Colle ‘Montalvo’ – et af årets bedste små albummer

Maya McGrory aka Colle
Maya McGrory aka Colle

Montalvo, debutalbummet fra amerikanske Colle, er en underspillet perle, der forener æterisk vokal med shoegaze, triphop og ambient musik på blot 28 minutter.

Havde det ikke været for en flere måneder lang besættelse af Chanel Beads – New Yorks nye nummer ét når det kommer til eksperimenterende og mørk pop i skitseformat – ville jeg med den største sandsynlighed aldrig være stødt på Colle.

Men fordi idoldyrkelsen af Chanel Beads i efteråret nåede ekstremer, der let tåler sammenligning med en ungdommelig og altopslugende begejstring for ny musik (som også kendetegner denne blogs storhedstid), fik jeg ikke kun øjnene op for Shane Lavers, primus motor i Chanel Beads, men også dem, der udgør det næste lag projektet.

Disse to hedder Zachary Paul og Maya McGrory, som live gør soloprojektet til en treenighed på henholdsvis violin og synth. I 2024 har både Zachary Paul og Maya McGrory fundet tid mellem sprækkerne af en tætpakket tourkalender til at udgive hvert deres soloalbum. Colle er Maya McGrorys soloalias, og i november udkom hendes debutalbum, Montalvo, et underspillet men selvsikkert værk nærmest upåvirket af tid og sted.

Det bringer mig tilbage til min påstand fra indledningen. For Colle spiller på mange af de samme tangenter som Chanel Beads; Montalvos styrke ligger i de små og koncise armbevægelser, dens korte løbetid (28 minutter fordelt på otte stærke sange) og en esoterisk atmosfære, der ramler sammen med en udefinerbar følelse af et universelt resonerende lydlandskab – fra shoegaze og triphop til ambient elektronisk musik.

Og så er der Colles æteriske og melankolske stemme, der placerer sig dér i mixet, hvor jeg lige præcis ikke kan tyde mange ord ad gangen. Resultatet er et personligt album, der overlader lytteren til at tyde med og udfylde det ubestemmelige med egne oplevelser – og jeg skal hilse at sige at det er der mange gode gennelytninger gemt i. Det er et af de bedste små albumudspil fra 2024. Og hele listen med mine favoritter fra 2024 lover jeg at dele om et øjeblik.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *