J, J og J. Sådan kunne man koge fænomenet Athletic Progression sammen. Jonathan Jull Ludvigsen, Justo Gambula og Jonas Cook er nemlig navnene på de tre drenge, der forsøder den danske musikbranche med deres egen fusion af hiphop og jazz. De var et af årets højdepunkter på SPOT for andet år i træk, og jeg tror ikke, at der er nogen af Regnskys læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med dem. Vi har skrevet en del om dem, og vi har fortalt om vores oplevelser med dem, men vi har ikke ladet dem selv komme til orde. Det besluttede jeg mig for at gøre på årets SPOT-festival, hvor jeg mødte drengene til et interview ude foran musikhuset i Århus.
Vil I ikke lige introducere jer selv med navn og instrument?
Athletic Progression: Jeg hedder Jonas, jeg spiller keys og på min SP 404. Jeg hedder Justo, og jeg spiller elbas. Jeg hedder Jonathan, og jeg spiller trommer.
Fedt. Nu spillede I jo på SPOT 2017, så hvad er der sket siden?
Justo: Det er ikke fordi, der er kommet et eller anden kæmpe management eller booking agency indover. Jeg tror, at den måde vi kom på SPOT på var lidt utraditionel. Der var en, der ringede til mig: “Hey, har du ikke et band, der gerne vil spille?”. Jo, det kan da godt være. Så ringede jeg til Jonas og Jonathan og sagde: “Vi får ikke nogen penge, men SPOT-festival er en branchefestival, og der kommer nok nogle interessante mennesker. Har vi lyst til det?”
Jonathan: Men vi fik nogle henvendelser fra nogle bookere. Ingen af dem var fra Danmark, men det havde vi også forventet, fordi vi godt vidste, vores musik var utraditionel i forhold til hele lyden på SPOT. Først og fremmest er det instrumentalt og det er af den ene årsag sværere at sælge. Vi har også haft et ønske om at have forskellige features, så det var bandet, der var i fokus, så vi kunne bryde med det med at have en frontfigur. Så det er bandet, der er hjernen, og som får credit for det.
Ja, det bliver hurtigt den person, der synger, der bliver hypet.
Jonathan: Ja, så i stedet for at man skal stå og gemme sig, så vil vi gerne have et band, hvor det er okay at føre sig frem som instrumentalist.
Jonas: Der var også en del københavnere, som vores booker Sean havde booket til at spille samme dag som os. Der er en masse af dem, der har en masse kontakter til et selskab, der hedder Super Bad Disco, og de hørte også koncerten fredag aften sidste år, så vi fik etableret noget kontakt, og vi kom til København. Så der er sket nogen ting. Vi får langsomt bygget nogen relationer op, og de har en fod indenfor i et tysk pladeselskab, der hedder HHV, så igennem Super Bad Disco har vi fået lov til at udgive vores første EP. Så det er nok det mest konkrete, der kom ud af den koncert.
Det er da også noget. Det er ikke alle, der får lov til at udgive?
Jonas: Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Vi har også været i Amsterdam.
Justo: Vi har spillet Koncertsalen.
Jonas: Ja, så der er sket en del.
Justo: Ja, stille og roligt… Stille og roligt.
Som I selv påpeger, så er jeres musik instrumentalt og lidt uden for det man normalt ville støde på på SPOT. Hvilket segment tror I, at jeres musik henvender sig til?
Jonas: Jeg tror ikke, der er noget sådan konkret segment.
Jonathan: Nej.
Jonas: Jeg tror, vi rammer mange forskellige typer af mennesker. Jeg ved ikke, hvad der binder de her typer af mennesker sammen. Jeg synes, der er mange ældre, der kan lide det, og der er mange unge i 1. g’s alderen. Så det synes jeg, er svært at svare på.
Justo: Ja, det er meget forskelligt. Vi spiller jo forskellige ting. Hvis vi kun spillede straight up hård rock, så er det nok de mennesker, der elsker det, som der er flest af. Bare det at vi er tre forskellige mennesker, med tre forskellige instrumenter, tre forskellige tilgange til musik og tre forskellige historier i musik, det gør jo bare, at der er meget, man kan lide. “Okay, jeg kan ikke lide bas og trommer, men jeg kan godt lide klaver – jeg kan godt lide Athletic Progression, fordi det klaver er nice”. Jeg tror, at der er noget for alle. Når vi laver musik, er der også nogen ting, som jeg synes, er fucking lort, men så er der andre ting, som jeg synes, er fucking sindssygt, og så vejer det op og gør, at jeg kan acceptere det. Sådan er det vel også, når man ser musik. Der er ting, man godt kan lide, og ting man mindre godt kan lide. Det er det, der gør det. Jeg synes, det er ret enkelt. Vi spiller forskellige ting og der er forskellige mennesker, der kan lide det. Nøgleordet er: “Forskelligt”.
Jonas: Et grundvilkår er, at du godt kan lide musik uden vokal, så tror jeg, der er mange ting i vente ved at komme til en af vores koncerter.
Justo: Jeg tror, folk der godt kan lide musik med vokal også kommer.
Jonathan: Folk der er inde i den der LA-scene eller SoundCloud-beats-scenen. Det er meget sådan nogle, jeg ser, der altid kommer. Folk der hører Anderson Paak, Flying Lotus eller Thundercat og sådan.
Men jeg er fascineret af, hvordan I ikke bruger hooks og sådan.
Jonathan: Hooket kan jo godt ligge i, at det bare er et fedt beat. Vi hviler i, at der ikke nødvendigvis skal være et melodisk element. Hooket kan ligge i alting. Det kan være en bassline, det kan være beatet eller en bestemt lyd.
Er I også venner ved siden af Athletic Progression?
Jonathan: Strictly professional. Haha.
Justo: (Henvendt til Jonathan) Hvor mange gange har vi fået det spørgsmål der?
Ja, det er sådan et rigtigt klassisk spørgsmål.
Justo: Det er straight up business.
Jonathan: Ej, man hænger meget ud i starten af sådan et band, fordi der ikke er så mange ting, man skal se til, men efterhånden kommer der flere ting. Og man hænger så meget ud gennem bandting, at vi faktisk nogen gange er sådan “Hey, vi bliver nødt til også bare lige at ses som venner”, fordi man kan mærke, at det er usundt hver eneste gang, vi ser hinanden, så er der koblet et eller andet bandrelateret op på det, hvor det bliver sådan, “nå ja, nu er vi sammen, så skal vi også lige snakke om det der”.
Jonas: Ja, der er altid et hængeparti.
Jonathan: Det var vi oplevet gennem så lang tid nu, at vi nogle gange er sådan “fuck, i dag, skal vi så ikke bare lade være med at øve og så tage ud og høre noget nice”. Så er der sgu også federe energi til den næste øver.
Jonas: I starten, da det kun handlede om musikken, så var det nemmere. Nu er der så meget at forholde sig til med business og så videre.
Hvad kommer der til at ske fremadrettet for jer?
Jonathan: Planen er, at vi fucking skal udgive noget musik. Vi har spillet lang tid, og vi har stadig næsten ikke noget musik ude. Vi har været igennem meget materiale, som stadig ikke er udgivet og lagt noget på hylden, som vi ikke spiller så meget live længere. Så vi har indspillet en helvedes masse materiale, som bare skal gøres færdigt og udgives. Det er sådan nok priority number one. Og så er vi jo bare også bare meget ambitiøse musikere hver især og har andre interesser også, så vi har også behov for at spille med andre og lave andre ting og gå lidt i skole og sådan.
Justo: Ja, jeg tror bare, det er nice, at der sker noget forskelligt. Så har vi også lidt ny energi, når vi mødes igen. Det er vigtigt, når man spiller i et band, at man kan mærke, at man rykker sig. At det ikke bare er det samme. Det er lidt ligesom livet, og man vokser, og det vil vi gerne.
Har I noget, I godt kunne tænke jer at sige til Regnskys læsere?
Jonas: TAK! Med store bogstaver.
Justo: Tak til jeres læsere og tak til Regnsky. I burde jo ikke gøre det her, men I gør det, fordi I godt kan lide musik, og det er nice. Det er bare nice, at ens far ringer én op på SPOT-festival sidste år, og er sådan: “RRRHHRR, jeg har set det der Regnsky”. Så læste han hele artiklen op for mig. Jeg har ikke Facebook, så det var nice. Det er nice med de små ting, der bare sker. For mig der handler det ikke om alle de der store labels, det handler om de små skribenter og blogs som Regnsky, fordi det er det, der er real. Det er jer, der sidder og ikke får en kæmpe pose penge for at gøre det shit, I gør. Og derfor betyder det mere for mig, for jeg ved godt, at i sidste ende kommer der nogle store labels og tænker: “De er fede – hvor mange penge, kan vi tjene”. Regnsky, de tænker: “De er fede. Hvor mange mennesker kan jeg fortælle, at jeg har haft den fedeste oplevelse, så de også kan få det?”. Det er real, mand.
Fra Regnsky af siger vi af hjertet tak for den måske fineste afslutningsreplik i Regnskys historie. Jeg har ikke læst alle de gamle artikler, men jeg tænker, den i hvert fald må tangere. Jeg vil personligt også gerne takke Athletic Progression for interviewet og for de koncertoplevelser, de har givet Regnsky.
Hvis du har lyst til at opleve Athletic Progression, så har du muligheden den 7. juli på Nørrebro. Her er et link til eventet.
