Simon siger vent. Og det gør han længe, som han står der på scenen i selskab med sin modulære synthesizer, der hjælper ham med at forme en hård men også svævende technolyd.
Simon Littauer, den ældste bror i den musikalske Littauer-klan, der også består af brødrene Jacob (Yangze samt Jatoma) og Rasmus (School of X), er tirsdag aften den sidste i familiedynastiet til at kunne tikke et flueben ud for målsætningen “at optræde på Roskilde Festival“.
Og det flueben kan han notere med god samvittighed efter en fremragende koncert. Rigtig mange koncertgængere havde fundet plads foran Countdown-scenen i håbet om at have fundet det sidste skumringstids-rave, inden festivalen for alvor starter onsdag.
Det fik de, men først efter at Simon Littauer længe pirrede sit publikum med tålmodige opbygninger og flydende mellemspil, som om hans konceptuelle tilgang var et potpourri af build-ups, der aldrig klimakser i det helt store drop. Simon Littauers forsøg på at fange og tryllebinde sine lyttere kunne have gået galt, folk kunne have mistet tålmodigheden og tiltroen til den helt store fest, men de blev stående og lystrede enhver bevægelse fra den høje mand på scenen.
Som da Simon Littauer skålede med publikum, eller når han løftede en arm for at indikere, at nu sker der noget. Publikummet fulgte enhver bevægelse fra manden, de var kommet for at høre, i sådan en grad, at det først og fremmest var tålmodigheden og tilliden, der sejrede.
Kombinationen af tilliden fra publikummet og tålmodigheden i Simon Littauers timelange koncert resulterede i et technorave, der både knitrede og harmonerede i ørerne. I løbet af Countdowns tre-årige levetid har kun få håndteret scenens potentiale og udtryksmuligheder så mesterligt som Simon Littauer.
B From E (aka Frej Levin) og den svenske duo Mount Liberation Unlimited ville ikke mangle noget at tale om, hvis de skulle blive fanget i en elevator sammen.
De kan eksempelvis gå i dybden om deres fælles kærlighed for dyb og charmerende house og tale om den fascination for hardware-instrumenter, som de begge besidder.
Og så har de begge haft til opgave at få publikum til at danse til housemusik midt i aftensolen på Roskilde Festival. Countdown-scenen var søndag klokken 18.30 vært for B From E, og 25 timer senere var turen så kommet til Mount Liberation Unlimited.
Ikke det værste tidspunkt for bastunge beats, men heller ikke det bedste, og det var fremmødet til begge koncerter et gyldigt bevis på. Kun hegnet helt oppe ved scenekanten, hvor man kunne finde skygge, var optaget af publikum, der endnu ikke var begyndt at overveje aftensmaden.
Fremmødet skulle selvsagt vise sig at tage til i sin størrelse ved begge koncerter, om søndagen ikke mindst takket være en tydelig begejstring malet i ansigtet på B From E over muligheden for at spille sin house-musik, der trækker tydelige tråde til Chicago-lyden i midt-90’erne. Selv da han indledningsvist kæmpede med tekniske problemer og gik bag om scenen blot for at vende tilbage med et sæt kabler til sine instrumenter, gjorde han det med et smil.
Og selvom bassen hamrede så hårdt, at den vibrerede i navlen, og B From E lignede en entertainer med sit brede smil og gode gode intentioner, kom der aldrig for alvor gang i festen. I hvert fald nåede den aldrig det klimaks, hvor hofterne løsriver sig eller hænderne nærmest af sig selv svæver i luften. Jeg kan kun forestille mig, hvordan koncerten havde udviklet sig, hvis starttidspunktet lå et par timer senere.
Mount Liberation Unlimited (foto: Hjalmar Rechlin)
Nogenlunde samme spørgsmål stod jeg tilbage med efter Mount Liberation Unlimiteds koncert. Og så alligevel ikke. I modsætningen til B From E’s instrumentelle udtryk tyer svenskerne både til guitar og vokal på deres produktioner, der er med til at give MLU et mere svævende og leftfield udtryk. Og hvor B From E lader musikken og smilet tale for sig selv, var duoen flere gange ude med direkte opfordringer til sit publikum.
Først refererede de til det danske fodboldlandsholds nederlag aftenen forinden ved at at proklamere et “fuck Kroatien”, og 20 minutter senere blev det for alvor mærkeligt, da Tom Lagerman fra duoen endnu engang adresserede publikummet. “I’m tired of Sweden. Wherever we go, we hear that the Danish people are fucking insane. But you guys are just fucking normal,” blev der råbt med en hentydning til, at folk skulle danse mere.
Men dansen brød aldrig for alvor ud. Det skal især tilskrives en alt for klumpet lyd, hvor MLU’s mange medbragte instrumenter aldrig fik lov at skinne igennem, men i stedet blev gemt væk i en maksimalistisk og stressende performance. Og på grund af dette både kunne og skulle MLU have gjort mere. Også selvom koncerttidspunktet ikke var det bedste.
Roskilde Festival, aaaaaaare yoooou reaaaaady?
… hvis ikke, og du stadig ikke helt ved, hvad du skal høre, eller hvis du føler dig klar og gerne vil bekræftes i, at du har spottet de fede navne på programmet, så kommer Regnsky dig til undsætning med denne podcast.
I anledningen af Regnskys tiende år på den med afstand største musikfestival herhjemme giver bloggens tre skribenter på årets Roskilde Festival dig en gennemgang af årets program og højdepunkter – ligesom vi kommer forbi de helt store clashes og svære valg i spilleplanen.
I podcasten anbefaler vi blandt andet følgende artister (musik kan afspilles under Soundcloud-playeren):
Emil Kruse, Ecstasy In Order, First Aid Kit, The Weather Station, David Byrne, Four Tet, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Regelbau, Stormzy, Wilkinson, Kedr Livanskiy, My Bloody Valentine, Ø [Phase].
ECSTASY IN ORDER @ Countdown, mandag, 21.30
NATHAN FAKE @ Apollo, onsdag, 21.30
The Weather Station @ Pavilion, torsdag, 14.00
REGELBAU (feat. DJ Central, DJ Sports, Manmade Deejay & CK) @ Gloria, torsdag, 22.00
STORMZY @ Arena, torsdag, 23.45
Ø [PHASE] @ Apollo, torsdag (natten til fredag), 02.45
JAMES HOLDEN & THE ANIMAL SPIRITS @ Apollo, fredag, 17.45
Four Tet @ Apollo, fredag (natten til lørdag), 00.00
Det markerer en kulmination for Frej Levins lange liv som musiker, når han om et kort øjeblik indtager Roskilde Festival som B From E.
Og det siger ikke så lidt. Frej Levin har som B From E i løbet af ganske kort tid haft flere soloudgivelser med sin deep house-lyd på blandt andet Copenhagen Underground Posse, Tartelet Records og italienske Traxx Underground.
Men vejen derhen har været lang for den unge dansk-mexicaner. Det og meget mere fortæller han om i denne podcast med Regnsky.
Grizzly Bear er ikke så meget et indierock-band fra USA, som det er et sammenvævet plaid af fire lige så store størrelser, der af en uforklarlig årsag stadig hænger sammen efter 15 år.
De fire bandmedlemmer er både hver for sig og sammen dygtige musikere, der rammer hver eneste tone, tangent, riffs og rytmiske krummelurer lige i røven. Men Grizzly Bear virker samtidig til altid at være én kunstnerisk uoverensstemmelse væk fra at blive splittet til atomer.
Derfor virker Heartland Festival-publikummets modtagelse af kvartetten fra New York ikke til at stå mål med den nærmest imponerende bedrift, det er, at bandet fortsat spiller koncerter og udgiver flotte albumudspil. Helt uden at rive hovederne af hinanden i processen. Bandets femte album, Painted Ruines fra 2017, og en efterfølgende verdensturné bragte torsdag bandet forbi Heartland Festival ved Egeskov Slot, og det blev modtaget med spredte klapsalver fra et mageligt og velbefindende publikum midt i aftensolen.
Jeg stod stadig og ventede på en falafel, da bandet gik på scenen klokken 21.00, og det var som om, at alle tilhørerne stod og ventede på et eller andet andet. Åbningsnummeret, Losing All Sense fra det ellers fine album fra sidste år, var ikke dét, de ventede på, lyder det til baseret på publikumsreaktionen, da sangen kommer til sin afslutning.
Mens jeg får min falafel, som ikke skulle have været med chili, minder jeg mig selv på, at nogle musikere bruger publikums ansigtsudtryk, bevægelser og lyde som en måde at afstemme sig selv på. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet for Grizzly Bear, der spiller ufortrødent videre.
Og det gør de godt, og de virker taknemmelige for at spille, selvom de aldrig har været et band, der helt elektrisk kommer ud over den famøse scenekant. Mellem numrene tager bandet sig tid til at hylde festivalen (“what an amazing festival, we’ve been walking around here all day) og til at mindes deres danske koncerter og alle de byer, der har besøgt igennem halvandet årti. “Our first gig in Europe was in Denmark. We’ve been in Copenhagen, Aarhus, Kolding, O-den-se” (med tryk på d).
Det danske publikum har altså historisk haft et godt øje til disse fire indie-rockere, men begejstringen kommer aldrig rigtig til syne her ved skumringstid på Fyn. En stærk sidevind rusker i lyden, da bandet efter et kvarters tid endelig åbner op for bagkataloget og i særdeleshed det populære og fremragende album Veckatimest. Ready, Able bliver fremført ubesværet og næsten fuldkommen uændret i forhold til den oprindelige version, inden bandet spiller deres med afstand største hit, Two Weeks. Den havde publikummet ventet på at høre, indikerer en omgående tiljubling.
Men så, efter en halv times spilletid og midt i opførelsen af Two Weeks, ryger strømmen fuldstændig fra festivalens næststørste scene. Publikum klapper og hujer som reaktion på strømsvigtet, mens bandmedlemmerne kigger på hinanden. Selvom jublen emmer af ironi og nervøsitet, må det være frustrerende for en musiker at kunne konstatere, at dette jubelbrøl bliver koncertens største.
Bandet tager sig tre-fire minutters pause bag scenen, kommer tilbage og siger et par enkelte, men rammende ord om det nummer, de ikke nåede til vejs ende med.
“We’ve played this song too much, anyway. It was God’s way of telling us to stop playing this song. What? I can’t talk about God? It’s a Christian country, right?”.
Bandet slutter meget passende af med While You Wait For The Others. Men det bliver strømsvigtet, koncerten huskes for. Et hårdt kæmpende Grizzly Bear fik aldrig sat strøm til publikummet eller sig selv.
Den Montreal-baserede houseproducer Project Pablo (aka Patrick Holland) har i en årrække været en af Canadas fineste musikalske eksportvarer på den elektroniske scene.
I dj-sets såvel som på sine udgivelser på blandt andet 1080P-kollektivet fra Vancouver og på sit eget pladeselskab, Sounds of Beaubien Ouest, bærer Project Pablo sin nationalitet og sit ophav uden på tøjet.
Derfor kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at kærligheden og taknemmeligheden for fædrelandet er budskabet på Project Pablos kommende album, Come To Canada You Will Like It, som netop er annonceret og udkommer 22. juni.
Ifølge Patrick Holland selv handler Come To Canada You Will Like It om at sætte farten ned, se tilbage og bevæge sig fremad og om at veksle storbylivet med tid på landet. Kort sagt om at huske på og bevare en flydende og tilbagelænet munterhed, som er essensen af pseudonymet Project Pablo.
Jagten på den idylliske mellemvej og en balance i livet indkapsles perfekt i Fine Match, den første smagsprøve fra det kommende album. Her tager Project Pablo et langt skridt væk fra dansegulvet, som han mestrer weekend efter weekend, går ned i tempo og jammer lige dele formålsløst og determineret med sig selv.
Come To Canada You Will Like It er Project Pablos andet album siden 2015-debuten I Want To Believe og udkommer på Patrick Hollands eget pladeselskab, Verdicchio Music Publishing.
Man kan instruere sin egen musikvideo og proppe den med fem linedancere, en fyr med spraytan-hud og hugtænder, der spiller violin på en billedramme og klaprer på et ergonomisk computertastatur.
Det har Daniel Lopatin aka. Oneohtrix Point Never gjort på ‘Black Snow‘, der er førstesinglen fra det kommende album Age Of, der udkommer 1. juni på Warp.
Men du behøver gudskelov ikke at kunne tyde plottet i musikvideoen for at være dig underholdt. Dertil gør musikken mere end tilstrækkelig et tilstrækkeligt stykke arbejde.
Med Black Snow træder Oneohtrix Point Never et skridt væk fra de dekonstruerede lyde, der udgjorde albumforgængeren Garden of Delete fra 2015. På den nye single tyer OPN istedet til melodiske og minimalistiske pop-riffs, mens Daniel Lopatin selv (i samarbejde med Anohni) leverer vokalsiden.
Dagen før albumudgivelsen, 31. maj, kan man opleve Oneohtrix Point Never på Heartland Festival.
Fra et gammelt prostitutionsvindue i Amsterdams Red Light-distrikt har den online radiostation Red Light Radio dagligt udsendt dj-sets og radioprogrammer med lokale og internationale (herunder en lang række danske) dj’s målrettet en global lytterskare, ligesom stationen har afholdt en lang række fester over hele verden.
Torsdag aften kommer turen omsider til København og Jolene i Kødbyen, hvor Red Light Radio fra klokken 18.00 helt frem til midnat sætter spot på noget af det bedste, Danmark har at byde.
Via hjemmesiden redlightradio.net kan hele verden i aften tune ind til sets fra Jolene-residents og dj’s som Fyraftensboogie, Mikkel O. Brask, Nixxon og Solid Blake, mens Simon Littauer og Kenton Slash Demon giver timelange liveshows. Tidsplanen ser således ud:
18:00-19:00 Fyraftensboogie
19:00-20:00 Mikkel O. Brask
20:00-21:00 Nixxon
21:00-22:00 Simon Littauer (live)
22:00-23:00 Solid Blake
23:00-24:00 Kenton Slash Demon (live)
Når Red Light Radio slukker for kameraerne, vil Jolene byde på en efterfest, hvor Mikkel O. Brask spiller videre sammen med den hollandske dj, producer og labelboss Robert Bergman, der selv har erfaring med at vende plader foran et rullende kamera.
Tjek hans Boiler Room-set fra 2015 fra den elektroniske musikfestival Dekmantel.
Tre nye forårsvenlige mixes fra Damstadt, C.K. og Alfredo92.
Der er de tilbagevendende trækfugle, de stødt tiltagende celsiusgrader, og så er der de kåde, sæsonorienterede mixtapes.
På Regnsky elsker vi de musikalske forårsbebudere, der evner at indfange en ukompliceret stemning af kærlighed og varme, og i dag er det blevet tid til at lytte til hele tre af disse mixes, der alle kommer fra danske hænder.
Vi starter hos dj-duoen, Proton-bookerne og Phono Festival-medarrangørerne Darmstadt, hvor Mikkel Steensgaard og Anders Olesen har sammensat et eklektisk mix, der med deres egne ord gengiver “forårets udvikling”. Det timelange mix indeholder produktioner fra blandt andre norske Vera Dvale og albumaktuelle Astrid Sonne, før det ubesværet glider over i mere frodige og harmoniske lyde fra blandt andre DJ Centrals og Soft Armours kollaborative indsats, Lege Igen, inden det udmattet og solslikket slutter på Garretts nye synthjam, Slow Motion.
Mere hemmelig og eksklusiv er tracklisten på det næste mix, som kommer fra C.K. (initialerne for Regelbau-dj’en Christoffer Kejlstrup). Den aarhusianske selector er ikke bleg for at dele et mix i ny og næ, men det seneste udspil, der er en del af Regelbau-holdets egen Safe Radio-føljeton, er immervæk nøje og grundigt sammensat. Hvert eneste nedfaldspunkt i det 110 minutter lange mix føles som en mindre åbenbaring, om det så er den første halvdel af mixet, der er af ambient karakter, eller når houselyden tager over i anden halvdel. Intet mindre end et fremragende mix.
Det hele slutter hos Twin Cities-dj’en og -medarrangøreren Alfredo92 (Alfred Rasmussen), der netop nu er en af de bedste pladevendere på den københavnske scene. Mixet er lavet for Radio Cómeme, og er med Alfredo92s “et forsøg på at blande lyde, som han normalt ikke ville spille i klubsammenhænge”. Ikke desto mindre bliver der over 60 minutters spilletid både plads til industrielle og tribale numre samt tropiske og baleariske housetracks. Det er, så man får helt varme kinder.
Så skete det omsider. Torsdag løftede Roskilde Festival sløret for årets endelige program. Vi har sat luppen på lineuppet og spottet fem af de vigtigste pointer iblandt de 170 navne, der spiller til det 48. år med Roskilde Festival.
1. Roskilde Festival siger farvel til den grå headliner – og goddag til en ny generation Siden en vrissen og gammel udgave af Neil Young spillede regn og torden ind med en pragtpræstation på Orange i 2016, har Roskilde Festival været tømt for hovednavne, der taler direkte til det ældste segment på Dyrskuepladsen. Og i 2018 glimter de musikalske elefanter endnu en gang ved deres fravær. 60-årige Nick Cave kommer sammen med sit band, The Bad Seeds, tættest på at være den ‘grå headliner’ i 2018, men australieren har i Danmark dedikerede fans i begge ender af aldersspektret. En ære, der til dels kan tilskrives de mange koncerter, Nick Cave i forvejen har leveret på Roskilde Festival. 2018-udgaven bliver således hans sjette koncert på Danmarks største musikfestival siden debuten i 1990.
På bekostning af de legendariske navne har Roskilde Festival i stedet gjort plads til to nye internationale, kvindelige stjerner: 25-årige Cardi B, der fredag udgiver debutalbummet Invasion of Privacy, og 22-årige Dua Lipa. Selvom kendskabet herfra til de to kvinders musikalske udspil fortsat er begrænset, har både Cardi B og Dua Lipa et godt tag i ungdommen. Dua Lipa var i 2017 den mest streamede kvindelige musiker på Spotify, mens Cardi B har fem millioner følgere på Facebook og 20 millioner på Instagram. En følgerskare, som Roskilde Festival må være bevidst om.
2. Årets hovednavne roder og har ikke lyst til at dø Med over 170 navne på plakaten har Roskilde Festival i årtier været en festival for mange mennesker og med mange genrer på menuen. Det kommer hvert år til udtryk i både toppen og bunden af festivalplakaten, men i år synes det sværere at få øje på den røde tråd, der væver festivalens helt store trækplastre sammen. Jo, det skal selvfølgelig nævnes, at Eminem og Bruno Mars foruden et samarbejde på 2011-nummeret Lighters har det tilfældes, at de i 2012 begge (sammen med Linkin Park) var i top tre over de mest ønskede navne til Skive Festival. Hvis det ikke fortæller noget om deres tilstedeværelse på Roskilde-plakaten anno 2018, så ved jeg ikke, hvad gør.
Selvom Eminem i 2017 udsendte et album, der hedder Revival, har den amerikanske rapper fra Michigan ikke udgivet noget, der bonner ud hos hverken metakritikkens eller lytterskarens skalaer. Og denne ‘jeg har ikke lyst til at dø’-mentalitet omkring den musikalske karriere deler Eminem med dansk(-engelsk)e Nephew. Bandet udsendte ganske vist tre nye numre tidligere i år, de første siden YouTube-singlen Statusopdaterer at jeg statusopdaterer fra 2013, men det tilbagevendte band havde sine bedste år i 00’erne. Nephew har tidligere leveret flotte og roste koncerter på Orange i både 2007 og 2010, og det er meget muligt, det sker igen i 2018, men det er fortsat bagkataloget, der skal berettige Nephew en plads på festivalens største scene.
Og det samme gør sig gældende for de banebrydende, britiske triphoppere fra Massive Attack. Selvom gruppen er hyperrelevant under det nuværende politiske klima og selvom de udsendte et par single- og ep-udspil i 2016, kan det ikke ændre på det faktum, at det i år er 15 år siden, vi har set det sidste solide pladeudspil fra gruppen. Vi har med andre ord ikke et topnavn, der både befinder sig på toppen af karrieren og evner at favne bredt. Det kan heller ikke Nine Inch Nails eller David Byrne (hvis nye album, American Utopia, er lavet i samarbejde med 24 mandlige og 0 kvindelige artister), prale af.
Selv med en afslutningsfest med Gorillaz kan lørdagsprogrammet på Roskilde Festival gå hen og blive en langtrukken affære.
3. Lørdag bliver en halvtam afslutningsdag Mange festivalgæster vil formentlig få god tid til at pakke deres telte og soveposer sammen om lørdagen, festivalens afslutningsdag. Programmet slutter efter alt at dømme af med et potentielt brag på Orange med Gorillaz på scenen, men indtil da er det op til navne som Kelly Lee Owens, John Maus, Juana Molina, Vince Staples og Anderson.Paak at levere de overraskende indslag på festivalens notorisk længste dag. Programmet har tidligere år haft for vane at slutte med et proverbialt festfyrværkeri på stort set samtlige scener den sidste dag. I stedet er der tilsyneladende mere musikalsk energi i vente allerede torsdag og fredag.
4. Det bedste elektroniske program i mange år Og netop på disse to dage er man i et fremragende selskab med nogle af de mest interessante elektroniske artister netop nu. Laurel Halo, Equiknox, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Juju & Jordash og Four Tet har alle udgivet stærke albums inden for det seneste år, Regelbau er det stærkeste aktiv på den danske house-scene i adskillige år, og de er alle fremragende tilføjelser til Roskilde Festival. Der er både elektronisk musik til fødderne og til hovedet. Festivalen skal desuden have ros for at have modet til at satse på de grænsesøgende navne til fordel for mere todimensionelle EDM-artister. 2018 er det bedste år for elektronisk musik på Roskilde Festival i mange år.
5. Valget af SAVEUS som Orange-åbner er en fin fortælling – men langt fra det bedste valg For festivalnostalgikere er det af stor betydning, at åbningsnavnet på Orange Scene har et dansk pas. Det vil historien også have dig til at mene. VETO, Kellermensch, The Minds of 99, Vinnie Who og senest Phlake har alle haft æren af at skyde (‘den rigtige del af’) festivalen i gang. Opgaven er i senere år imidlertid også blevet tildelt Outkast og The Orchestra of Syrian Musicians ft. Damon Albarn, mens festivalen har understreget, at det aldrig har været alfa og omega, at det var eet dansk navn, der skulle åbne Orange.
Ser man bort fra sidstnævnte kendsgerning og foretrækker dansk musik fra festivalens største scene, er SAVEUS vel et glimrende valg, som blev offentliggjort i tirsdags. Bag SAVEUS finder man den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard, der egentlig ikke er meget for at blive (gen)kendt som ‘den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard’. Fem singler som SAVEUS siden 2016 er imidlertid ikke nok til at udviske fortællingen om talentet fra Ørum, der som blot 15-årig vandt en sangkonkurrence på tv. Valget af SAVEUS indikerer ikke desto mindre en længe ventet musikalsk blåstempling for Martin Hedegaard fra en af Danmarks største kulturinstitutioner, og det er en god fortælling og derfor også et godt valg. Men han er ikke det bedste.
Dertil er han endnu ikke i nærheden af at besidde den samme kvalitet og opbakning som eksempelvis The Minds of 99 besad i 2015 og som Phlake gjorde i 2017. Og skeler man eksempelvis til P3 Guld-vinderne Benal – der rent faktisk spiller på årets festival – havde de også været et mere passende bud på en Orange-åbner anno 2018. Men så er der altid et nyt år næste år.
