For lidt under et år siden ramte My Evil Twin toppen af Det Elektriske Barometer. Det var dengang barometeretets anbefalinger endnu var værd at lytte lidt til, og nummeret “It’s Coming Back To You” sendte My Evil Twin i rotation i indieundergrunden, og bragte sågar bandet til Spot festivalen og til supporttjanser for Speaker Bite Me.
Men selvom opmærksomheden omkring bandet stort set er væk, holder My Evil Twin endnu et skamfuldt højt niveau i de få tilgengælige numre. Enkle, energiske beats, fængende melodier og omkvæd, Cecilie Enevold Nielsen med sin nærmest hviskende stemme får lige i skabet, er formlen for deres perlende indiepop.
Og til sommer kunne “Don’t Ask Twice” godt tænkes at få indiepigerne til at kridte de fine sko, finde sommerkjolen frem fra skabet og skabe soundtracket til mangt en henslængt dag i parken.
Nu er det imidlertid godt og vel et år siden vi for alvor hørte fra projektet, der sikkert er glemt i kassen med onehit-indiewonders.Men det er ikke helt fair. For netop i disse måneder arbejder Cecilie Enevold Nielsen, kvinden bag My Evil Twin, sammen med den efterhånden allestedsværende Lasse Lyngbo (der iøvrigt også spiller med i bandet). Og mon ikke det er planer om en kommende plade, der har bragt dem i studiet?
Jeg ville i hvert fald sige ja tak! til sådan en plade som soundtrack til en tidlig sommeraften.