Courtesy (Foto fra anden begivenhed: Red Bull Music Academy)
Der eksisterer et helt særligt samspil mellem deejay og publikum – også på Roskilde Festival, hvor livemusik ellers er i det absolutte førersæde. Publikum, eller danseren, udtrykker sin egen, helt unikke respons på det stykke musik, som deejayen placerer under den millimetertynde nål på pladeafspilleren. Reaktionerne spiller sammen med deejayens agenda en afgørende rolle for, hvordan et dj-set udfolder sig.
Jeg har altid forklaret for min omgangskreds, hvordan sidste års Red Bull Music Academy-dimittend Naajaraq Vestbirk aka. Courtesy, er en deejay, der har en helt særlig og samtidig forpligtende evne til at kunne se to numre frem. Selvom hun har kaldt sin musikalske stil for ‘rumskibstechno’ (hvilket er et mega fedt prædikat, i øvrigt), er hun med fingerknipsende præcision i stand til at aflæse publikums instinktive reaktioner.
Med et flot fremmøde sent tirsdag aften på Apollo-scenen var Courtesy ude på en af hendes største udfordringer i hendes snart dekadelange karriere som deejay. Hendes distinktive forkærlighed for techno skinnede igennem ved det allerførste monotone beat, der slog så hårdt, at resonanssen bulrede i kroppen som rekylen fra en seksløber.
Techno blev allemandseje
Techno er ikke overrepræsenteret på Roskilde Festivals musikprogram, men hendes 75 minutter lange set var en rejse med mellemstop i technoens fødeby Detroit med DJ Stingrays Acetylcholine, det industrielle Berlin med Arttu på Booshtie og trommemaskinedrømme til Chicago på Vin Sols Edges Of A Vortex. Undervejs tog hun også publikum en tur mod øst til København, hvorfra artister som Ctrls er med til at sætte den danske hovedstad på technokortet, inden hun (selvfølgelig også) spillede 27, en acid techno-skæring som Courtesy selv har produceret i samarbejde med Apeiron Crew-kollegaen Blake.
I dette øjeblik var techno allemandseje på Roskilde Festival, og publikummet viste, at det godt kan finde ud af at danse til techno. Uopmærksomheden var dog stedsvis tydelig i takt med dansernes jagt efter droppet, som takket være EDM-fremmarchen i de senere år er blevet brandet som en uundgåelig del af elektronisk musik. Alligevel insisterede Courtesy at holde fast i hendes techno-niché, hvilket publikum så ud til at anerkende med højenergisk dans på det ligeså kraftfulde og jackende lukkenummer, Dance Energy (89 Mix) fra Mumdance & Logos.
Courtesy styrer et publikum som få herhjemme, og har samtidig styr på sine principper. I går var hun med til at overbevise et dansevenligt men technoskeptisk publikum til at slippe tøjlerne og lade sig forføre af technoens historie. Hvis Roskilde Festival har plads til andet end livemusik, så lad den gå til deejays, der ikke bare festivallefler, men ligesom Courtesy kan give publikum en ny oplevelse.
De Underjordiske spillede ifølge Cathrine Bangild en “solid og velspillet koncert” (Foto fra anden begivenhed: Dmitri Kohtju)
Morten: Rising er scenen, hvor spirrende musiktalenter kan vise sig frem for et publikum, der kan få gjort bugt med noget af tålmodigheden, inden Roskilde Festival i morgen slår dørene op for de mere etablerede navne. Men i går var det som om, den trekantede scenekant agerede tidsmaskine for danske De Underjordiske. Cathrine, på en skala fra 1 til 5, hvor 70’er-agtig var koncerten?
Cathrine: Det må være en rungende 5’er. Lige fra det pot-rygende publikum, til de fem bandmedlemmers blomstrede skjorter, lange uglede hår og og en enkelt fed skovsnegl. Bandet var fuldstændig laid-back, bortset fra når den hovedrockende forsanger Peter Kure ikke kunne dy sig og udtrykte sin begejstring for at spille på Roskilde. Hvad var dine forventninger inden koncerten, Morten?
Morten: Jeg tog nok til koncerten med ganske beskedne forventninger. Jovist, jeg havde lyttet til bandets bagkatalog, hvor jeg blev præsenteret for et mytologisk tekstunivers og Peter Kures croonen og CV Jørgensen-impressioniseringer. Så jeg var spændt på at se, hvordan de ville trække disse dogmer ind i nutiden og ud af bandets tidsmaskine, og her følte jeg nogle gange, at koncepterne blev lidt for fastholdte. Eller er jeg helt forkert på den, Cathrine?
Cathrine: De Underjordiske revolutionerer nok ikke rock-musikken, men mindre kan også gøre det. Musikken lyder måske velkendt, men De Underjordiske besidder især ét element, som de kan være stolte af: Sangskrivningen. Jeg har altid haft stor respekt for kunstnere, der skriver på dansk, fordi det hurtigt kan komme til at lyde banalt. Men De Underjordiske har skabt deres helt eget mystiske univers, som jeg gerne vil dykke mere ned i. At disse tekster til aftenenes koncert samtidig blev leveret med en fremragende vokal, der nåede langt ud over scenekanten, gør det kun endnu bedre. Er du trods din 70’er-skepsis enig i det?
Morten: På trods af en introvert affære halvvejs inde i koncerten, hvor De Underjordiske og publikum ikke rigtig fandt hinanden, så hjalp det alligevel meget på oplevelsen, hvordan inderligheden og taknemmeligheden lyste ud af Peter Kure og hans bandmedlemmer, hvilket kom til udtryk i en stram, velspillet koncert. Oven i hatten var det også en fed detalje at kvintetten blev udvidet til en septet, med assistance fra en kvindelig sarangispiller og guitaristen Mads Gräs fra The Wands. Cathrine, du skrev i din anbefaling af De Underjordiske, at de muligvis allerede næste år kunne være at finde på Roskilde Festival på en større scene. Føler du oven på gårsdagens koncert, at de er klar til det?
Cathrine: Jeg synes, at De Underjordiske spillede en solid og velspillet koncert. Det kan dog godt være, at de har brug for to år snarere end ét til at modnes lidt på, før de bliver inviteret til at åbne Orange Scene. Peter Kure viste, at han kan gå forrest som den underholdende og dansende frontfigur. Og jeg er sikker på, at de er tilbage på Roskilde om få år, hvis de selv vil det.
Om ganske få timer slår Roskilde Festival dørene op til syv dage med musik og mere end 175 kunstnere. Men hvad skal Regnsky-redaktionen høre? I dag bringer Morten som den sidste i Roskilde-redaktionen sine fem anbefalinger (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix)
Allerede for halvanden uge siden kunne Roskilde Festival melde udsolgt af samtlige 80.000 partout-billetter. Det er andet år i træk, at festivalen sælger den sidste billet forud for opstarten.
Hvordan sælger man så en festival? Kan det virkelig betale sig, at vi på Regnsky påtager os ansvaret for at promovere de bedste, mest interessante artister lige nu? Roskilde Festival har tilsyneladende ingen problemer med at omsætte udbuddet af festivalbilletter til et publikum, der hungrer efter livekoncerter, øl-bowling og orange feber.
Svaret er ja. For mens mange planlægger deres program helt ned til detaljerne, så er der også mange, der på spontan vis risikerer at løbe ind i en koncert, der helt uventet udvikler sig til en ny, hed kærlighed mellem musiker og festivalgæst.
Det er også sket for mig. Fra Tokyo Police Club på Pavilion Junior i 2008 til Apollo-koncerten med James Holden sidste år. Men risikoen for, at man overser en kunstner på det 175 navne store program, som ellers ville have været det perfekte Tinder-match, er i ligeså høj grad til stede.
Fem anbefalinger
Og her har jeg også stirret mig så blind på et navn, at jeg har misset nogle artister, som jeg i dag ville have skrevet på min must hear-liste. Derfor er det vigtigt for mig, at hele listen, måske lige foruden Kygo, Pharell Williams og Suspekt, bliver lyttet igennem for at give kunstnerne – og mig selv – en chance.
Jeg har nu været hele listen igennem, og inden jeg pakker de sidste vådservietter, rene strømper og dåser leverpostej ned i idrætstasken og drager ud på Dyrskuepladsen, så vil jeg anbefale fem navne, som jeg glæder mig rigtig meget til at opleve for første, om end ikke sidste gang.
Communions – Pavilion, onsdag, 18.00
Danske Communions har utvivlsomt vundet en masse hjerter med den selvbetitlede ep, der udkom tilbage i maj – herunder mit. Forud for opfølgeren til 2014-debuten ’Cobblestones’ var det mit indtryk, at de danske drenge blot var en popdestilleret udgave af kollegerne og vennerne Iceage og Lower (tak for det udtryk, Adam Thorsmark). Men Communions har med deres nyeste udspil ramt en nerve og fundet sin helt egen hylde med lige dele new wave, post-punk og balearica, som eksempelvis fosser ud af åbneren Forget It’s a Dream. Og så er Summer’s Oath, So Long Sun og især Out Of My World fantastisk post-punk med den rette mængde pop som krydderi.
Communions – Out Of My World (fra Communions EP)
Jungle – Avalon, torsdag 21.00
Briterne Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson har kendt hinanden siden barndommen, og spillet musik sammen igennem en årrække. I 2013 fandt de deres hylde som Jungle, hvori de henholdsvist indtager pseudonymenerne J og T. Som Jungle leverer de popovertrukken neo-soul, der charmerer og smitter af på danselysten. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2014 er en solid hitparade, og selvom der ikke sker den store variation over albummets 12 numre, så bliver det interessant at se, når festlighederne folder sig ud live. Og når de indtager livescenen, sker det i selskab med en masse musikalske venner fra hjemstavnen.
Deres musik er fyldt med glæde, og Avalon kommer til at stå overfor en vaskeægte dansefest, når de på torsdag lægger vejen forbi Roskilde Festival.
Run The Jewels – Arena, fredag, 21.00
Samarbejdet mellem producer/rapperen El-P og rapper/aktivist Killer Mike som Run The Jewels er de senere år blevet betragtet som en af de mest hypede hip hop-duoer netop nu. Samarbejdet har indtil videre kastet to anmelderroste albums af sig, og sidste år blev hypen omsat til en anmelderrost første koncert på dansk grund, da de i december 2014 gæstede Pumpehuset.
Min baggrund i hip hop og i Run The Jewels-medlemmernes historie er på et lille sted. Alligevel ser jeg frem til en hip hop-lektion fra den anden side af Atlanten, når El-P’s projektilskarpe produktioner skyder sig ud over Arena.
Run The Jewels – Oh My Darling Don’t Cry (fra Run The Jewels 2)
Nils Frahm – Avalon, lørdag 20.00
Nils Frahm gæstede faktisk Roskilde Festival i 2012, men en uopmærksom Morten endte med fuldstændig at overse den tyske pianist på musikprogrammet. I mellemtiden har et enkelt nummer åbnet op for en hel verden indtil en pianist, der i et moderne udtryk kombinerer klassiske ritualer med synthesizers, de-tuners og midi-trommekicks. Det er selvfølgelig Says fra livealbummet Spaces fra 2013, hvor også ravers og klubgængerne fik slået øjnene og ørerne op for tyskerens evne til at forene repetition, epos og jagten på et klimaks.
Hvis man skal indstille forventningerne til Nils Frahm gør man klogt i at tjekke den tyske pianists åbningskoncert på kroatiske Dimensions Festival fra 2014 ud. Hvis man vil tryllebindes og hypnotiseres på dette års Roskilde Festival, kan Nils Frahm meget vel være din heksedoktor.
Clark – Apollo, lørdag, 21.30
Britiske Clark er alt det, den elektroniske headliner Kygo fra Norge ikke er. Og så alligevel ikke. For mens deres forskelle er symboliseret i den typiske kategorisering – medierne kan godt lide at bruge det elitære label IDM (intelligent dance music) på Clark, mens Kygos lyd oftest kaldes EDM eller ’electronic dance music’ som et symbol på den poppede appel til den laveste fællesnævner) – så jager Clark og Kygo de samme følelser, tilflugt og epos.
Clarks musik knitrer og buldrer og sender hyldester ud til ambiente kolleger som Boards of Canada og Aphex Twin, inden britens formel indtager en helt nye klæder på den næste skæring. Alene albummet Body Riddle fra 2006, et af mine absolutte favoritter og første åbenbaringer ind imod IDM-lyden, bør være grund nok til at lægge vejen forbi koncerten på Apollo, som ifølge Roskilde Festival kommer til at være en hel ny skikkelse i forhold til tidligere år.
Til sommer kan man opleve artister som Disclosure, Paul McCartney og Kendrick Lamar på Orange Scene. Her er det Jack White fra 2014 (foto: Christian Hjorth)
Tiden, hvor Kanye West, Roger Waters, Morrissey, Bob Dylan, Guns’N’Roses, The Strokes og Franz Ferdinand alle kunne samles på Dyrskuepladsen i løbet af fire musikdage, er overstået. Passé. Den kommer aldrig tilbage. Til sommer er det ni år siden disse topnavne spillede på Roskilde Festival. År efter år har kritikken af den synlige del af isbjerget kun spredt sig yderligere på de sociale medier – og på store nyhedsmedier som BT, hvor den aldrende, rockinkarnerede musikanmelder Steffen Jungersen stadig agerer talerør.
Det tager to minutter at gennemgå Roskilde Festivals musikprogram, fra Paul McCartney i top til Øresund Space Collective i bund. Det tager fem minutter at skrive en kommentar, der kritiserer festivalen for at have satset for lidt på de ‘store’ artister eller for dens prioritering, men det kræver en del længere tid for at sætte sig ordentlig ind i den omfattende kvalitet hos de mellemstore eller mindre navne.
Med tilkomsten af Tinderbox denne sommer kæmper Roskilde Festival for første gang med tre store konkurrenter, der udover den odenseanske musikfestival også tæller Smukfest i Skanderborg og Northside i Aarhus. Om der er en sammenhæng mellem efterspørgslen på hele fire festivaler med international klasse og udviklingen indenfor salget af musik på CD og vinyl vil jeg ikke gøre mig klog på, men man kan ikke undlade at kigge på disse tal. Er man eksempelvis rockinteresseret og fan af både Modest Mouse, Muse, Beck og Interpol – og det fortæller alle Last.fm-algoritmer, jeg har set, at man godt kan være – så skal man som minimum ud og købe endagsbilletter til samtlige fire festivaler, hvis man skal have et glimt af disse kunstnere.
Det kunne måske være hensigtsmæssigt og med garanti være en fantastisk festival, hvis alle disse navne var samlet under ét telt, men sådan er situationen ikke. Til gengæld har Roskilde Festival sammenstrikket et program, der hverken skal måles på sine hovednavne eller tilgodese et rock-, rap- eller pop-segment. Det er festivalens ammunition imod alle dens konkurrenter, og den rammer både hårdt, præcist og skarpt. Father John Misty, Nils Frahm, Young Fathers, Run The Jewels, Jamie xx, St. Vincent og Jungle er er blot et udsnit af de mere interessante navne fra det ‘mellemstore’ musikkatalog, og deres tilstedeværelse er et udtryk for et progressivt festivalprogram.
Med en billetpris på 1.940, der bliver fortsat højere, kan det være svært at retfærdiggøre en festival, hvis man savner større navne. Her på Regnsky har vi år efter år haft for vane at anbefale både millionsælgende artister samt de mindre og interessante navne, der stadig mangler sit endelige gennembrud. Sidstnævnte gruppering pakker vi med roser og andre pæne ord ind, så de ligner og lyder som the next big thing. De danske navne indenfor denne kategori kan med stor sandsynlighed opleves på københavnske spillesteder med halvmånedlig basis eller på en turné hvert halve år. Men der opstår næsten altid noget helt særligt, når disse aktører træder op på scenen foran et nysgerrigt og sultent Apollo-, Pavilion- eller Rising-publikum. Det var tilfældet for Vinnie Who i 2009, Taragana Pyjarama i 2010 (dengang som Eim Ick) og Spids Nøgenhat i 2011, som alle må siges at have oparbejdet en flot karriere sidenhen.
Derfor vil mine anbefalinger kredse sig både om de internationale kunstnere, der gæster Roskilde Festival i deres karrierers sweet spot, og de bands og solister, som muligvis begynder en ny musikalsk rejse mod nye højder, så snart de træder ned af scenen på dette års festival. Jeg vil i den kommende tid løfte sløret i pakkeløsninger for de navne, jeg glæder mig mest til, og det vil blive startskuddet på en yderst tæt Regnsky-dækning af Roskilde Festival, både før, under og efter.
Roskilde Festival-aktuelle Disclosure har for få minutter siden løftet sløret for den første egenhændige produktion i over to år. Nummeret hedder Bang That og fungerer måske-måske ikke som en smagsprøve for opfølgeren til debutalbummet Settle fra 2013, der alene i England har platinstatus. Uanset hvad erklærede det unge brødrepar Howard og Guy Lawrence i starten af året, at et nyt album er undervejs.
Bang That ligger langt fra de til tider ganske intelligente spor, der lå og syede under popperlerne fra Settle. Til gengæld er der skruet op for potente drops, repeterende basgang og et vokalspor, hvor ’til you pass out yderst belejligt rimer på ’til you pass out.
Det skal være op til den enkelte at vurdere, om den nye Disclosure-lyd på Bang That er festlig, charmerende eller dum. Sikkert og vist er det til gengæld, at de unge englændere kommer til at servere en af de største fester på dette års Roskilde Festival, når de om fredagen indtager Orange Scene.
Tingene har det seneste halve år ændret sig drastisk for mit vedkomne.
I efteråret sidste år påbegyndte jeg min drømmeuddannelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, noget som min bloggerfrekvens her på siden har lidt en hel del under. At dække ny, opblomstrende musik har i mere end seks år været min foretrukne og mest tidskonsumerende hobby, men når fritiden indskrænker sig, får det unægtelige følger.
Noget af den tilbagestående tid, der er øremærket nye musikalske opdagelser, går nu på at præsentere dem i radioformat. Sammen med min medvært og -studerende, Adam Emil Schierbeck, har vi igennem det sidste halve år afsat en time om ugen til at dissekere og konkretisere nye udgivelser og gamle bølger, i radioprogrammet Radio Fire Fjerdedele.
Selvom titlen læner sig så meget op af et lignende program på P6 Beat, er vi meget stolte af programmets fundament. Så meget, at vi føler os sikre på, at man ikke finder en lignende fascination og passion for elektronisk musik i æteren herhjemme. Alligevel er det en stolthed, der ikke hidtil har kunnet afspejles i min villighed til at gøre reklame for programmet. Men det agter jeg med dette blogindlæg at gøre en ende på nu.
Så hvis man er interesseret i at få præsenteret elektronisk musik af to radioværter, der brænder for sit felt, men som stadig mangler at lære det med stemmeføring og åndedrætspauser, så kan man fremadrettet lytte til vores podcasts igennem Regnsky. Senest havde vi Frederik Birket-Smith, musikchef for Strøm, igennem til en snak om, hvorfor den københavnske festival for elektronisk musik i denne weekend tager turen til Albertslund. Får man lyst, kan man desuden gå i arkiverne og finde op til femten øvrige udsendelser.
Man kan desuden lytte til vores radioprogram live via skolens radioprogram, Genlüd, som er at finde via hjemmesiden http://genlud.dk, hvor vi okkuperer sendefladen hver tirsdag fra 19.00 til 20.00.
Til sidst vil jeg tilføje, at jeg stadig agter at sætte mine aftryk på denne dejlige musikblog, som er mit absolutte hjertebarn. Og selvom aktiviteten er dalet markant det sidste halve år, garanterer jeg, at henover foråret og sommeren vil gøre mere for at give jer læsere en snært af, hvad der popper op af interessante udgivelser under min radar.
Den danske houseproducer Henrik Koefod markerede sidste år sit nye alias, Erosion Flow, med sin selvbetitlede debut-ep på George Fitzgeralds pladeselskab, ManMakeMusic. Siden ep-udgivelsen har Henrik Koefod først og fremmest viet sin tid til dj-hvervet, hvilket hans funktion i klubkonceptet Rare Nights og en lang række gigs på Distortion og i London taler for.
Nu er Erosion Flow tilbage med en ny skæring, Aiir, der i titlens ånd byder på luftige synths lagt over en masse percussion og en smittende, driblende basgang – efterhånden kendt som producerens varemærkelyd.
Levon Vincent debuter ligesom britiske Pearson Sound på albumformatet i løbet af foråret 2015.
For to dage siden proklamerede Eva Laksø her på bloggen, at januar er tiden for nye singler. Ikke desto mindre bruger mange pladeselskaber også årets første måned på at offentliggøre kommende albumudspil, og ligesom vi i 2014 så mange erfarne kræfter fra den elektroniske verden debutere på albumformatet, tyder intet på, at tilstanden vil ændre sig i det nye år.
Hvor producere som Objekt, Kassem Mosse og Todd Terje på mange måder satte dagsordenen i 2014 for anmelderroste debutalbum, kan man efter blot to uger af det nye år se frem til nye albumudspil fra Pearson Sound og Levon Vincent. Selvom de to artister tilhører hver deres felt indenfor klubmusikken – med en britisk/eksperimenterende sound og en mere fasttømret houselyd respektivt – er der tale om to yderst rutinerede producere. Lagt tilsammen har de to artister mere end tyve års erfaringer på producerfronten, og i år vil man langt om længe kunne opleve de to herrer på albumformatet.
Pearson Sound, med det borgerlige navn David Kennedy, er 9. marts klar med sit selvbetitlede debutalbum, der samtidig fungerer som det første album på pladeselskabet Hessle Audio, som Kennedy driver sammen med produceren Pangaea og dj’en Ben UFO. Endnu foreligger der ingen smagsprøve fra det forestående albumudspil, men allerede sent torsdag aften kan man høre den første skæring fra albummet, når BBC 1-radioværten Benji B klokken 02 dansk tid præmierer første nummer fra Pearson Sound.
Siden sin debutudgivelse i 2002 har den New York-baserede houseproducer og -dj Levon Vincent turneret verden flad og besøgt nogle af verdens største natklubber. Herhjemme tikker Levon Vincent årligt ind på vores radar, når han frekventerer den københavnske natklub, Culture Box. I tirsdags teasede produceren de første og indtil videre ganske begrænsede informationer om sit debutalbum, som udkommer “meget snart” på Levon Vincents eget pladeselskab, Novel Sound. Men med efterhånden ikoniske numre som Late Night Jam, Man Or Mistress og den dubbede Woman Is The Devil fra 2008 skal der ikke meget til, før vi rejser os i spænding.
Sufjan Stevens udkommer 30. marts med sit syvende studiealbum, ‘Carrie & Lowell’. På pladecoveret, der er afbilledet her, ser man musikerens afdøde mor, Carrie, og hendes eks-mand Lowell Brams.
Fem år er gået siden vi sidst har kunne folde vores hænder omkring et nyt albumudspil fra Sufjan Stevens. I 2010 udkom den amerikanske singer-songwriter med sit i bogstaveligste forstand farvestrålende album, The Age of Adz, der som noget ganske nyt så Sufjan Stevens eksperimentere med mange elektroniske orkestreringer, med en effektfuld kombination af ‘fysisk’ lyrik, støj og folk.
Netop folk-rødderne vender Sufjan Stevens snart tilbage til, når han den 30. marts er aktuel med karrierens syvende studiealbum med titlen Carrie & Lowell, der ifølge en pressemeddelelse fra Stevens’ eget pladeselskab, Asthmatic Kitty, refererer til musikerens mor og stedfar. Moderen døde for et par år tilbage, mens Lowell Brams i dag er medejer af selv samme label, som han hjalp Sufjan Stevens starte i 1998.
Pressemeddelelsen røber desuden, at albummet ganske rigtigt ser Sufjan Stevens vende tilbage til folk-rødderne fra populartitsopbyggende albums som Michigan, Seven Swans og Illinois, og at albummet kredser sig om temaer som “liv/død” og “kærlighed/tab”. Som optakt til albummet kan man streame et udpluk fra titelnummeret, som findes nedenfor. Så sent som i går kunne pladeselskabets pr-afdeling røbe omfattende detaljer om pladens fysiske tilblivelse, en historie som blev lanceret via billedhostingsiden Imgur.
Carrie & Lowell:
1. ‘Death With Dignity’
2. ‘Should Have Known Better’
3. ‘All of Me Wants All of You’
4. ‘Drawn to the Blood’
5. ‘Fourth of July’
6. ‘The Only Thing’
7. ‘Carrie & Lowell’
8. ‘Eugene’
9. ‘John My Beloved’
10. ‘No Shade in the Shadow of the Cross’
11. ‘Blue Bucket of Gold’
Drum’n’bass-harmonier får en ny betydning på Dresses, en dugfrisk skæring fra den Brooklyn-baserede house-producer, Octo Octa, der sætter taktfast d’n’b-percussion i stævne med beherskede synth-jams. Kun afbrudt af en indcirklende bassline tager nummeret, der er at finde på ep’en More Times via Running Back, lytteren med på en halvlegarisk, kosmisk rejse på fem minutter, ideelt til en stenet søndagsstemning.
Siden 2011 har Michael Bouldry-Morrison alias Octo Octa skabt sig en solid karriere som en house-producer, der med selvsikkerhed og uden for mange indflydelser fra internettets dikterende trends har forsøgt sig med forskellige house-lyde. Både samplebåret vokalhouse såvel som en mere rå, 100 % Silk-esque lyd er blevet tilbagelagt med fin succes, hvilket han i 2013 med en energisk Boiler Room-session viste eksempler på. På sin nye ep indkapsulerer Octo Octa mange af disse forskelligrettede takter, mens han dog for en gang skyld sigter væk fra dansegulvet på Dresses – og det synes jeg, han gør strålende.
