SILQUE er navnet på hedengangne Disarray Son’s nye projekt. Eller, projekt er måske tarveligt sagt, fordi de har lige udgivet deres første album under titlen “Gloria”, og så må man gerne være lidt mere end et projekt, tænker jeg. De fire gymnasievenner fra Køge har spillet sammen i syv år, men har ændret koncept og stil med deres nye band. De vil helst ikke genredefinere deres musik, men det bringer tankerne hen på Beatles mm.
Jeg stødte på deres album tilfældigt, og så fik jeg lyst til at dele det med jer. Det lød ret fedt, synes jeg, så jeg blev nysgerrig efter at vide mere om herrerne bag, og så mødte jeg dejligt selvironiske og selvindsigtsfulde Lauge, Anders, Mads og Mathias på Nordvest Ølbar en regnfuld torsdag eftermiddag.
Hvor meget er der overhovedet tilbage af Disarray Son?
- Os. Ellers kun de mange år, vi har spillet sammen og det venskab, vi har bygget op. Og fire tatoveringer.
Hvad er det for nogle tatoveringer?
- Ja, det var nogen, vi fik…
Javel, ja… Hvorfor ændrede i navn og koncept?
- Vi havde brug for en ny start. Vi følte lidt, at den her garagerock var ved at løbe ud for os. Vores studiesession skulle have varet en måned, men endte med at vare fire, så der kunne vi mærke der skulle noget nyt til.
Hvordan føles det at udgive jeres første album?
- Det bliver fedt. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Vi har skrevet og komponeret på det siden sidste sommer. Nu har vi et HELT album, ligesom man hørte på CD på drengeværelset eller på forældrenes vinyl, og lige pludselig er det ens egen lyd og ens egen musik. Det er en form for komplethed. Vi har haft udgivet singler før, men det med at udgive et helt album på vinyl, det er, som det skulle være i drømmen.
- Det er vildt at tænke over, at man står med en fucking vinyl, man har lavet, man. Fra start til slut. Det er et fuldt værk.
Hvad er det SILQUE kan, som Disarray Son ikke kunne?
- SILQUE kan tage mange flere chancer. Før i tiden var vi meget mere fastlåste i et eller andet rockmantra. Vi har en meget større frihed til at gøre lige, hvad vi har lyst til, og det fordrer bare rigtig meget kreativt.
Hvem er det, I lader jer inspirere af?
- Det er meget flygtigt. Der er altid de klassiske som Beatles, men jeg tror, vi er blevet bedre til at høre et nummer i radioen og tænke “Fuck det var dårligt, men den der groove eller det der beat, det er sindssygt inspirerende”. Så det er en blanding af de gamle pop og rock-kompositioner, samtidig med at man prøver at absorbere det, der er moderne.
Hvordan vil I så genredefinere jer selv?
- Mads: Ordet genrer… Jeg hader det! Jeg vil bare gerne kalde det alternativ rock, for det er sgu egentlig rimelig bredt. Det er dækkende, fordi vi giver os lov til at bevæge os i forskellige retninger.
- Lauge: Ja, lige nu er det dækkende, men man ved aldrig, om vi laver to hiphop singler nu. Du må gerne citere mig for at sige, at genrer er noget pis, lyt til musikken, og bestem selv, hvad du synes.
Men er I ikke bange for, at I får påduttet en eller anden genre?
- Så skal vi nok gøre det bedste for at undvige. Så ændrer vi bare stil igen!
- Det er subjektivt. Det er som at skulle skrive en personanalyse af sit eget barn. Det er unikt, det er perfekt. Der vil nok komme noget, hvor man siger, det der, det er pop, og det der, det er smadderrock, men også derfor har vi snakket os frem til, hvad vi skulle svare, hvis der kom en eller anden fra en blog og spurgte, hvilken genre vi er, så siger vi alternativ rock.
Ja, det er godt nok bredt. Alt fra Radiohead til Rage Against The Machine…
- Ja, men genren er alternativ rock, og held og lykke med det!
Ok, fair nok. Genredefinition er et følsomt emne. Jeg har for nylig lavet et interview med Fugleflugten, der som det første sagde “Vi er ikke fucking shoegaze”.
- Det er vi heller ikke! Vi er heller ikke fucking shoegaze!
Skide godt. Nu har I udgivet album. Hvad er målet så her fra?
- Vi vil gerne være lige så store som Marcus og Martinus. Vi vil gerne spille Royal Arena for 12-årige piger og deres forældre. Det er næste skridt. Lige inden det, så vil vi gerne holde trit med branchen. Få spillet en masse koncerter og få udgivet en masse sange og give folk en masse forskellige indtryk af, hvad SILQUE det kan være. Uden at gå i detaljer så har vi meget klare planer for 2018, og der kommer til at ske ret meget. No spoilers.
Er der et dybere budskab, eller noget I gerne vil sige med “Gloria”?
- Det er ikke et album, der prædiker. Der er ikke noget større budskab, andet end at det er en identificering af nogle af de problemer, der hører til i livet generelt. Dagligdagsfortællinger fra ting der kan være svære, ting der kan være håbefulde og ting, der kan gøre en optimistisk. Det er måske bare et håb om, at der er nogen i sidste ende, der kan høre de her sange og tænke: “Puha, sådan har jeg det faktisk også!”. Håbet er, at der er nogen, der kan høre de her sange, og så have vidt forskellige opfattelser af, hvad hver sang betyder. Vi har før oplevet, at en pige kom over til os og påpegede et nummer, som hun var blevet helt forelsket af, men hvor vi faktisk skrev det som en break-up sang. Det er jo helt fantastisk! Det er ligesom med “Every Breath You Take”, der i virkeligheden handler om en stalker..
Så “Hey Brother” er det en, der er super stalker-agtig omkring sin egen bror?
- Anders: Haha! Nej, det er det sgu ikke. Det er, rent personligt for mig, en kærlighedserklæring til min bror. Det, der er essensen af nummeret, er, at der altid er en lige omkring dig. Om det er så er en bror, søster, kvinde, mand, whatever, der er altid en omkring dig, hvor du tænker, den person gør det worthwhile, når du har det af helvedes til.
Så der er ingen reference til Avicii i den?
- (Alle griner og klapper) Anders: Jo! Nu sagde jeg jo bror, men jeg mente Avicii. Det er ham, der gør det worthwhile. Det er en tribute til housemusic!
Hvordan er jeres interne dynamik? Den virker ret god, men hvis I selv kan sætte ord på den?
- Altså, det er kun på overfladen! Vi er rigtig, rigtig gode skuespillere. Ej, det er en af vigtigste ting for os. Vi havde en ret dyb snak omkring det. Ud ad til er vi sgu bare os. Vi går selvfølgelig ikke på scenen i vores hverdagstøj, men det er ikke nok bare at snakke med Anders. Det hedder “vi”. Vi er EN ting. Vi er bedste venner, og vi gør en dyd ud af også at ses, når vi ikke øver. Men vi ser dog også andre på siden. Haha.
Så der er ikke en, der pludselig går solo?
- Anders: Nej, desværre ikke. Jeg gør måske. Jeg havde tænkt mig at lave noget psytrance..
Nu har I udgivet et album, og det ret professionelt, men er I så et sted, hvor I satser 100% på musikken?
- (Alle fire i kor) Ja! Der er ingen vej tilbage nu. Mads: Det er i hvert fald en kæmpe motivationsfaktor for mig. Jeg tror, vi alle sammen har brug for at gøre det 100%. Det handler også om, at det er en vigtig ting for os at spille sammen og lave musik, og jeg ville personligt have ret svært ved at spille, hvis SILQUE var et hobbyband. Det ville jeg faktisk ikke gøre, tror jeg. Jeg ville ikke kunne slæbe mig selv en enkelt gang om ugen over i øvelokalet og stå og spille lidt Thomas Helmig. Ikke at der er noget galt med Thomas Helmig. Jeg elsker Thomas Helmig.
- Anders: Vi arbejder rigtig, rigtig hårdt. Vi vælger selv at kalde os Danmarks mest hårdtarbejdende band.
Det er simpelthen en ting, du gerne vil citeres for?
- Øeeeh…. Ja? Vi har Danmarks kedeligste band, det er TV-2, så tager vi den der!
Har I nogen rivaler, eller nogen I sammenligner jer med?
- Marcus og Martinus. Det er helt klart vores største rivaler. De snakker jo netop om daglige struggles. Der er altid den der pige, du jagter i skolegården. Ogææææh, de tjener flere penge, end vi gør.. Og de har ikke engang fået låst deres børneopsparing op.
SILQUE’s debut album “Gloria” kan høres på Spotify eller erhverves på vinyl hos Route 66 på Fælledvej!
