I en genial tidsmæssig placering af de to sidste koncerter, skød The Comet Is Coming publikummerne afsted mod rummet, hvorefter DJ Koze lod dem svæve i vægtløs tilstand i nærheden af solen.
Klokken 23.45 lørdag aften startede The Comet Is Coming rakketen. Og da mørket faldt på, var der mulighed for at bruge Apollos fantastisk lys. Faktisk har Apollo flere lysenheder end Orange Scene, men den mulighed blev ikke udnyttet til fulde. Måske fordi, der var så meget andet at komme efter.
The Comet Is Coming kan beskrives som en slags space-jazz. King Shabaka, der er en gudsbenådet saxofonist, går bogstaveligt amok, når han står på scenen med det smukke instrument. Konstanten i dette rum-jazzede projekt er synhetziseren, som Danalogue The Conquerer havde helt styr, da bandet fik datoen til at gå fra den 6. juli til den 7.
Selvom jeg synes, det lød udemærket, da jeg hørte det hjemmefra, var jeg stadig ikke helt overbevist. Det var faktisk først, da jeg blev hevet med ind til koncert med Sons Of Kemet fredag aften, at jeg besluttede mig for at skulle se The Comet Is Coming, for under den koncert kunne jeg se, hvad King Shabaka kan. Han spiller nemlig i begge bands og er endnu vildere live.
Jeg har ikke nogen teknisk viden om saxofonen, men når Shabaka er i nærheden af den, begynder den at spille lyde i en kombination, der gør, at du ikke kan stå stille. Faktisk har du lyst til at bevæge dig på en måde, der får dig til at se komplet idiotisk ud. Du får lyst til at ryste din krop og dit anisgt, som sidder du på en bustur i Angola med en rigtig dårlig chauffør, der holder speederen i bund, mens han kører ned af en bjergside på en grusvej.
Kombineret med røg, konstante lyskegler, Danalogue The Conquerers synths og Betamax Killers trommer ramte The Comet Is Coming nattestemningen perfekt, og sørgede for den afgang væk fra jordens overflade, der var brug for på sidstedagen.
Klokken 02.00, var det erfarne DJ Kozes tur, til at lede de folket gennem galaksen. Og her var det nærmere det visuelle, der gjorde det hele lidt spacy.
På den guidede tur, føltes det som om at blive ledt forbi en kamp mellem rebellerne og imperiet fra Star Wars – for hold nu kæft, hvor var der meget lys. Rødt lys, blåt lys, hvidt lys, lys med mønstre i og lys der bevægede sig langs med hinanden eller modsat hinanden, som om de dansede til lyden af Kozes house.
Og netop lyden, var der heller ikke noget i vejen med. Det var som om, at alle de temposkift der var i settet, kom lige når de skulle. Han havde mig i sin hule hånd hele vejen igennem, og jeg havde hverken lyst til- eller kunne finde vej ud af hans rumskib, som evigt skruede på cockpittets knapper.
Man kan næsten altid regne med at koncerterne på Apollo varer 60 minutter sharp. Men Koze fik lov at få dobbelt sp lang tid, hvilket ikke var et sekund for meget. For undervejs var den tanke, der kom tilbage flest gange, at turen for alt i verden ikke måtte stoppe.
Den to timer lange koncert sluttede med en cirka 10-12 minutter lang udgave af det sommerlige hit Pick Up, der endte med at gøre den varsling til virkelighed, som The Comet Is Coming lovede tre timer forinden.
