Det er en stor glæde at kunne præsentere Kakkmaddafakkas nye single “Runaway Girl” her på Regnsky!
Det er et band, vi har fulgt med stor interesse over en periode, og som danskerne har taget virkelig godt i mod. Det kunne man læse i anmeldelserne fra P6 Beat rocker, og jeg så det med egne øjne i tirsdags i Pumpehuset, hvor de bl.a. spillede deres vanvittige cover af Rasmus Seebachs “Natteravn”, og selv en prætentiøs og selvudnævnt kulturelitær skribent måtte bøje sig i støvet for de mægtige nordmænd.
Denne gang er der dog ikke tale om et cover, men et splinteravende nyt nummer fra den kommende plade Diplomacy, der udkommer 22. marts. Jeg havde i weekenden besøg af Axel til en skål havregrød og en snak omkring hans livsfilosofi, og hvordan den kommer til udtryk i Kakkmaddafakkas musik.
Hej Axel. Er du Norges gladeste mand?
I blandt toppen vil jeg tro. Jeg har startet glædens religion og skrevet bogen “Bible of Joy”. Den handler om følelsemæssige rutsjeture. Man skal ikke være glad hele tiden. For at kunne opleve glæde må man også opleve sorg. Når jeg vågner om morgenen, er jeg glad. Jeg gør ting, der giver mig glæde. Do cool stuff, and you become cool.
Hvorfor har du skrevet den?
Det handler om min filosofi. Jeg maler og laver musik, og så fik jeg lyst til at skrive, men jeg kunne ikke skrive uden først at have skrevet biblen. Danmark er et af de bedste lande for diskussionsmiljø, i Norge og Sverige er det sværere med det ekstreme politiske korrekte miljø. Folk kalder mig racist, fordi jeg ikke synes, man skal censurere ordet “negerkonge” fra Astrid Lindgrens bøger. Jeg nægter at lade mig kue. Jeg er en mand, som gør, hvad jeg vil. Jeg var nødt til at sige, jeg er ikke kommunist, nazist eller politiker – jeg tror på glæde! Så det er nødvendigt at have en bibel. Man bør kunne sige, hvad man vil, så længe man ikke siger det med “bad intentions”. Et ord kan ikke været racistisk i sig selv. Det er intentionen bag ordene, der kan.
Er det så ikke mere en livsfilosofi end en religion?
Jeg tror på gud. Han er der for mig og for dem, der tror på ham. Andre kan sagtens bruge bogen til at følge dens guidelines.
Er I så Norges gladeste band?
Ja, det kan man sige, men vores tekster har alle noget melankoli og ironi i sig. Musikken derimod er vældig joyful. Det er det samme som Abba! På den nye plade kommer der flere powerballader, og det bliver lidt mere rock.
Du har før fortalt mig, at dine største forbilleder er The Smiths. Deres tekster er meget melankolske. Hvordan hænger det sammen med, at Kakkmaddafakka er så glade?
Jeg synes jo, at Morrissey på mange måder gør det samme som os. Johnny Marr er en fantastisk guitarist, og han spiller på en joyful måde. De har mange danceable songs. Jeg tror, Morrissey ville digge Kakkmaddafakka, hvis han hørte det.
Hvad handler den nye sang “Runaway girl” om?
Den handler om meget forskelligt. Mest om en kunstnerkvinde. Det er faktisk mest Pål, der har skrevet sangen. Vi prøver at lave sange om arketyper fremfor individer.
Synes du, at der er forskel på niveauet af glæde i Danmark og Norge?
Glæden i Danmark er på et helt andet niveau. I Norge har vi ikke fokus på glæden. Det er derfor, jeg har skrevet bogen. Danmark er et af de få lande i verden, der har fokus på glæde. I Danmark spiser man hotdogs og flødebøller, og der er fadøl og festivaler. Og man ryger i Danmark! Det er fantastisk. Det gør man ikke i Norge. Der ser man mere ned på folk, der ryger. Jeg føler, at folk er mere intellektuelle i Danmark end i Norge. De ikke-intellektuelle sætter en meget lav standard for ting, og det gør, at de intellektuelle mennesker er i mindretal. Vi har ikke så mange selvproducerede ting. Når vi ser kokkeprogrammer, ser vi Spise med Price, og når vi rejser, tager vi til Danmark. Vi er en ung nation, som har fået oliepenge og nu er nyrige. Vi plejede at være en bondesamfund! Eller, alt andet end Bergen var. Oslo blev jo først hovedstad for 100 år siden.
Alle i Danmark skal vide, at situationen her er meget bedre end i Norge, Sverige og Tyskland. Man kan sige en joke, og folk forstår den. Man kan snakke med kvinderne. I Norge tror de bare, det er MeToo. “Han så på mig med de styggeste øjne – nu føler jeg mig krænket” hvis man kigger på nogen. Sådan er det ikke i Danmark.
Tusind tak, Axel.
Jeg vil til enhver tid mene, at Kakkmaddafakka gør sig stærkest live, og det er i sandhed dér, man kan opleve deres energi og personligheder, og at deres hjertevarme glæde kommer bedst til udtryk. Når det så er sagt, så synes jeg, det tegner godt for det kommende album, og jeg glæder mig til at høre mere fra familien Vindenes og co.
