Hvis du ikke skal noget på lørdag, så synes jeg, at du skal overveje at tage til Rock For Charity. Som navnet antyder er grundkonceptet nemlig, at der spilles god musik og doneres penge til velgørenhed. Derfor kan du med samvittigheden i orden høre musik og smide penge i baren, da der ikke er nogen, der skummer fløden i sidste ende. I år er det foreningen Hjernebarnet, der skal støttes op om.
Jeg har talt med Thor Boding, som afholder festivalen, og stillet ham et par spørgsmål om tanken bag Rock For Charity:
Hvor mange år har du holdt Rock For Charity?
– Jeg holdte RFC i Nykøbing Falster 4 år i træk, hvor vi samlede ind til forskellige projekter, bla. nyt legetøj til børnafdelingen på det lokale sygehus.
Da jeg kom til KBH lavede jeg et storstilet projekt med 3 dages festival på Huset, som desværre ikke blev en succes. Så efter et par års pause startede jeg det igen sidste år.
Hvorfor har du startet det?
– Jeg startede i sin tid RFC, fordi man som musiker har chancen for at kunne give til de som ikke har så meget, kraftigt inspiereret af George Harrisons Concert for Bangladesh. Og så er det bare dejligt at starte en fest med en masse gode venner, og jeg kender jo stort set alle de optrædende, og de er dejlige mennesker.
Hvad er visionen for RFC?
– Visionen er (blevet) at samle ind til frivillige projekter, som der doneres direkte til, så der ikke sidder en direktør/generalsekretær, som skummer et millionbeløb af de indsamlede midler
Hvorfor blev det Hjernebarnet, overskuddet skulle gå til i år?
– Hjernebarnet var et naturligt valg, da jeg indgik samarbejde med min ven, brygmester Peter Sonne, som driver bryggeriet Flying Couch, hvor jeg havde planer om, at det skulle afholdes.
Peter har en hjerneskadet datter og er derfor medlem af Hjernebarnet, så det var jo helt oplagt.
Sidste år var en stor succes og medlemmerne af Hjernebarnet var super søde og tjekkede som frivillige sidste år, så derfor var der ingen tvivl om, vi gjorde det igen i år.
Du kan på festivalen opleve bl.a. Thors eget band Syreregn og De Lyse Timer, som vi før har skrevet om på Regnsky. Oven i musikken er der også en tryllekunstner i form af Mikkel Karlsen. Og entréen? Den bestemmer du selv. Man donerer det, man kan undvære. Det hele foregår på Flying Couch Brewery på Bygmestervej nummer 6 i Nordvest fra klokken 11-21 på lørdag den 25. august.
Tjek det ud på Facebook her: