Jeg havde glæden af at opleve Mads, David og Lennart fra Motorique live til Uhørt Præsenterer i Pumpehuset tilbage i februar. De tre gutter fangede allerede min opmærksomhed i sommer, da jeg faldt over deres dejligt fængende “Surfer”, efter jeg så deres navn på plakaten til Uhørt Festival. Det ville dog, at deres koncert blev ramt af kortslutninger allerede efter to minutter pga. heftigt regnvejr, og det var en skuffende aften for både band og publikum.
Heldigvis fik de, som jeg skrev om, muligheden for at spille en koncert til Uhørt Præsenterer. Denne gang indendørs. Jeg var så betaget af dem til koncerten, at jeg vidste, jeg var nødt til at lave et interview med dem, så jeg havde muligheden for både at introducere deres musik for Regnskys læsere men også give jer en mulighed for at lære dem lidt bedre at kende og komme ind under huden på dem. Det blev til en fredagsøl på gode gamle Stefanshus på Nørrebro. Drengene ville gerne mødes dér, fordi de plejede at tage en øl og et spil billiard efter en øver – og det kan en gæv værtshusgænger som mig selv jo ikke sige nej til!
Fik I oprejsning fra i sommer?
- Helt klart. Det var godt nok en gedin nedtur. Vi havde jo set ret meget frem til Uhørt, og vi ved jo, at det er en branchefestival, hvor der er mange mennesker, der ligesom kan gøre noget for én. Vi var dog ikke lige forberedt på regnen.. De to Uhørt-koncerter er uden tvivl dem, hvor vi er gået på scenen med den vildeste energi. Når du kan mærke at folk har glædet sig til at se OS. Det regnede jo på festivalen, men folk stod alligevel tætpakket helt op til scenen og var helt klar. Vi følte, vi havde de bedste to minutter nogensinde!
Så det var ikke fordi, I fortrød?
- Mads: Jeg fortrød lidt, vi gik igang igen. Cadeau til dem der blev, men lyden var helt forfærdelig efterfølgende. Vi er et band, der kan køre langt bare med god energi, men der er noget, der bare skal lyde ordentligt – ellers er det bare ikke fedt.
Ja, jeg havde også glædet mig til at høre jer, og synes I var noget af det mest interessante på programmet, men jeg fik så heldigvis også oprejsning i Pumpehuset. I skal spille i Musikcaféen her snart, ik?
- Ja den 30/3. Og de betaler os faktisk! Det er et ret stort job, og der kommer til at være noget ny musik, og vi vil gerne gøre lidt ekstra ud af det.
I har ikke andet i støbeskeen lige nu?
- Nej, altså vi har ret meget musik, der skal gøres færdig. Så der er rigtigt meget arbejde, der skal gøres, men det er den eneste koncert i foråret, hvor vi headliner.
Er I et fuldtidsband?
- Altså det er fuldtid – bare med en dårlig timeløn. Vi vil det virkelig gerne, og motivationen er i hvert fald fuldtid.
Hvor høje er jeres ambitioner?
- De er ikke urealistisk høje. Vi arbejder meget målbaseret. Vi har arbejdet ret hårdt på festivaler her til sommer. Det vil vi meget gerne og så se, hvad vi kan brygge ud af den nye musik, vi har, som vi synes er høj kvalitet. Vi håber på, at der er nogen, der tager i mod den. Vi vil også gerne have et label til at arbejde for os. Vi har ikke noget lige nu. Vi er blevet kontaktet af en tysk booker, og det synes jeg, er noget at stræbe efter – gerne jo før jo bedre.
Men I har ikke noget label i Danmark? Det er nok meget godt lige at få med i interviewet, hvis de rigtige læser med.
- Mads: Nej, det har vi ikke. HØRTE I DET?
- Lennart: Ambitionerne er også høje på en anden måde. Vi bliver tit placeret på en scene, fordi vi har sådan lidt “80’er-lyd”, så ambitionerne er også at komme ud over den genreplacering, fordi vi har nogle sindssygt stærke sange, synes jeg, som skiller sig mere ud fra den scene, der måske oftest er mere lyd- og stilbåret, hvor vi faktisk har potentiale for at have singler, som ikke nødvendigvis passer ind i den genre og scene. Jeg synes, den ypperste kunst er at skrive DEN single, dér.
Hvad definerer DEN single?
- Det er ikke fordi, jeg vil lave to x-factor singler.
Men hvilken værdi tillægger du DEN single? Hvor er vi henne?
- David henvendt til Lennart: Altså, du vil jo gerne skrive et Michael Jackson-hit.
- Lennart: Jo, det kunne jeg godt tænke mig. Michael Jackson er jo også synthpop i alle mulige retninger. Han vandt jo både Grammy for rock og R’n’B og pop for bedste vokalist for Thriller samme år. På den måde kan jeg godt lide det med at gå ud over genrer.
Ja, apropos det, så stødte jeg på genrebetegnelsen “Tropikraut”. Hvad betyder det?
- Det er en titel, vi selv har fundet på. Vi er jo sindssygt inspireret af tysk krautrock på den der maskinelle insisterende umenneskelige måde, hvor noget bare får lov til at fortsætte og udvikle sig stille og roligt, og som trækker egoet fuldstændig ud af musikken.
- Mads: Man kan sige, hvor kraut har den der tyske kølighed, der har vi tilføjet en eller anden L.A/tropevarme ind over. Det er det, vi gør, som jeg ikke har hørt mange andre steder. Vi har formået at binde to universer sammen på en overbevisende måde. Det funky og løse med noget, der er über stramt og maskinelt.
- David: Jeg hører også, at folk får en surfer-stemning. Det er sådan “strand møder kølig kraut”.
Altså… En strand – men i Ruhr-distriktet?
- Haha, ja! Præcis.
- Lennart: Ja, det er noget, der falder os meget naturligt. Vi har en indspildning, og så lægger vi congas på og olietønder, og så pludselig er det sådan lidt dansabelt. Det er ikke noget, vi har siddet og aftalt.
- Mads: Synth er jo bare en lille del af det. På en måde provokerer det mig lidt, at man altid skal sættes i bås.
- David: Ja, men folk har brug for at sætte musikken i bås for at forstå det.
- Mads: Det er da lidt irriterende, fordi man føler, det er meget mere, men ja, så er det ikke værre.
- Lennart: Det er også meget personligt, hvad man lægger vægt på. Jeg kunne aldrig basere Davids baslyd i 80’erne, fordi hvis man var helt synthpop, så ville man slet ikke have nogen bassist. Måske heller ikke nogen trommeslager. Det ville man bare have kørt på maskine. På den måde synes jeg, at det er noget andet.
På Spotify har jeres single “Surfer” 132.000 streams. Hvad skyldes dens succes?
- Det er fordi, den har været i rotation på P6-Beat! Det er også den eneste single, der er udgivet på et label. Sound of Copenhagen plejede at lave en compilation af dansk undergrund. Vi har også haft “Chameleon” med i “En frygtelig kvinde”. Det er svært at sige, hvad det lige er, der gør, hvornår noget bliver spillet.
Jeg har ikke flere spørgsmål, er der noget, I brænder inde med?
- David: Ja, jeg har lige noget at tilføje til vores genrediskussion. Sidste år var vi i sommerhus for at skrive, og vi kørte sådan meget dogmatisk til værks på det her med, at Lennart stod med en lydpedal, en guitar og et keyboard, og Mads spillede på et drumpad med elektroniske trommelyde, og jeg spillede frit på bassen henover. Det er blevet til en fire-fem sange og det er planen, at vi skal udgive det i løbet af det næste halve år, og måske også spille noget af det på Musikcaféen. Og hvis man skal proppe det i en kasse, så vil jeg sige, at det er lidt Nintendo/Computerspilslyd-agtigt.
- Lennart: Noget af den inspiration vi har fået er Nintendo superheltemusik. Vi er også ved at lukke sidste mix og musikvideo på vores næste single. Men det kan vi ikke sige mere om lige nu…
- Mads: Det vi prøver at sige, er, at vi har sindssygt meget materiale på vej!
Det glæder jeg mig meget til at høre.
Motorique spiller på Musikcaféen den 30/3, og min anbefaling er, at du tager ind og hører dem. Facebook-event kan findes her.
Og tjek da lige deres single “Surfer” ud også, så du er klar til koncerten!: