Det er efterhånden 13 år siden, at Peter Sommer udødeliggjorde ordene i overskriften med gennembrudshittet “Valby Bakke”, men sjældent har et citat været så on point til at beskrive min oplevelse af Roskilde Festivals fredagsprogram. Det er efterhånden ganske forudsigeligt at beklage sig over, at der er for meget snak blandt publikum til rigtig mange koncerter. Ikke bare til festivalkoncerter men også til koncerter, som folk rent faktisk har betalt penge for specifikt at høre. Måske kunne det tyde på, at der findes et uudnyttet marked for dyr baggrundsstøj til din samtale om heste, kærester eller en kombination. Iværksætteridé lige der; du tager den bare!
Men det er egentlig ikke den irriterende summen, som i går fx fik Angel Olsen til at ytre ordene: “Can I ask you something? Will you please just shut up?!” Hvilket blev modtaget med store jubelbrøl fra den frustrerede del af publikum, som var mødt i Avalon for at nyde en af verdens mest interessante singer/songwritere lige nu. Avalon er i øvrigt klart den værste synder på Roskilde Festival, da teltet tilsyneladende er designet på en sådan måde, at den også suger al udefrakommende lyd til sig. Denne vidunderlige teknologi må kunne udnyttes andre steder; fx til at få folk til at gå hjem fra fester.
Nu har jeg efterhånden selv gjort mig skyldig i at snakke frem for at tale – for god ordens skyld skal det lige siges, at min definition i dagens anledning er, at tale har indhold – det har snak ikke. Det er ligegyldigt fyld, der selvfølgelig også er vigtig i mange sociale sammenhænge. Men hvad, jeg oplevede i går, var, at nærmest alle de artister, jeg havde fornøjelsen af at lytte (igen en vigtig nuance: Lytte er aktivt, høre er passivt) til i går, var yderst snaksaglige.
Det gjorde sig gældende for både Karl William, Seun Kuti, Angel Olsen, Alex Cameron, Mammút, Foo Fighters og Lorde. Og interessant nok ikke rigtig for Father John Misty, som virkede mindre oplagt i mundtøjet end normalt. Eller for Noga Erez, som man ellers må sige har noget på hjerte, men som måske også bare havde indset, at klokken 02.00 på Gloria fredag aften ikke var det mest oplagte tidspunkt til at komme med politiske statements om forholdene i hjemlandet Israel.
Men lad os fokusere på dem, der rent faktisk forsøgte at interagere med publikum. For det kan virkelig både gå godt eller skidt. Det er muligt, at det står i Roskilde Festival-håndbogen, at man skal råbe “Roskilde” med tryk på d’et mindst fem gange i løbet af en koncert, men derudover bør man nok kun tale, hvis man har noget at udtrykke. Kort sagt skal man kende sit publikum.
Eva var inde på noget af det samme i sin anmeldelse af Rüfüs tidligere på ugen, og jeg vil sige, at især Karl William faldt i den samme fælde. Han formåede at sige “det her er så stort for os” så mange gange, at han til sidst rent faktisk tog sig selv i at være i gang med at sige det igen, hvorefter han fik mumlet noget fuldkommen meningsløst. Så er det bedre at lade musikken tale.
Dave Grohl i front for Foo Fighters er derimod en sand mester i stadiontale. Det er selvfølgelig også en fordel, når bandet direkte udstråler, at de elsker at stå på Orange Scene. Det var ikke bare et eller andet tilfældigt job. Det betød fandme noget og særligt anekdoten om, at Dave havde siddet backstage og krydset fingre inden en koncert for 25 år siden, da Danmark vandt EM i fodbold, var spot on. Det var ærligt, det var nærværende, og det talte direkte ind i den danske folkesjæl. Lidt ligesom da Romy fra The xx aftenen forinden havde fortalt om dengang, hvor hun som 16-årig var blevet droppet af sin kæreste på Roskilde Festival – det tror jeg, at de fleste på pladsen kan relatere til i en eller anden grad; alle anmelderne kunne i hvert fald.
Det er alt andet lige også en bedre anekdote, end da den ene konferencier forud for Seun Kuti-koncerten fortalte om et par, som engang havde været på Roskilde, og nu var det igen med deres børn. Man må godt prøve lidt mere. Det gjorde Seun Kuti heldigvis selv, og han leverede alle de politiske budskaber, som jeg savnede fra Noga Erez. Nogle mindre end andre. Blandt andet kastede han sig ud i en underholdende svada om, at han ikke måtte ryge sig skæv backstage, men at andre ifølge ham tilsyneladende godt måtte tage hårdere stoffer uden at få skæld ud. Det kan man selvfølgelig også undre sig over; særligt med festivalens fokus i disse år.
Mammút og Lorde er faktisk nok de mest interessante snakke/tale-cases, for de gjorde vel nærmest alt det, man kan blive irriteret over, men det blev alligevel ikke for meget. Mammút-frontkvinden Kata var tydeligvis rørt over at stå på scenen og fik formuleret den ene halvforvrøvlede sætning efter den anden. Højdepunkterne talte blandt andet “now, we will play a song” og “we will see you… the next time we see you!” Men man kan slippe af sted med meget, når man konstant tager sig til hovedet i benovelse og tydeligt viser sin taknemmelighed over at få lov til at spille på Roskilde Festival – hvilket hun da også fik sagt, er det største, man kan opnå som islandsk artist. Og det troede man på!
Jeg havde lidt frygtet, at Lorde ville være mere distanceret, da hun entrerede Arena, men hun var nærmest selvudslettende ydmyg, og jeg tror faktisk, at hun var lidt i chok over den enorme opbakning, hun oplevede. Hun var helt tydeligt alt, alt for stor til Arena, hvilket betød, at samtlige personer i teltet var fans, der kunne nærmest alle hendes sange udenad. Så det gjorde det mindre, at hun flere gange fik sagt “I love you Copenhagen” og “It’s so good to be here in Copenhagen”. Mere om det i min anmeldelse af koncerten.
Så den overordnede pointe er vel egentlig bare, at man skal have noget på hjerte, inden man kaster sig ud i de længere foredrag. Det er der ikke noget groundbreaking i. Men samtidig at det i grunden måske ikke er så vigtigt, hvad man siger, så længe man siger det på en troværdig måde. Musik handler om følelser, og hvis man samtidig finder de rette ord til at udtrykke de følelser, der opstår mellem en kunstner og et publikum, skaber man den magi, der gør koncerter mindeværdige. The xx mestrerede det torsdag, rigtig mange ramte inden for skiven fredag.
Og hold så kæft under koncerterne! Dine ord er ikke magi – medmindre du er Gandalf eller Harry Potter. Og det er du ikke.
