DISCLAIMER: Al den kommende tekst er skrevet af en anmelder i fuldstændig ekstase over at have set sit store idol live for første gang. Du kan scrolle lidt ned for selve anmeldelsen.
RICHARD ASHCROFT KOM. Og han stod dér, lige foran mig, som jeg har ventet på, han skulle gøre, siden jeg begyndte at høre hans musik for omkring 10 år siden. Det var i gymnasiet, at jeg fandt ud af, at Bitter Sweet Symphony er et gatewaydrug. Man starter med at synes, violinerne er spændende. Efter første gang er du allerede hooked. Du kan ikke slippe melodien. Dyy-dy-dy-dyy-dy-dyyyy-dy-dy-dyyyy-dy-dy-dyyy. Den nægter at forlade dit hovede. Du må simpelthen bare have mere. Så går du ned i Fona (R.I.P.) og køber “Urban Hymns”. Forventningsfuldt smækker du det i dit stereoanlæg (R.I.P.), der starter med din Bitter Sweet Symphony. Ahhh, her kommer følelsen igen, den du har længtes efter. Violinerne spiller, du synger “I’ll take you down the only road, I’ve ever been down” – JA Richard, tag mig med for helvede!!!
MEN så sker der noget.. CD’en går over i “Sonnet” og “The Rolling People”. Det er slet ikke som Bitter Sweet! “The Drugs Don’t Work” rammer meget passende efterfølgende.
Der sker dog alligevel noget i dig. Følelsen af bedraget over, at resten af musikken ikke lyder som Bitter Sweet Symphony forsvinder, når det går op for dig, at det her er helt fantastisk musik. Du blev lokket ind af Bitter Sweet – nu er du i sandhed en “Lucky Man”.
NÆSTE skridt er, at du googler “The Verve live shows in Denmark”, og du venter i spænding mens din Internet Explorer (Please snart R.I.P.) loader den nye skærm frem. Det lader ikke til, der er nogle kommende shows med The Verve i Nykøbing Falster. Skuffet går du ind på Wikipedia og læser, at The Verve slet ikke eksisterer længere, og at Richard Ashcroft er gået solo. Nysgerrig googler du “Richard Ashcroft live in Denmark” og finder en side omhandlende hans koncert i Den Grå Hal i 2000. Syv år siden? Han må snart komme igen, er konklusionen, du drager, mens du dykker ned i både hans solo-plader og The Verves yderligere bagkatalog.
Årene går, Richard har ikke travlt med at komme til Danmark. Du ønsker ham hvert år på Roskilde Festival og på Northside. Imens bliver du mere og mere betaget og forelsket i hans musik, og du når frem til konklusionen om, at det her er din absolutte yndlingsmusik. Hele tiden jagter du den hellige gral, som er at se ham live.
Ti år er gået, og pludselig står du i en H&M i Oslo og nasser på deres wifi, da Northside smider en ny bandpakke. I dit hovede har du for længst givet op, men der er alligevel en stemme, der siger “Hvad nu hvis?”. Tårerne løber ned ad kinderne, da billedet kommer frem, og du formår slet ikke at formidle til din søde kæreste, der er inde og prøve T-shirts, hvad det er, der er sket. RICHARD KOMMER TIL DANMARK.
Her kommer selve anmeldelsen, hvis du synes, jeg er dum at høre på:
Richard, Richard, Richard. Jeg forventede på forhånd at blive skuffet for at imødekomme mine egne høje forventninger. Hvordan skulle du kunne gøre det op for ti års frustrationer? Det var nødt til at blive den bedste koncert i verdenshistorien.
Det var det ikke.
Det betyder dog langt fra, at der var en finger at sætte på den. Det var en enorm præstation og Richard var nærværende og energisk. Han spillede allerede “Sonnet” som sang nummer to, og jeg blev tydeligt bevæget, så jeg nærmest ikke kunne være i mig selv. Han var der. Han stod lige foran mig i sin, overraskende, korte statur. Han fandtes, han var ægte, han var ligesom mig.
Jeg tørrede tårerne væk fra øjnene, og forsøgte ikke at lade min hulken komme i vejen for min iver over at kunne synge med på det hele. Setlisten var kort og præcis. Tre sange fra det nyeste album, fem forventede fra “The Verve” og de bedste udpluk fra hans tidligere albums som “A song for the lovers”, “Break the night with colour” og selvfølgelig “Music is power”. Faktisk formåede han at spille næsten alle de sange, jeg kunne have ønsket. Jeg ville gerne have hørt “History” også, så havde det været helt perfekt.
Richard leverede alt, hvad man kunne have ønsket sig på denne Northside-lørdag, og jeg er stadig høj på oplevelsen. Melankolien over at have jagtet noget så længe, og så endelig opnå det, har ikke ramt endnu. Måske rammer den lige nu, mens jeg skriver, og tænker “Jamen hvad så nu?”. Det er næsten det værste ved det hele.
Jeg håber på, at jeg kan få lov at se en solo-koncert med Richard også. En time og et kvarter er lige præcis nok til alle hitsene, men jeg forstår måske ikke, hvorfor Northside har valgt ikke at give ham mere tid. Thomas Helmig fik samme tid. Anyways, jeg drømmer om og håber på, at det bliver muligt at få en fuld koncertoplevelse på dansk jord. Gør det det, vil du finde mig præcis samme sted, som i går – oppe aller forrest og lidt til højre.
Endnu engang tak Northside for at være den festival, der får sådan nogle ting til at ske. For det vil jeg altid elske dig. Og Richard, selvfølgelig. Som tydeligvis var enormt begejstret over at være i Århus.
