Det er den tid på året, og vi skal igen finde ud af, hvilke artikler I var vildest med at læse på Regnsky i løbet af det forgangne år. Så her kommer en top 10 over de mest læste artikler på Regnsky i 2017:
Nummer 10: Roskilde Festival: Disse nordiske artister skal du høre!
Min Roskilde Festival anno 2017 stod i den grad i de nordiske artister tegn, og det var åbenbart også noget, som I syntes, var interessant at dykke lidt mere ned i. I hvert fald blev min optaktsartikel om, hvilke nordiske artister man særligt burde holde øje med på #rf17 årets tiende mest læste artikel.
Nummer 9: Rasmus anbefaler: Uhørt Festival!
På niendepladsen finder vi endnu en anbefalingsartikel. Denne gang er det min personlige yndlingsfestival (sammen med Heartland Festival), nemlig UHØRT Festival, der står bag. Her guidede Rasmus blandt andre til Sherpa, Motorique og selvfølgelig Fugleflugten.
Nummer 8: UHØRT Festival: En insider’s guide
Jeg ville også selv være med på anbefalingsbølgen på UHØRT, og selvom det selvfølgelig ikke er en konkurrence, så er jeg da en lille smule glad for, at min artikel slog Rasmus’ på de allermindste marginaler. Ja, der er i skrivende stund én person mere, der har læst min artikel end Rasmus’. Måske rykker det sig inden nytår? Hvis du vil genopdage nogle af årets UHØRT-navne, kan du i hvert fald med fordel læse begge vores artikler.
Nummer 7: “Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige”
Som årets syvende mest læste artikel på Regnsky finder vi min absolutte yndlingsartikel fra det snart forgangne år. Rasmus havde fornøjelsen af at møde Troels Abrahamsen fra danske VETO på Heartland Festival 2017, og det kom der et helt fantastisk interview ud af. Rasmus valgte den kritisk-undrende vinkel, og Troels havde heldigvis lyst til at lege med. Hvis du kun vil læse én artikel fra denne liste, bør det være den her!
Nummer 6: Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø
Det var egentlig i 2016, at vi havde premiere på Rest in Beats eminente nummer “Fugle kan dø“, men artiklen sniger sig alligevel ind på en imponerende sjetteplads for 2017. Det siger lidt om jeres begejstring for den talentfulde duo – og ikke mindst noget om det år, som Rest in Beats har haft med ikke mindst en velfortjent sejr hos Karrierekanonen. Jeg glæder mig helt vildt til at følge de to fremover!
Nummer 5: Sublim kvalitet blandt programmet på Uhørt!
I er simpelthen bare vilde med UHØRT Festival – og det forstår jeg selvfølgelig godt! Rasmus gjorde status ovenpå festivalen, og det her markerer samtidig hans mest læste artikel i 2017. Genoplev blandt andre kuldegysfremkaldende BROER, frødansende JJ Paulo og verdensstjerne-in-spe Iris Gold.
Nummer 4: PREMIERE: Eugenia – Byen
“Byen” fra Eugenia er formentlig mit danske yndlingsnummer fra det år, der snart er gået. Og skal man tro læsertallene, så er det også jeres. Artiklen blev i hvert fald den mest læste ikke-festival-relaterede artikel i 2017. Stort tillykke til Eugenia, som jeg venter mig store ting fra i 2018.
Nummer 3: Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…
Den artikel, jeg selv er mest tilfreds med at have skrevet i 2017, er uden tvivl denne. Jeg tager fat i en af mine gamle kæpheste – eller faktisk to kæpheste: Folk, der taler til koncerter, og kunstnernes egen formåen inden for talens kunst. Det er en egentlig en artikel, jeg længe har haft lyst til at skrive, og heldigvis gav Roskilde Festival mig en god anledning til at gøre det. Og så er det jo altid en fornøjelse at citere Peter Sommer…
Nummer 2: Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse
Negativitet sælger. Åbenbart. Okay, det er ikke en kæmpe overraskelse for mig, da der trods alt findes anmeldere derude, der lever af den slags. Men jeg havde godt nok ikke forventet, at min relativt elendige musikalske oplevelse i selskab med Band of Horses på jomfruudgaven af Haven Festival skulle trække så mange læsere til vores søde blog. Når jeg læser min anmeldelse i dag, synes jeg faktisk ikke, at den er såååå negativ igen – så vi ér stadig Danmarks sødeste musikblog!
Nummer 1: Århusianske overraskelser blev favoritten
Årets mest læste artikel på Regnsky står en gæsteskribent for. Ja, jeg ved sgu ikke, hvem det siger mest om. Jeg tager det bare som et tegn på, at vi er gode til at spotte talenter. Marie Louise spottede selv Athletic Progression på årets SPOT Festival, og det var I tydeligvis vilde med at læse om. Så vilde, at det blev årets ubetinget mest læste artikel på Regnsky.
Det var årets top 10! Tusind, tusind tak til alle, der har læst med i 2017 – vi håber selvfølgelig, at I også har lyst til at være med i 2018. Vi er i hvert fald klar til at give den hele skrivearmen og vise jer det bedste, musikdanmark har at give jer! Godt nytår!