Tidligere på måneden udkom norske Datarock med opfølgeren til debutpladen fra 2005, Datarock Datarock. Den nye plade har simpelt fået titlen “Red” og folk med kendskab til Fredrik Saroea og Ketil Mosnes‘ musik ved, hvor rød disse fyre kan være. Jeg mener, se bare deres jumpsuits. På det nye album er drengne modnede og blevet mere sobre i forhold til for fire år siden, mens viriliteten og den frække fornemmelse er forblevet velbevaret som en statsministerjakke. Den gode kvalitet i numrene er fra starten til at føle på, og man kan ikke undgå at lade sig rive med, når Datarock hylder 70’er- og 80’er-årtierne og dens inspirationer. Alt var jo bare så godt, dengang.
I forbindelse med denne albumudgivelse har Regnsky som en af de få danske medier fået lov til at fange Frederik og Ketil til et interview, mens de har turneret verden tynd. Vi var blandt andet meget i at interesseret i at høre om de popkulturelle inspirationers indvirkning på Red, den hårdfine grænse mellem at være retarderet og moden, og hvad der er så specielt ved Bergen.
– I er født og opvokset i norske Bergen, og det ser ud til at byen opforstrer en lang række interessante kunstnere, såsom The Whitest Boy Alive, Royksöpp og The New Wine – er der noget bestemt omkring Bergen, som giver indbyggerne en fordel når det kommer til at lave musik?
– Helt sikkert. Faktum er, at Bergen er den næststørste by og det er her alle weirdos flytter til. Samtidigt udgør de studerende 10 % af hele befolkningen, så vi har en stor, alternativ, åben og særegen klubscene. Samtidigt regner det 250 dage om året, så man fokuserer ofte på indendørsaktiviteter som musikken.
– Jeres røde jumpsuits får mig selvfølgelig tænke at tænke “rødt” hver gang jeg lytter til jer – har denne påklædning noget som helst at gøre med titlen på jeres nye plade? Og er jeres musik ligefrem “rød”? Hvis ikke, hvordan vil I så farvelægge jeres musik?
– Oh, it’s red, baby!
– Det ser ud til at I er gået fra en meget kæphøj stil på jeres debutplade, med sjove og flertydige tekster, til at vise en mere voksen attitude, blandt andet med tekster om frygten for at dø. Har jeg ret hvis jeg formoder at I er modnet eller ønsker I bare at vise en ny side fra Datarock?
– Ja, jeg håber da lidt at vi er modnet, men at fremvise en lidt anderledes side af os selv på dette album, var helt sikkert et bevidst valg. Det er dog ikke fordi vi ikke kunne lave et album som “Red” tilbage i 2005. Jeg mener, ret mange af numrene har været undervejs i en evighed. Det føltes bare rigtigt på dette tidspunkt. Omvendt, så har man stadigt elementer af den samme støbning som man ville kunne finde på “Datarock Datarock”. Det skyldes mest at vi ville tage den lidt mere med ro, denne gang, så vores ligesindede ikke ville tro at vi er fuldstændigt retarderede. Du og jeg ved, at vi er. Men hallo, vi prøver altid at nare nogle af vores venner.
Det er blevet gjort ret så tydeligt, at Datarock er inspireret af popkulturen – kan I give nogle eksempler og måske fortælle hvordan disse inspirationer kan opfanges på det nye album?
– Lad os gennemgå hele albummet, nummer for nummer, og udpege nogle inspirationer:
The Blog: Filmen Tron!
Give It Up: “Little China Girl” af David Bowie, et lille hint af Kraftwerk, en smule af Romeo og Julie samt en skefuld West Side Story.
True Stories – Talking Heads og Fela Kuti.
Dance – “Cruisers Creek” af The Fall samt “Dance Dance Dance” af Haruka Murakami.
Molly – Skuespilleren Molly Ringwald.
Do It Your Way – Madchester-æraen med bands som Stone Roses, Happy Mondays, Charlatans, Inspiral Carpets, Ride og sågar det tidlige Blur.
In The Red – Den nuværende finanskrise.
Fear Of Death – The Smiths / Morrisey, The Cure samt Don DeLillo’s “White Noice”.
Amarillion – Second Life, social networking sights, A-ha og Prefab Sprout.
The Pretender – Selvmord (Tro det eller ej), “Return To Sender” fremført af Elvis og fænomentet “online identitetsmanipulering”.
Back In The Seventies – The Clash og The Police.
New Days Dawn – Scott Walker og The Chef, The Thief, His Wife og “Her Lover” af Peter Greenaway.
– Når Datarock ikke lytter til sig selv, hvilke lyde brøler så ud af radioen og iPoden?
– Karin Park, Bat For Lashes, Fever Ray, Audiogarde, Grizzly Bear, Animal Collective, Syntax TerrOrkester, Noxagt, John Olav Nilsen & Gjengen, MT Six, Fjorden Baby!, ZenZuluZero, Denga Denga og Stone Roses, som aldrig bliver for gammel.
Datarock – Amarillion
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/09-Amarillion.mp3]
Datarock – Dance!
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/04-Dance.mp3]
