Sådan en tidlig og kold mandag morgen tyer jeg ofte til en maksimal dosis audiodope, mens jeg bevæger mig gennem kulden imod en ny travl uge. Det var dog ikke tilfældet på cykelturen denne mandag i marts, hvor meget var som det plejede, og så alligevel ikke.
Bandet, der består af Ale Carr, Rune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk, har med rødder i folkemusikken skabt deres eget eksperimenterende univers, og denne frostklare morgen oplevede jeg disse melodiske fortællinger, der selv uden tekst eller ordinære pop/rock-tematikker fængede mig og fik morgenluften til at synes klarere og asfalten lidt blødere. Dreamers’ Circus skaber genrefusioner mellem folk, elektronisk og klassisk musik. Musikken er en fornyelse og genetablering af en skandinavisk folklyd, som i den grad rækker ud og taler til alle ører, som tør høre. I stedet for at forsvinde ind i rusen af intense drops og højhastige beats , flettede melodierne sig sammen med omgivelserne, og blev det perfekte morgenakkompagnement til den lyserøde himmel over Hans Tavsens Park, blikket fra en ensom romaskine hos fitness.dk, cyklisten hjulende afsted i første gear og en rosa-farvet cykel med støttehjul parkeret ud mod stien.
Musikken fra Dreamers’ Circus får én til at opdage det nære, det glemte og det finurlige. Verden bliver blødere, kulden lidt mildere, himlen større og morgenen lidt rarere. De folkede, akustiske numre fra Dreamers’ Circus formår at række ud over den gode melodi og skabe stemninger, følelser af nærvær og samhørighed, og hvem kunne ikke bruge lidt af det i disse tider?
