I takt med at man bliver ældre og mere dannet, så rykker ens musiksmag sig (heldigvis) også. Man kan kaste et blik på sine CD’er (R.I.P.) fra dengang, man havde lort i hovedet og blive ramt af den klassiske: “Hvad fanden jeg har dog tænkt på”-følelse. I min CD samling fra mine præpubertetsår står mange skampletter og hygger sig. Jeg ejer eksempelvis “Spice” og “…Baby one more time” fra dengang, da jeg var en usikker lille pige. Den usikre pige blev til en meget usikker dreng, og med den udvikling fulgte musiksmagen. Pludselig var interessen distortede guitarer og folk der “sang” meget, meget vredt. Netop her blev der produceret en masse gyselig musik under genrefanen “Nu metal”, og hold nu kæft, det var noget der rykkede i det nyvundne følelsesliv, man ikke helt havde lært at kontrollere.
Det føles som mange år siden, men der er alligevel noget, der rykker i mig, når jeg genhører et nummer fra den tidløse evergreen: “Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavored Water”. Jeg kan sågar huske, jeg var med min mor nede og købe CD’en i en butik i Nykøbing Falster, og både ekspedienten og min mor var yderst imponerede over, at jeg kunne den lange titel. Jeg kan huske, hvordan jeg ovre i skolen pludselig fik en stemme overfor dem, der troede jeg stadig hørte “Invincible” med 5ive. De tog ikke helt fejl, men jeg bevægede mig over mod noget væsentligt hårdere.
Jeg kan hele sangteksterne til i hvert fald “My Generation”, “Hot Dog” og “My Way”, og jeg ved ikke hvorfor. De sidder fast i min hjerne, mens eksempelvis videnskabsteorien fra universitetet helst vil ud. Hvorfor kunne det ikke være omvendt?
Det har nok noget at gøre med den lille lykkelige dreng, der hoppede rundt på sit værelse og råbte med på en af de 48 gange Fred Durst siger “fuck” i nyklassikeren “Hot Dog”. Den følelse af, at nogen havde formået at indfange frustrationerne og følelserne af det præcise punkt i livet i et album, vil nok aldrig blive overgået, fordi tænk engang, at Limp Bizkit har været med til at forme mig som person. Tænk engang, at Fred Durst, trods mangel på talent, for evigt vil stå knivskarpt i min hukommelse. Tænk engang, at jeg stadig bobler af energi og glædesrus, når jeg sætter albummet på, selvom jeg nu bryster mig af at være musikaficionado og hipster-anmelder-type. Jeg tager på Uhørt festival, og skriver om det nyeste og mest obskure up-and-coming-musik, mens jeg i skjul sidder i min stue og skriger: “IT’S MY WAY OR THE HIGHWAY”.
Det er netop dér, det bliver en smule smukt. Det er der, hvor musikken har samme indvirkning på dig, som en forelskelse. Du kan ikke selv styre, hvad der rykker i dig, du har ingen magt over, hvordan musikken får dig til at føle. Det kan godt være, du bilder dig ind, at du er mest til turkmensk acid-jazz, men i virkeligheden så er det intro-riffet fra “Take A Look Around”, der får dig til at pisse i bukserne af glæde, fordi det minder dig om en hel speciel stemning og en tid og et sted, som aldrig nogensinde kan komme igen, udover gennem genhøringen af noget musik, du virkelig ikke burde kunne lide.
Dét, venner, dét er definitionen af en guilty pleasure.
Så tak Fred Durst, Wes Borland og de andre, jeg ikke aner, hvad hedder, men sagtens kunne have tjekket op på på Wikipedia, men ikke gad, fordi det var pisse ligegyldigt. Tak fordi I har udgivet et album af så ringe musikalsk kvalitet, at der kun er den rene følelse tilbage, som til gengæld står fuldstændig fast i hukommelsen.
