friends og de to førnævnte er, at han har fundet en form for gylden mellemvej mellem off-beat trommeslag og mærkelige lyde og så det poppede, der gør, at mange flere kan være med.

Han plejer i øvrigt at optræde med et par live-musikere. Så hvis du har problemer med at hive dine venner med op, på grund af det evigt trættende argument at det “bare er en, der trykker på knapper”, så kan du smide den på bordet. Og mon ikke også han har en plan med bandet, for selvom viben omkring ham kan virke fjollet, så er der en mening med hver eneste lille detalje.

Ross From Friends spiller fredag kl. 18.00 på Apollo.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Atmosphere erobrede med rutine, hjerte og syfillys-jokes

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Dan Monick

“Oh, i just forgot my jacket”, siger frontmand Slug, da han går ind på scenen igen. “Y’all have to leave, they gotta sweep the floors in here”, fortsætter han. Der er dog ikke rigtig nogen, der er i tvivl om, at Atmosphere er gået på scenen igen for at spille ekstranumre. Især ikke en fan, der står på anden række, og som skynder sig at ønske et nummer. Slug er ikke overbevist. Først prøver han at forklare, at det giver mening, at han spiller det, som han selv har valgt ud. Bagefter siger han, at det kan være, han ikke kan huske teksten til nummeret. Til sidst giver han sig.

“Is that possible?”, spørger han Ant, der er den producerende halvdel af Atmosphere. Uden noget klart svar, går han i gang a capella, og leverer et helt vers tilsyneladende fejlfrit. “Of course i know the lyrics.”, når han lige at sige, inden Ant blæser musikken ud af højtalerne, lyset intensiveres og Slug napper resten af nummeret, i hvad der må siges at være aftenens mest overbevisende øjeblik under lørdagens koncert.

Et par stærke tracks mere, hvor Dem Atlas og The Lioness, der også var aftenens support sammen med DJ Keezy, hjælper til på scenen, og aftenens koncert, slutter lige så stærkt, som den startede.

Allerede i løbet af aftenens andet nummer kan man mærke det. Den der energi, der kommer fra scenen, som sender energi tilbage igen. Man ved, det bliver en god aften. En god aften i selskab, med en hiphop-gruppe, der leverer tekster med indhold og nogle gange i en opfindsom og historiefortællende stil. En gruppe der leverer klassiske beats og skarpe rim og som efterhånden har ni albums på bagen. Debutalbummet er fra 1997, og nogle af de mest ikonsiske som ‘GodLovesUgly’ og ‘When Life Gives You Lemon, You Paint That Shit Gold’ er fra 2002 og 2008. Derfor er det også en gruppe, med rutine, der står på scenen, og det kan man mærke. Lige så vel, som Slug bemærker, at publikum ikke er helt ungt længere. “I see a lot of fucking old people in here.”, siger han og fortsætter: “I’m surprised there was enough daycare to acommadate y’all.”

Den jokende stil fortsætter hele aftenen. Selvom han er på, når musikken kører, og spytter det ene komplicerede vers efter det andet, så er han helt jordnær, når han snakker i mellem. Selv en joke om syfillis er der plads til. Jeg forstod den aldrig helt selv, da jeg havde travlt med at prøve at forstå, om han rent faktisk sagde ordet syfillis. Men det gjorde han, for kort efter spørger han publikum ved håndsoprækning, hvor mange der har haft syfillis, inden han indrømmer, at han selv har haft sygdommen to gange, men at han rigtig godt kunne lide de øjeblikke, hvor han fik blev smittet med sygdommen. Og så starter han ellers på et nyt, tight, oldschool nummer. Den rytme kører egentlig gennem hele koncerten, og det virker. Selv da koncerten er slut, vil publikum have mere, og der blev der også plads til både dance- og freestyle battles foran Koncerthusets døre, på trods af, at store dele af publikum har nogle år på bagen og små dele af publikum åbenbart har haft syfillis.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Månedens bedste tracks: Marts 2019

Af Mathias Gavnholt den
Mars og Hollys nye udspil imponerede i marts. Foto: Brian Raaby Andersen.

Holder det, når en norsk sangerinde forsøger sig med et Cher-cover? Kan Tame Impala stadig noget efter mange års pause? Og bliver der overhovedet lavet nye numre, der passer perfekt til et roadtrip? Ja, lyder svaret, og det er alt sammen blevet bekræftet i løbet af marts måned.

Astronaut – New York 

Jeg har tidligere beskrevet min beundring af det danske indie-rockband Astronaut i forbindelse med udsendelsen af deres første single Inside An Atom, som er et sneak-peak på deres debutalbum Silence One, der udkommer senere i foråret. For at lette spændingen bare en smule, har de fem flamboyante århusianere været så generøse at diske op med endnu en delikat forsmag inden albummet rammer gaden. Smagsprøven hedder New York og er en sammensmeltning af 70’er pop ekstravagance og space noir, der bliver tilført en excentrisk vibe af nutidig New Yorker lyd og disco rytmik, der får mig til at tænke Vinnie Who, og at jeg ikke kan stå stille, når jeg lytter til det. (Laura Fromm)

  • Astronaut kan opleves live den 17.04 på Radar i Aarhus  eller den 10.05. på Beta i København.

Okay Kaya – Believe 

Den norske sangerinde Okay Kaya, som nu (apropos Astronauts nye single) er flyttet til New York, er for mig en af de mest håbefulde stjerner på indiepoppens himmellegeme, hvor kun de bedste får lov at brænde igennem. Der er noget utrolig fint og skrøbeligt ved den unge sangerindes silkebløde og harmoniske lydunivers, der samtidig emmer af enorm styrke og ærlighed. Da jeg først så, at hun havde begivet sig ud i en coverudgave af Cher’s Believe begyndte de blasfemiske alarmklokker at ringe, men da jeg spændt og noget skeptisk gav nummeret en chance, blev jeg overvældet af en lavmælt og jazzet udgave, hvor Okay Kayas nonchalante og satinagtige vokaler hurtigt bevidner om, at det faktisk er muligt at rykke bare en anelse ved en klassiker, som man ellers troede stod urokkeligt. (Laura Fromm)

  • Okay Kaya kan opleves live i VEGAs Ideal Bar den 20.04, og jeg har meget svært ved at vente! 

Mars & Holly – Anker Hos Dig

Den spritnye danske duo Mars & Holly udgav tidligere på måneden deres debut-EP Lårkorte Tanker, og jeg har flere gange ærgret mig over, at jeg ikke kunne finde tid til at skrive om den forrygende dejlige, dansksprogede EP. Jeg har skamlyttet EP’en, og derfor er det også oplagt, at der skal et nummer med derfra. Mit valg er faldet på Anker Hos Dig, som er en vaskeægte synthpop-basker. Nummeret er knivskarpt produceret af duoens ene halvdel – det tidligere The Minds of 99-medlem Mikkel Bech-Hansen – der sammen med vokalist og pianist Amy Horn udgør Mars & Holly. Men trods den rene pop-produktion er der stadig plads til leg og opfindsomhed, og jeg synes konstant, at jeg opdager små, nye detaljer for hver gang, jeg lytter til Anker Hos Dig. (Peter Pishai Storgaard)

    • Man kan i øvrigt opleve Mars & Holly på Radar i Aarhus på fredag den 12. april og dagen efter i Ideal Bar i København; begge aftener varmer de op for JÆRV.

Middle Kids – Real Thing

Hvis man var i tvivl om, hvorvidt sommeren nærmer sig, er man det ikke, efter at have lyttet til australske Middle Kids seneste udspil. Real Thing er et jangly postpunk-nummer om den livslange jagt på meningen med livet – hverken mere eller mindre. Nummeret er en forløber til bandets kommende mini-album New Songs For Old Problems, der udkommer til maj, og er for mig det perfekte soundtrack til et roadtrip gennem den australske outback – eller op gennem de svenske skove, hvis man ikke orker at køre helt til bandets hjemland. Det er fandme the real thing. (Peter Pishai Storgaard)

      • Middle Kids har endnu ikke offentliggjort en koncert i Danmark, men mon ikke det kommer – de er i hvert fald i London i slutningen af juni. Indtil da kan man se frem til mini-albummet New Songs For Old Problems, der udkommer på Lucky Number den 24. maj.

Tame Impala – Patience

Som en perfekt afbalanceret drink, rammer Patience med Tame Impala alle de rigtige steder. Hvis Patience var en cocktail, så var den med masser af citrus, uden at være sur, frugtig uden at være sød og med masser af alkohol for pengene. Jeg har muligvis arbejdet lidt for meget som bartender på det sidste, så hvis den skal tages bogstaveligt, så har Kevin Parker skruet et nummer sammen, der formår at være rock’et uden at være indie-stereotypt, poppet samtidig med at det er udfordrende, og originalt mens det stadig er nemt at lytte til. Propper man lidt inderlighed og kløgtig tekstskrivning i shakeren, så har man Tame Impalas nye tørstslukker. (Mathias Gavnholt)

  • Tame Impala kan opleves på Northside den 6. juni. Og de er vanvittige live. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at hvis du er på festivalen, og du undlader at se koncerten, så skal du seriøst overveje at søge noget hjælp.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Publikum blev ved med at danse, selvom koncerten var slut

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Rasmus B. S. Hansen

R’n’B-klassikere og poppet hip-hop brager ud af Store Vegas lækre højtalere. Publikum, ser ikke ud som om, de kommer til at stoppe med at danse før en eller anden hiver stikket. Der er forskel på dans, men det her, er af den slags, hvor brede smil er lige så dominerende som svingende hofter. Hvis en almindelig aften på diskotek var bare tilnærmelsesvist, som de første 15 minutter efter NAO’s koncert onsdag den 13. marts, så ville jeg begynde at slæbe min 28-årige krop på klub igen.

Nårh ja, så der er jo også selve koncerten, som nok er en af grundende til, at der var så god stemning, da musikken kom på efterfølgende. NAO laver en form for poppet electro-soul, hvor selv de stille numre har et elektronisk klimaks eller en dansevenlig vibe. På de forskellige numre, kan man høre, at hun har en smuk og teknisk stærkt sangstemme. Men bare ét minut inde i koncerten, finder man ud af, at hendes stemmeregister er endnu højere, end man kan høre gennem hørebøfferne.

Før koncertens start begynder der pludselig at komme en smule tumult bag mig. En manden kommer farende fremad, mens han lyser på folk med en lommelygte. Dårlig stil, når jeg lige at tænke, før det går op for mig, at han har aftenens hovedperson med sig, som kort efter stiller sig op på en lille kasse midt i salen og starter koncerten med nummeret ‘Another Lifetime’. Et nummer, hvor hun synger i toner, der er absurd høje. I øjeblikket tænker jeg: “det er da umuligt at komme helt derop”, men der er selvfølgelig også folk, der har besteget Mount Everest.

Foto: Rasmus B. S. Hansen

Den naturlige faldgrube, når man har en stemme som NAO’s, er, at det hurtigt kan blive for fokuseret på selve stemmen, og i stedet for at man ser en koncert, ser man en en form for sangteknisk show-off. Det er ikke tilfældet på Vega, hvor numre i højt tempo og adskillige ørehængende hits gør, at fokus er forskelligt. Blandt andet ‘Complicated’ og ‘Firefly’, der er blevet til i samarbejde med Mura Masa, bidrager til, at man bliver beskudt fra flere vinkler.

Samtidig kan det også være en udfordring at have et meget elektronisk bagkatalog og et nyt album, der er mere analogt. Men i sær trommeslagerens elegante skift fra drumpad til klassiske trommer gør, at koncerten rammer et godt sted midt i mellem dubstep og indie. Alt i alt er NAO og bandet gode til, at ramme det gyldne punkt i midten. En koncert der hverken er for stillestående eller for fokuseret på sangerindens dans, for stille eller for larmende, eller for følelsesladet eller kold. Og så har hun i den grad publikum med sig. Klappen mellem numrene er åbenbart ikke nok, og mange tyer til trampen i gulvet og hujen, der får NAO til at rødme og vise en mere menneskelig side, end den hun viser, når kommer op i bjerg-høje toner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Mick Jenkins var et vandfald af rim

Af Mathias Gavnholt den
Foto: Kasper Pasinski

‘WATER’ svarer salen i Pumpehuset, hver gang Mick Jenkins råber ‘DRINK MORE’ fra scenen. Han har stort fokus på, at publikum skal være med. I starten er det svært at forstå, om ‘i can’t do this alone’ er en opsang eller en en opfordring, for publikum er ret godt med, selvom han gentager sætningen en del i løbet af koncerten. Men noget virker i hvert fald, for aftenen slutter med en energiudladning fra hele salen, hvor det er svært at få øje på en eneste, der ikke har hænderne i vejret.

Til gengæld starter aftenen blødt ud. Roger Beattaker varmer salen op fra sin pult med dansevenlige beats. Han leverer et sæt der bygger op uden at eksplodere. Mod slutningen af sættet træder en konferencier ind på scenen og spørger på klassisk vis publikum, om de er klar til at høre aftenens hovednavn. Men lige så klassisk, som det trick er, lige så uventet er det, at konferencieren viser sig at være det danske R’n’B-talent, Jens Nørhave, som lige smider to vers ind over Beattakers lækre elektroniske lyd, og får aftenen til at tegne endnu bedre.

Da Jenkins går på onsdag den 6. marts, er det knap så elektronisk. For i stedet for det klassiske set up, man ser hos mange rappere, er der også en bassist og en trommeslager med. Og det spiller fandme godt op ad Jenkins’ aggressive flow og teksttunge vers. Bandet er lige så velspillende, som Jenkins er på pletten, når han kører en times koncert med rim nærmest uden afbrydelser. Og så er det også bare lidt mere tilladt at skifte en sang over i bossanova, når det er spillet live.

‘Put your motherfucking hands in the air’

Når Jenkins i en af sine få pauser mellem numrene fortæller, at han har været på Christiania tidligere på dagen, og at han godt kunne lide det, er der ikke mange, der ser chokerede ud. Hvis der fandtes en pris for månedens mindst overraskende melding, ville den være en klar kandidat. Han rapper om at ryge joints, og kommer konstant med opfordringer til at drikke vand både på sin albums og til koncerten. Han gik endda forrest som det gode eksempel og drak, hvad der lignede seks flaske vand under koncerten. Han fik da også passet en joint kort efter meldingen kom. Når det så er sagt, så er han også et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre, at gøre et professionelt stykke arbejde, selvom man haft hænderne godt nede i skunkposen. Måske tricket bare er at drikke masser af vand.

Den stil, hvor Jenkins og bandet vælger at gøre det så live som muligt, er på bekostning af mange af de største hits. Et populært nummer som ‘Angles’ er udeladt – måske fordi, at store dele af sangen er med gæstekunstnere, der i så fald skulle være spillet fra et backing-track. Men aftenens koncept er gennemført nok til, at det er svært at savne noget.

Man savner i hvert fald ikke nogen hænder i vejret på ‘Jerome’, der er aftenens sidste nummer. Jeg tror aldrig, jeg har set så stor en procentdel hænder i vejret på én gang før. Om det er fordi, at der bliver sunget ‘put your motherfucking hands in the air’ i omkvædet, fordi Jenkins flere gange har understreget, at han ikke kan klare det alene, eller fordi det bare er en gennemført koncert, der når sit klimaks er svært at afgøre. Det er sgu nok en god kombination af det hele.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *