Hvad får man, hvis man tager tre musikere, som hver især er landets bedste til hver deres instrument?
Det fik de morgenfriske, der havde formået at slæbe de trætte lemmer hen til Countrdown klokken 15 (ja, det er stadig morgen på Roskilde Festival), svar på. For svaret er både IRAH og imponerende. På forårets SPOT Festival scorede duoen, som live ofte også tæller trommeslager Anders Bach, topkarakterer over hele linjen, og mine forventninger var derfor på forhånd enorme. Men IRAH skuffede ikke.
Koncerten blev indledt med næsten 10 minutters fri leg fra keyboardtroldmand/synthmester/vidunderbarn Adi Zukanovic, som både fysisk og mentalt fik rusket og rystet det Roskilde-trætte publikum vågne i en vaskeægte tour de force i musikalsk landskabsopbygning; ledsaget af de fedeste visuals, jeg endnu har set på dette års Roskilde. Fra start til slut komplementerede de musikken på den mest elegante vis, selvom solen gjorde sit til at modarbejde det visuelle udtryk.
Selv IRAH var dog ikke sluppet helt fri fra de efterhånden ret mange lydproblemer, både Rising og Countdown har oplevet i år. Om det er forklaringen på, at bandet begik en del flere fejl end normalt, skal jeg ikke kunne sige. Værst stod det til på “Into Dimensions”, hvor sangerinde Stine Grøn og Adi meget ukarakteristisk virkede til at være ude af sync et par gange undervejs.
Men her må jeg vende tilbage til min allerførste pointe, for her er altså tale om landets måske tre dygtigste musikere på henholdsvis trommer, vokal og synths/keyboard. Så jeg har – muligvis ganske urimeligt – vænnet mig til, at alt, hvad de gør, er 100 procent perfekt. Og det kan ingen leve op til. Det behøver de heller ikke.
Jeg ved ikke, om ordet overperfekt findes, men det er simpelthen så passende i relation til IRAH. For når Stine Grøn en meget sjælden gang ramte en tone lidt skævt, var Adi straks klar til at improvisere med et overlegent overskud, som gav en fan som mig, der efterhånden kan hver en tone af “Into Dimensions”-EP’en udenad, noget andet at tænke på. Og hvis Adis leg for en stund tog overhånd, slog Stine en krølle med stemmen og skabte musik, som kun de færreste vokalister overhovedet tør drømme om nogensinde at kunne frembringe.
Og så har jeg ikke engang talt om special guest star Anders Bach. Jeg er GIGANTISK fan af Anders. For mig er det ham, der i høj grad skaber magien i IRAHs liveoptrædender – og tidligere har gjort det samme for Ice Cream Cathedral. Anders’ trommespil er ikke perfekt; det er derimod organisk og hamrende musikalsk, så man som lytter føler hvert et slag sammen med maestro Bach. Stine Grøn er en underskøn frontfigur, men oftest er det Anders Bach, jeg holder øje med under koncerterne. For han spiller ikke bare trommer; han ér musikken gennem sit kropsprog. Det må være min største anbefaling til dig, som skulle få fornøjelsen af at opleve IRAH live en anden gang: Hold øje med Anders!
Det var på flere måder en lidt atypisk koncert. For mig er IRAH et klokkeklart indeband. Ej at forveksle med indekatte, for IRAH beviste i dag, at de også mestrer en solbeskinnet tirsdag på Roskilde Festival. Om det var de nye omgivelser, som også ændrede min opfattelse af musikken, er muligt, men hvor jeg normalt altid står tilbage med “Fast Traveling” som mit højdepunkt, så var det denne gang “Showering Layers off My Skin”, der i sidste ende stod som det drømmende spir af lyd, der på bedste vis formidlede det melodiske landskab, som IRAH formår at skabe som ingen andre.
Behøver jeg overhovedet at skrive, at denne koncert – trods de små fejl undervejs – topper gårsdagens næsten lige så eminente oplevelse i selskab med Skott?
Nu giver vi ikke stjerner på Regnsky, men uanset om vi havde givet op til 5 eller 6 af slagsen, har IRAH fortjent det dobbelte. Hurra for Danmark! Vi har genvundet de nordiske mesterskab i musik!
