Da jeg i mit frikvarter mellem Band of Horses og Iggy Pop besluttede mig for at tjekke Nelson Can ud, var det ærlig talt på baggrund af et ret begrænset kendskab til bandet. Udover min overfladiske research forud for festivalen havde jeg kun sporadisk rocket med til singlerne ”Miracle” og ”Talk About it”, når de blev luftet på P6 Beat, og oftest halvt overdøvet af bruserens larm.
Derfor var min første overraskelse, da forsanger Selina Gin hilste på publikum på pæredansk (selvom hun senere skiftede til engelsk, da der, som hun pointerede, lod til også at være mange ikke-danskere mødt op). Så måske var jeg lidt biased fra starten, fordi jeg øjeblikkeligt fik vild optur over, at nogen, jeg ubevidst havde dømt til uden tvivl at være et større, internationalt navn, var et produkt af vores eget lille Danmark. Senere kunne jeg da også forstå på Peter, at jeg må have været temmelig late to the show i at opdage dem. Det håber jeg, I kan tilgive.
Som det desværre har været tilfældet ved samtlige koncerter, jeg foreløbigt har set, satte vinden sit hårde præg på lyden. I koncertens første del var det svært at holde koncentrationen. Vinden forvrængede lyden, ligesom den havde gjort til Band of Horses, hvor man ind imellem blev i tvivl, om det var forsanger Ben Bridwells stemme, der knækkede, eller blot vinden, der slugte den. Men efterhånden som folk omkring mig omrokerede, kom jeg et godt stykke op foran, hvor vinden glimtvis fik en besynderligt gåsehudsfremkaldende og intensiverende effekt på Selinas i forvejen enormt kraftfulde vokal. Ikke nok med, at hun uden undtagelse ramte plet på de højeste, lange toner, så blev lyden på nogle tidspunkter hængende i luften og kastet frem og tilbage af vinden på en måde, så man følte sig komplet omsluttet af den skingrende inderlighed i Selinas stemme i flere sekunder efter, at musikken var fortsat videre foran én.
Hele bandet, der inkluderede dobbelt-op på bassist og en gæsteoptræden fra Aaron Dessner, der er guitarist i The National, var veloplagte og velspillende. Det skinnede tydeligt igennem trods den dårlige lyd. Enkeltheden i at skrue op for bassen og trommerne, der i forvejen er kendetegnende for deres lyd, fremfor at tilsætte alt muligt overflødigt, fungerede rigtig godt på de store bangere. Men der var flere numre, der lod en del tilbage at ønske, fordi de blot blev spillet efter bogen og back-to-back. Jeg savnede, at der blev leget mere, for eksempel med optrapningen af de numre, der ikke starter lige så ’lige på og hårdt’, som førstnævnte singler gør. Især fordi ingen af deres numre, når de først er i gang, nogensinde bliver for kedelige til at kunne bære en lang intro, hvis det bidrager til at bygge nummeret op. For mig virkede det oplagt at udfolde sig kreativt her, så publikum måske også havde skænket de numre, de ikke kendte så godt, lige så stor opmærksomhed som de kendte numre. For da først der blev spillet op for de uptempo numre, så foregik festen hele vejen ned gennem publikum og ikke kun på de første rækker som så ofte.
Jeg er ikke i tvivl om, at denne koncert havde været en noget ringere oplevelse, hvis jeg var blevet stående bagved, men også tilsvarende bedre, hvis jeg havde befundet mig på de forreste rækker. Det varierer altid, hvordan man oplever en koncert, alt efter hvor man står. Men på en blæsende dag som denne i et helt fladt landskab er forskellen uden tvivl mange gange forstærket. Det må foreløbigt være min lektie på denne festival: party in the front. Vil man have nok ud af koncerten, så må man op foran for som minimum at opleve sceneshowet, for man kan ikke stole på, at lyden når én, hvis man står for langt bagude. Og så bliver det altså en lang koncert, hvis man som mig og mine korte ben tilmed sjældent kan se scenen i andet end glimt.
