Der er ikke bare halvtreds år og et helt atlanterhav til forskel fra soulmusikkens udspring af afroamerikansk musikkultur til britiske Jungles neo-soul. Med inspirationer fra sydamerikansk bossanova og Nile Rodgers-guitarriffs vil Jungle have dig til at smile, elske og danse. Der er ingen sekulære sangtekster eller dyb smerte, og derfor kunne jeg på forhånd gisne om, hvorvidt duoen, der på livescenen folder sig ud til en septet, kunne holde gejsten hos publikum oppe i en lille time med kun ét album i baghånden. Det selvbetitlede debutalbum fra 2014 viser ikke mange udsving på temposkalaen og kommer sjældent over de 100 beats i minuttet.
Alligevel var forventningerne til Jungle tydeligvis store på Avalon-scenen i går, hvor der var fyldt godt ud i gruset med meget lille mulighed for bevægelse. Rygtet om deres sublime evner som liveband og dets fire fornemme singleudspil var tydeligvis kommet dem i forvejen, for da korpiger, bassist, trommeslager, synthmand samt hovedpersonerne ‘J’ og ‘T’ havde gjort deres entré på scenen, var de allerede ti minutter forsinket.
Publikum tilgav imidlertid bandet med det samme takket være åbningsnummeret Platoon, badet i grønt scenelys. Ligesom det er tilfældet på albummets øvrige 11 numre, er varigheden på Platoon skåret ud efter bedste radiovenlighed med tre til fire mintuters spilletid. På scenekanten folder bandet numrene ud i extended cuts, hvilket giver Jungle rig mulighed for at charmere og flirte det efter deres eget udsagn ‘det bedste publikum, de har spillet for hele sommeren’.
Kollektiv fest til sidst
Ligesom monotonien lurer i baggrunden på nogle af albummets fillers opstod der også sekvenser, hvor intensiteten sammen med publikums hænder kom et stykke ned mod grusunderlaget. Efter den fine The Heat skulle bandet arbejde sig igennem Accelerate og Lucky I Got What I Want, og i et kort øjeblik kunne man frygte, at det ville være for sent at hive begejstringen tilbage i publikum på numrene Busy Earnin’ og Time, som de har for vane at slutte deres koncerter af med.
Men noget ganske uventet skete på det tredjesidste nummer, Drops. Med inspirationer helt tilbage til Beach Boys’ vokalharmonier synger J og T “So come down from the clouds“, og det var mere en følelse af comedown efter en lang nats rus, end det var af den tilbagevendte jord under fødderne. Men så tog bandet lyden længere ned end på de forgående numres break, indhalerede stilheden, inden en arpeggieret akkord sendte publikum tilbage op mod skyerne. Vejen var derefter banet for en kollektiv fest, som trods høje forventninger og et begrænset bagkatalog efterlod et positivt indtryk.
Hot Chip – Dansefest for nørder
En helt anden danseoplevelse var nattens sidste koncert med det engelske dance/punk-outfit Hot Chip. Med seks album på bagen trækker Hot Chip på langt flere strenge end landsmændene fra Jungle, blandt andet med samhørigheden fra Chicago house-inspirationerne på Need Your Love og avantgarde-disco á la Arthur Russell på Don’t Deny Your Heart.
Hot Chip gjorde rigtig meget for at underholde og for at holde publikum vågne til den sene nattekoncert, som da de oppe på scenekanten fremførte en nørdet dansekoreografi på Flutes. Ansvaret for kontakten til publikum var rigeligt fordelt mellem Al Doyle (der også huserede i LCD Soundsystem), Joe Goddard (The 2 Bears) og frontmand Alexis Taylor.
Hot Chip høster vanligt rosende anmelderkritik for deres albumudspil, men der er stadig et stykke til det danske publikums hjerter. Deres image som nørder, der leger med elektroniske instrumenter og blandt andet sampler First Choices discoklassiker Let No Man Put Assunder rammer ikke rigtig ned i noget P3- eller P6 Beat-segment.
Parade af hits og undervurderede skæringer
Til gengæld blev Arena ramt af bandets lyst til at skabe en fest. Her var Over & Over, der hyller repetitionens kunst, overgangen fra Ready For The Floor til den smukke danseballade I Feel Better samt lukkenummeret, bandets cover-udgave af Bruce Springsteens Dancing In The Dark, iklædt electro-klæder, aftenens højdepunkter. Hot Chip har ligeså mange hits, som de har undervurderede skæringer. Sent i går nat miksede de begge blokke sammen, hvilket skabte det, de var kommet for; dansen. Tilfredsheden var tydeligt printet i folks ansigter omkring mig, men der manglede måske lige det sidste. Det kunne blandt andet komme fra A Boy From School, bandets absolutte hit, som ikke havde fundet vej til setlisten. Ikke desto mindre en større anledning til at hive dem tilbage en anden gang; for underholde, det kan de, de nørder.
