Grizzly Bear er ikke så meget et indierock-band fra USA, som det er et sammenvævet plaid af fire lige så store størrelser, der af en uforklarlig årsag stadig hænger sammen efter 15 år.

De fire bandmedlemmer er både hver for sig og sammen dygtige musikere, der rammer hver eneste tone, tangent, riffs og rytmiske krummelurer lige i røven. Men Grizzly Bear virker samtidig til altid at være én kunstnerisk uoverensstemmelse væk fra at blive splittet til atomer.

Derfor virker Heartland Festival-publikummets modtagelse af kvartetten fra New York ikke til at stå mål med den nærmest imponerende bedrift, det er, at bandet fortsat spiller koncerter og udgiver flotte albumudspil. Helt uden at rive hovederne af hinanden i processen. Bandets femte album, Painted Ruines fra 2017, og en efterfølgende verdensturné bragte torsdag bandet forbi Heartland Festival ved Egeskov Slot, og det blev modtaget med spredte klapsalver fra et mageligt og velbefindende publikum midt i aftensolen.

Jeg stod stadig og ventede på en falafel, da bandet gik på scenen klokken 21.00, og det var som om, at alle tilhørerne stod og ventede på et eller andet andet. Åbningsnummeret, Losing All Sense fra det ellers fine album fra sidste år, var ikke dét, de ventede på, lyder det til baseret på publikumsreaktionen, da sangen kommer til sin afslutning.

Mens jeg får min falafel, som ikke skulle have været med chili, minder jeg mig selv på, at nogle musikere bruger publikums ansigtsudtryk, bevægelser og lyde som en måde at afstemme sig selv på. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet for Grizzly Bear, der spiller ufortrødent videre.

Og det gør de godt, og de virker taknemmelige for at spille, selvom de aldrig har været et band, der helt elektrisk kommer ud over den famøse scenekant. Mellem numrene tager bandet sig tid til at hylde festivalen (“what an amazing festival, we’ve been walking around here all day) og til at mindes deres danske koncerter og alle de byer, der har besøgt igennem halvandet årti. “Our first gig in Europe was in Denmark. We’ve been in Copenhagen, Aarhus, Kolding, O-den-se” (med tryk på d).

Det danske publikum har altså historisk haft et godt øje til disse fire indie-rockere, men begejstringen kommer aldrig rigtig til syne her ved skumringstid på Fyn. En stærk sidevind rusker i lyden, da bandet efter et kvarters tid endelig åbner op for bagkataloget og i særdeleshed det populære og fremragende album Veckatimest. Ready, Able bliver fremført ubesværet og næsten fuldkommen uændret i forhold til den oprindelige version, inden bandet spiller deres med afstand største hit, Two Weeks. Den havde publikummet ventet på at høre, indikerer en omgående tiljubling.

Men så, efter en halv times spilletid og midt i opførelsen af Two Weeks, ryger strømmen fuldstændig fra festivalens næststørste scene. Publikum klapper og hujer som reaktion på strømsvigtet, mens bandmedlemmerne kigger på hinanden. Selvom jublen emmer af ironi og nervøsitet, må det være frustrerende for en musiker at kunne konstatere, at dette jubelbrøl bliver koncertens største.

Bandet tager sig tre-fire minutters pause bag scenen, kommer tilbage og siger et par enkelte, men rammende ord om det nummer, de ikke nåede til vejs ende med.

“We’ve played this song too much, anyway. It was God’s way of telling us to stop playing this song. What? I can’t talk about God? It’s a Christian country, right?”.

Bandet slutter meget passende af med While You Wait For The Others. Men det bliver strømsvigtet, koncerten huskes for. Et hårdt kæmpende Grizzly Bear fik aldrig sat strøm til publikummet eller sig selv.