De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til det tredje band, som er de skønne canadiske drømmepoppere i Dizzy. Godt nytår!
Okay, måske tager jeg munden lidt for fuld her. Især hvis du ikke er til drømmende elektropop a la for eksempel Chinah, Off Bloom og Wet. Men hvis du er det, så har jeg virkelig svært ved at se, hvordan du skulle gå galt i byen med Dizzy. Jeg blev hurtigt fanget af singlerne ”Swim”, ”Joshua” og ”Backstroke”, og da debutpladen ”Baby Teeth” udkom i august, havde jeg svært ved at få armene ned – hold nu op, hvor er det et godt album. Hver gang jeg sætter det på, er det som at blive svøbt i et tæppe af håbefuld melankoli, som jeg kan forsvinde helt og aldeles ind i.
”Det er virkelig dejligt at have den (pladen, red.) ude i verden,” siger Charlie Spencer. ”Den har været fire-fem år undervejs og har faktisk været færdig i et par år. Så i lang tid har vi spillet koncerter for folk, som ikke rigtig kender vores musik.”
Backstroke:
Charlie startede bandet sammen med veninden Katie Munshaw, da de to blev færdige med high school, og siden kom hans brødre Alex og Mackenzie med. De fire unge canadiere er vokset op i Toronto-forstaden Oshawa, som de beskriver som helt igennem mondæn. Et sted hvor de legede på gaden, fik hudafskrabninger på knæene, tog til kælderfester, oplevede den første kærlighed, break-ups, usikkerhed og alt, hvad man ellers går igennem, når man vokser op.
”Jeg skrev egentlig ikke så meget, før vi begyndte at tage den her band-ting seriøst. Men jeg havde ikke lyst til at synge andres ord, og så måtte jeg jo skrive mine egne,” fortæller Katie Munshaw.
”Baby Teeth” er en smuk ’coming of age’-plade. En plade som egentlig er ganske sørgelig med alle dens fortællinger om tab og hjertesorger, men som også efterlader sig en optimisme. Alle de her oplevelser havde deres liv, men så måtte de vige for noget andet – ligesom mælketænder.
Bleachers:
Koncerterne er dét værd
De fire canadiere har haft et ganske travlt 2018, hvor de blandt andet har været forbi SXSW, Great Escape, Osheaga, Reeperbahn og Austin City Limits, og pt. turnerer de USA, hvor de er support for Lisa Loeb, SYML og Stars. På Great Escape måtte jeg gå forgæves, da jeg forsøgte at høre dem på spillestedet Green Door Store – jeg kunne ikke have klemt så meget som en lillefinger derind.
Jeg er nysgerrig på, hvordan det er at gå fra forstadsliv til turnerende band, og om de fire gør sig tanker om, hvordan de bedst forbereder sig på fremtiden på den front. For selvom de har haft rigeligt at se til i år, så kunne det også sagtens have været ’værre’.
”Det ville være dejligt med flere hænder,” siger Katie. ”Jeg ville elske at have en tour manager. Lige nu er det bare os fire.”
”Ja, det ville være en kæmpe hjælp at have nogen til at hjælpe med alt det praktiske,” siger Charlie.
Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvordan fans og udenforstående ofte får det polerede billede, men at det i virkeligheden er benhårdt arbejde at være på tour. Dagene går med transport, promo, lydprøve, koncert.
”Og så er man måske heldig at få fire timers søvn, inden det starter forfra igen,” smågriner Charlie. De er alle enige om, at både mentalt og fysisk helbred på tour er noget, som musikere bør italesætte mere.
”Der er ret meget pres på bands for at skulle turnere så meget som muligt,” siger Charlie.
”Ja, det er dér, pengene er,” siger Katie. ”Det er jo ikke det mest stabile job.”
Er det noget, I tænker over?
”Hver eneste dag!” svarer hun med et smil.
”Sociale medier har også meget at gøre med det. Tourlivet kan hurtigt komme til at virke glamourøst, men det er virkelig hårdt,” siger Mackenzie. ”Måske vi burde uploade flere billeder af os, der ligger og sover bag i vores bil.”
”Men koncerterne er belønningen,” indskyder Alex. ”Det er dem, der gør, at det er det hele værd.”
Joshua:
Løsere rammer
Selvom det ikke er verdens nemmeste opgave at skrive sange, når man konstant er på farten, så er bandet så småt gået i gang med at lave nyt materiale.
”Det er virkelig dejligt at bruge den del af min hjerne igen,” siger Katie. Selvom det først er for nylig, at hun er kommet i gang med skriveriet igen, så kan hun allerede mærke, at temaerne kommer til at ændre sig. Hun har lagt high school-romancerne bag sig og fokuserer mere på interpersonelle relationer og mentalt helbred.
Sangskrivningsprocessen er en meget dynamisk størrelse for Dizzy. Katie og Charlie spiller konstant bold op ad hinanden – hvis den ene går i stå, tager den anden over – og de får også input fra Mackenzie og Alex. De tænker ikke nødvendigvis over, at de skal ramme ’Dizzy-lyden’, men det sker for det meste ret naturligt, at sangene bevæger sig i den retning. Men der er også plads til at skubbe rammerne.
”Med ‘Baby Teeth’ gik vi i studiet med stort set færdige sange. Vi vidste, hvad der skulle ske, og det var fedt, at vi kunne indspille den ret hurtigt,” fortæller Charlie. ”Men det bliver også sjovt at komme i gang med nye numre, hvor der er plads til at eksperimentere lidt mere.”
Hvis det er op til Katie, Charlie, Mackenzie og Alex selv, så får vi nyt fra dem allerede i starten af 2019. Så lad os håbe på det, og indtil da kan du jo forkæle dine ører med debutpladen – jeg lover, at du ikke bliver træt af den lige foreløbig.
Ghost Limbs:
