Ahh, ENDELIG hører vi nyt fra SILQUE. Deres album Gloria udkom i slutningen af sidste år, og jeg havde fornøjelsen af at møde drengene en torsdag på Nordvest Ølbar til et af de sjoveste interview, jeg har lavet. I dag har de udsendt den nye single “Drive”, som tegner utroligt godt for, hvad der kommer i fremtiden.
Drive er en stærk synthbåren single. Hooket får tankerne hen på en solid 80’er sang som “Tell it to my heart”, men det gør egentlig heller ikke noget, fordi selvom det er velkendt, så er det stadig deres eget. Man drømmer sig langt væk til dagslange rejser på motorveje, men den er mere Route 66 end den er Autobahn, og den lysere og drømmende tone gør den til et virkelig godt forårschiller-hit, som jeg synes er værd at starte weekenden på.
Jeg fangede lige drengene til en hurtig kommentar om singlen:
Har I overvejet, hvor meget jeres synth lyder som “Tell it to my heart”?
- Vi har ærlig talt aldrig hørt “Tell it to my heart” før, men vi må da indrømme, at Taylor Dayne har skrevet en ret god synthmelodi, som er rimelig catchy. Vi vil dog mene, at vores er en smule bedre. Ej, det siger måske bare lidt om hvor hurtigt man kan komme til at lyde som andre solister og bands. Syret sammentræf. Måske vi laver en cover/medley-udgave live snart.
Kan man forvente mere musik i samme stil fremover?
- Ja man kan sagtens forvente mere at denne sound fremover. Vi ser Drive som en forsmag på den kommende udgivelse som er mere præget af synths og hooks end vores tidligere musik.
Det tegner rigtigt godt for SILQUE’s kommende musik, og jeg personligt glæder mig til at høre flere af deres synths og hooks. Du kan tjekke SILQUE ud live den 6. april her.