Nogle gange skal musik bare være lækkert at lytte til. Noget man kan sætte på anlægget og vide, at man er sikret god stemning i et helt albums spillelængde. Så mens du læser denne artikel, vil jeg anbefale dig at høre Cold Water Burning Skin, som FIEHs debutalbum hedder.
Det norske band FIEH består af hele otte medlemmer, men det er forsanger Sofie Tollefsbøl, der står for sangskrivningen. Jeg havde fornøjelsen af at snakke med hende på en trappe i Vega før deres koncert på Ideal Bar. Bandet var netop ankommet fra Aarhus, hvor de aftenen inden havde spillet et vellykket show. Inden vi snakker, introducerer Sofie mig kort til de andre medlemmer og fremviser stolt bandets første merchandise; sorte t-shirts med bogstaverne F-I-E-H trykt på brystet i sølvglimmer. Der er ikke trykt mange, så Sofie påpeger deres eksklusivitet med et smil og er sikker på, de nok skal blive solgt i aften.
Foruden at FIEH er en fryd at opleve live, er anledningen til det norske visit, at bandet har udgivet deres debutalbum, Cold Water Burning Skin, i september. Det er en neo-soulet lækker sag, der er let at lytte til, men som samtidig giver små svirp med halen, så det aldrig bliver kedeligt. Pladen sender tankerne hen på kunstnere som Noname, og der er også tydelige spor af de store inspirationskilder D’Angelo og Erykah Badu.
Regnsky: Hvad betyder FIEH og hvor kommer navnet fra?
Sofie Tollefsbøl: »Det var en konstruktion, som jeg lavede, fordi jeg hedder Sofie, og jeg var lidt inspireret af Nas, der jo hedder Nasir. Og så tænkte, jeg at, jeg kunne tage halvdelen af mit navn.«
Så du er den norske Nas?
»Absolut, ja, haha! På alle måder.«
Hvilken situation er den bedste at lytte til jeres musik?
»En koncert på en scene, der ikke er alt for stor, med god lyd og et publikum.«
Udover en koncert, er det så alene eller med venner, på ferie eller på arbejde?
»Det er godt at høre i bilen. Vi har lige hørt det på turen fra Aarhus til København. Men jeg synes, det passer i de fleste situationer faktisk.«
I er otte, der spiller i bandet. Hvordan får I et samlet udtryk, og er der nogle udfordringer ved at være så mange?
»Ja, det er klart, at der er nogle udfordringer. Men jeg har ofte et par demoer med, når vi skal udvikle musik. Så det er mig, der skriver sangene og bestemmer de basale elementer. Og så arbejder vi sammen om at arrangere sangene og gøre sangene færdige. Sommetider ændrer vi en del fra demoen, men andre gange lyder den færdige lige som den tidlige version.«
»Det er klart, at der er mange forskellige holdninger og meninger i så stort et band, men vi altid enige om bandets æstetik, og hvad vi synes er fedt og ikke-fedt. Men jeg tror, at det er vanskeligt at blive enige uanset hvor mange man er, så snart man ikke er alene. Vi har jo arbejdet længe sammen, og det fungerer godt i bandet.«
Mit forhold til Norge bygger meget på ferier med langrendsski, og jeg forbinder derfor Norge tæt med sne og barske fjelde. Det synes jeg, er en stor kontrast til jeres musik, der er fyldt med solskin og en L.A.-agtig stemning. Hvordan hænger jeres norske baggrund sammen med den musik. I spiller?
»Jeg forstod, hvad du mener, og jeg føler også jeg har en stærk forbindelse til naturen og sneen. Jeg kommer fra en landsby, der ligger i skoven. Men siden jeg var helt lille, er jeg blevet påvirket af musik og kulturelle udtryk fra USA. Jeg kan huske, jeg så filmen Blues Brothers, og selvom det bestemt ikke var særlig norsk, følte jeg en stærk connection til musikken i filmen. Jeg har også en bror, der spillede blues-guitar, og jeg er vokset op i et soul-miljø, hvor der var mange musikere. Så på den måde er den musik, vi spiller, meget fjernt fra Norge, men meget tæt på mig.«
Hvilken d’Angelo-plade er din yndlingsplade?
»Voodoo. Men jeg synes også, Black Messiah er chokerende god. Den første jeg hørte var Brown Sugar med Lady, When We Get By og Cruising. Men Voodoo er helt klart min yndlings.«
Jeg læste, at du skrev sangen Samurai/When The Summer Is Through efter at have set Quentin Tarantinos Kill Bill. Hvilken film ville du helst lave et soundtrack til, hvis du selv kunne vælge?
»Jeg vil vildt gerne lave filmmusik, så jeg ville være klar på noget til enhver film uanset genre. Det er en drøm, som kunne være dritt-fett at få til at gå i opfyldelse. Men hvis det skulle være en eksisterende, så er det jo svært at lade være med at vælge en Tarantino-film, som jeg jo er fan af både på grund af filmene men også af musikken.«
Når du tager på turné, hvad er så det første du pakker i din taske?
»Enten orange outfits til scenen eller joggingsko og træningstøj, hvis jeg har planlagt at træne på touren.«
I er med i det nye FIFA 20-spil, hvordan er det?
»Det er fedt! Det er ret random, men virkelig fedt! Jeg ved ikke helt, hvordan det er kommet på tale, men mit pladeselskab spurgte mig, om FIFA måtte bruge sangen Glu, og så sagde vi bare: ‘Ja, selvfølgelig!’«
Hvad vil I arbejde på, når I skal lave ny musik, og hvilke temaer berør du i de sange, du skriver i øjeblikket?
»Vi har spillet de samme sange i mange år nu, og vi må fortsætte, for nu er pladen kommet ud. Nogle af sangene hænger mig lidt ud af halsen, fordi det er så gammelt materiale, men heldigvis spiller vi også en masse nye sange for tiden. Vi prøver at udvikle vores sound i en ny retning. Lidt mere rocket og lidt mindre neo-soulet.«
Hvad er den bedste sang du har skrevet?
»Jeg tror, fremtiden vil frembringe min bedste sang. Jeg tror og håber ikke, at jeg har skrevet den endnu. Jeg føler ikke, jeg har lavet mit masterpiece endnu.«
Hvad handler sangen ‘Flowers’ om? Kan alle nordmænd beskrives som blomster?
»Den handler i hvert fald ikke om blomster. Den handler om konkrete personer.«
Skriver du mest om konkrete personer eller om roller?
»Jeg skriver ikke om roller. Jeg skriver om sandhed eller i det mindste historier, der er baseret på sandhed.«
Hvorfor?
»Jeg føler ikke jeg har noget andet valg. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne gøre det på andre måder, men så bliver det bare en historie. Jeg har altid følt noget behov for at lave en karakter, som ikke er ægte. Det er cool, når folk gør det, og jeg kan godt lide historiefortælling i folks tekster.«
