I har ambitioner om, at jeres musik skal skabe et rum, hvor man kan snakke om, hvordan man egentlig har det, og på den måde lindre presset. Hvad består samfundets pres af?
Mikkel Grevsen (M): Jeg synes da, det er hårdt at være til. Det, vi specielt prøver, er at snakke om de barske ting. Vi vil få nogle af de hårde ting ind i popmusikken, så vi kan få snakket om det og få skabt et fællesskab om det. Jeg synes, der er et enormt pres på os som generation og på mennesket generelt. Vi skal skynde os gennem uddannelsessystemet, og vi skal skynde os at få en familie. Jeg kender en, der går på et studie på Københavns Universitet, hvor de studerende lyver om deres karakterer. Alle siger, de får 10 eller 12, og det er blevet så stort et problem, at det er kommet op på ledelsesplan. Det danner en løgnagtig stemning på et helt studie, hvor ingen ved, hvor de andre står, og det er enormt ubehageligt, og folk gør det kun for at komme frem i livet.
Caspar Eric (C): Samfundet bevæger sig væk fra, at der findes fritid, og det skaber et pres. Jeg har selv lidt af angst, og jeg har venner, der er døde af selvmord. Det er rigtigt, at der er kommet et større pres på mange, men det, der især er sket, er, at dem, der normalt falder uden for samfundet, har fået det endnu værre, og vi er blevet dårligere til at aktivere den følelse i fællesskab. Jeg kan ikke bruge følelsen af at være presset til solidaritet, og der er intet fællesskab omkring den følelse, Mikkel snakker om på universitetet. Altså, selvom alle på det studie sidder og har det sådan der, så opstår der ikke solidaritet af det, der opstår isolation og ensomhed, og jeg tror, at en måde det kan gøres nemmere er, hvis vi forsøger at snakke om det som en kollektiv erfaring. Det kan man også gøre ved at skrive ud fra sine egne erfaringer, og det er det, vi prøver på. Det er da vigtigt at snakke om de her ting.
Musikken er altså både jeres stemme til at lindre det her pres og samtidig få fortalt, at folk tror, at græsset er grønnere på den anden side, og dermed bryde et tabu og fortælle folk, at andre har de samme tanker som en selv.
C: Og det er det, der lindrer presset. For presset vil være det samme. Det handler om at finde en anden måde at være i presset på. For vi kommer ikke til at gå væk fra et arbejdsliv, der kører som det kører, bare fordi der bliver lavet noget popmusik. Men vi kan prøve at skabe nogle måder at være i det pres på, og nogle andre måder at tale om det på, som jeg tror kan gøre det mindre slemt at være i det, specielt for dem, der falder meget ud.
M: Det er også for at sætte fokus på ærlighed. Det album, vi har lavet, er jo ikke kun sat i verden for kun at fortælle om dårlige ting. Jeg synes, at det kunne være dejligt, hvis vi kunne være lidt mere ærlige overfor hinanden, fordi den ’perfekte verden’, der jo er blevet dannet i et ’fællesskab’ på de sociale medier, lægger et enormt pres. Det kunne bare være dejligt, hvis vi kunne danne et fællesskab omkring ærlighed og alle facetter af livet.
C: Jeg synes også, at der også er meget håb i musikken. Der er meget håb i lydfladen. En del af det at snakke om, hvad der er hårdt, er også at snakke om, hvad det er, der skal beskyttes og hvad vi skal værne om. Det er også at snakke om, hvor kærligheden er henne, altså hvor den konkret findes, og det gør man jo ved at italesætte, at der er nogle problemer. Det at italesætte problemer er jo en kærlighedserklæring.
Hvordan har I arbejdet for at skabe den lydflade, der passer til at italesætte problemer?
M: Vi har været meget ambitiøse fra starten. Vi ville gerne skabe et univers, og det har været svært. For hver gang vi har fundet på en idé, skulle vi hele tiden veje det op og tænke over, hvilken vej universet nu stikker i, fordi vi hele tiden skulle definere universet. Der er virkelig mange idéer, der er blevet skrottet, og det, der er svært, er også, at vi har skullet lære hinanden at kende. Vi kommer fra to meget forskellige musikalske steder. Caspar er helt klart mest fra hiphoppen, og jeg kommer fra alle mulige underlige steder af, med jazz og en masse klassisk musik i baggagen. Jeg kan godt lide, når det bliver pisseunderligt på sådan en måde, hvor Caspar siger: ’Det der, det lyder fandeme dårligt’, fordi det er sådan, det fremstår. Det er derfor, vores samarbejde har været godt, tror jeg. Men udfordringen har været, at vi begge to gerne ville skabe et popunivers, men vi ville ikke gå på kompromis. Det er vildt svært at lave noget udfordrende musik og nogle udfordrende tekster, som også skal være poppede. Vi har et nummer, ’Brænd mig ned’, der går i fire tonearter. Det modellerer tre gange. Det er nok det næstmest poppede nummer, vi har, og der synes jeg virkelig, vi har ramt, at lytteren ikke opdager, at det modellerer.
Hvad er den fedeste lyd på pladen?
M: Der er et hornparti, der lukker hele pladen. Og som faktisk også endte med at åbne hele pladen. Vi har hele tiden haft en ambition om, at der skulle være nogle horn, for jeg spiller selv horn og trompet. Det har hele tiden været vores ambition, at der skulle være noget i starten, så et hornparti i midten og så noget, der lukkede albummet. Vi startede med at lave det, der lukker hele pladen, og så tænkte vi: ‘Okay, hvordan kan vi bruge det?’ Så har vi faktisk samplet det og brugt det i intronummeret også. Men i outro-nummeret er der en lyd, hvor vi har hacket mit althorn, som er et stort horn, der går opad, så har vi taget mundstykket fra en trompet og puttet ind i det, og de to ting lyder ret fucked. Men så har vi brugt det som et højt hyl, buuuyyyiiiih. Sådan nogle Star Wars-fanfarer. Så har vi lagt ti af dem sammen, så det lyder helt sindssygt. Det tror jeg er den fedeste lyd, fordi den er analogt hacket.
I bruger meget autotune på Caspars vokaler, som I siger er vigtigt element til at påpege ’det plastiske og fremmedgørende i tiden’. Var autotune tænkt ind fra starten, eller er en lappeløsning, der er blevet pyntet med kunstnerisk betydning efterfølgende?
C: Begge ting er sande. Det er rigtigt, at vi bruger autotune, fordi jeg ikke kan synge på dén måde. Men så kan jeg synge på en anden måde. Og det er også rigtigt at sige, at autotuneren blandt andet peger på de ting. Den er der som noget, der gør noget. Vi prøver ikke at bruge den på en smuk måde, vi prøver at bruge den til at skabe et univers, fordi den passer ind i universet. Så de ting synes jeg slet ikke står i modsætning til hinanden. Kan Kanye West synge? Hvad er svaret på det spørgsmål? På en måde nej, men det, at han ikke kan synge, gør, at han opfandt den melankolske, indadvendte autotuner og gjorde den til en generationsstemme på 808s & Heartbreaks (album fra 2008, red.). Jeg kan ikke synge på den klassiske måde, men at lave god kunst handler om at tage sine begrænsninger og sige: ‘Hvordan kan jeg få denne begrænsning til at shine’?
M: For det er sådan, det skal lyde, du kan ikke få de der ’tik tik tik’, de mekaniske trin, dem kan man jo ikke få i en glissando. Vi vil gerne have det der stakkerede og fuldstændige krystalklare, og det kan autotuneren. Jeg synes, det er det fedeste instrument, og jeg ser det som et instrument på linje med pedalboardet.
C: Sådan tror jeg de fleste i vores generation har det, men hvis jeg siger til min kærestes forældre, at vi bruger autotuner, så er deres reference ’Believe’ med Cher, og så har de endda fundet en moderne reference. Men det her er noget andet. Vi skriver os mere ind i hiphop-traditionens brug af autotune.
Er det nødvendigt at have det fremmedgørende element? Risikerer I ikke, at der kommer en væg mellem jer og jeres publikum ved, at det hele er så stiliseret? Er det nødvendigt at gå gennem det stiliserede for at kunne forstå det og sætte sig ind i det?
C: Det der er et spørgsmål om, hvad kunst er. Er det nødvendigt med en stilisering og en distance til noget af det her råmateriale? Ja. Kunst er at tænke på den måde. Det er det, der gør det til mere. Hvis jeg nu bare havde stillet mig op og sunget på sådan en nøgen måde, nogenlunde sunget de samme ting, og måske havde prøvet på at være lidt mere hjerte-smerte, tror jeg også bare, at det ville være vildt cringe. Der er folk, der skriver tekster, hvor jeg virkelig krummer tæer over det. Men også bare, det er ikke kun dét, det handler om. Det handler også om, hvordan jeg kan få de her følelser, jeg snakker om, og hvordan jeg kan få musikken til at snakke sammen med det. At skabe et rum og universet.
I singlen ’Til Havet’ er der en karakter, der hedder Caspar, lægger du krop til den?
C: Ja, men det er ligesom når man taler om autofiktion i digte. Det er både mig, og samtidigt er det ikke mig. Men jeg synes, at det var sjovt at bruge sit eget navn. Men det som et navn gør, er, at det kan bryde nogle flader. Der er pludselig en direktehed, der zoomer ind og skaber en slags intimitet. Og det skaber også næsten noget ubehageligt, for nu er det en rigtig person, der sker noget for. Det kan jeg meget godt lide.
Er der ikke en fare for at gøre det konkret? Så det bliver svært for lytteren at relatere til musikken?
C: Nik & Jay, og jeg elsker de drenge, siger i et interview, at de prøver at fjerne alle de singulære ting, så det bliver mere alment. Jeg tror altså, at vejen til fællesskab går gennem at være så konkret som muligt i teksterne. Prøve at zoome ind på en scene og sige ’Jeg har det sådan her’, og selvfølgelig har andre det jo også sådan. Det ligger i baghovedet, og når jeg selv virkelig får nogle følelser ind fra nogle sange, for eksempel fra Frank Oceans album ’Blonde’, er det noget, der virkelig rører mig dybt, selvom det intet har med mig at gøre. Så putter man jo bare sig selv ind i det. Det er jo det, der er så dejligt ved den menneskelige indfølingsevne. Selvom vi har lavet et nummer, der handler om at halte rundt og på en måde være handicappet, well, det kan folk godt forstå alligevel. Når jeg kommer med en skitse til en tekst, er det ikke sådan, at jeg føler ’Nu har jeg virkelig krænget mit hjerte ud’, for noget af det første, Mikkel tit siger, er: ’Nå, det forstår jeg godt, det handler om det her’.
