Da mit 2017 startede, besluttede jeg, at jeg ville tage på alle festivaler, jeg kunne komme til. Det var mit mål at nå 10, når året gik på hæld. Det mål nåede jeg på Uhørt Festival, som sluttede i lørdags. Dermed fik Uhørt også lov til at lukke mit festivalsår af.
Uhørt er en anderledes størrelse. Det er meget med at lytte til uslebne diamanter og bands, der stadig kun er et stykke kul, for at være helt metaforisk. Der er mange gange, hvor man tænker “aaah, det er lige ved og næsten”. Det giver en mulighed for, at man kan rende rundt og bilde sig ind, at man har en evne for at spotte Danmarks næste store talenter. Det kan man dog ikke. Det har lytteudvalget (som bl.a. har Peter fra Regnsky med) allerede gjort for én. De har fundet de 39 bedste acts og sørget for, at man som festivalsgænger får rigtigt meget for sine 150 kroner. Det gør Uhørt Festival til en enormt afrundet størrelse, og jeg var utroligt imponeret over den høje kvalitet hos kunstnerne. Mest var jeg dog imponeret over diversiteten i programmet. En festival som Uhørt kunne man godt frygte, ville ende som én lang to-dages upandcoming nevergonnabe indie-koncert, men jeg fandt mig selv til alt fra dødsmetal til trap over afrobeat og shoegaze (selvom de ikke selv mener, de er det). Der var større genrediversitet på Uhørt, end på de andre danske festivaler jeg har været på i sommer, og det gjorde, at programmet aldrig blev kedeligt, fordi man hele tiden kunne opleve noget nyt. Jeg er ikke til dødsmetal, men jeg hyggede mig gevaldigt i den halve time, jeg havde sammen med BAEST. Alle koncerterne på Uhørt varer en halv time, og det gør festivalen til en showcase-festival, og det gør det også nemmere at finde overskuddet frem til at få set størstedelen af programmet.
Jeg vil dog gerne lige fremhæve nogle acts fra Uhørt, som jeg synes var noget for sig, og som du måske burde holde øje med!
Det gik først op for mig i lørdags, hvorfor de har valgt navnet Broer. Det er simpelthen et brødrepar, der bygger bro mellem sang og rap. Derfor ordspillet som både er broer men også bror. Broer er i den grad en usleben diamant, og den synergi man har som søskende bliver overført direkte til musikken. Jeg er ikke sikker på, hvem der er hvem, men bror 1 er street-bror. Han rapper (hurtigt!) og bar i lørdags en hyldesttrøje til Priden. Bror 2 synger (fantastisk!) og var iført en skjorte og en pæn jakke ud over. Derfor er de to vidt forskellige mennesker, men som når de så optræder sammen virkelig bare giver mening. Peter fra Regnsky mente også, det her var årets koncert, og jeg forstår godt, hvorfor han var blæst bagover, og det var på hans opfordring, jeg overhovedet befandt mig til koncerten. Så tak, Peter!
Direkte fra Danmarks svar på Serengeti, nemlig den jyske hede, kom ultra charmerende JJ Paulo. Han mødte op iført en t-shirt i et flot orange afrikansk mønster, og forklarede, på klingende midtjysk, at han var fra Tanzania (og Silkeborg). Han havde taget sin lillebror med til at styre beatsne, og han havde også en t-shirt på med den tanzanianske flag. JJ Paulo var den bedste showman, jeg så på hele Uhørt. Han optrådte som om, han stod på Orange scene, og det var en intens og energisk koncert, hvor han fire-fem gange fik publikum til at sætte sig ned og hoppe op, når det første skønne afrobeat ramte. JJ Paulo er one-to-watch, fordi jeg spår, at vi, heldigvis, ikke har set det sidste til den fantastiske showman. På en halv time fandt han desuden plads til at cracke jokes, lære publikum swahili og selvfølgelig smide t-shirten og vise sig lidt frem. Wauw, for et show!
Det var tydeligt, da Iris Gold gik på, at det vi nu skulle til at se, var på et helt andet niveau. Det er ikke for at sige noget negativt om det generelle niveau på Uhørt, men mange af kunstnerne virker stadig som om, de er igang med at finde deres lyd. Sådan er Iris Gold ikke. Gemt bag et kæmpe hår findes en fantastisk musiker, der lyder topprofessionel og musikken er sublimt produceret. Og det hele fungerer også live. Hvor mange af de andre optrædener var uslebne diamanter, var Iris Gold kronjuvelen i Uhørts krone. Hun er decideret fantastisk, og jeg forstår ikke, at hun ikke har fået mere opmærksomhed. Det kan måske have noget at gøre med, at den funky neosoul-ish hun spiller, ikke har så stort mainstreamappeal i dagens Danmark. Om end ikke andet var det fantastisk at høre en kunstner, der genoplevede en 70’er lyd med en sådan overbevisning, at man blev i tvivl om, hvilket årti man befandt sig i.
Uhørt er en gave til København, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af årets festival. Det er med 100 procents sikkerhed, at jeg kommer tilbage næste år for lige at sample det nyeste og bedste danske musik. Og det burde du også.
