Lucy Dacus (kendt fra Boygenius) er tilbage på solo-sporet med det nye album Forever Is A Feeling, der lander 28. marts. Hør de to første singler nu.
Det er tilladt at blive klogere.
Da Boygenius bragede frem med debutalbummet The Record i 2023, rynkede jeg lidt på næsen over begrebet “supergruppe”. Phoebe Bridgers kendte jeg selvfølgelig, men Julien Baker og Lucy Dacus befandt sig, i min opfattelse, lidt for meget ude i indieperiferien, til at “supergruppe” var passende for trioen. Troede jeg.
Men The Record var ikke bare en stærk plade; den kastede også et lys på bandmedlemmers individuelle styrker, og så var det jo en passende anledning for dem, der ikke helt havde fulgt nok med, at udforske både Julien Baker og Lucy Dacus.
Det siger sig selv, at populariteten omkring Boygenius også har gjort noget godt for bandmedlemmernes solokarrierer. 28. marts udkommer Lucy Dacus’ fjerde plade, som hedder Forever is a Feeling, og efter tre albumudgivelser via Matador Records rykker hun nu op i majorligaen. Geffen Records har set lyset og udgiver pladen.
Nu kan man høre de første sange fra den kommende plade, “Ankles” og “Limerence”. Albumannonceringen skulle oprindeligt blot løfte sløret for “Ankles”, men i en story på Instagram fortæller Lucy Dacus, at hun i sidste øjeblik fik klemt “Limerence” med ind. Den er svær at lytte til, tilføjer hun, og det kan man godt give hende ret i, sangens tekster taget i betragtning – også selvom hun indledningsvist synger om GTA. Der er mange lag at skrælle af på de to første smagsprøver, og der er meget at glæde sig til.
Montalvo, debutalbummet fra amerikanske Colle, er en underspillet perle, der forener æterisk vokal med shoegaze, triphop og ambient musik på blot 28 minutter.
Havde det ikke været for en flere måneder lang besættelse af Chanel Beads – New Yorks nye nummer ét når det kommer til eksperimenterende og mørk pop i skitseformat – ville jeg med den største sandsynlighed aldrig være stødt på Colle.
Men fordi idoldyrkelsen af Chanel Beads i efteråret nåede ekstremer, der let tåler sammenligning med en ungdommelig og altopslugende begejstring for ny musik (som også kendetegner denne blogs storhedstid), fik jeg ikke kun øjnene op for Shane Lavers, primus motor i Chanel Beads, men også dem, der udgør det næste lag projektet.
Disse to hedder Zachary Paul og Maya McGrory, som live gør soloprojektet til en treenighed på henholdsvis violin og synth. I 2024 har både Zachary Paul og Maya McGrory fundet tid mellem sprækkerne af en tætpakket tourkalender til at udgive hvert deres soloalbum. Colle er Maya McGrorys soloalias, og i november udkom hendes debutalbum, Montalvo, et underspillet men selvsikkert værk nærmest upåvirket af tid og sted.
Det bringer mig tilbage til min påstand fra indledningen. For Colle spiller på mange af de samme tangenter som Chanel Beads; Montalvos styrke ligger i de små og koncise armbevægelser, dens korte løbetid (28 minutter fordelt på otte stærke sange) og en esoterisk atmosfære, der ramler sammen med en udefinerbar følelse af et universelt resonerende lydlandskab – fra shoegaze og triphop til ambient elektronisk musik.
Og så er der Colles æteriske og melankolske stemme, der placerer sig dér i mixet, hvor jeg lige præcis ikke kan tyde mange ord ad gangen. Resultatet er et personligt album, der overlader lytteren til at tyde med og udfylde det ubestemmelige med egne oplevelser – og jeg skal hilse at sige at det er der mange gode gennelytninger gemt i. Det er et af de bedste små albumudspil fra 2024. Og hele listen med mine favoritter fra 2024 lover jeg at dele om et øjeblik.
Jeg kan huske, dengang Regnsky var en værdsat platform for nye musikalske oplevelser. Vi skal måske ti år tilbage i tiden. Jeg og de øvrige skribenter var da også en del yngre og havde en masse fritid, som vi generøst brugte på denne musikblog. Jeg overrasker ikke nogen ved at sige, at vi ikke er samme sted i dag.
Jeg var begyndt at bekymre mig for, at mit gamle hjerte ikke længere kunne slå for nyopdagede navne, som det kunne engang. Men nu kommer australske Bananagun ind fra siden og minder mig om, hvordan det var at være 18 og være opsøgende og suge musik til sig uden filter. Om det er for gruppens uforfalskede og charmerende energi eller den store musikalitet, ved jeg ikke, måske er det en blanding af de to, men jeg havde indtil i går aldrig hørt om dem før, og nu vil jeg bare høre mere.
Nummeret, der fik mine øjne op for Bananagun, er det nye udspil People Talk Too Much, der blander psychpop med Fela Kuti-rytmik og lidt hippy-freakout. People Talk Too Much er en singleforløber for et kommende album, der udkommer 26. juni og bærer titlen The True Story of Bananagun. Der ligger også et par andre numre fra gruppen, som jeg vil anbefale at dykke ned i. Jeg håber, det var lige så godt for jer, som det var for mig.
Det er som at navigere sig gennem en jungle at holde styr på udgivelserne fra Aarhus-pladeselskabet Regelbau/Help Recordings og pladebosserne Milan Zaks, Natal Zaks, Christoffer Kejlstrup og Mathias Okholm. Ikke nok med at de er stilistisk promiskuøse og zapper mellem at producere alt fra varm house til jungle og tilbagelænede popmelodier; de bytter også tit rundt på konstellationer og udgiver under et væld af aliaser.
Dette er også tilfældet på det Milan Zaks‘ kommende album Sound Explorations For a Preferred State of Being, der udgives under pseudonymet Mediated Ambience. Albummet har ikke en udgivelsesdato men meldes på trapperne, og allerede nu kan man få sig en smagsprøve på albummets seks numre og 71 minutters spilletid. Som titlen også bærer præg af, byder Sound Explorations For a Preferred State of Being på en række eftertænksomme og katarsiske perler, der blander dub, synth-jams og pladeselskabets nærmest varedeklarerede houserytmer.
Sound Explorations For a Preferred State of Being – der udkommer på Help Recordings – er Milan Zaks’ første soloalbum siden det anmelderroste debutalbum Modern Species fra 2017, udgivet under det mere velkendte alias DJ Sports.
Med blot en håndfuld singler bag sig har har Yangze aka. Jakob Littauer allerede markeret sig for sin avantgardistiske og fortryllende electropop, der zigzagger mellem dikotomiske poler – skiftevist strygende og stødende, drømmende og dansende, desperat og negligerende, fragmenteret og helstøbt.
To år efter debutsinglen U & Me er Yangze så klar med debut-ep’en Event Horizon, hvorfra singlen Mutation nu kan høres i sin fulde længde. Og som på de forudgående singler tages lytteren endnu en gang gennem manipulerede vokaler og melodiske progressioner, der munder ud i en sansemættet og episk symfoni.
Event Horizon udkommer 1. november via pladeselskabet Escho.
Tame Impala er tilbage! Inden deres koncert ved Saturday Night Live – og inden deres koncert på Northside til juni – har den australske psychrock-gruppe spyttet det første nye nummer i fire år ud, Patience.
Og Tame Impala-frontmanden Kevin Parker virker til at være godt klar over, at fans har ventet længe på ny lyd siden det fremragende album Currents fra 2015. Kevin Parker starter i hvert fald ud med at synge ‘Has it really been that long?’. Og ja, Kevin, det har sgu været så længe siden. Men ventetiden kan man næsten tolerere, når man lytter til Patience. Nummeret har en god LCD Soundsystem-vibe over sig med pianostabs og bongotrommer, mens den for gruppen kendetegnende flangerlyd – I ved, den der kører ooooooooooop og neeeeeeeeeeeeeed – fortsat lever videre.
Med til historien hører det, at Kevin Parker i løbet af de seneste par år har samarbejdet tæt med blandt andre Mark Ronson, Lady Gaga, Theophilus London og Travis Scott, ligesom Tame Impala ventes at udgive et fjerde album i løbet af 2019. Om Patience er en del af dette album, vides endnu ikke.
Februar er overstået, foråret står for døren, og som sædvanligt ser Regnskys skribenter tilbage på den forgangne måned med et overblik over de numre, der var med til at forme den. Denne gang er det blevet til ti numre, og man kan på listen finde alt fra Gents og Girls In Airports til Skee Mask og videre til hårdtspyttende Freddie Gibbs.
Kenton Slash Demon – Tik-Tik
Tik-tak, tiden går, og det har været svært at vente på den danske techno-duo Kenton Slash Demons nye ep, Oli. På tracket Tik-Tik opstår et elektronisk lydbillede af en skrattende græshoppesværm, der frembringer ætsende tonegnidninger med baglårene. Rytmen er repetitiv (næsten en anelse for meget) og sitrer i samtlige fem minutter – kun afbrudt af en enkelt pause, hvorefter den akkompagneres af hule ‘panfløjte-ekkoer’. Lydbilledet passer perfekt til den simple musikvideo, hvor blade badet i noget, der kunne ligne babyolie, synkront slanger sig op og ned i en ‘elektronisk dance’. Et stærkt nummer, hvor rytmen ikke kan udelukke en inspiration fra Jaars – Mi Mujer. (Laura Fromm)
Girls in Airports – Rold Skov
Har du også altid drømt at besøge Rold Skov, men aldrig fået det gjort, fordi Nordjylland simpelthen er for langt et smut på en søndagsudflugt? Så frygt ej. Detceremonielle og minimalistiske jazzband Girls In Airports, som gav en forrygende koncert på Hotel Cecil tidligere på måneden, tager dig med på en hypnotisk skovtur, der er ligeså skøn som optagelserne fra det himmerlandske naturområde i musikvideoen. Med en hæsblæsende saxofon og halvdystre men også lyse rytmer kommer vi helt ind i skovens mørke muld og bliver samtidig løftet højt op over trækronerne i et smukt og opbyggeligt toneunivers. (Laura Fromm)
Freddie Gibbs & Madlib – Flat Tummy Tea
Der er noget, der tyder på, at 2019 kan blive året, hvor vi får den længe ventede opfølger på Freddie Gibbs og Madlibs mesteralbum Piñata fra 2014. Flat Tummy Tea er i hvertfald en spændende teaser, der bestemt holder niveau med de tidligere skæringer. Gibbs leverer rap i maskingeværstempo over Madlibs tunge produktion, der ændrer karakter halvvejs gennem nummeret og giver mere plads til Gibbs, der klinger en anelse som DMX på nummeret. (Nikolaj Boesby Skou)
Bibio – Curls
Jeg forelskede mig i Bibio på gennembrudsalbummet Ambivalence Avenue fra 2009 og i særdeleshed den charmerende Lover’s Carvings, men så mistede jeg alt to år senere på Mind Bokeh og det fjogede, corny og tenderende åndssvage midt-00’er-ironisk-poprock-track Take Off Your Shirt, og siden da har jeg faktisk ikke givet Stephen James Wilkinson en ny chance. Indtil nu, hvor den engelske producer er aktuel med det kommende album Ribbons, hvorfra førstesinglen Curls har fanget min opmærksomhed. Bibio varsler, at albummet er en akustisk genopdagelse af 60’er- og 70’er-psykadelika, soul, ambient og field recordings, og det er præcis denne kombination, der venter lytteren på Curls – krydret med Bibios genkendelige lo-fi-skramlede guitar og et overraskende fingerspids Ringenes Herre-på-besøg-i-Herredet-violinspil. (Morten Bruhn)
Skepta – Wish You Were Here
Grime-godfatherne Skepta og Wiley har haft en mindre beef over Instagram de seneste par måneder. I et forsøg på at få talt ud, tog Skepta til Wileys fødselsdag, men Wiley dukkede ikke selv op, hvilket pissede Skepta af. Det kom der diss-tracket ‘Wish You Were Here’. Hvis nummeret er det første i en lang beef, må den godt fortsætte i lang lang tid, for det får det bedste frem i Skepta. (Nikolaj Boesby Skou)
Skee Mask– 808AB
Skee Masks 2018-album Compro blev på nærværende side hyldet som et af årets bedste albums – og måske også et af årtiets bedste – og nu er den tyske techno-producer klar med første udspil siden da med ep’en 800BB. Her er det pladens lukkenummer, 800AB, hvor Skee Mask bare fortsætter i samme stil fra Compro med sin lige dele indviklede og rørende techno-electro-breakbeat-lyd. Skee Mask kan ikke gøre noget forkert. (Morten Bruhn)
Octavian feat. Skepta & Michael Phantom – Bet
Brandvarme Octavian har fået fint besøg af Michael Phantom og den levende legende Skepta på den benhårde Bet. Et simpelt men hårdtslående beat tvinger de tre rapper til at spytte korte og præcise linjer. Videoen er også værd at tjekke ud; den er holdt i sort/hvid, og det er umuligt at lade være med at nikke med i takt med briterne. (Nikolaj Boesby Skou)
Gents – Smoke Machine
Det er svært at beskrive instrumentet, og selvom det føles ufyldestgørende, er den nærmeste beskrivelse nok, at det lyder som en form for elektronisk tuba. Catchyness’en er kun overgået af omkvædets sang, der klæber sig fast til hjernen som fluer på en lort. Hør ikke nummeret to gange, hvis ikke du er klar på at have Smoke Machine så meget på hjernen, at du har svært ved at koncentrere dig om helt almindelige samtaler og praktiske gøremål. Gents er efterhånden ret populære, men det her kan være nummeret, der i kraft at både genkendelighed – men også et produktionsmæssigt fingerspitzengefühl og elegante detaljer – giver Gents det helt store gennembrud. (Mathias Gavnholt)
Modeselektor – Wake Me Up When It’s Over
Selvom begge er elektroniske, er der langt fra Aviciis Wake Me Up til Modeselektors nummer tyskernes seneste album, Who Else. I hvad der ligner en hyldest til Aphex Twin indledes sangen med forvrængede mandlige stønnelyde som baggrund til lækre layers, der stille og roligt bygger op, som man kender det fra Modeselektors mere “rolige” numre. Nummeret peaker ved at flå lytteren ud af velværen og ind i ny lydboble af trommer i sjette gear og tunge synths, der kører i syvende eller ottende. Der er sket meget, siden tyskernes klassiske komponister dominerede musikscenen, men på trods af at lyden er anderledes, føles Wake Me Up When It’s Over langt hen ad vejen mest af alt som en storladen komposition. (Mathias Gavnholt)
Ovenpå et af de bedste tracks fra det forgangne år er Kasper Marott tilbage med en ny udgivelse fra sit dugfriske pladeselskab Axces, som han har startet sammen med sin gode ven og samarbejdspartner Alfredo92. Det første nummer fra den kommende 12″-udgivelse er da også netop et samarbejde mellem de to, og første smagsprøve fra pladen – som ventes ude i midten af april – kan høres nu.
Det koklokke-glade nummer hedder Os To og er i et såkaldt Johnny DJ All Star Bubble Gum Mixie, og på Soundcloud sætter duoen selv ord på, hvad der er i vente:
The record was created in 2017 at the professional facilities we’ve come to know as Nordvest Auto. On both tracks, you’ll hear a lot of drums, some bass, effects, samples, vocals and sounds from beyond, we don’t know how to describe. They’ve been tested on various sound systems during the past year, and we can ensure you that a flat EQ and max volume will suit the tracks almost anywhere.
Axces blev første gang omtalt her på bloggen i december sidste år som en del af det tværgående musiksamarbejde og -kollektiv DJ Foreningen. Det kan du læse mere om her.
Den danske gruppe When Saints Go Machine er aktuel med deres nye single ‘So Deep’. Er det en albumforløber? Det ved vi ikke, men hvis det er, lover det godt.
Der løber en devierende og uforudsigelig linje gennem When Saints Go Machines bagkatalog. Siden den anmelderroste og grænsesøgende synthpop-gruppe udgav sit seneste album i 2013, Infinity Pool, har When Saints Go Machine smidt trommesættet ud af tourbussen, reformeret sangstrukturen med et nu mindre fokus på hooky omkvæd, eksperimenteret med hiphop-lyd, udgivet en “friforms”-ep og spillet udsolgte koncerter med et fuldt oppakket symfoniorkester.
Og hvis man har haft svært at følge med i When Saints Go Machines udvikling, så er det måske nu, man skal slå ørerne op. Gruppens nye singleudspil, So Deep, virker nemlig til at være den ultimative, millimeterpræcise median af gruppens adskillige ‘digressioner’.
På fire minutter serveres lytteren for let dissonante synths, mens Nikolaj Vonsilds manipulerede og uklare vokal anfører en syntetisk og distanceret melankoli over nummeret. En pitchet stemme advarer if you betray me, mens langt udstrakte, bragende trommer i enkelte momenter bryder med det ellers ambiente lydbillede.
Stilmæssigt virker So Deep mere genkendelig i forhold til 2018-forgængeren og ep’en It’s A Mad Love, men det er ikke genkendelighed, det er snarere et vellydende deja-vu, der irrationelt popper op og river i ørerne. For hvis vi kan regne med en ting, så er det, at When Saints Go Machine aldrig forsøger at genskabe sig selv. Men kan vi så regne med et album i 2019? Hvis So Deep er en albumforløber, kan der være god grund til at glæde sig.
Singlen er udkommet fredag på det danske pladeselskab Escho.
