Fra et gammelt prostitutionsvindue i Amsterdams Red Light-distrikt har den online radiostation Red Light Radio dagligt udsendt dj-sets og radioprogrammer med lokale og internationale (herunder en lang række danske) dj’s målrettet en global lytterskare, ligesom stationen har afholdt en lang række fester over hele verden.
Torsdag aften kommer turen omsider til København og Jolene i Kødbyen, hvor Red Light Radio fra klokken 18.00 helt frem til midnat sætter spot på noget af det bedste, Danmark har at byde.
Via hjemmesiden redlightradio.net kan hele verden i aften tune ind til sets fra Jolene-residents og dj’s som Fyraftensboogie, Mikkel O. Brask, Nixxon og Solid Blake, mens Simon Littauer og Kenton Slash Demon giver timelange liveshows. Tidsplanen ser således ud:
18:00-19:00 Fyraftensboogie
19:00-20:00 Mikkel O. Brask
20:00-21:00 Nixxon
21:00-22:00 Simon Littauer (live)
22:00-23:00 Solid Blake
23:00-24:00 Kenton Slash Demon (live)
Når Red Light Radio slukker for kameraerne, vil Jolene byde på en efterfest, hvor Mikkel O. Brask spiller videre sammen med den hollandske dj, producer og labelboss Robert Bergman, der selv har erfaring med at vende plader foran et rullende kamera.
Tjek hans Boiler Room-set fra 2015 fra den elektroniske musikfestival Dekmantel.
Der er de tilbagevendende trækfugle, de stødt tiltagende celsiusgrader, og så er der de kåde, sæsonorienterede mixtapes.
På Regnsky elsker vi de musikalske forårsbebudere, der evner at indfange en ukompliceret stemning af kærlighed og varme, og i dag er det blevet tid til at lytte til hele tre af disse mixes, der alle kommer fra danske hænder.
Vi starter hos dj-duoen, Proton-bookerne og Phono Festival-medarrangørerne Darmstadt, hvor Mikkel Steensgaard og Anders Olesen har sammensat et eklektisk mix, der med deres egne ord gengiver “forårets udvikling”. Det timelange mix indeholder produktioner fra blandt andre norske Vera Dvale og albumaktuelle Astrid Sonne, før det ubesværet glider over i mere frodige og harmoniske lyde fra blandt andre DJ Centrals og Soft Armours kollaborative indsats, Lege Igen, inden det udmattet og solslikket slutter på Garretts nye synthjam, Slow Motion.
Mere hemmelig og eksklusiv er tracklisten på det næste mix, som kommer fra C.K. (initialerne for Regelbau-dj’en Christoffer Kejlstrup). Den aarhusianske selector er ikke bleg for at dele et mix i ny og næ, men det seneste udspil, der er en del af Regelbau-holdets egen Safe Radio-føljeton, er immervæk nøje og grundigt sammensat. Hvert eneste nedfaldspunkt i det 110 minutter lange mix føles som en mindre åbenbaring, om det så er den første halvdel af mixet, der er af ambient karakter, eller når houselyden tager over i anden halvdel. Intet mindre end et fremragende mix.
Det hele slutter hos Twin Cities-dj’en og -medarrangøreren Alfredo92 (Alfred Rasmussen), der netop nu er en af de bedste pladevendere på den københavnske scene. Mixet er lavet for Radio Cómeme, og er med Alfredo92s “et forsøg på at blande lyde, som han normalt ikke ville spille i klubsammenhænge”. Ikke desto mindre bliver der over 60 minutters spilletid både plads til industrielle og tribale numre samt tropiske og baleariske housetracks. Det er, så man får helt varme kinder.
Så skete det omsider. Torsdag løftede Roskilde Festival sløret for årets endelige program. Vi har sat luppen på lineuppet og spottet fem af de vigtigste pointer iblandt de 170 navne, der spiller til det 48. år med Roskilde Festival.
1. Roskilde Festival siger farvel til den grå headliner – og goddag til en ny generation Siden en vrissen og gammel udgave af Neil Young spillede regn og torden ind med en pragtpræstation på Orange i 2016, har Roskilde Festival været tømt for hovednavne, der taler direkte til det ældste segment på Dyrskuepladsen. Og i 2018 glimter de musikalske elefanter endnu en gang ved deres fravær. 60-årige Nick Cave kommer sammen med sit band, The Bad Seeds, tættest på at være den ‘grå headliner’ i 2018, men australieren har i Danmark dedikerede fans i begge ender af aldersspektret. En ære, der til dels kan tilskrives de mange koncerter, Nick Cave i forvejen har leveret på Roskilde Festival. 2018-udgaven bliver således hans sjette koncert på Danmarks største musikfestival siden debuten i 1990.
På bekostning af de legendariske navne har Roskilde Festival i stedet gjort plads til to nye internationale, kvindelige stjerner: 25-årige Cardi B, der fredag udgiver debutalbummet Invasion of Privacy, og 22-årige Dua Lipa. Selvom kendskabet herfra til de to kvinders musikalske udspil fortsat er begrænset, har både Cardi B og Dua Lipa et godt tag i ungdommen. Dua Lipa var i 2017 den mest streamede kvindelige musiker på Spotify, mens Cardi B har fem millioner følgere på Facebook og 20 millioner på Instagram. En følgerskare, som Roskilde Festival må være bevidst om.
2. Årets hovednavne roder og har ikke lyst til at dø Med over 170 navne på plakaten har Roskilde Festival i årtier været en festival for mange mennesker og med mange genrer på menuen. Det kommer hvert år til udtryk i både toppen og bunden af festivalplakaten, men i år synes det sværere at få øje på den røde tråd, der væver festivalens helt store trækplastre sammen. Jo, det skal selvfølgelig nævnes, at Eminem og Bruno Mars foruden et samarbejde på 2011-nummeret Lighters har det tilfældes, at de i 2012 begge (sammen med Linkin Park) var i top tre over de mest ønskede navne til Skive Festival. Hvis det ikke fortæller noget om deres tilstedeværelse på Roskilde-plakaten anno 2018, så ved jeg ikke, hvad gør.
Selvom Eminem i 2017 udsendte et album, der hedder Revival, har den amerikanske rapper fra Michigan ikke udgivet noget, der bonner ud hos hverken metakritikkens eller lytterskarens skalaer. Og denne ‘jeg har ikke lyst til at dø’-mentalitet omkring den musikalske karriere deler Eminem med dansk(-engelsk)e Nephew. Bandet udsendte ganske vist tre nye numre tidligere i år, de første siden YouTube-singlen Statusopdaterer at jeg statusopdaterer fra 2013, men det tilbagevendte band havde sine bedste år i 00’erne. Nephew har tidligere leveret flotte og roste koncerter på Orange i både 2007 og 2010, og det er meget muligt, det sker igen i 2018, men det er fortsat bagkataloget, der skal berettige Nephew en plads på festivalens største scene.
Og det samme gør sig gældende for de banebrydende, britiske triphoppere fra Massive Attack. Selvom gruppen er hyperrelevant under det nuværende politiske klima og selvom de udsendte et par single- og ep-udspil i 2016, kan det ikke ændre på det faktum, at det i år er 15 år siden, vi har set det sidste solide pladeudspil fra gruppen. Vi har med andre ord ikke et topnavn, der både befinder sig på toppen af karrieren og evner at favne bredt. Det kan heller ikke Nine Inch Nails eller David Byrne (hvis nye album, American Utopia, er lavet i samarbejde med 24 mandlige og 0 kvindelige artister), prale af.
Selv med en afslutningsfest med Gorillaz kan lørdagsprogrammet på Roskilde Festival gå hen og blive en langtrukken affære.
3. Lørdag bliver en halvtam afslutningsdag Mange festivalgæster vil formentlig få god tid til at pakke deres telte og soveposer sammen om lørdagen, festivalens afslutningsdag. Programmet slutter efter alt at dømme af med et potentielt brag på Orange med Gorillaz på scenen, men indtil da er det op til navne som Kelly Lee Owens, John Maus, Juana Molina, Vince Staples og Anderson.Paak at levere de overraskende indslag på festivalens notorisk længste dag. Programmet har tidligere år haft for vane at slutte med et proverbialt festfyrværkeri på stort set samtlige scener den sidste dag. I stedet er der tilsyneladende mere musikalsk energi i vente allerede torsdag og fredag.
4. Det bedste elektroniske program i mange år Og netop på disse to dage er man i et fremragende selskab med nogle af de mest interessante elektroniske artister netop nu. Laurel Halo, Equiknox, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Juju & Jordash og Four Tet har alle udgivet stærke albums inden for det seneste år, Regelbau er det stærkeste aktiv på den danske house-scene i adskillige år, og de er alle fremragende tilføjelser til Roskilde Festival. Der er både elektronisk musik til fødderne og til hovedet. Festivalen skal desuden have ros for at have modet til at satse på de grænsesøgende navne til fordel for mere todimensionelle EDM-artister. 2018 er det bedste år for elektronisk musik på Roskilde Festival i mange år.
5. Valget af SAVEUS som Orange-åbner er en fin fortælling – men langt fra det bedste valg For festivalnostalgikere er det af stor betydning, at åbningsnavnet på Orange Scene har et dansk pas. Det vil historien også have dig til at mene. VETO, Kellermensch, The Minds of 99, Vinnie Who og senest Phlake har alle haft æren af at skyde (‘den rigtige del af’) festivalen i gang. Opgaven er i senere år imidlertid også blevet tildelt Outkast og The Orchestra of Syrian Musicians ft. Damon Albarn, mens festivalen har understreget, at det aldrig har været alfa og omega, at det var eet dansk navn, der skulle åbne Orange.
Ser man bort fra sidstnævnte kendsgerning og foretrækker dansk musik fra festivalens største scene, er SAVEUS vel et glimrende valg, som blev offentliggjort i tirsdags. Bag SAVEUS finder man den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard, der egentlig ikke er meget for at blive (gen)kendt som ‘den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard’. Fem singler som SAVEUS siden 2016 er imidlertid ikke nok til at udviske fortællingen om talentet fra Ørum, der som blot 15-årig vandt en sangkonkurrence på tv. Valget af SAVEUS indikerer ikke desto mindre en længe ventet musikalsk blåstempling for Martin Hedegaard fra en af Danmarks største kulturinstitutioner, og det er en god fortælling og derfor også et godt valg. Men han er ikke det bedste.
Dertil er han endnu ikke i nærheden af at besidde den samme kvalitet og opbakning som eksempelvis The Minds of 99 besad i 2015 og som Phlake gjorde i 2017. Og skeler man eksempelvis til P3 Guld-vinderne Benal – der rent faktisk spiller på årets festival – havde de også været et mere passende bud på en Orange-åbner anno 2018. Men så er der altid et nyt år næste år.
Da festarrangørerne og klubkollektivet Copenhagen Underground Posse i 2014 sprang ud som et pladeselskab, begyndte det hele med vinyludgivelsen Liderlige Rytmer Del 1 af 3. En kompilation, hvor nogle af hovedstadens førende houseproducere som Daniel Savi, Samuel Andre Madsen og Kasper Marott var samlet.
Nu, fire år senere, kan Copenhagen Underground Posse (eller C.U.P.) omsider sætte et punktum på Liderlige Rytmer-føljetonen med den tredje udgivelse af tre. På fire år har C.U.P. udgivet solo-ep’er fra Supertonic, Terry Tester og senest B From E, og det er også sidstnævnte, der indleder Liderlige Rytmer Del 3 af 3.
B From E (alias Frej Levin) leverer på Human Revolution klassisk, uimponeret deep house, der vækker minder om Chicagos Glenn Underground, inden Samuel Andre Madsen som S.A.M. vender vrangen ud på Human Revolution med et dubbet remix.
Mens det er de garvede navne, der indtager a-siden, venter Belmaati (alias Casper Belmaati)og Soaked (Aske Albertus), to nye ansigter i C.U.P.-folden, på b-siden. Ligesom B From E har de to producere øjnene rettet mod en kanonisk house-lyd, men hvor Soaked på Heavy Thoughts allierer sig med pianostabs og rå, dunkende dyb trommegang på Heavy Thoughts, sørger Belmaati for lange synthlines og sing-a-long-venlige vokalrepetitioner på Deep CTRL.
Selvom der er sket meget, siden C.U.P. rullede pladeselskabsforretningen ud i 2014, har det københavnske label det seneste år været hårdt ramt af produktionsforsinkelser på pladen. Forsinkelserne er nu lagt bag dem, lover de, og derfor vil man i 2018 kunne se frem til flere (fremhævet med udråbstegn i pressemeddelelsen) udspil fra B From E, en Terry Tester-opfølger til Genealogia-ep’en fra 2016 samt en debut-ep fra førnævnte Soaked. Netop Soakeds første udspil på C.U.P., Heavy Thoughts, kan man høre i sin fulde længde forneden.
C.U.P. fejrer fredag eftermiddag udgivelsen af Liderlige Rytmer Del 3 af 3 med en release-fest i Nørrebro-pladebutikken Percy Records, hvor det også vil være muligt at købe vinylen.
Natal Zaks aka. DJ Central (foto: Nils Kristian Olesen)
Vi har bemærket det før, andre ligeså, og nu gør vi det igen: Aarhus’ Regelbau-kvartet bestående af Manmade Deejay, C.K., DJ Sports og DJ Central er netop nu bannerførere for den danske housescene. Med deres umiskendelige og nostalgiske lyd, der trækker på Chicago-house og italo-disco, har de tre producere og djs siden 2015 skabt både konventionelle og grænsesøgende hits.
Det seneste udspil fra den århusianske bastion hedder Li’Ud EP og kommer fra DJ Central alias Natal Zaks. Som ep-titlen måske tilkendegiver, er der tale om en udgivelse, der går lige på og hårdt og udenom alt for abstrakte temaer – eller, som holdet selv beskriver pladen:
This is fun, sincere, serious, unambiguous and friendly – unlike politics today. A bit of press-pective: Central wants these black and white records with club music on ‘em, so we do another one. This one homes 4 takes on vibes for the floor.
Li’Ud EP, som kan streames nedenfor i en smagsprøve, byder på fire numre, der indkapsler Regelbau-lyden. Fra åbneren Hejhej til lukkenummeret Li’Ud sætter DJ Central skarpt på vokalrepetitioner, muntre synthlines og dyb basgang som grundelementerne for en på alle måder ‘venlig’ og ‘sjov’ plade, der udkommer på Regelbaus søsterlabel Help Recordings i begyndelsen af maj.