Der har været stille om Kristoffer Munck Mortensen og Mellemblond i cirka tre år, men i morgen er han tilbage med singlen “Elsk og bliv elsket”. Det er hans første udspil forud for et fjerde studiealbum, der skulle komme ud, når tulipaner, påskeliljer og alverdens andre forårsbudbringere begynder at blomstre.
At blomstre kan man vel egentlig også sige, at Mellemblond gør på singlen, som vi har fået fornøjelsen af at præsentere for jer en dag før, den egentlig bliver udgivet. Det er i virkeligheden en meget simpel, banal sang om kærlighed og om at huske at elske – og ikke mindst blive elsket. Men nogle gang er det godt at blive mindet om de simple ting, som man nemt kan glemme i en hektisk hverdag med både indre og ydre udfordringer.
Mellemblonds to seneste album, det fremragende “Fra et sted” fra 2015 og gennembrudspladen “Lysvågen” fra 2013, er begge produceret sammen med Mads Brinch, der til daglig gør sig som Bisses faste partner-in-crime. Og selvom Mellemblond nok aldrig når Bisses excentricitets niveau – det gør de færreste – har hans musik rødder i den samme, dansksprogede sangskrivertradition, hvor man formår at sige meget med få ord. Det er også tilfældet på det nyeste udspil, hvor livets gang og jagten på lykken med få beskrives i al sin kompleksitet gennem fuglesang og en opsang om at huske kærligheden, inden det er for sent.
Men nu er det ikke mig men Kristoffer Munck Mortensen, som er en gudsbenådet sangskriver, så lad os give ham ordet i stedet på “Elsk og bliv elsket”:
Singlen udkommer som sagt i morgen, fredag den 26. januar, på det kærlige københavnske label Møs Møs.