Føler du en rus af dopamin, når du hører ny musik? Har du lyst til at fortælle om musikalske oplevelser til et nysgerrigt publikum, og har du mod på at lære og komme på spændende oplevelser med et erfarent bloggerteam? Så har Regnsky måske brug for dine kræfter!
Vi holder i øjeblikket en kort ferie på Regnsky, men når vi kommer tilbage, bliver det så småt tid til at fejre vores 10 års jubilæum som musikblog.
I den forbindelse er vi på udgik efter en udvidelse af skribentstaben og efter nye kræfter, som kan løfte Regnsky mod nye højder ved at gøre det, som alle medlemmer af bloggen brænder for: Dele ny musik og musikalske oplevelser med andre nysgerrige øjne og ører.
Om os:
Siden Regnsky blev stiftet i 2009, har bloggen været en sandkasse for fri leg og frie rammer til at udtrykke sig på tværs af genrer og udtryk. Det er ud fra denne formel, at vi skriver om den musik, der tænder en ild i os, og som fortjener at blive udbredt til flere mennesker. Vi skriver om musikken, som om vi anbefaler den til en nær ven, og på den måde ender vores sprog og historier ikke sjældent med at blive meget personlige og indlevende.
I øjeblikket styres Regnsky af Morten Bruhn, Peter Storgaard, Rasmus Stegmann, Eva Laksø og Mirja Bonné. Vi ligger aldersmæssigt fra midten til slutningen af 20’erne og er enten uddannede i journalist- eller musikbranchen – og for de fleste af os startede det hele med denne lille blog (læs meget mere om Regnsky på dette link).
Desværre har vores fem skribenter ikke altid tiden til at give musikken den opmærksomhed, den fortjener, og vi er derfor på udkig efter to-tre nye skribenter, der kan komme med nye ideer, indspark og indlæg til bloggen. Det er værd at nævne, at Regnsky skrives fra personligt engagement og ikke har nogen indtægter – derfor er det også ulønnet at skrive/fotografere for Regnsky. Til gengæld kan vi tilbyde et opbakkende miljø, muligheden for at lære at formidle kunst og kultur til tusindvis af læsere samt – ikke mindst – muligheden for at dække flere koncerter og festivaler.
Om dig:
Foruden en naturlig interesse for musik har vi ikke nogen håndfaste forventninger til dig. Måske er du netop begyndt på eller overvejer at starte på en videregående uddannelse, måske klør det i dig at prøve din formidling af på et højere niveau, eller måske vil du bare gerne have et sted at dele musikalske opdagelser med andre. Og selvom samtlige fem Regnsky-skribenter for øjeblikket har base i København, er der i udgangspunktet ingen krav til geografi.
Fotograf:
Som noget nyt ønsker vi også at få flere egenproducerede billedserier ind på vores blog. Derfor søger Regnsky en fast fotograf, der har lyst til at arbejde fortællende og journalistisk med sine billeder. Vi forventer, at en Regnsky-fotografs opgaver sjældent bliver at supplere billedmateriale til de øvrige skribenters artikler, men i høj grad at levere selvstændige og fotojournalistiske stemningsreportager igennem sin egen tilstedeværelse ved koncerter og festivaler.
Er du interesseret i at komme med på bloggen, skal du senest mandag d. 6. august kontakte os på morten@regnsky.dk, hvor du i mailen bedes skrive lidt om dig selv og dit forhold til musik. Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har spørgsmål til bloggen eller skribenternes arbejde på Regnsky. Vi glæder os til at høre fra dig, og håber at du vil…