Da festarrangørerne og klubkollektivet Copenhagen Underground Posse i 2014 sprang ud som et pladeselskab, begyndte det hele med vinyludgivelsen Liderlige Rytmer Del 1 af 3. En kompilation, hvor nogle af hovedstadens førende houseproducere som Daniel Savi, Samuel Andre Madsen og Kasper Marott var samlet.
Nu, fire år senere, kan Copenhagen Underground Posse (eller C.U.P.) omsider sætte et punktum på Liderlige Rytmer-føljetonen med den tredje udgivelse af tre. På fire år har C.U.P. udgivet solo-ep’er fra Supertonic, Terry Tester og senest B From E, og det er også sidstnævnte, der indleder Liderlige Rytmer Del 3 af 3.
B From E (alias Frej Levin) leverer på Human Revolution klassisk, uimponeret deep house, der vækker minder om Chicagos Glenn Underground, inden Samuel Andre Madsen som S.A.M. vender vrangen ud på Human Revolution med et dubbet remix.
Mens det er de garvede navne, der indtager a-siden, venter Belmaati (alias Casper Belmaati)og Soaked (Aske Albertus), to nye ansigter i C.U.P.-folden, på b-siden. Ligesom B From E har de to producere øjnene rettet mod en kanonisk house-lyd, men hvor Soaked på Heavy Thoughts allierer sig med pianostabs og rå, dunkende dyb trommegang på Heavy Thoughts, sørger Belmaati for lange synthlines og sing-a-long-venlige vokalrepetitioner på Deep CTRL.
Selvom der er sket meget, siden C.U.P. rullede pladeselskabsforretningen ud i 2014, har det københavnske label det seneste år været hårdt ramt af produktionsforsinkelser på pladen. Forsinkelserne er nu lagt bag dem, lover de, og derfor vil man i 2018 kunne se frem til flere (fremhævet med udråbstegn i pressemeddelelsen) udspil fra B From E, en Terry Tester-opfølger til Genealogia-ep’en fra 2016 samt en debut-ep fra førnævnte Soaked. Netop Soakeds første udspil på C.U.P., Heavy Thoughts, kan man høre i sin fulde længde forneden.
C.U.P. fejrer fredag eftermiddag udgivelsen af Liderlige Rytmer Del 3 af 3 med en release-fest i Nørrebro-pladebutikken Percy Records, hvor det også vil være muligt at købe vinylen.
Natal Zaks aka. DJ Central (foto: Nils Kristian Olesen)
Vi har bemærket det før, andre ligeså, og nu gør vi det igen: Aarhus’ Regelbau-kvartet bestående af Manmade Deejay, C.K., DJ Sports og DJ Central er netop nu bannerførere for den danske housescene. Med deres umiskendelige og nostalgiske lyd, der trækker på Chicago-house og italo-disco, har de tre producere og djs siden 2015 skabt både konventionelle og grænsesøgende hits.
Det seneste udspil fra den århusianske bastion hedder Li’Ud EP og kommer fra DJ Central alias Natal Zaks. Som ep-titlen måske tilkendegiver, er der tale om en udgivelse, der går lige på og hårdt og udenom alt for abstrakte temaer – eller, som holdet selv beskriver pladen:
This is fun, sincere, serious, unambiguous and friendly – unlike politics today. A bit of press-pective: Central wants these black and white records with club music on ‘em, so we do another one. This one homes 4 takes on vibes for the floor.
Li’Ud EP, som kan streames nedenfor i en smagsprøve, byder på fire numre, der indkapsler Regelbau-lyden. Fra åbneren Hejhej til lukkenummeret Li’Ud sætter DJ Central skarpt på vokalrepetitioner, muntre synthlines og dyb basgang som grundelementerne for en på alle måder ‘venlig’ og ‘sjov’ plade, der udkommer på Regelbaus søsterlabel Help Recordings i begyndelsen af maj.
Selvom det århusianske foretagende Regelbau ikke længere betragter sig som et kollektiv (de ser sig i stedet som et label og en platform for idéudveksling mellem tætte venner), er det fortsat muligt at misse et helt udspil fra holdets kræfter, hvis man blinker det forkerte øjeblik.
Trods en fejlfri og forholdsvis produktiv diskografi, der siden 2015 har set pladesamlere fra hele verden skyde salgsprisen på samtlige af Regelbaus i alt syv vinyludgivelser i vejret, bevarer de unge fyre fra kollektivet pladeselskabet en synlig ydmyghed og en snert af mystik omkring deres musik. Som kvartettens eget fusionsprojekt Maizena skriver i forbindelse med udgivelsen af ep’en Strange Worries fra 2017: The best thing about running a label is releasing the music, not writing about it.
Tag eksempelvis 23-årige Mathias Okholm, der udover at være en del af Regelbau-pladeselskabet også producerer under aliaset Manmade Deejay. For fem dage siden slap han ud af ingenting en ny house-produktion, Modena, på sin Soundcloud-profil. Nummeret rummer ingen oplysninger. Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, om nummeret er tiltænkt en udgivelse, og i så fald hvornår. Men når langt størstedelen af hans produktioner aldrig ser dagens lys, må der alligevel siges at være et spinkelt håb.
Ikke desto mindre er Modena et fremragende bekendtskab, og nummerer bærerpræg af italohouse-genrens velkendte euforiske synths og varme lyd fra de tidlige 1990’ere, som Manmade Deejay og resten Regelbau-holdet er heftigt inspireret af. Modena (der pudsigt nok også er navnet på en italiensk by) er med sine 130 bpm Manmade Deejays hidtil hurtigste produktion, vi har hørt. Nummeret er blot det seneste bevis på, at den unge århusianer er mere end bare et spændende bekendtskab.
Uanset hvad fremtiden bringer Modena, kan vi allerede til marts se frem til en ny ep fra Manmade Deejay, som udkommer på søsterpladeselskabet No Hands. Det har samarbejdspartneren C.K. (aka Christoffer Kejlstrup) varslet i et interview med Melbourne Deepcast.
Vi er allerede en tiendedel igennem 2018, men her på Regnsky skal du ikke snydes for den forhåbentligt sidste årskavalkade til ære for 2017; et mix af nogle af undertegnedes klubfavoritter fra det forgangne år.
Langt om længe er det lykkedes mig at sammensætte en række numre, som har skillet sig ud og været med til at definere 2017 som et stærkt år for klubmusikken – i særdeleshed for den danske scene, hvor århusianske DJ Sports med sit album, Modern Species, er trådt frem som en af landets bedste aktiver på den elektroniske scene.
Et godt 2017 havde også Avalon Emerson, der sammen med danske Courtesy havde æren af at lukke den legendariske elektroniske musikfestival Sonar ned i sommer. Hun er med sit fremragende og transcenderende electro-hit One More Fluorescent Rush også at finde på dette mix.
Hele tracklisten til mixet findes under playeren. Jeg håber, I vil lytte til det, og ellers er I velkomne til at dømme tracklisten i tavshed. Falder dommen ud til den positive side, kan man også finde en udvidet spilleliste bestående af nogle af mine yndlingsnumre fra 2017 på denne Spotify-spilleliste.
God fornøjelse.
Isorinnne – 4:55
Hiver – Elipse
Errorsmith – Retired Low-Level Internal Server
DJ Richard – Path Of Ruin (Pain Mix)
2 Responsible – Warm For A Long Time
Shinichi Atobe – Regret
DJ Sports – Reluctant Memory
Telephones – DTMF (Call Super Remix)
Lorenzo Senni – The Shape Of Trance To Come
Bufiman – Peace Moves
Pender Street Peppers – Raining Again
Nummer – Boulangerie Des 90s
Kris Baha – Start Over
Luca Lozano + Mr. Ho – F.U.B.U
Avalon Emerson – One More Fluorescent Rush
S.O.N.S – A New Life (Planet Earth Mix)
Fredag aften slog spillestedet VEGA dørene op til VEGA’s Udvalgte for sjette år i træk. Det populære koncept, hvor nye musikalske talenter får lov til at folde sig ud foran mere end 500 nysgerrige publikumer, bød denne gang på optrædener fra Molina, Fugleflugten, Jada, Drew, Vera og Tan.
På grund af de mange indslag måtte gæsterne pendle mellem Lille Vega og Nina Bang-Salen, hvor det første band startede klokken 20.30 og den sidste kunstner sluttede langt over midnat.
Efter koncerterne samlede vi op på aftenen med en del af publikummet, som blev spurgt til deres oplevelser med VEGAs Udvalgte.
Annette og Jonas
Hvorfor er I her i aften?
Annette: “Jeg synes altid, VEGA er god til at finde de nye navne. Så det er en helt vild god mulighed for at høre dem, man ved, man kommer til at høre mere til senere. Det er lidt som en slags mini-festival, hvor man får muligheden for at høre en halv times tid med hvert band.”
Jonas: “Jeg var her sidste år, og det var faktisk første gang, jeg satte mine ben på VEGA. Og det var en god oplevelse, så det var bare fedt at være her igen. Det var spændende at opleve nogle navne, man ikke havde set før.”
Og hvordan klarede denne aften sig så i forhold til for et år siden?
Jonas: “Bedre! Jeg synes faktisk, niveauet er væsentligt højere. Der var flere kunstnere sidste år, der var lidt *mnøøøh*, hvor programmet i år over hele paletten byder på navne, jeg rigtig gerne vil høre.”
Annette: “Jeg synes også, det var rigtig godt. Det har indfriet mine forventninger på en eller anden måde. Der er nogle af artisterne, der har haft nogle hits på P6, og de har leveret det, som jeg havde håbet.”
Var der nogen, der skilte sig ud?
Jonas: “Hende, der spillede inde i Lille Vega tidligere, hvad var det, hun hed?”
Annette: “Jada?”
Jonas: “Ja, Jada! Hun var meget naturlig, der var ikke noget anstrengende over hendes optræden.”
Annette: “Ja, hun var mega sej. Hun synger sindssygt godt, og så var hun meget sin egen. Det kom meget naturligt i hendes stemme, og så var det fedt med det ret amerikanske setup med kor og band.”
Ville I kunne pege på nogen, der burde spille til VEGAs Udvalgte næste år?
Annette: “Ja, What Kills. Det er lidt en ny elektronisk lyd, men samtidig med nogle rigtig dygtige musikere bag. Jeg synes altid, det er fedt, når noget elektronisk støder sammen med rigtige instrumenter.”
Cathrine og Mariella
Hvorfor er I her i aften?
“Vi havde bare lyst til at høre noget god musik, og vi har ferie fra studiet, så vi fejrer det lidt på den måde.”
Hvad synes I om aftenen?
“Vi er helt vildt glade. Der har været nogle ret fede navne.”
Hvem skilte sig ud?
“Jeg er meget overrasket over Jada. Hun var mega fed. Hendes stemme var virkelig imponerende. Jeg tror ikke, jeg havde set det komme ud fra, hvordan hun lige ser ud. Hun skilte sig ud fra mængden.”
Er det jeres første gang til VEGAs Udvalgte?
“Jeg har været der for et par år siden, men ikke for nylig. I forhold til dengang synes jeg, at denne aften klarede sig rigtig godt. Jeg synes, det var nogle ret fede og forskellige navne. Vi var her ikke helt fra starten, men det var rigtig fedt.”
Morten og Steen
Hvorfor er I her i aften?
“Vi elsker at komme her i VEGA, og vi elsker at høre ny musik. I aften var ingen undtagelse, den var fantastisk. Det er altid godt.”
Hvem skilte sig ud?
Steen: “Jeg synes, Dawn lyder lovende.”
Drew?
Steen: “Ja, Drew! Især på grund af hendes personlighed.”
Morten: “Og så synes jeg også, at Vera var fantastisk, for det var en sjov komposition i forhold til at fremføre musik, hvor man tager disse eksisterende numre og propper ekstra lag på. Det var cool.”
Ville I kunne pege på nogen, der burde spille til VEGAs Udvalg
te næste år?
Steen: “Ah, så meget fremme på beatet vil jeg ikke påstå, jeg er (griner).”
Morten: “Vi er små scouts.”
Steen: “Nu ved jeg ikke, om du kan se, hvor gamle vi er, men bare det, vi er her, det er hipt nok.”
Søren
Hvorfor er du her i aften?
“Vi er her for at høre Jada, og vi er endda på gæstelisten.”
Hvordan kan det være?
“Hun er min kæreste, så jeg synes, det kunne være rigtig fedt at komme til alle hendes koncerter. Det vil jeg i hvert fald gerne.”
Har du misset nogle koncerter?
“(Tænkepause) Ja. Jeg missede hendes opvarmningskoncerter for Phlake i Aalborg, Odense og Aarhus.”
Hvad synes du så om aftenen generelt?
“Det virker som et rigtig godt arrangement med en blanding af dem fra musikbranchen og en masse, der bare godt kan lide god musik. Jeg tror, de fleste publikummer er gået ind til alle koncerter, så de fleste har lært en masse ny musik, som de skal hjem og følge med i.”
Den New York-baserede houseproducer Maxime Robillard aka. Love Letters har et tæt bånd til Danmark. Foruden at have en fortid som ex-pat i København er Maxime Robillard på flere måder musikalsk beslægtet med vennerne fra det fremstormende Aarhus-kollektiv og pladeselskab, Regelbau, der flere gange har booket den unge amerikaner. Desuden er hans tidligere ep Your Go udkommet på søsterpladeselskabet Help Recordings.
På Love Letters’ nye udspil, Ducue, er Maxime Robillards danske forbindelse og den amerikanske opvækst endnu en gang vævet tæt sammen. Ducues abstrakte og insisterende percussion vækker minder om idéer fra Aarhus’ største eksportvare inden for housescenen. Og så er der nummerets acid- og pianovibe, der lyder som noget, Omar S og Tin Man ville komme op med, hvis de rykkede deres synthesizere ind i et og samme lokale.
Men trods sammenligningerne – og pressemeddelelsen, der kalder udspillet en variation af “den gode, gamle houselyd” – skuer Ducue også fremad. Singlen bliver helt sin egen takket være den forførende vokal, der langsomt moduleres i takt med, at bassen støder tungere.
Ducue har netop fået premiere på bloggen The Ransom Note og udkommer både på vinyl og kassettebånd den 17. november via pladeselskabet Yield.
Tobias Hjørnet Pedersen aka. Beastie Respond er albumaktuel med Information City (Foto: Daniel Buchwald)
Den danske producer Beastie Respond er aktuel med karrierens andet album, Information City, der handler om en hverdag præget af sociale medier og et væld af informationer. Regnsky har mødt den danske producer til en snak om memes, alt-right-bevægelsen, inspirationskilden Berlin og om at bryde med genredogmer.
Hvert minut uploades mere end 400 timers indhold til YouTube, mens Netflix-abonnenter tilsammen streamer 86.000 timers video. Inden de næste 60 sekunder er omme, er knap 2,5 mio. billeder blevet liket på Instagram, mens syv mio. Snapchat-videoer vil blive afspillet.
Hvad betyder mængden af data, vi uploader og forbruger, for vores distinktion mellem drømme og virkelighed, fakta og fiktion, sandhed og løgn? Dette spørgsmål stiller den danske drum’n’bass-producer Tobias Hjørnet Pedersen aka. Beastie Respond sig selv på sit nye album, Information City, der udkommer fredag på det dansk-tyske pladeselskab Foul-Up.
“Albummet handler om min egen oplevelse af verden; at man har en hverdag, hvor man konstant står over for bittesmå valg; at man hele tiden bombarderes med information og nyheder, med billeder på Instagram og statusopdateringer på Facebook, med spørgsmål om, hvem jeg skal stemme på, eller hvordan jeg skal sortere mit affald,” lyder det fra Tobias Hjørnet Pedersen, da Regnsky møder ham i hans lejlighed på Nørrebro.
Information City har taget Tobias Hjørnet Pedersen to år at producere og sammenvæve. Med sine egne ord er albummet en kommentar på den digitale tidsalder, vi lever i. En angst for den evigt uploadende, 24 timers online tilværelse, det digitale menneske befinder sig i. Over albummets 11 skæringer og godt 40 minutters spilletid, der refererer til alt fra internet-memes som Dog of Wisdom til den franske sociolog Jean Baudrillards tanker om massekultur og hyperrealisme, inviterer Beastie Respond lytteren ind i et mørkt rum, der synes kun at være oplyst af ens egen browserhistorik og de hundredetusindvis af faneblade, man aldrig fik åbnet.
Fra at dissekere sin egen (manglende) rod i musikhistorie på det tilbageskuende debutalbum Fictitious Nostalgia fra 2013, virker 28-årige Tobias Hjørnet Pedersen albumopfølgeren Information City derimod til at have rettet blikket mod en dystopisk fremtid og den måde, mennesker interagerer i grupper. Skulle man endnu ikke have fanget albummets alvor og højtidelighed, behøver man blot kaste et blik på Information Citys trackliste, som blandt andet byder på titelnumre som The Truth Hides the Fact That There is None og We Never Truly Understood the Architecture.
[spoiler show=”Beastie Respond forklarer titlernes referencer:”]Real Without Origin – titlen er en direkte reference til Jean Baudrillards Simulacra and Simulation, der handler om hyperrealisme. Nummeret er lidt af et lokomotiv.
Lullabies To The Lost and Forgotten – Retrospekt til den glemte tid inden internettets totale udbredelse. Det var skægt at arbejde med at bryde det harmoniske og varme lydbillede med det grimme, kolde og metalliske.
We Never Truly Understood The Architecture – Med titlen tænker jeg særligt på mængden af kontrolarkitektur, som vi i Danmark frivilligt har pålagt vores færdsel på internettet. Ideen om, at hvis man ikke har noget at skjule og at overvågning derfor er i orden, er den direkte vej til det totale overvågningssamfund.
They Mobilized Ignorance and Slack – Titlen er en reference til bobleforsker Vincent F. Hendrick og andres artikler om interessebobler.
Enter 89 – Det er albummets ældste nummer og lå egentlig færdigt, længe inden jeg gik i gang med albummet.
He Used His Bench Lathe To Form His Wooden Sculpture – Er en slags ode til min morfar, som jeg stadig ser meget op til, selvom han ikke er her længere. Han havde et hobbytræværksted, hvor jeg brugte mange timer, når jeg var på besøg. Her byggede jeg små træskibe og lærte at bruge en drejebænk. Jeg tror, det var på hans værksted, jeg fandt glæden ved at skabe ting blot for glæden ved arbejdet. Det, tror jeg, har smittet af på min tilgang til at lave musik.
Information City – Titelnummeret på albummet. Hektisk, hyperaktivt opløftende og melankolsk på en gang.
A Good Wisdom – Haba ba ba. Hababadabadakah.
Downloaded 4 R. D4wkins – Nummeret er en hardcore/garage/juke-bastard, som tog ganske få timer at lave et udkast til, men som tog ca. to hele arbejdsuger at færdiggøre. Richard Dawkins er kendt som faderen til udtrykket meme, og så spiller titlen også lidt på technoproduceren Richie Hawtin.
The Truth Hides The Fact That There Is None – en omskrivning af et Jean Baudrillard-citat. Han skriver, at sandheden gemmer sig bag det faktum, at der ikke er nogen. Det er et dejligt paradoksalt udsagn.
Never-present – Afslutningsnummeret reflekterer lidt over, hvordan vores tilstedeværelse i virkeligheden – fremfor repræsentationen af virkeligheden – syner langsomt hen, imens vi kigger ned i vores telefoner. Hvis man lytter godt efter i slutningen, kan man høre en hund, der gør af sin ejer, imens de gik tur, fordi han gloede ned i telefonen hele tiden.
[/spoiler]
“Vi bliver hele tiden mødt med mere og mere information i vores hverdag, og når det sker, hvordan ender vi så med at agere, når vi bevæger os rundt i verden? Man kan sortere i typer af informationer, så man ikke konfronteres med meninger, der divergerer i forhold til ens egne, og man undgår at blive utilpas. Man træffer nogle valg, så man opnår en tryghedsfornemmelse, men nogen gange er det ikke de rigtige valg. På den måde ender man med at få skabt en masse små bobler af digital comfortzone, hvor der går totalt ekkokammer i livet.”
Foto: Daniel Buchwald
Og nu flyder de digitale ekkokamre ud i de fysiske rum, mener Tobias Hjørnet Pedersen. Da vi mødes på Nørrebro, sker det blot få dage efter raceurolighederne i Charlottesville, Virginia. Her stødte den såkaldte alt-right-bevægelse, der længe har delt stærkt højreorienterede memes på hjemmesider og imageboards som 4Chan, sammen med en række moddemonstranter med det resultat, at tre mennesker mistede livet.
Tobias Hjørnet Pedersen kæder de politiske og kulturelle modpoler sammen med den digitale udvikling og sorteringen af informationer, og han øjner dystre udsigter for fremtiden.
“Den digitale comfortzone er begyndt at lække ud i virkeligheden som klamt skum, der bruser ud af internettet, og som blandt andet er blevet til alt-right-bevægelsen. Det er folk, der har siddet i nogle ekkokamre, og som har levet igennem disse holdningsrum og bobler, hvor had og homofobi bliver mobiliseret. Man får sit eget billede af, hvordan forskellige ting er ud fra, hvordan et givet fænomen bliver repræsenteret i det forum, man opholder sig mest i. Det gælder både kvinder, homoseksuelle eller indvandrere. Det er en radikalisering, der går ekstremt hurtigt, og jeg tror, hastigheden af radikalisering aldrig er gået hurtigere, end den gør nu,” siger han og tilføjer:
“Jeg er på den ene side meget fascineret af udviklingen, men på den anden side er jeg også bange for den. Det er på vej ud af en eller anden tangent, hvor det ikke er godt længere.”
“Der er mange sociale medier, der på den ene side har haft en god effekt rent demokratisk, men som så sandelig også har haft en ekstremt dårlig indflydelse på os som mennesker.”
Bidrager Information City med et løsningsforslag?
“Mit album ændrer ikke noget, men på en eller anden måde har tilblivelsen af albummet været en researchproces for mig. Der har været mange af de her ting, jeg har læst op på undervejs, så det er mere min egen skildring af verden, end det er en provokation eller et værk, der kommer med noget løsningsforslag.”
Hvad har du lært om dig selv og din egen verden i denne proces?
“Jeg er blevet forstærket i mange af mine egne holdninger, fordi jeg grundlæggende er imod al den form for had, der blomstrer op i boblerne. Jeg er af den opfattelse, at der er mange sociale medier, der på den ene side har haft en god effekt rent demokratisk, men som så sandelig også har haft en ekstremt dårlig indflydelse på os som mennesker.”
Men er det ikke meget interessant, at du fortæller, at du er blevet forstærket i dine egne holdninger, når du netop argumenterer for de negative aspekter ved at stadfæste sine egne overbevisninger?
“Selvfølgelig er jeg også selv en del af det miljø. Det, tror jeg, er svært ikke at være. Det kommer igen ned til, at der er så meget, man skal bearbejde hver eneste dag, så man ender i de situationer. Det er faktisk meget godt set, at jeg selv er de steder. Grundlæggende set har de ting, jeg går og mener, ikke ændret sig så meget. Jeg har haft den samme holdning til mange ting, men der er nogle ting, man fokuserer mere på end andre. Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk går og hader så meget.”
Så da idéen til temaet bag Information City åbenbarede sig for Tobias Hjørnet Pedersen i sensommeren sidste år, efter blandt andet at have læst Henri Lefebvres The Production of Space, Frans Kafkas Processen og bøger om bitcoins’ forbindelse til højreorienteret ekstremisme, gik han i gang med at strømline albummets numre og væve dem sammen i en rød tråd omkring temaet. Arbejdet med at kæde et koncept sammen med en række numre har været en øjenåbner, fortæller Tobias Hjørnet Pedersen.
“Jeg har hele tiden tænkt, der skulle være et tema, og at jeg gerne ville give udtryk for en bevidsthed omkring verden. For min egen skyld er det sjovt at lave noget, der har en historie og som er bygget op omkring en idé. Og jeg kan godt lide ideen om, at elektronisk musik ikke blot behøver at være en række numre, men at man kan mene noget med dem. Det er ikke noget, jeg har gjort mig i så meget førhen, men det er spændende, at man kan udtrykke mere end bare, at det er klubmusik.”
“Jeg har accepteret min rolle som outsider i drum’n’bass-verden.”
Beastie Respond om at give slip på musikkonventionerne
Tobias Hjørnet Pedersen har flere gange fastslået, at han ikke henter direkte inspiration fra musik eller genrer. I stedet lader han sig begejstre af musikscener og de publikummer, der bruger dem. Tobias Hjørnet Pedersen nævner et konkret eksempel fra Berlin.
“Det var der, jeg fik en følelse af, at det var en hel ny verden, der åbnede sig op for mig. Jeg er meget inspireret af den mere politiske side omkring elektronisk musik, som jeg er kommet mere i kontakt med i forbindelse med, at jeg har besøgt Berlin oftere. Byens mere dekonstruerede og ekstreme udtryk fængede mig. Jeg er meget fascineret af de mennesker, der kommer på denne scene. Nogle af scenerne er klubbede og hjemsted for energisk musik, men de har også en anden ting omkring sig, der er meget abstrakt, som jeg synes er sjov og spændende.”
Inspirationerne har hjulpet Tobias Hjørnet Pedersen til at give slip på nogle af de konventionelle rammer, der har omgivet Beastie Respond.
“Jeg tror, jeg er blevet mere ligeglad med, om min musik giver mening i en klubsammenhæng. Jeg har accepteret min rolle som outsider i drum’n’bass-verden. Der er nogle mennesker, der godt kan lide det, når ting er anderledes og ikke efter bogen, og det var en bekræftende oplevelse, når man kommer til en by, hvor man har nogle mærkelige, små nicher. Jeg er blevet inspireret til at turde lave et album så meget på mine egne præmisser, som Information City er for mig. Det synes jeg også, Fictitious Nostalgi var, men der var nogle ting, hvor jeg var lidt mere dramatisk omkring basmusikken. Jeg synes ikke, der er så mange genredogmer. Derimod er der blevet blandet helt vildt med alle mulige ting.”
Derfor var det også oplagt for Tobias Hjørnet Pedersen, at albummet skulle udgives på det berlinsk-københavnske pladeselskab Foul-Up, der siden pladeselskabets lancering i slutningen af 2016 har udgivet alt fra knivskarp electro til difus, tech-y ambient over nihilistisk housemusik.
“Jeg tror helt klart, jeg har fået noget mere mod på at lave det, jeg har lyst til. Nicolai (Vesterkær Krog, Foul-Up’s stifter og bestyrer, red.) har hjulpet mig et godt stykke på vej ved at give mig et mål med at lave musik. Samtidig har han gjort det klart for mig, at albummet ikke behøver være noget bestemt. Det skal være lige præcis, som jeg har lyst til, det skal være.”
Men selvom Tobias Hjørnet Pedersen i dette interview og på Information City skildrer de negative konsekvenser af digitale comfortzones, er han musikalsk set selv en tryghedsnarkoman, hvis man skæver til Beastie Responds diskografi. Ligesom med Foul-Up har Tobias Hjørnet Pedersen udelukkende udgivet musik på pladeselskaber, der styres af nære venner. Og selvom det ville være prestigefyldt at udgive på større pladeselskaber, forklarer han, foretrækker han trygheden.
“Jeg kan godt lide at arbejde med folk, som jeg kender godt, og i miljøer hvor jeg kan lave det, der er mig, og er mine udtryk. Jeg vil helst arbejde sammen med folk, jeg er fortrolige med. Det, synes jeg bare, er rarere. Jeg synes, det er rart at kunne mødes med folk og snakke om arbejdet. Rent strategisk ville det være fedt at udkomme på større pladeselskaber, men jeg synes, det er lige så fedt at arbejde sammen med mine venner. Der er noget mere personligt i det for mig.”
Beastie Responds Information City udkommer 1. september på Foul-Up.
Jungle, ledet af barndomsvenner ‘J’ og ‘T’ viste endnu en gang, hvor dygtige de til at få deres neo-soul ud over scenekanten (foto: Peter-Emil Witt)
Der er ikke bare halvtreds år og et helt atlanterhav til forskel fra soulmusikkens udspring af afroamerikansk musikkultur til britiske Jungles neo-soul. Med inspirationer fra sydamerikansk bossanova og Nile Rodgers-guitarriffs vil Jungle have dig til at smile, elske og danse. Der er ingen sekulære sangtekster eller dyb smerte, og derfor kunne jeg på forhånd gisne om, hvorvidt duoen, der på livescenen folder sig ud til en septet, kunne holde gejsten hos publikum oppe i en lille time med kun ét album i baghånden. Det selvbetitlede debutalbum fra 2014 viser ikke mange udsving på temposkalaen og kommer sjældent over de 100 beats i minuttet.
Alligevel var forventningerne til Jungle tydeligvis store på Avalon-scenen i går, hvor der var fyldt godt ud i gruset med meget lille mulighed for bevægelse. Rygtet om deres sublime evner som liveband og dets fire fornemme singleudspil var tydeligvis kommet dem i forvejen, for da korpiger, bassist, trommeslager, synthmand samt hovedpersonerne ‘J’ og ‘T’ havde gjort deres entré på scenen, var de allerede ti minutter forsinket.
Publikum tilgav imidlertid bandet med det samme takket være åbningsnummeret Platoon, badet i grønt scenelys. Ligesom det er tilfældet på albummets øvrige 11 numre, er varigheden på Platoon skåret ud efter bedste radiovenlighed med tre til fire mintuters spilletid. På scenekanten folder bandet numrene ud i extended cuts, hvilket giver Jungle rig mulighed for at charmere og flirte det efter deres eget udsagn ‘det bedste publikum, de har spillet for hele sommeren’.
Kollektiv fest til sidst
Ligesom monotonien lurer i baggrunden på nogle af albummets fillers opstod der også sekvenser, hvor intensiteten sammen med publikums hænder kom et stykke ned mod grusunderlaget. Efter den fine The Heat skulle bandet arbejde sig igennem Accelerate og Lucky I Got What I Want, og i et kort øjeblik kunne man frygte, at det ville være for sent at hive begejstringen tilbage i publikum på numrene Busy Earnin’ og Time, som de har for vane at slutte deres koncerter af med.
Men noget ganske uventet skete på det tredjesidste nummer, Drops. Med inspirationer helt tilbage til Beach Boys’ vokalharmonier synger J og T “So come down from the clouds“, og det var mere en følelse af comedown efter en lang nats rus, end det var af den tilbagevendte jord under fødderne. Men så tog bandet lyden længere ned end på de forgående numres break, indhalerede stilheden, inden en arpeggieret akkord sendte publikum tilbage op mod skyerne. Vejen var derefter banet for en kollektiv fest, som trods høje forventninger og et begrænset bagkatalog efterlod et positivt indtryk.
Hot Chip – Dansefest for nørder
Hot Chip (foto fra anden begivenhed)
En helt anden danseoplevelse var nattens sidste koncert med det engelske dance/punk-outfit Hot Chip. Med seks album på bagen trækker Hot Chip på langt flere strenge end landsmændene fra Jungle, blandt andet med samhørigheden fra Chicago house-inspirationerne på Need Your Love og avantgarde-disco á la Arthur Russell på Don’t Deny Your Heart.
Hot Chip gjorde rigtig meget for at underholde og for at holde publikum vågne til den sene nattekoncert, som da de oppe på scenekanten fremførte en nørdet dansekoreografi på Flutes. Ansvaret for kontakten til publikum var rigeligt fordelt mellem Al Doyle (der også huserede i LCD Soundsystem), Joe Goddard (The 2 Bears) og frontmand Alexis Taylor.
Hot Chip høster vanligt rosende anmelderkritik for deres albumudspil, men der er stadig et stykke til det danske publikums hjerter. Deres image som nørder, der leger med elektroniske instrumenter og blandt andet sampler First Choices discoklassiker Let No Man Put Assunder rammer ikke rigtig ned i noget P3- eller P6 Beat-segment.
Parade af hits og undervurderede skæringer
Til gengæld blev Arena ramt af bandets lyst til at skabe en fest. Her var Over & Over, der hyller repetitionens kunst, overgangen fra Ready For The Floor til den smukke danseballade I Feel Better samt lukkenummeret, bandets cover-udgave af Bruce Springsteens Dancing In The Dark, iklædt electro-klæder, aftenens højdepunkter. Hot Chip har ligeså mange hits, som de har undervurderede skæringer. Sent i går nat miksede de begge blokke sammen, hvilket skabte det, de var kommet for; dansen. Tilfredsheden var tydeligt printet i folks ansigter omkring mig, men der manglede måske lige det sidste. Det kunne blandt andet komme fra A Boy From School, bandets absolutte hit, som ikke havde fundet vej til setlisten. Ikke desto mindre en større anledning til at hive dem tilbage en anden gang; for underholde, det kan de, de nørder.
Father John Misty ramte plet på Avalon-scenen med hans mikstur af kynisme og personlige beretninger fra hans eget kærlighedsliv (foto: Esquire)
Hvis Father John Misty var en spillefilm, ville han være forbudt for børn. Han forfører og smider sig gerne på jorden i omsætning for dit blik og din kærlighed. Men han gør det på forhånd klart, at der er en chance for, at han bliver træt af dig. Sker det, er han ikke bange for at smide din kærlighed væk.
Avalon-scenens tæppe var knapt trukket helt til side, før amerikanske Josh Tillman aka Father John Mistyog hans fem mand store backing band stod klar foran et tætpakket publikum. Med titelnummeret fra sidste års album, I Love You Honey Bear, Josh Tillmans kærlighedssang til hans kone Emma, kastede han sig ned på sine knæ til jublende respons fra publikum, sekundet efter den første guitarstreng blev slået.
Albumopfølgeren til 2012-debuten Fear Fun zigzagger mellem bitter Charles Bukowski-kynisme og beskrivende kærlighed, og høstede anmelderroser for evnen til at mixe ironisk meta og hudløs ærlighed i en fræk folk-cocktail. På samme pendulerende facon dansede Father John Misty forførende til højre og venstre for Avalon-scenen i hvad der i momenter lignede en parringsdans på Crazy Daisy i Viborg.
Med blot et vrik fra hoften kan Father John Misty bedåre selv en ørkentør nonne i cølibat, så selvfølgelig ydede Roskilde-publikummet ingen modstand. Ikke mindst fordi Father John Misty aldrig mistede grebet om musikken, hvad enten han sang falset på den inorganiske True Affection eller croonede indover “one of the biggest hits in the United States right now”, den apatiske og ironiske Bored In The USA. Ej heller var der en finger at sætte på Fear Fun-nummeret Only Son Of A Ladies’ Man, der fik publikum til at synge med.
Men ligesom han forfører, formår sangenes vigtige tematikker og budskaber at svømme oven vande og give publikum et vindue ind til mange af de indre samtaler, den mørkhårde amerikaner med det store skæg utvivlsomt må have haft med sig selv. Efter en timelang koncert løb Father John Misty efter lukkenummeret The Ideal Husband væk fra scenen med en masse hjerter, og hvis du agter at få det tilbage, så skal du vente til november, hvor han vender tilbage til Danmark med to koncerter på VEGA.
The Minds of 99 åbnede onsdag Roskilde Festivals scene. Det skete med alvor og stor selvsikkerhed – men med lidet variaton (foto: Peter-Emil Witt)
Når Roskilde Festival natten til søndag slukker for lys og lyd en sidste gang, igangsættes et halvt års gisnen om den næste, store danske kunstner. Set bort fra et par enkelte huller har det igennem de sidste tyve år været en uskreven tradition, at festivalens største scene, Orange Scene, skal åbnes af et nyt navn, gerne af dansk afstamning, der er blomstret op og blevet the next big thing.
Efter sidste års prisvindende og selvbetitlede debut var det ventet, at The Minds of 99 ville blive castet til denne opgave. Med sin skarpe lyd, bredtfavnende post-punk og dansksprogede tekster har sekstetten med numre som Rav og ikke mindst Det Er Knud Som Er Død skrevet poppede melodier, der vinder sympati mange steder i landet. På scenen fremføres sangene med energi og højt tempo, og som endnu et uskrevet Orange-ritual var eftermiddagens taknemmelighed fra scenekanten tydelig fra første nummer.
Den indledende taknemmelighed og eksplosion af orange konfetti blev hurtigt efterfulgt af frygtløs selvsikkerhed, livliggjort af forsanger Niels Brandt. Brandt kan med sin kraftfulde vokal både skrige og agere dyb som på hittet Det Er Knud Som Er Død, mens hans fem bandmedlemmer punktligt lever en milmeterpræcis instrumentalisering. End ikke Orange Scenes tydelige følsomhed overfor sidevind kunne tage noget fra bandets højenergiske optræden, og bandet efterlod intet indtryk af, at de blot for tre år siden fandt hinanden musikalsk i en lejlighed på Frederiksberg.
Det eneste, der hæmmer helhedsindtrykket, er bandets mangel på større variation. Selvom man har fundet en mere dyster side på det nye, flotte nummer Ud Af Min Krop, mangler The Minds Of 99 stadig at omsætte de tydelige musikalske evner til improvisation og originalitet. Men foran sit hidtil største publikum er fuglen i færd med at gro sig lange og stærke fjer, så den snart kan flyve ud af sit bur.
