Ben Frost har tidligere proklameret, at han har brug for en anledning, en rød tråd eller et tema, hvis han skal udgive musik. Så når australieren det seneste år har fundet materiale nok til to studiealbum, tre ep’er og et filmsoundtrack, der alle kredser sig om et dystopisk fremtidssyn og den globalpolitiske usikkerhed, siger det alt om hans tankestrøm for øjeblikket.
Derfor var det også helt skudt ved siden af skiven af Avalon-scenens konferencier at præsentere den Island-baserede australier som “elektronisk feel-good”. Men lad det nu ligge, for han var langt fra den eneste, der ikke havde gjort sit hjemmearbejde. Således måtte jeg og 30-40 andre mennesker ganske få sekunder efter koncertstarten klokken 17 styrte mod den nærmeste bod i jagten på et sæt ørepropper. Lad det være sagt med det samme; Ben Frost spillede torsdag en af de højeste koncerter i Roskilde Festivals historie.
Det høje lydniveau indgår som et instrument på lige fod med guitar, looppedaler, synths og en computer, der tricker en masse udefinerbare lyde, som jeg aldrig har hørt før. Disse remedier veksler en barfodet Ben Frost imellem i et højt tempo, mens han står på sine blottede tæer og nærmest læner sig ind over bordet, som om han ved hjælp af sin fysiske kraft presser flere og højere lyde ud af sit gear.
Ben Frosts disharmoniske og dystopiske lyd, der kommer skærende og bombastisk ind fra venstre og højre, er som en katarsis, publikummet gennemgår og afreagerer på i jagten efter de små momenter af sjælerensende harmoni, der opstår i musikken. Eksempelvis på numrene Venter og Rare Decay, der i sine koncertversioner føles mere technoide takket være synkoperede trommer, der bevæger sig rastløst over hele lydgitteret. Publikum skiftesvis stod med lukkede øjne som værn mod de blitzende lamper fra scenen (og det bagvedhængende spejlforhæng) og dernæst med hænderne i vejret, når Ben Frost nåede de episke højder.
Denne kontrakt mellem publikum og den islandsk/australske adonis med det vikinglignende look blev overholdt helt koncerten med en kirurgisk præcision. Ben Frost rensede og frigjorde publikum. Også selvom det støjede helt ad helvede til!
