Fremadstormende aktører i København samler sig i DJ Foreningen: Interview med DJ og label-boss Courtesy

DJ Foreningen er navnet på et nyt fællesskab formet mellem promotere, pladeselskaber og dj’s fra den alternative elektroniske scene i København. 27. december holder de en fest i Pumpehuset, hvor overskuddet fra denne fest vil gå ubeskåret til aktiviteter, der fremmer den lokale scene.

En række aktører fra den alternative elektroniske scene i København er gået sammen under DJ FORENINGEN, der skal bidrage til at sætte det lokale musikmiljø på den internationale dagsorden. Regnsky har talt med en af initiativtagerne bag foreningen, dj’en og pladebossen COURTESY, der forklarer, hvordan foreningen skal indfri dette mål.

Kan man tale om et momentum i en musikscene? Det vil en lang række aktører fra det alternative elektroniske musikmiljø højest sandsynligt argumentere for. Hovedstadens såkaldte “undergrund” har over de seneste år påkaldt sig stor opmærksomhed fra både udenlandske medier, klubber og ikke mindst turister, der oplever en tiltagende interesse for de københavnske technofester, musikkollektiver, pladeselskaber og dj’s.

Og dette momentum har nu resulteret i, at en lang række aktører fra det elektroniske musikmiljø har dannet fælles front i en forening, der meget passende har fået navnet DJ Foreningen.

Målet med DJ Foreningen er, at de både de individuelle medlemmer og den københavnske scene som helhed bliver stærkere og mere eksponeret lokalt, nationalt og ikke mindst internationalt. Det fortæller Najaaraq Vestbirk, der dj’er under aliaset Courtesy og driver pladeselskabet Kulør, og som netop nu regnes for en af de største danske dj’s på den internationale scene.

“Alle har gang i små succes-projekter, som alle sammen på en eller anden måde har sindssygt meget potentiale. Og når vi så går sammen og hjælper hinanden med støtte, sparring og vidensveksling, så løfter man også de projekter til et helt andet niveau, end hvis de selv skulle sidde og lære tingene alene.”

Helt konkret handler DJ Foreningen om, at medlemmerne støtter op om om drifts- og udviklingsinitiativer. Det kan eksempelvis i forbindelse med PR, pladeudgivelser, fester eller noget fjerde – så længe initiativerne “hjælper med at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden”. Derudover vil DJ Foreningen en gang hvert halve år arrangere stort anlagte fester med foreningens medlemmer på plakaten, hvor festens overskud vil gå ubeskåret til “aktiviteter, der fremmer den lokale scene”.

Men formålet med DJ Foreningen er lige så vigtigt, at behovet for sparring, erfaringsudveksling og hjælp til projekter italesættes og udnyttes, forklarer Najaaraq Vestbirk.

“Foreningen udspringer af, at vi sammen så, at der var et behov for en sparringsgruppe, fordi vi alle stod og havde brug for at hjælpe hinanden med en masse opgaver. Nogle folk havde brug for kontakter til PR, som jeg har siddet rigtig meget på tidligere. Der har været en masse, der skulle have hjælp til distribution, og der var nogen, der bare akut skulle have sendt nogle plader ud. Vi har behov for at stå sammen og lave noget sammen. Vi sad alle og var nogle lidt forskellige aktører her i den alternative elektroniske musikscene, som hver især sad på noget af denne viden. Og så besluttede vi os, at det ville være federe, hvis vi bare slog os sammen og lavede en forening, hvor vi vidensmæssigt kan sparre helt vildt meget. Fremadrettet vil det så bare være fedt, hvis vi holder en stor fest hvert halve år og så som foreningen være med til at udpege nogle projekter, som vi føler har fortjent noget ekstra.”

Courtesy aka Najaaraq Vestbirk (foto: Fee-Gloria Groenemeyer)

Dannelsen kommer i slipstrømmen på en udvikling i miljøet, hvor de forskellige parter internet er rykket tættere sammen. Eksempelvis fører festarrangører og promotere i dag en samlet kalender, så de involverede parter – ved at spille med åbne kort – forsøger at undgå, at de planlægger ambitiøse og dyre fester den samme nat og derfor ikke skal kæmpe om den samme, relativt smalle publikumsmængde. Og i sommer, da Strøm var bannerfører for en underskriftindsamling for en mindre restriktiv støjpolitik, var flere uafhængige organisationer fra den musikalske undergrund samlet i en politisk kamp, der risikerede at indskrænke bevægelsesfriheden for udendørsaktiviteter og andre fester.

Najaaraq Vestbirk – der i øvrigt netop er blevet nomineret til Steppeulvens nye Initiativpris ‘for sin indsats for fremme den elektroniske musikscene herhjemme’ – fortæller, at hovedstadens festarrangører, dj’s og promotere er holdt op med at kæmpe om København – og i stedet om verden.

“Før i tiden var scenen bare københavnerorienteret, så alle kæmpede om at holde den fedeste fest i en lille storby. Nu turnerer disse mennesker og grupper i udlandet, og der er uendeligt mange klubber i udlandet, så der er ikke længere behov for konkurrence. I stedet handler det om, hvordan vi kan få flere af os derud. Så jeg tror, det er det, der har været udviklingen. Lige nu er der bare ekstremt meget originalitet i det, som kommer ud af København, og det gør bare, at verden er interesseret i det, der sker her. Og det gør, at folk bliver mindre territoriale, fordi det er ikke bare længere de samme tre spillesteder, der kæmper om hele byen.”

Hvordan kan DJ Foreningen så konkret bidrage til at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden, som I skriver det?

“Lige nu snakker vi om strategier og udveksler kontakter. Vi går ind og giver støtte til PR hos internationale bureauer, som arbejder specifikt med eksperimenterende elektronisk musik. Jeg har været i musikbranchen i 12 år, og min personlige erfaring er, at det er få internationale succeshistorier, vi har haft i Danmark i de senere år. Der har bare været lidt dødt i 10 år. Den seneste danske succes på den internationale scene, der har været spændende, er sådan nogen som Kasper Bjørke og Tomas Barfod med Filur. Og det er jo mere end ti år siden, de slog igennem. Nu er der denne enorme opmærksomhed og potentiale i danske eksperimenterende labels og kunstnere. Det er blandt andre sådan nogen som Puce Mary, der udkommer på PAN. Der er mange, der sparker røv i udlandet, og det er ikke kun, fordi de har noget originalitet. De samarbejder og netværker.”

Hvordan kan man så måle, om I indfrier de målsætninger, I har sat op for jer selv?

“Jeg tror, man vil kunne se det i forhold til en artist som Kasper Marott og det pladeselskab, han er med til at køre nu (Axces). Hans karriere ser først og fremmest vildt lovende ud, fordi han er en fantastisk producer, men også fordi han er en del af en scene, der vil ham det bedste, og hvor vi støtter og løfter hinanden. Jeg tror, at der vil komme langt flere af de succeshistorier, fordi folk er så dygtige og ønsker at fremme en musikalsk spændende tid i København. Projekter dør af alle mulige forskellige grunde. Enten er folk stressede, eller også løber de ind i en blindgyde. De kan også brænde nallerne på en aftale, de har indgået. Hvis man så har venner, man kan ringe til for at få rådgivning eller opbakning, så undgår de, at de mister gejsten omkring et projekt, som jo er meget normalt, hvis man sidder alene om noget, der er rigtig svært. Og der skal vi være et organ, der sikrer, at ting ikke dør, når det bliver svært, hvis der er potentiale i dem. Vi vil hjælpe hinanden igennem de ting, der er svære, og over på den anden side.”

Najaaraq Vestbirk har de seneste par år været en eftertragtet dj i udlandet, og hun har brugt hundredevis af timer i selskab med profiler fra internationale musikmiljøer. Alligevel mener hun ikke, at der hverken herhjemme eller i udlandet findes noget sidestykke til det, som DJ Foreningen repræsenterer.

“For mig er det første gang, vi laver noget, der på denne måde går på tværs af genreskel. Vi har haft et tæt samarbejde i technomiljøet i nogle år, og jeg kender Kasper Marott og Daniel Bruhn (aka dj’en Dee Brown og labelboss på CUP, red.) og mange andre fra scenen, men det er første gang, hvor vores samarbejde ikke er musikgenre-betinget, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Scenerne i udlandet er meget mere fragmenterede, end de er i København. Det eneste ‘community’, jeg mener minder lidt om København, er Bristol. Men de har ikke som sådan en forening for promotore. Jeg har aldrig hørt om nogen, der på en måde har sagt, at ‘nu har vi et momentum i vores lokale scene, nu skal vi hjælpe hinanden’.”

Der er sikkert også andre aktører, producere, pladeselskaber og arrangører i København, der kunne være interesseret i at være med i DJ Foreningen, med alt hvad det indebærer af erfaringsudvekslinger. Vil det være muligt for jer at åbne op for endnu flere aktører?

“Vi er ved at definere medlemsrammen og udkastet til, hvordan vi skal organisere os i fremtiden. Jeg tror, vi tager et event ad gangen. Nu holder vi denne fest, og så er vi en defineret gruppe af hvem, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Og så tror jeg helt klart, at vi i fremtiden åbner op for, at man kan blive foreningsmedlemmer under disse rammer. Lige nu er vi gået sammen, fordi vi er nogle mennesker, der godt kan lide hinanden på trods af, at vi arbejder med forskellige genrer. Men vi arbejder med musik på samme måde, og der er ikke nogen, der tvivler på musikken og kvaliteten i denne gruppe.”

Medlemmer af DJ Foreningen tæller pladeforretningen Percy, pladeselskaberne ØEN, KulørC.U.P.Petrola 80Axces og Euromantic, mastereringsstudiet Six Bit Deep samt Fast ForwardFyraftensboogie og Bunkerbauer.

DJ Foreningens første fest foregår på Pumpehuset den 27. december. Køb billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: Gold Panda stortrives i det nye projekt ‘Selling’

Gold Panda (Derwin Dicker) og Jas Shaw som Selling (foto: Laura Lewis)

For knap to uger siden kunne man på Regnsky – og mange øvrige medier – læse nyheden om det nye musikalske projekt mellem Gold Panda og Jas Shaw (fra Simian Mobile Disco) som Selling. Sammen har de spontanudgivet albummet On Reflection, der byder på ni legende og kalejdoskopiske instrumental-ekskursioner, og som er det første egentlige kollaborative album med Gold Panda (aka Derwin Schlecker) på rollelisten.

Regnsky ‘slid into Gold Panda’s DMs‘ kort efter offentliggørelsen af pladen med fem hurtige spørgsmål om det nye album og om samarbejdet med Jas Shaw.

You’ve called ‘On Reflection’ “the most immediate and natural record I’ve ever made”, which I think is a pretty big accolade. Can you elaborate on what it was that made your collaboration with Jas feel so instinctive?

DERWIN: »Jas mixed Lucky Shiner and Half Of Where You Live, so it felt familiar being in the studio with him. I went to visit him because I hadn’t seen him for a few years and after a cup of tea and a chat he showed me round his studio and we just switched some gear on. We made two tracks which were about 40 minutes each, just messing about with a simple sequence. It was so easy and fun that we just decided to do more. Once we got better at getting the jam sessions shorter, the tracks became more structured and before we knew it we had 28 tracks.«

»I think we like to work in a very similar way, set up some stuff and keep tweaking things until the sequences become a bit messy and unexpected and surprise us, then hit record on the computer, and jam with whatever gear is running. Later we edit together the good bits and eat some cheese.«

How do you feel about the album? Do you see this as a natural transition after your three albums as Gold Panda?

»I’m really proud of it, I can listen to it and enjoy it because it’s not just me. I don’t think it’s a transition. I make lots of music. I see Gold Panda as certain music I make. I’ve made a lot of stuff in the last year and there are two more albums out this year under different names.«

When I listen to ‘On Reflection’, I recognise your sound immediately. And yet, there are hardly any tracks on the album that I would expect on a Gold Panda record. What were your contributions to this collaboration – and what were Jas’?

»Yeah, I definitely have a sound! It’s great because it’s natural for me, I don’t have to force it. Before I used to get annoyed that it would always sound like I had made it. I wanted to sound like other artists I admired, but now I think it’s my saving grace.«

»I’d say Jas did more work than me, especially in the editing and arranging stage after we recorded the jams, because he is way better at Pro Tools. I really hate arranging, I’m too impatient. I sat on the sofa behind him eating fudge and saying, “delete that bit, oh let’s get that bit louder“, like a backseat driver, haha.«

»When we’re making the tracks, Jas would be writing a sequence on the Cirklon and I’d be messing with a synth and then suddenly we’d get a combination of good loop and good synth sound and that would be our cue to hit record. Next time we’d swap, etc.«

How did the production of the tracks – with your tight touring schedules in mind – come about? Where you mailing ideas back and forth, or where you sitting in one room together and eventually thinking ‘this is what we wanted, this is actually pretty good’?

»I actually had a pretty quiet year and Jas has a family, so he was mainly dj’ing on weekends and at home in his studio in the week doing sessions. We did everything together in the his studio over about 10-15 days in about four or five sessions throughout 2017, so each day we’d make about four to six tracks!«

I’ve always been an admirer of your ability to discuss mental health, both in interviews and when I’ve seen you, where you haven’t been afraid to talk about feeling shit for a couple of days on a row. How are things today? Have you found a sense of normalcy in your life as a so-called ‘musician’?

»I’m feeling quite good today, thanks! But the black dog still follows me around, the void is always there, waiting to swallow me whole at any minute. I decided that I do really like making music or being creative as much as possible so why not try to focus on that? I still don’t see myself as a musician… sometimes I say I’m an artist, I should get a beret and an easel!«

________

Sellings ‘On Reflection‘ kan købes nu digitalt (via Bandcamp), og albummet udkommer ligeledes på vinyl 14. december

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gold Panda og Jas Shaw fra Simian Mobile Disco udgiver album som ‘Selling’

Den britiske producer Gold Panda, der længe har været en god ven af bloggen og siden 2010 har udgivet de tre fine album Lucky Shiner, Half Of Where You Live og senest Good Luck And Do Your Best, har for en stund forladt tilværelsen som soloproducer og i stedet kastet sig over et samarbejde med Simian Mobile Disco-produceren Jas Shaw. Sammen har de under aliaset Selling spontanudgivet albummet On Reflection, der er ude nu digitalt via pladeselskabet City Slang, der også har udgivet Gold Pandas ep fra sidste år, Kingdom, samt Caribous fremragende Swim fra 2010. Albummet udgives på vinyl den 14. december.

Gold Panda – med det borgerlige navn Derwin Dicker – har ifølge en pressemeddelelse kendt Jas Shaw i mere end et årti, og Simian Mobile Disco-produceren har også mixet to af Gold Pandas plader, herunder debutalbummet Lucky Shiner. Gold Panda og Simian Mobile Disco har også turneret USA, England og Japan sammen, og det var på disse turneer, at snakken om et fælles udspil første gang opstod. Men det var aldrig med en forhåbning om at lave et helt album, fortæller Gold Panda:

“Vi lavede ikke dette for et pladeselskab eller noget. Det var oprindeligt bare for sjov. Der var ingen planer om at lave et album. I starten troede vi, at vi ville lave et track her og der og så udgive det på vinyl. Men så stod vi med et album, der faktisk lød ret godt. Så vi tænkte, ‘nå, hvis vi har lavet et album, så skulle vi måske bare udgive det’,” lyder det ifølge pressemeddelelsen fra Gold Panda, der tilføjer, at ‘On Reflection’ er den mest umiddelbare og naturlige plade, han nogensinde har lavet:

“Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bare en person, der laver kollaborationer, men jeg tror, jeg har fundet den rette person at lave en plade med.”

Og fordi pladen allerede er ude, har pladeselskabet City Slang kvitteret med at lægge hele pladen, der består af ni numre, ud på sin YouTube-kanal. Herfra deler vi den både legende og melankolske single, Keeping Txme, der med sin arpeggio-melodi, bløde beats og melodiske akkordprogressioner rummer lige så mange følelser, som vi kender det fra Gold Pandas egne udspil.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hør eller genhør Carlo & Selmas DJ-set fra Regnskys fødselsdagsfest

Vores 10 års fødselsdagsfest på Jolene den 15. september vil for evigt fremstå som en stor aften i Regnskys historie.

Denne aften havde vi samlet en række af vores yndlings-dj’s, der var med til at gøre aftenen uforglemmelig. Til at lukke festen havde vi selskab af Carlo & Selma, der leverede et hårdt og emotionelt house-set fyldt med en masse afstikkere til italo, electronic-body-music, techno og disco.

Deres to timer lange lukkeset er blevet foreviget, og vi er stolte over at kunne dele dette fremragende mix.

Duoens mange dj-sets rundt i hovedstaden afslører med al tydelighed, at italienske Carlo Molino og norske Selma Skov Høye er en af tidens mest spændende, eklektiske og grænsebrydende dj-duoer, København gemmer på. Duoen står også bag den nye klubnat GROUP THERAPY på natklubben Ved Siden Af. Klubnatten er et queer-community og et safe space-miljø for minoriteter, og den åbner 19. oktober med et internationalt line-up.

Stor tak og masser af kærlighed til vores fødselsdags-dj’s Theodor Clausen, Sousa/Schmidt, Søren Daugbjerg og selvfølgelig Carlo & Selma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky inviterer til 10 års fødselsdagsfest

Da en ung pige i 2008 etablerede en musikblog, hvor hun kunne dele ud af sine musikalske oplevelser, havde hun og andre næppe regnet med, at denne musikblog ville skrive om hundredevis af artister og koncerter, afholde fester med blandt andre Gold Panda, John Talabot, James Holden og Max Cooper på programmet og stadigvæk stå oprejst med lyst til mere efter 10 år.

Men alt dette er tilfældet for Regnsky, der nu kan fejre 10 års fødselsdag og snart løfte sløret for sin mest ambitiøse bloggerstab til dato. Derfor vil vi gerne fejre, at vi runder dette skarpe hjørne på en måde, der kommer os naturligt og står os meget nært; ved at holde en fest for vores læsere, samarbejdspartnere, venner og for vores venners venner.

Det hele finder sted på Jolene i København lørdag den 15. september, hvor der vil være aftenhygge, fremragende dj’s hele natten og muligvis en lille overraskelse imellem alt dette.

Vores fødselsdagsfest begynder med en reception klokken 19.00 under Jolenes markiser, hvor vi vil byde på et glas, en øl og en let snack.

Facebook-event

Når natten bider sig fast, kan vi byde på et program af dj’s, som i løbet af de seneste 10 år har spillet en stor rolle for Regnsky og for klubscenen omkring os. DJ’s, vi er stolte over siden hen at kunne kalde for venner. Vi vil gerne tillade os at præsentere disse venner for jer.

SOUSA & SCHMIDT
Medbring passet og husk rejsevaccinationen, for Sousa & Schmidt tager jer hele verden rundt. David Sousa og Mads Schmidts ti år lange affære som DJ-duo begyndte på Rust med torsdagsklubben Villains Club, og siden har deres CD-tasker (som stadig tages i brug!) også fundet plads til orientalske obskuriteter, sydamerikansk disco og glemte pop-perler. Der er ingen imiterende eksotisme over deres sets – tværtimod. Sousa & Schmidts beundring for musikken er oprigtig, både som dj’s og som arrangører af de yderst populære Footwork-fester.

THEODOR CLAUSEN
Vores venskab med Theodor Clausen går hele vejen tilbage til nogle af de første fester, vi arrangerede på Dunkel. Her havde vi vanligt tæt følgeskab af Theodor, både som dj og som producer i Mislyd og senere hen Averos, ligesom han var med til at søsætte torsdagsklubben Manna på Jolene.

Golden Retriever
Golden Retriever alias Carlo Molino er så lokal, som man overhovedet kan komme det for en københavnerbaseret italiener. Carlo er kendt i nattelivet som en evig energikilde med en stor kærlighed til elektronisk musik. Når han ikke kører solo, spiller han i dj-duoen Carlo & Selma, der nærmest har sin hjemmebane på Jolene, hvorfra de både dj’er hyppigt og holder fester.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg tog til David Byrne i stedet for Four Tet og anmeldte min FOMO

Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.

FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.

Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.

Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.

Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.

FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.

“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”

Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:

“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”

Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.

Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?

“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”

Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”

Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.

Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.

Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.

Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.

Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.

Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.

Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sympatien og troværdigheden sejrede for James Holden

James Holden (foto: Laura Lewis)

Den mand, de kalder James Holden, har slået sig på Indien og såkaldt Terry Riley-agtig folktrance, siden han i 2014 leverede en jazzet og krautrocket toppræstation på Roskilde Festival. Nu er håret blevet længere, melodierne mere syrede og sværere at tilgå, ligesom distancen til fortiden som klubproducer er blevet større. Så vil den ægte James Holden være sød at rejse sig? 

Nej, han sidder ned. Det gjorde han hele den time, han fredag eftermiddag vendte tilbage til Roskilde Festival og Apollo med sit nye “band”, The Animal Spirits. Efter koncerten satte Eva og Morten hinanden stævne for at finde ud af, hvor 2018-James Holden placerer sig i forhold til sin fire år ældre udgave.

Morten: Eva, vi havde begge en fremragende oplevelse, da James Holden sidst gæstede Roskilde Festival i 2014. Kunne du her fire år senere genkende noget fra den koncert, selvom der var andre lyde, temaer og instrumenter i spil?

Eva: Ja, helt klart. Han spillede også en del af numrene fra The Inheritors, og nærmest heldigvis for det. Jeg synes, The Inheritors var et rimeligt eksperimenterende album, da det udkom i 2013, men så udgav han The Animal Spirits i 2017, og dét er fandme et syret album. Så jeg var egentlig meget glad for, at han spillede nogle af The Inheritors-numrene, som til sammenligning virker helt poppede. Men jeg tror helt klart, der er en del af publikummerne fra 2014, som er kommet tilbage, for han har fået en ret enestående position i musikverden. James Holden har placeret sig mellem “verdensmusikken” og elektronisk musik, men på en måde, hvor man ikke kan danse til den, selvom folk forsøgte. Han står som en one of a kind-karakter.

Morten: Men hvordan klarede denne karakter så koncerten?

Eva: Jeg må sige, at jeg helt umiddelbart synes, at koncerten i 2014 var betydeligt bedre end denne, desværre.

Morten: Jeg er enig. Jeg følte heller ikke, at jeg kom så meget ind i et groove eller en trance, som jeg gjorde det for fire år siden. Jeg tror, det til dels skyldes, at han netop zappede frem og tilbage mellem The Inheritors og The Animal Spirits-pladerne. Hvis han konsekvent og udelukkende spillede sit seneste album, ville det have været en større prøvelse at blive taget med på en rejse. Men så havde jeg til gengæld også været fastlåst et bestemt sted, hvorimod jeg blev taget frem og tilbage mellem nogle numre fra 2014, eksempelvis Blackpool Late Eighties, som jeg har et meget stærkt forhold til, og så frem til en plade, som er sværere at tilgå.

Eva: Helt sikkert, det er jeg ret enig med dig i. Han brød med trancen, og jeg stod og spekulerede over deres valg om at have pauser imellem numrene. Det kan jeg godt forstå, fordi numrenes rytmik afviger meget fra hinanden, men det gjorde det også svært at komme ind i et mode. Og der skulle jeg være kommet, for at det skulle blive en helt fed koncert for mig. Der var lidt for meget fløjtegøgl til min smag.

Morten: Men jeg vil også gerne give dem pluspoint for forsøget og for intentionerne. De var jo meget tydeligt udfordret undervejs i koncerten af nogle tekniske problemer. Men jeg står tilbage med en fornemmelse af, at de gerne ville lukke os ind i deres univers. Jeg følte ikke, de prøvede at støde os væk.

Eva: Helt sikkert. Grunden til, at jeg kan lide James Holdens musik i forhold til så meget andet er, at den i sin grundessens er venlig. Og hvad, der præcis gør det, ved jeg sgu ikke, men jeg opfatter den som velkommende og inviterende i stedet for afvisende og fremmedgørende. Men han har nok været lige lidt for meget i Indien de seneste par år til min smag.

Morten: Der er også noget andet, som vi formentlig begge kan lide ved James Holden, og som på en eller anden måde gør ham til essensen af Roskilde Festival. Manden lavede indledningsvist White Sensation-agtig progressiv house, som han bare har lavet på en bærbar computer. Efterfølgende starter han pladeselskabet Border Community, der favner en både harmonisk og leftfield techno-lyd, inden han går videre og laver progressiv krautrock på The Inheritors og slutteligt folktrance med The Animal Spirits. Jeg synes, det virker som en udvikling, der er unaturligt naturlig, ligesom han fortæller sit publikum, “jamen, hvis I kan lide dette, så kan I måske også lære at lide dette”.

Eva: Og det synes jeg, man kan mærke i den måde, han rent melodisk laver progressioner. Også i de ting, han spillede i dag. Men der er klart noget i det, at de spiller på rigtige instrumenter. Jeg ville gerne have haft flere pauser, der tydeliggjorde intentionen bag de forskellige instrumenter. Det blev nogle gange rodet for mig, for det hele fyldte rigtig meget hele tiden. Og det rod ødelagde noget af den trance for mig.

Morten: Uden at vide det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at James Holden og hans band i løbet af deres turné har lært nogle ting, heriblandt at det vil være en god idé at spille Blackpool Late Eighties og The Inheritors fra den foregående plade, for at de kan komme lidt længere ud over den scenekant, de står på.

Eva: Eller sidder på! James Holden er virkelig blevet en technoguru, men der er måske ikke så meget techno tilbage over ham længere. Der er lidt ‘spirituel leder’ over ham efterhånden, og det synes jeg egentlig er en rolle, der passer ham meget godt. Jeg synes måske, han er blevet lidt for langhåret.

Morten: Men det virker troværdigt, det han har gang i.

Eva: Det virker meget troværdigt. Der er sgu ikke noget eksotisme eller kolonialisering af andre fremmedegnes musikkultur overhovedet ved Holdets tilgang. Jeg noterede mig følgende under koncerten: James Holden vender vrangen ud på de elektroniske genrer, han kommer fra, når han går ind i verdensmusikken for at komponere sine bevidsthedsudvidende sange. Det er er analog humanisttrance, posteksotisme og -kolonialisering. Det er super 2018-agtigt. Jeg var lynhurtigt blevet træt af det, hvis han havde inviteret sine indiske venner op på scenen, for at de kunne være lidt shaman-agtige. Men her synes jeg faktisk, det var fint og fungerede godt.

Morten: Jeg synes stadig, jeg bemærkede den hvide mands klubmusik i det, han laver, både i beatstrukturens fire fjerdedele, der var mange af de samme akkordprogressioner fra de gode, gamle dage. Der var et mellemspil, som leder op til noget af det, man kan genkende fra klubmusikken. Jeg føler ligesom du, Eva, at koncerten ikke levede op til de forventninger, som er formet efter min koncertoplevelse med ham fra 2014. Men jeg synes virkelig, at den tilgang, James Holden har, hvor han giver en anderledes og vidtrækkende oplevelse til folk, der kender klubmusik, er en helt vildt sympatisk tilgang.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Yasuaki Shimizu viste, at ungdommen er i trygge hænder

Indtil for ganske få år siden havde de færreste uden for Japan hørt om den 62-årige jazz-, new wave- og artpop-musiker Yasuaki Shimizu. Men takket være en genudgivelse i 2017 af mesterværket Kakashi fra 1982 har en helt ny og ung generation fået øjnene op for japaneren.

Yasuaki Shimizu kvitterer denne sommer for den genopståede interesse i ham med fire koncerter i Europa; en af dem var på Roskilde Festival, der satte fredagsprogrammet i gang med en varm og fugtig middagskoncert i Gloria.

Og synet, der mødte mig, da jeg efter fem minutters søgen havde fundet mig en nogenlunde kølig placering nærmest omme bag scenen, var slående for den nye skare af lyttere, der det seneste år er strømmet i Yasuaki Shimizus retning. Og samtidig et af de mest bevægende øjeblikke i mine 11 år på Roskilde Festival. Hele vejen rundt om scenen er de fire-fem forreste rækker indtaget af purunge ansigter, der nysgerrigt sugede japanerens ekskursioner ud i freejazz, ambience, popmelodier og Steve Reich-agtige repititioner.

Yasuaki Shimizu havde på scenen selskab af den noget yngre landsmand Ray Kunimoto, der bag en computer og et keyboard modulerede og loppede Shimizu instrumenter, primært en saxofon, og modsvarede dem med luftige synths og finurlige samples.

Jeg gik ind til koncerten med mange forventninger om en stor og eklektisk oplevelse, som også blev indfriet. Men jeg havde aldrig regnet med, at det unge publikum ville udvise så stor respekt og lystrende kærlighed for så relativt svært tilgængelig lyde, som de to japanere leverede over en time-lang koncert. Fremtiden er i trygge hænder hos denne ungdom, og det kan vi blandt andet takke albumgenudgivelser som den af Kakashi, så disse meserværker aldrig vil gå i glemmebogen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ben Frosts dystopiske støj var en katarsis

Ben Frost @ Avalon, Roskilde Festival

Ben Frost har tidligere proklameret, at han har brug for en anledning, en rød tråd eller et tema, hvis han skal udgive musik. Så når australieren det seneste år har fundet materiale nok til to studiealbum, tre ep’er og et filmsoundtrack, der alle kredser sig om et dystopisk fremtidssyn og den globalpolitiske usikkerhed, siger det alt om hans tankestrøm for øjeblikket.

Derfor var det også helt skudt ved siden af skiven af Avalon-scenens konferencier at præsentere den Island-baserede australier som “elektronisk feel-good”. Men lad det nu ligge, for han var langt fra den eneste, der ikke havde gjort sit hjemmearbejde. Således måtte jeg og 30-40 andre mennesker ganske få sekunder efter koncertstarten klokken 17 styrte mod den nærmeste bod i jagten på et sæt ørepropper. Lad det være sagt med det samme; Ben Frost spillede torsdag en af de højeste koncerter i Roskilde Festivals historie.

Det høje lydniveau indgår som et instrument på lige fod med guitar, looppedaler, synths og en computer, der tricker en masse udefinerbare lyde, som jeg aldrig har hørt før. Disse remedier veksler en barfodet Ben Frost imellem i et højt tempo, mens han står på sine blottede tæer og nærmest læner sig ind over bordet, som om han ved hjælp af sin fysiske kraft presser flere og højere lyde ud af sit gear.

Ben Frosts disharmoniske og dystopiske lyd, der kommer skærende og bombastisk ind fra venstre og højre, er som en katarsis, publikummet gennemgår og afreagerer på i jagten efter de små momenter af sjælerensende harmoni, der opstår i musikken. Eksempelvis på numrene Venter og Rare Decay, der i sine koncertversioner føles mere technoide takket være synkoperede trommer, der bevæger sig rastløst over hele lydgitteret. Publikum skiftesvis stod med lukkede øjne som værn mod de blitzende lamper fra scenen (og det bagvedhængende spejlforhæng) og dernæst med hænderne i vejret, når Ben Frost nåede de episke højder.

Denne kontrakt mellem publikum og den islandsk/australske adonis med det vikinglignende look blev overholdt helt koncerten med en kirurgisk præcision. Ben Frost rensede og frigjorde publikum. Også selvom det støjede helt ad helvede til!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nathan Fake spillede solen ned med fordybende techno

Man gik bogstaveligt talt mod strømmen, hvis man onsdag aften besluttede sig for at tage til koncerten med den engelske electronica/techno-producer Nathan Fake på Apollo klokken 21.30 (vi behøver ikke nævne, hvem der var programsat til 22.30 på Orange).

På samme måde gik man muligvis forgæves, hvis man havde lovet sig selv en fest, som man kunne høvle igennem til. I stedet fik man en til tider kontemplativ oplevelse, hvor man stod inde i sig selv og muligvis kunne referere oplevelsen til egne minder. Derfor tog Morten og Eva efter koncerten en snak om, hvorfor den fungerede.

Morten: Jeg har bemærket, at de farver, der indgår helt centralt i Nathan Fakes visuelle udtryk, er pink og lyseblå, altså to farver, der ikke lader sig blande, men som modarbejder hinanden. Og jeg føler også, det er det, der kendetegner Nathan Fakes musik. Man danser til den, men man bliver også opslugt af de skærende akkordprogressioner og de dramatiske crescendoer, så man står inde i sig selv og føler, virkelig føler.

Eva: Og man kan også stå i sin egen verden, som den fede fyr med den røde FOA-kasket virkelig gjorde.

Morten: Men med det udtryk og den appel kan Nathan Fake også risikere at ramme helt ved siden af skiven. Men jeg følte virkelig, at han ramte begge dele i mig. Jeg kan bare ikke helt finde frem til, hvad det var, der gjorde koncerten så god.

Eva: For mig handler musik også en del om, hvad man associerer den til. Og det, tror jeg, er ekstremt individuelt, hvilke rytmer, melodiske forløb eller strukturer, som tricker et eller andet hos én. Og noget, som jeg især tænkte på ved starten af koncerten, var at Nathan Fake har meget dybe, ekstremt bassede og faktisk ret hårde ting, og så har han de her helt fine, fantastiske og ret indie-agtige melodier, der ligger og bobler ovenpå, som udvikler sig og tager sin tid. Og så, når man har fulgt med i den udvikling i et stykke, twister han den og gør dem disharmoniske. Og det gør, at han ændrer det perspektiv til noget fængslende og mystisk, og det er noget, jeg altid har bidt mærke ved i Nathan Fakes musik for såvel andre udgivelser hos Border Community. Det er det samme, jeg faldt for ved Mew, da jeg var fem år gammel. De gør det samme! Og det er de minder, som musik vækker, og som de forskellige minder forbinder sig med. Så for mig var det en personlig oplevelse, fordi den trak referencer tilbage til mange ting, jeg godt kan lide.

Morten: Vi var noget bekymrede for fremmødet forud for koncerten. Vi gik bogstaveligt talt mod strømmen hele vejen fra mediebyen, over Orange Scene og næsten hele vejen ind til Apollo. Fremmødet var langt fra overvældende, men det vigtige er ikke, hvor mange mennesker, der dukker op, men hvor mange mennesker, der føler den. Folk kunne ret hurtigt stå af på hans meget syrede udviklinger, hvis ikke de fik lige det, de havde ventet.

Eva: Præcis. Jeg tror, det er sådan en koncert, der meget let kan skuffe, hvis man går til den med en forudtaget holdning. Nu har jeg ikke læst programteksten, men hvis den har sagt noget med melodiøs techno, kan jeg godt forstå, hvis folk bliver overrasket. For det er det ikke. Det er fordybelseskrævende musik. Jeg tror, det var da jeg stod med korslagte arme og vippede lidt med det ene ben, at jeg nød koncerten mest. Det er, fordi Nathan Fakes musik ikke er så meget udadvent, som det er noget, der mærkes inde i en selv. Jeg var ligeglad med, hvor mange mennesker, der var. Bare der ikke var helt pakket en masse stive mennesker, der var klar på en moshpit.

Morten: Og når der ikke var flere mennesker, kunne han måske lige så godt have spillet på Gloria, når hans musik fordrer en fordybelse inde i den enkelte.

Eva: Ja, jeg var lidt bekymret forud for, at han skulle spille på Apollo. Den er kæmpestor, men egentlig syntes jeg, den passer perfekt, og jeg er glad for, at han ikke spillede på Gloria. Du startede med at beskrive det med farverne, og et nummer som The Sky Was Pink gør, at han var castet til at spille en solnedgangskoncert, og det fungerede sindssygt godt. I forhold til hans sene solopgangskoncert på Distortion for fire år siden, så var denne koncert for et Roskilde-farverigt publikum, men hovedparten var +35-typerne, der er kommet med toget i dag og som endnu ikke har det helt crazy. Folk virkede rimelig sobre, og det passede meget godt til denne scene. Og i forhold til den mere nørdede scene på Gloria, så var der også plads til at høvle lidt igennem, især på nogle af de nyere numre.

Morten: Det er også det, der fanger mig i forhold til Nathan Fake. Han laver i grunden techno, men den er så kontemplativ og introvert, og det er egentlig også derfor, at man kan danse til den, men det er aldrig et succeskriterie, at man bevæger sig til den. Og jeg er overbevist om, at det heller ikke er det, Nathan Fake skeler til, mens han står oppe på scenen og headbanger til sin egen musik. Jeg finder ret stor glæde ved tanken om, at mange af disse +35-mennesker, som du beskriver, måske i højere grad end før koncerten forstår, at technomusik kommer i mange forskellige variationer, og at man kan indleve sig den på forskellige måder.

Eva: Præcis. Både du og jeg er vokset op med forskellige måder at lytte til elektronisk musik live. Der er selvfølgelig dér, hvor du går ud og har en fest med hænderne i luften. Ren hands-in-the-air. Men for de fleste livekoncerter på klubber, der ikke er helt mainstream, så er den fysiske udfoldelse ikke særlig vild. Folk, der kommer til koncerten med en forventning om den helt vilde fest, bliver skuffede. Men Nathan Fakes musik giver dig et rum at træde ind i, og det, tror jeg, er der et stort behov for på Roskilde Festival. Man er i den nogenlunde samme følelse hele koncerten igennem, men man får lov til at være der på ens egne præmisser, og det er enormt stærkt ved denne form for musik, fordi den tillader dig at være og drømme og lade tankerne flyde sammen med musikken. Det skal ikke forståes sådan, at det er baggrundsmusik, men at det er musik, der skaber og afgrænser et rum, som man kan være en del af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *