Nathan Fake spillede solen ned med fordybende techno

Man gik bogstaveligt talt mod strømmen, hvis man onsdag aften besluttede sig for at tage til koncerten med den engelske electronica/techno-producer Nathan Fake på Apollo klokken 21.30 (vi behøver ikke nævne, hvem der var programsat til 22.30 på Orange).

På samme måde gik man muligvis forgæves, hvis man havde lovet sig selv en fest, som man kunne høvle igennem til. I stedet fik man en til tider kontemplativ oplevelse, hvor man stod inde i sig selv og muligvis kunne referere oplevelsen til egne minder. Derfor tog Morten og Eva efter koncerten en snak om, hvorfor den fungerede.

Morten: Jeg har bemærket, at de farver, der indgår helt centralt i Nathan Fakes visuelle udtryk, er pink og lyseblå, altså to farver, der ikke lader sig blande, men som modarbejder hinanden. Og jeg føler også, det er det, der kendetegner Nathan Fakes musik. Man danser til den, men man bliver også opslugt af de skærende akkordprogressioner og de dramatiske crescendoer, så man står inde i sig selv og føler, virkelig føler.

Eva: Og man kan også stå i sin egen verden, som den fede fyr med den røde FOA-kasket virkelig gjorde.

Morten: Men med det udtryk og den appel kan Nathan Fake også risikere at ramme helt ved siden af skiven. Men jeg følte virkelig, at han ramte begge dele i mig. Jeg kan bare ikke helt finde frem til, hvad det var, der gjorde koncerten så god.

Eva: For mig handler musik også en del om, hvad man associerer den til. Og det, tror jeg, er ekstremt individuelt, hvilke rytmer, melodiske forløb eller strukturer, som tricker et eller andet hos én. Og noget, som jeg især tænkte på ved starten af koncerten, var at Nathan Fake har meget dybe, ekstremt bassede og faktisk ret hårde ting, og så har han de her helt fine, fantastiske og ret indie-agtige melodier, der ligger og bobler ovenpå, som udvikler sig og tager sin tid. Og så, når man har fulgt med i den udvikling i et stykke, twister han den og gør dem disharmoniske. Og det gør, at han ændrer det perspektiv til noget fængslende og mystisk, og det er noget, jeg altid har bidt mærke ved i Nathan Fakes musik for såvel andre udgivelser hos Border Community. Det er det samme, jeg faldt for ved Mew, da jeg var fem år gammel. De gør det samme! Og det er de minder, som musik vækker, og som de forskellige minder forbinder sig med. Så for mig var det en personlig oplevelse, fordi den trak referencer tilbage til mange ting, jeg godt kan lide.

Morten: Vi var noget bekymrede for fremmødet forud for koncerten. Vi gik bogstaveligt talt mod strømmen hele vejen fra mediebyen, over Orange Scene og næsten hele vejen ind til Apollo. Fremmødet var langt fra overvældende, men det vigtige er ikke, hvor mange mennesker, der dukker op, men hvor mange mennesker, der føler den. Folk kunne ret hurtigt stå af på hans meget syrede udviklinger, hvis ikke de fik lige det, de havde ventet.

Eva: Præcis. Jeg tror, det er sådan en koncert, der meget let kan skuffe, hvis man går til den med en forudtaget holdning. Nu har jeg ikke læst programteksten, men hvis den har sagt noget med melodiøs techno, kan jeg godt forstå, hvis folk bliver overrasket. For det er det ikke. Det er fordybelseskrævende musik. Jeg tror, det var da jeg stod med korslagte arme og vippede lidt med det ene ben, at jeg nød koncerten mest. Det er, fordi Nathan Fakes musik ikke er så meget udadvent, som det er noget, der mærkes inde i en selv. Jeg var ligeglad med, hvor mange mennesker, der var. Bare der ikke var helt pakket en masse stive mennesker, der var klar på en moshpit.

Morten: Og når der ikke var flere mennesker, kunne han måske lige så godt have spillet på Gloria, når hans musik fordrer en fordybelse inde i den enkelte.

Eva: Ja, jeg var lidt bekymret forud for, at han skulle spille på Apollo. Den er kæmpestor, men egentlig syntes jeg, den passer perfekt, og jeg er glad for, at han ikke spillede på Gloria. Du startede med at beskrive det med farverne, og et nummer som The Sky Was Pink gør, at han var castet til at spille en solnedgangskoncert, og det fungerede sindssygt godt. I forhold til hans sene solopgangskoncert på Distortion for fire år siden, så var denne koncert for et Roskilde-farverigt publikum, men hovedparten var +35-typerne, der er kommet med toget i dag og som endnu ikke har det helt crazy. Folk virkede rimelig sobre, og det passede meget godt til denne scene. Og i forhold til den mere nørdede scene på Gloria, så var der også plads til at høvle lidt igennem, især på nogle af de nyere numre.

Morten: Det er også det, der fanger mig i forhold til Nathan Fake. Han laver i grunden techno, men den er så kontemplativ og introvert, og det er egentlig også derfor, at man kan danse til den, men det er aldrig et succeskriterie, at man bevæger sig til den. Og jeg er overbevist om, at det heller ikke er det, Nathan Fake skeler til, mens han står oppe på scenen og headbanger til sin egen musik. Jeg finder ret stor glæde ved tanken om, at mange af disse +35-mennesker, som du beskriver, måske i højere grad end før koncerten forstår, at technomusik kommer i mange forskellige variationer, og at man kan indleve sig den på forskellige måder.

Eva: Præcis. Både du og jeg er vokset op med forskellige måder at lytte til elektronisk musik live. Der er selvfølgelig dér, hvor du går ud og har en fest med hænderne i luften. Ren hands-in-the-air. Men for de fleste livekoncerter på klubber, der ikke er helt mainstream, så er den fysiske udfoldelse ikke særlig vild. Folk, der kommer til koncerten med en forventning om den helt vilde fest, bliver skuffede. Men Nathan Fakes musik giver dig et rum at træde ind i, og det, tror jeg, er der et stort behov for på Roskilde Festival. Man er i den nogenlunde samme følelse hele koncerten igennem, men man får lov til at være der på ens egne præmisser, og det er enormt stærkt ved denne form for musik, fordi den tillader dig at være og drømme og lade tankerne flyde sammen med musikken. Det skal ikke forståes sådan, at det er baggrundsmusik, men at det er musik, der skaber og afgrænser et rum, som man kan være en del af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ingen danser, før Simon Littauer siger det

Simon siger vent. Og det gør han længe, som han står der på scenen i selskab med sin modulære synthesizer, der hjælper ham med at forme en hård men også svævende technolyd.

Simon Littauer, den ældste bror i den musikalske Littauer-klan, der også består af brødrene Jacob (Yangze samt Jatoma) og Rasmus (School of X), er tirsdag aften den sidste i familiedynastiet til at kunne tikke et flueben ud for målsætningen “at optræde på Roskilde Festival“.

Og det flueben kan han notere med god samvittighed efter en fremragende koncert. Rigtig mange koncertgængere havde fundet plads foran Countdown-scenen i håbet om at have fundet det sidste skumringstids-rave, inden festivalen for alvor starter onsdag.

Det fik de, men først efter at Simon Littauer længe pirrede sit publikum med tålmodige opbygninger og flydende mellemspil, som om hans konceptuelle tilgang var et potpourri af build-ups, der aldrig klimakser i det helt store drop. Simon Littauers forsøg på at fange og tryllebinde sine lyttere kunne have gået galt, folk kunne have mistet tålmodigheden og tiltroen til den helt store fest, men de blev stående og lystrede enhver bevægelse fra den høje mand på scenen.

Som da Simon Littauer skålede med publikum, eller når han løftede en arm for at indikere, at nu sker der noget. Publikummet fulgte enhver bevægelse fra manden, de var kommet for at høre, i sådan en grad, at det først og fremmest var tålmodigheden og tilliden, der sejrede.

Kombinationen af tilliden fra publikummet og tålmodigheden i Simon Littauers timelange koncert resulterede i et technorave, der både knitrede og harmonerede i ørerne. I løbet af Countdowns tre-årige levetid har kun få håndteret scenens potentiale og udtryksmuligheder så mesterligt som Simon Littauer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den svære kunst at danse til house i aftensolen

B From E (aka Frej Levin) og den svenske duo Mount Liberation Unlimited ville ikke mangle noget at tale om, hvis de skulle blive fanget i en elevator sammen.

De kan eksempelvis gå i dybden om deres fælles kærlighed for dyb og charmerende house og tale om den fascination for hardware-instrumenter, som de begge besidder.

Og så har de begge haft til opgave at få publikum til at danse til housemusik midt i aftensolen på Roskilde Festival. Countdown-scenen var søndag klokken 18.30 vært for B From E, og 25 timer senere var turen så kommet til Mount Liberation Unlimited.

Ikke det værste tidspunkt for bastunge beats, men heller ikke det bedste, og det var fremmødet til begge koncerter et gyldigt bevis på. Kun hegnet helt oppe ved scenekanten, hvor man kunne finde skygge, var optaget af publikum, der endnu ikke var begyndt at overveje aftensmaden.

Fremmødet skulle selvsagt vise sig at tage til i sin størrelse ved begge koncerter, om søndagen ikke mindst takket være en tydelig begejstring malet i ansigtet på B From E over muligheden for at spille sin house-musik, der trækker tydelige tråde til Chicago-lyden i midt-90’erne. Selv da han indledningsvist kæmpede med tekniske problemer og gik bag om scenen blot for at vende tilbage med et sæt kabler til sine instrumenter, gjorde han det med et smil.

Og selvom bassen hamrede så hårdt, at den vibrerede i navlen, og B From E lignede en entertainer med sit brede smil og gode gode intentioner, kom der aldrig for alvor gang i festen. I hvert fald nåede den aldrig det klimaks, hvor hofterne løsriver sig eller hænderne nærmest af sig selv svæver i luften. Jeg kan kun forestille mig, hvordan koncerten havde udviklet sig, hvis starttidspunktet lå et par timer senere.

Mount Liberation Unlimited (foto: Hjalmar Rechlin)

Nogenlunde samme spørgsmål stod jeg tilbage med efter Mount Liberation Unlimiteds koncert. Og så alligevel ikke. I modsætningen til B From E’s instrumentelle udtryk tyer svenskerne både til guitar og vokal på deres produktioner, der er med til at give MLU et mere svævende og leftfield udtryk. Og hvor B From E lader musikken og smilet tale for sig selv, var duoen flere gange ude med direkte opfordringer til sit publikum.

Først refererede de til det danske fodboldlandsholds nederlag aftenen forinden ved at at proklamere et “fuck Kroatien”, og 20 minutter senere blev det for alvor mærkeligt, da Tom Lagerman fra duoen endnu engang adresserede publikummet. “I’m tired of Sweden. Wherever we go, we hear that the Danish people are fucking insane. But you guys are just fucking normal,” blev der råbt med en hentydning til, at folk skulle danse mere.

Men dansen brød aldrig for alvor ud. Det skal især tilskrives en alt for klumpet lyd, hvor MLU’s mange medbragte instrumenter aldrig fik lov at skinne igennem, men i stedet blev gemt væk i en maksimalistisk og stressende performance. Og på grund af dette både kunne og skulle MLU have gjort mere. Også selvom koncerttidspunktet ikke var det bedste.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Podcast: Regnsky om Roskilde Festival – de store højdepunkter og de svære valg

Roskilde Festival 2018 (foto: Christian Hjorth)

Roskilde Festival, aaaaaaare yoooou reaaaaady?
… hvis ikke, og du stadig ikke helt ved, hvad du skal høre, eller hvis du føler dig klar og gerne vil bekræftes i, at du har spottet de fede navne på programmet, så kommer Regnsky dig til undsætning med denne podcast.

I anledningen af Regnskys tiende år på den med afstand største musikfestival herhjemme giver bloggens tre skribenter på årets Roskilde Festival dig en gennemgang af årets program og højdepunkter – ligesom vi kommer forbi de helt store clashes og svære valg i spilleplanen.

I podcasten anbefaler vi blandt andet følgende artister (musik kan afspilles under Soundcloud-playeren):
Emil Kruse, Ecstasy In Order, First Aid Kit, The Weather Station, David Byrne, Four Tet, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Regelbau, Stormzy, Wilkinson, Kedr Livanskiy, My Bloody Valentine, Ø [Phase].

ECSTASY IN ORDER @ Countdown, mandag, 21.30

NATHAN FAKE @ Apollo, onsdag, 21.30

The Weather Station @ Pavilion, torsdag, 14.00

REGELBAU (feat. DJ Central, DJ Sports, Manmade Deejay & CK) @ Gloria, torsdag, 22.00

STORMZY @ Arena, torsdag, 23.45

Ø [PHASE] @ Apollo, torsdag (natten til fredag), 02.45

JAMES HOLDEN & THE ANIMAL SPIRITS @ Apollo, fredag, 17.45

 Four Tet @ Apollo, fredag (natten til lørdag), 00.00

KEDR LIVANSKIY @ Apollo, lørdag, 19.00

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Podcast: Regnsky møder Roskilde-aktuelle B From E

Det markerer en kulmination for Frej Levins lange liv som musiker, når han om et kort øjeblik indtager Roskilde Festival som B From E.

Og det siger ikke så lidt. Frej Levin har som B From E i løbet af ganske kort tid haft flere soloudgivelser med sin deep house-lyd på blandt andet Copenhagen Underground Posse, Tartelet Records og italienske Traxx Underground.

Men vejen derhen har været lang for den unge dansk-mexicaner. Det og meget mere fortæller han om i denne podcast med Regnsky.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Strømmen svigtede for Grizzly Bear

Grizzly Bear (foto: Tom Hines)

Grizzly Bear er ikke så meget et indierock-band fra USA, som det er et sammenvævet plaid af fire lige så store størrelser, der af en uforklarlig årsag stadig hænger sammen efter 15 år.

De fire bandmedlemmer er både hver for sig og sammen dygtige musikere, der rammer hver eneste tone, tangent, riffs og rytmiske krummelurer lige i røven. Men Grizzly Bear virker samtidig til altid at være én kunstnerisk uoverensstemmelse væk fra at blive splittet til atomer.

Derfor virker Heartland Festival-publikummets modtagelse af kvartetten fra New York ikke til at stå mål med den nærmest imponerende bedrift, det er, at bandet fortsat spiller koncerter og udgiver flotte albumudspil. Helt uden at rive hovederne af hinanden i processen. Bandets femte album, Painted Ruines fra 2017, og en efterfølgende verdensturné bragte torsdag bandet forbi Heartland Festival ved Egeskov Slot, og det blev modtaget med spredte klapsalver fra et mageligt og velbefindende publikum midt i aftensolen.

Jeg stod stadig og ventede på en falafel, da bandet gik på scenen klokken 21.00, og det var som om, at alle tilhørerne stod og ventede på et eller andet andet. Åbningsnummeret, Losing All Sense fra det ellers fine album fra sidste år, var ikke dét, de ventede på, lyder det til baseret på publikumsreaktionen, da sangen kommer til sin afslutning.

Mens jeg får min falafel, som ikke skulle have været med chili, minder jeg mig selv på, at nogle musikere bruger publikums ansigtsudtryk, bevægelser og lyde som en måde at afstemme sig selv på. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet for Grizzly Bear, der spiller ufortrødent videre.

Og det gør de godt, og de virker taknemmelige for at spille, selvom de aldrig har været et band, der helt elektrisk kommer ud over den famøse scenekant. Mellem numrene tager bandet sig tid til at hylde festivalen (“what an amazing festival, we’ve been walking around here all day) og til at mindes deres danske koncerter og alle de byer, der har besøgt igennem halvandet årti. “Our first gig in Europe was in Denmark. We’ve been in Copenhagen, Aarhus, Kolding, O-den-se” (med tryk på d).

Det danske publikum har altså historisk haft et godt øje til disse fire indie-rockere, men begejstringen kommer aldrig rigtig til syne her ved skumringstid på Fyn. En stærk sidevind rusker i lyden, da bandet efter et kvarters tid endelig åbner op for bagkataloget og i særdeleshed det populære og fremragende album VeckatimestReady, Able bliver fremført ubesværet og næsten fuldkommen uændret i forhold til den oprindelige version, inden bandet spiller deres med afstand største hit, Two Weeks. Den havde publikummet ventet på at høre, indikerer en omgående tiljubling.

Men så, efter en halv times spilletid og midt i opførelsen af Two Weeks, ryger strømmen fuldstændig fra festivalens næststørste scene. Publikum klapper og hujer som reaktion på strømsvigtet, mens bandmedlemmerne kigger på hinanden. Selvom jublen emmer af ironi og nervøsitet, må det være frustrerende for en musiker at kunne konstatere, at dette jubelbrøl bliver koncertens største.

Bandet tager sig tre-fire minutters pause bag scenen, kommer tilbage og siger et par enkelte, men rammende ord om det nummer, de ikke nåede til vejs ende med.

“We’ve played this song too much, anyway. It was God’s way of telling us to stop playing this song. What? I can’t talk about God? It’s a Christian country, right?”.

Bandet slutter meget passende af med While You Wait For The Others. Men det bliver strømsvigtet, koncerten huskes for. Et hårdt kæmpende Grizzly Bear fik aldrig sat strøm til publikummet eller sig selv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Project Pablo sender et postkort fra hjemlandet Canada

Den Montreal-baserede houseproducer Project Pablo (aka Patrick Holland) har i en årrække været en af Canadas fineste musikalske eksportvarer på den elektroniske scene.

I dj-sets såvel som på sine udgivelser på blandt andet 1080P-kollektivet fra Vancouver og på sit eget pladeselskab, Sounds of Beaubien Ouest, bærer Project Pablo sin nationalitet og sit ophav uden på tøjet.

Derfor kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at kærligheden og taknemmeligheden for fædrelandet er budskabet på Project Pablos kommende album, Come To Canada You Will Like It, som netop er annonceret og udkommer 22. juni.

Ifølge Patrick Holland selv handler Come To Canada You Will Like It om at sætte farten ned, se tilbage og bevæge sig fremad og om at veksle storbylivet med tid på landet. Kort sagt om at huske på og bevare en flydende og tilbagelænet munterhed, som er essensen af pseudonymet Project Pablo.

Jagten på den idylliske mellemvej og en balance i livet indkapsles perfekt i Fine Match, den første smagsprøve fra det kommende album. Her tager Project Pablo et langt skridt væk fra dansegulvet, som han mestrer weekend efter weekend, går ned i tempo og jammer lige dele formålsløst og determineret med sig selv.

Come To Canada You Will Like It er Project Pablos andet album siden 2015-debuten I Want To Believe og udkommer på Patrick Hollands eget pladeselskab, Verdicchio Music Publishing.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Oneohtrix Point Never – ‘Black Snow’

Hvad er der tilbage at opnå som kunstner, når man har samarbejdet med David Byrne, haft Val Kilmer til at spille hovedrollen i en musikvideo til en af sine sange og vundet en pris ved filmfestivalen i Cannes for bedste filmmusik?

Man kan instruere sin egen musikvideo og proppe den med fem linedancere, en fyr med spraytan-hud og hugtænder, der spiller violin på en billedramme og klaprer på et ergonomisk computertastatur.

Det har Daniel Lopatin aka. Oneohtrix Point Never gjort på ‘Black Snow‘, der er førstesinglen fra det kommende album Age Of, der udkommer 1. juni på Warp.

Men du behøver gudskelov ikke at kunne tyde plottet i musikvideoen for at være dig underholdt. Dertil gør musikken mere end tilstrækkelig et tilstrækkeligt stykke arbejde.

Med Black Snow træder Oneohtrix Point Never et skridt væk fra de dekonstruerede lyde, der udgjorde albumforgængeren Garden of Delete fra 2015. På den nye single tyer OPN istedet til melodiske og minimalistiske pop-riffs, mens Daniel Lopatin selv (i samarbejde med Anohni) leverer vokalsiden.

Dagen før albumudgivelsen, 31. maj, kan man opleve Oneohtrix Point Never på Heartland Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Amsterdams Red Light Radio indtager København

Fra et gammelt prostitutionsvindue i Amsterdams Red Light-distrikt har den online radiostation Red Light Radio dagligt udsendt dj-sets og radioprogrammer med lokale og internationale (herunder en lang række danske) dj’s målrettet en global lytterskare, ligesom stationen har afholdt en lang række fester over hele verden.

Torsdag aften kommer turen omsider til København og Jolene i Kødbyen, hvor Red Light Radio fra klokken 18.00 helt frem til midnat sætter spot på noget af det bedste, Danmark har at byde.

Via hjemmesiden redlightradio.net kan hele verden i aften tune ind til sets fra Jolene-residents og dj’s som Fyraftensboogie, Mikkel O. Brask, Nixxon og Solid Blake, mens Simon Littauer og Kenton Slash Demon giver timelange liveshows. Tidsplanen ser således ud:

18:00-19:00 Fyraftensboogie
19:00-20:00 Mikkel O. Brask
20:00-21:00 Nixxon
21:00-22:00 Simon Littauer (live)
22:00-23:00 Solid Blake
23:00-24:00 Kenton Slash Demon (live)

Når Red Light Radio slukker for kameraerne, vil Jolene byde på en efterfest, hvor Mikkel O. Brask spiller videre sammen med den hollandske dj, producer og labelboss Robert Bergman, der selv har erfaring med at vende plader foran et rullende kamera.

Tjek hans Boiler Room-set fra 2015 fra den elektroniske musikfestival Dekmantel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Darmstadt, C.K. og Alfredo92 mixer foråret ind

Tre nye forårsvenlige mixes fra Damstadt, C.K. og Alfredo92.

Der er de tilbagevendende trækfugle, de stødt tiltagende celsiusgrader, og så er der de kåde, sæsonorienterede mixtapes.

På Regnsky elsker vi de musikalske forårsbebudere, der evner at indfange en ukompliceret stemning af kærlighed og varme, og i dag er det blevet tid til at lytte til hele tre af disse mixes, der alle kommer fra danske hænder.

Vi starter hos dj-duoen, Proton-bookerne og Phono Festival-medarrangørerne Darmstadt, hvor Mikkel Steensgaard og Anders Olesen har sammensat et eklektisk mix, der med deres egne ord gengiver “forårets udvikling”. Det timelange mix indeholder produktioner fra blandt andre norske Vera Dvale og albumaktuelle Astrid Sonne, før det ubesværet glider over i mere frodige og harmoniske lyde fra blandt andre DJ Centrals og Soft Armours kollaborative indsats, Lege Igen, inden det udmattet og solslikket slutter på Garretts nye synthjam, Slow Motion.


Mere hemmelig og eksklusiv er tracklisten på det næste mix, som kommer fra C.K. (initialerne for Regelbau-dj’en Christoffer Kejlstrup). Den aarhusianske selector er ikke bleg for at dele et mix i ny og næ, men det seneste udspil, der er en del af Regelbau-holdets egen Safe Radio-føljeton, er immervæk nøje og grundigt sammensat. Hvert eneste nedfaldspunkt i det 110 minutter lange mix føles som en mindre åbenbaring, om det så er den første halvdel af mixet, der er af ambient karakter, eller når houselyden tager over i anden halvdel. Intet mindre end et fremragende mix.

Det hele slutter hos Twin Cities-dj’en og -medarrangøreren Alfredo92 (Alfred Rasmussen), der netop nu er en af de bedste pladevendere på den københavnske scene. Mixet er lavet for Radio Cómeme, og er med Alfredo92s “et forsøg på at blande lyde, som han normalt ikke ville spille i klubsammenhænge”. Ikke desto mindre bliver der over 60 minutters spilletid både plads til industrielle og tribale numre samt tropiske og baleariske housetracks. Det er, så man får helt varme kinder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *