Nu er der gået et par dage siden Roskilde Festival sluttede, og der er stadig et par ting, der står meget klart i erindringen. En af de ting er MØs koncert på Orange torsdag aften.
MØ er en af Danmarks absolut største stjerner, og er tydeligvis vant til store scener både herhjemme og i udlandet. Men torsdag aften på Roskilde Festival føltes alligevel ikke som endnu et stop med tourbussen, og det viser hvilken institution Orange Scene er. Det virkede faktisk til, at MØ havde mere optur over koncerten end det talrige publikum, der var mødt op på trods af, at man tydeligt kunne se sin egen ånde i den kølige aftenluft.
Jeg tror den vigtigste årsag til, at koncerten var en af årets bedste er, at alle på pladsen kunne mærke, hvor glad MØ var for muligheden og hvor specielt det var for hende. Det skinnede i gennem på samtlige numre og smittede af på publikum. Det fik i hvert fald mig til at reflektere og være taknemmelig over situationen. Så kan det godt være, at nogle af de andre gigastjerner har flere eller større hits, men de kan ikke måle sig med MØ på hjemmebane.
Det var første koncert, hvor jeg lagde mærke til, at kameraerne til storskærmene blev sluppet løs. Med det mener jeg, at det ikke kun var korte klip af de forskellige bandmedlemmer, men at der blev leget med forskellige visuelle virkemidler som fx flere billeder i et og filtre/toning i farver. Det kan godt være det bare taler til mit filmnørdede jeg, men jeg synes klart, at der er plads til fornyelse på den front. Hvorfor skal storskærmen ikke være en del af det kunstneriske udtryk? Det synes jeg er rigtig positivt, at Roskilde Festival virker til at eksperimentere med. Når det så er sagt, lignede mange af effekterne noget fra Snapchat, men der var også enkelte gange fx under ‘Pilgrim’, hvor MØ blev filmet i blåt lys og spejlet i sig selv, så det endte med at ligne en form for Rorschach-test.
‘Get it right’ var en af koncertens bedste sange, og her viste MØ, hvor god hun er til at mærke og skabe stemning blandt publikum. Hun forsøgte ikke at gøre det vanskeligt, men holdt det enkelt og gjorde plads til, at folk bare kunne danse og have det godt med hinanden. De fleste kunstnere opildner til at danse, men MØ gør det på en meget hjertelig og omfavnende måde, der føles mindre påtaget og mere ærlig end mange andre hovednavne.
Til sidst skal hun have ros for at blive ved med at udvikle sit kunstneriske udtryk. Fra de tidlige popeksperimenter over sine nærmest EDM-agtige bangers, til at sidde og synge ballade bag et klaver, så virker det til, at musikken lige så lidt som koncerter på Roskilde er hverdag for MØ. Og ærligheden omkring dette er rørende og ekstremt befriende at opleve!
