Der er blevet smidt mange millioner efter tre bærende hovednavne. Det virker som om, det har været en klar taktik oven på sidste års festival, der ikke blev udsolgt – trods et meget mere varieret program. Den manglende variation har jeg det svært med. Jeg plejer at vandre fra koncert til koncert og nå at blive ædru, fordi der ikke er tid til at købe en Tuborg Rå mellem alle de kunstnere, jeg gerne vil se. Sådan bliver det ikke i år. På den ene side er det måske meget rart, at det ikke bliver så vildt – specielt oven på sidste uges kombinerede Distortion og Heartland-eventyr. Der fandt jeg ud af, at jeg ikke var for gammel til at være fuld fem dage i træk. Min krop sagde godt nok nej, og min mor ville nok også have gjort det, men det skete.
På den anden side så har Northside – trods manglende variation – formået at booke den kunstner, der betyder mest for mig, og som jeg aldrig har set live. Nej, jeg siger ikke, hvem det er, endnu. Du må læse videre. En slags metatekst-clickbait eller noget.
Nå, men sidste weekend gik det op for mig, at Northside slet ikke er Danmarks reneste og pæneste festival, efter jeg sammen med Peter besøgte Heartland. Den titel har de altså mistet. Haven er den nye indie-darling, så den titel har de altså også mistet. De har dog formået at booke to af de mest ønskede navne på de danske festivalsscener. HavFrank og Radiohoved. I festivalskontekst så bliver det ikke meget større. Jeg tror ikke engang, Roskilde kan booke noget større end Radiohead. Det er festivalssegmentets yndlinge i Thom og co. Det har givet pote, og vi kan se frem til en festival tilbage på den udsolgte trone, hvor Northside hører til. Det skal de have credit for, fordi det er fandme godt set. Jeg ville også mene, at det er satset at ændre sin booking-taktik og dermed risikere, at skræmme et etableret publikum væk, men det virker ikke sådan. Det virker som om at de etablerede Northside-gængere er trofaste uanset hvad.
Det bliver i hvert fald min fjerde tur til Ådalen, og det på trods af at programmet ikke tiltaler mig personligt, så kan jeg bare ikke holde mig væk fra Northside og den unikke stemning, de har fået opbygget. Jeg elsker Northside. There, I said it, og jeg er ligeglad, om Northside elsker mig. Det bliver fantastisk dejligt med endnu en tur til Ådalen, og jeg er spændt på at se, om klientellet er anderledes i år med deres satsninger indenfor indie-poppen og (lidt for?) mange danske navne. Her følger desuden en liste over, hvad jeg synes, du skal bruge tid på at se. Den er direkte kopieret fra en tidligere artikel, jeg har skrevet, der gav min helt egen objektive holdning til Northside Plakaten. Jeg har lavet lidt om i det siden, men brug det som inspiration til, hvad du skal tjekke ud. Vi ses i Ådalen, som altid <3.
Ride
Shoegaze-genren blev famøst dræbt fuldstændig af grunge tilbage i halvfemserne. Det endte med, at de bands der var kommet frem, gik fra hinanden – og blev det. Inden for de sidste fem år, er de dog begyndt at komme tilbage. Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg er fandme glad for, at de spiller igen, fordi jeg var 4 år gammel, da de sidst var rigtigt relevante. Det startede med My Bloody Valentine, som udgav nyt album i 2013. Siden fandt andre ud af, at der faktisk var genetableret interesse i genren, så Slowdive startede også igen, og de har, efter min mening, udgivet årets album i 2017 – efter 22 år efter deres seneste. Ride er også med på de lange pauser og genatablering, og deres album Nowhere fra 1990 er decideret fantastisk. Der kommer også et nyt album den 16. juni, og man kan kun håbe på, at det når Slowdives niveau.
Primus
Den kortlivede succes for genren funk metal kan i høj grad tilskrives bands som Primus. Altså ikke at den var kortlivet, men at den overhovedet havde succes. Les Claypool er en fremragende bassist, som endda var til audition i 1986 for at overtage bassen fra afdøde Cliff Burton hos Metallica. Legenden siger, at medlemmerne i Metallica synes, at Les var for dygtig, og at han ville spilde sit talent ved at spille thrash metal sammen med dem. Nu spiller han med Primus. Et forholdsvist skævt og unikt band. Tag evt. et lyt til nummeret “American Life” og nyd Les’ unikke bassriff, eller sæt et afsnit af South Park på, og læg mærke til introsangen, som, you’ve guessed it, er lavet af Primus, da Trey Parker og Matt Stone er kæmpemæssige Primus-fans. Det bliver helt sikkert en koncert, hvor man ikke ved, hvad man skal forvente, udover at den bliver uforglemmelig.
Richard Ashcroft
Det er utroligt, at ingen andre medier har hevet fat i, hvor stort et scoop det her er. Jeg er måske lidt farvet, fordi Richard Ashcroft har været kilden til både min største eufori og kraftigste frustration siden jeg gik i gymnasiet. Eufori fordi han formår at være en singer/songwriter som ingen andre og skrive sange som “Drugs don’t work”, hvor man skal være lavet af ren granit for ikke at flække en tåre, når den høres. Og frustration fordi han ikke kunne forblive venner med de andre medlemmer i hedengangne The Verve, og fordi han ikke har spillet en koncert i Danmark siden år 2000, hvor han med sit første soloalbum i bagagen gav en koncert i Den Grå Hal. Nu sker det endelig, og selvom navnet Richard Ashcroft ikke ringer den store klokke for størstedelen af deltagerne på årets festival, så vil The Verve og Bittersweet Symphony nok gøre det. Det er altså en helt unik mulighed, der gør sig gældende her. Det er en koncert, jeg har så høje forventninger til, at den kun kan skuffe.
Agnes Obel
En dansk kvinde med internationalt appeal som ikke er MØ. Jeg rangerer stadig albummet Philharmonics, som et af de måske 25 bedste danske albums nogensinde indspillet. Det er desuden heller ikke et dansk navn, som er blevet en kliché i sig selv, fordi der er langt mellem hendes optrædener, og hoveddelen af de deltagende nok ikke før har fået lov til at opleve Agnes Obel live. Mig deriblandt.
The Prodigy
Northside har haft stor succes med deres vilde elektroniske nattekoncerter de tidligere år. Bagkataloget er bredt med alt fra The Chemical Brothers til Underworld over Jamie XX og Royksopp. Det har som regel været her, den akkumulerede brandert virkelig kunne slå sig løs, og man kunne bekæmpe morgendagens tømmermænd ved at svede alkoholen ud under rekordforsøget i vildeste dansemoves og størst antal af væsner af det modsatte køn skræmt væk på samme tid. The Prodigy er sgu next level. Det tegner til at blive et decideret rave. Det klæder Northside at bryde rammerne for, hvad man tror, man kan forvente af dem. Det klæder også festivalen at turde booke en koncert som The Prodigy på den ellers meget pæne, rene og ordentlige festival.
