Himmel og HAVEN stod i et, da tyske Nils Frahm indtog Meadow-scenen lørdag aften på HAVEN Festival. Der var ellers lidt usikkerhed, om det ville komme til at ske, efter landsmændene i Einstürzende Neubauten havde afsluttet deres optræden tidligt af frygt for deres udstyrs velbefindende. Det bekymrede tilsyneladende ikke Nils Frahm, som allieret med en håndfuld håndklæder kastede sig ud i det perfekte soundtrack til styrtregnet, der har været flere måneder undervejs.
Og det var virkelig det perfekte soundtrack. De velkomponerede, buldrende rytmer matchede regnens hidsige trommen på den mest naturlige måde og skabte en nærmest hypnotisk oplevelse, hvor man først efter Nils Frahms sidste tryk på klaveret opdager, at man er drivvåd og kold. På en festival, hvor de store musikalske oplevelser i den grad har manglet, var Nils Frahm alt det, som de fleste andre ikke har været. Han var tilstedeværende, han var selvopofrende, og så var han knaldhamrende dygtig.
For mig er der noget helt særligt ved regnvejrskoncerter. Ligesom under Perfume Genius sidste år, som var Haven 2017’s ubestridt bedste koncert, var der under Nils Frahm-koncerten også en stemning af, at det var noget, vi gjorde sammen. At vi var den hårde kerne, som VIRKELIG gerne ville bakke op om og nyde en time i selskab med den tyske virtuos. Dét kan fandme noget, og det smitter af på artisten. Jeg tror aldrig, at jeg har været til en dårlig koncert i regnvejr. Jeg har til gengæld været til mange mindeværdige koncerter, og denne med Nils Frahm vil jeg også huske.
På en festival, der hylder de umage kunstnersamarbejder, er det endelig lykkedes at finde en konstellation, der holder: Nils Frahm X Den danske styrtregn.
