Hvad sagde Radioheads fans selv til koncerten?

Foto: Peter Kirkegaard

Artiklen er lavet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen.

Radiohead indtog søndag blå scene som de sidste på årets Northside Festival, og man må sige, at det britiske band lukkede festivalen med manér. Med deres dragende, komplekse og intense repertoire formåede bandet at tryllebinde de, der ikke bukkede under for regnen, og koncerten var for mange fuldkommen magisk. Anmelderne roser Radiohead til skyerne, men hvad siger fansene egentlig selv?

Hvis du er Radiohead-fan og ikke selv havde mulighed for at være til koncerten i går, så læs med nu. Jeg var nemlig ude for at fange fans til koncerten. Her stødte jeg på Sidsel Lieknins Vestertjele og Magnus Ramskov Elvstrøm, som begge er store Radiohead-fans, henholdsvis før og efter koncerten for at høre, hvordan de oplevede sidste koncert på Northside 2017.

SIDSEL – FØR KONCERTEN: 

Hvordan har du det lige nu? 

  • Jeg har en god følelse. En følelse af god forventning tror jeg.

Hvordan kan det være?

  • Jamen det skyldes, at jeg blev vældig, vældig glad, da jeg så, at Radiohead skulle spille på Northside, fordi jeg er meget glad for Radioheads musik. Jeg synes, at det taler rigtig meget til mig, ligesom det taler til rigtig mange andre mennesker. Og derfor var jeg helt exited over, at de kom til Århus, hvor jeg bor. Det er vildt at stå her lige nu og vide, at lige om lidt så går de rent faktisk på.

Hvilket forhold har du til Radiohead? Er det nogen du har lyttet meget til?

  •  Ja, jeg vil sige, at jeg har lyttet ekstra meget til In Rainbows pladen. Og det er sådan en plade som både rummer noget vildskab, men også noget meget inderligt passion. Så jeg synes, at den kan ret meget og til rigtig mange forskellige sindstilstande.

Hvad er dine forventninger til den her koncert?

  • Jeg hørte et rygte om, at MØ var kommet med én lastbil med grej, og at Radiohead kom med ni lastbiler med grej, så allerede nu har jeg en forventning om, at det bliver meget, meget smukt med lys og med lyd. Og jeg tror Thom Yorke bliver super lækker og super sej på scenen.

Er der noget du glæder dig allermest til?

  • Jeg glæder mig meget til at se Thom Yorke på scenen. Det er måske lidt tarveligt overfor resten af bandet.. Jeg glæder mig faktisk også til at se hele dynamikken i bandet. Der er ret meget, jeg glæder mig til. Jeg håber, at de spiller noget fra lige præcis In Rainsbows pladen. Og jeg er også lidt spændt på, hvis de spiller noget fra den helt nye plade, og hvordan det bliver. Så der er virkelig mange ting.

MAGNUS – FØR KONCERTEN:

Hvordan har du det lige nu?

  • Jeg har det så godt.

Hvorfor?

  • Jeg er ekstremt spændt på at komme ind og se Radiohead. Det er første gang, at de spiller siden 2008, og jeg blev fan i slutningen af 2008 og fandt ud af, at de ikke ville komme til at spille i Danmark i mange år. Så det her det er …

Det er ’the shit’?

  • Ja, det er ’the shit’. Det er ’the pinnacle’ af mine musikoplevelser.

Hvilket forhold har du til Radiohead?

  • Det er et svært spørgsmål. Det har været mit yndlingsband i mange år. Og så er de faldet sådan lidt hen, hvor jeg kun har hørt deres nye udgivelser: The King Of Limbs og A Moon Shaped Pool og sådan noget. Og det er vendt lidt tilbage nu. Jeg er begyndt at høre noget af det gamle igen, også især fordi at de spiller nu her. Det var noget af det der startede min musikkarriere, hvor jeg selv spillede, og det der har inspireret mig til at høre alle mulige nye kunstnere og udforske kompliceret musik. Det er alt fra electronic til jazz, der stammer fra Radiohead for mig. Så det er det, de betyder.

Hvad er dine forventninger til koncerten?

  • Jeg forventer, at det bliver et solidt show. Jeg ved, at de er vilde live. Og jeg forventer, at det bliver godt. I forhold til hvad de kommer til at spille: Det kunne være hvad som helst. De har jo lige udgivet noget nyt fra OK Computer, og jeg kan lide alt, hvad de har udgivet stort set. Og jeg kender næsten hele deres repertoire, så der er ikke rigtig noget der kan skuffe. Så jeg tror bare, at det bliver godt.

Er der noget du glæder dig allermest til?

  • Det er svært at sige, hvad jeg glæder mig til, for jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Men jeg håber virkelig, at de spiller noget fra The King Of Limbs, deres næst seneste udgivelse. For det er sådan et lidt mærkeligt album for dem, fordi det er ret kompliceret, og det tager lang tid at lære at kende. Men det er sindssygt godt lavet, og det er så godt strukket sammen. Og så glæder jeg mig bare til, at de kommer på om to timer, nu hvor vi sidder her og venter. Jeg glæder mig til at se dem live. Se dem som rigtige mennesker og ikke bare som youtube-figurer. Det bliver så godt.

SIDSEL – EFTER KONCERTEN:

Først og fremmest: Levede koncerten op til dine forventninger?

  • Koncerten levede fuldstændigt op til mine forventninger og indfriede også forventninger, jeg kun kunne håbe på. Det var oprigtigt magisk. Der var så meget energi helt oppe ved scenen og en stærk kommunikation mellem Radiohead og publikum.

Det lader til at rygtet om, at Radiohead kom med ni lastbiler med grej talte sandt. Det var jo et vildt imponerende både lyd- og lysshow. Hvordan var det at stå så tæt på scenen som du gjorde?

– Ja, det var virkelig fint. Særligt med det slukkede lys mellem numrene, inden næste sang og de meget kunstneriske farve-filtre på storskærmene. Det var ret fint at opleve de store lys med det lille band på scenen, der alligevel formåede at smelte kraftigt ind i det.

Du sagde inden koncerten, at du glædede dig til at se Yorke på scenen. Det så ud som om, at han var i sit es. Hvordan oplevede du ham?

  • Ligeså karismatisk som jeg har oplevet ham i videoer og på tracks! Han var humoristisk og excentrisk, og så dansede han ligeså fedt live som i Lotus Flower videon.

Hvad var koncertens højdepunkt for dig?

  • Jeg syntes, bandet lavede en virkelig god version af Idioteque som er et meget aggressivt men også fint nummer. Det har jeg hørt meget med min kæreste, der, tror jeg, for alvor fik øjnene op for Radiohead den vej, da jeg begyndte at spille nogle numre for ham, så vi kunne hoppe og danse med på det sammen. Derudover var jeg virkelig positiv over Radioheads sidste-nummer, hvor crowden sang med på Karma Police, og publikum og band blev forenet.

MAGNUS – EFTER KONCERTEN:

Du har nu hørt dit absolut favoritband spille live på Northside. Hvordan har man det efter sådan en omgang? Levede koncerten op til dine forventninger?

  • Det var helt vildt! De spillede noget fra næsten alle plader, og der var helt fantastisk lyd. Der var ikke noget der manglede. Jeg er gennemblødt og udmattet, men det var en så stor oplevelse!

Du beskrev tidligere, hvordan Radiohead har været en stor inspiration og har stor betydning for dig. Hvilken følelse havde du, idet bandet trådte ind på scenen?

  • Det begyndte at styrt-regne en halv time før de gik på, men stemningen var stadig god. Det var nærmest som om deres åbningsnummer ‘Daydreaming’ blev endnu mere smuk af det. Det er lidt svært at beskrive, men der var bare en vildt intim stemning, da de gik på.

Du sagde inden koncerten, at du håbede, at Radiohead ville spille noget fra albummet The King Of Limbs. Blev dit ønske opfyldt? Og var der en bestemt sang, der gjorde særligt indtryk?

  •  Jeg var lidt nervøs over om de ville spille noget fra The King of Limbs, fordi det er et ret eksperimenterende album. Men de spillede ‘Bloom’ som er et af mine helt klare favoritter, og en vanvittig version af ‘Lotus Flower’, som var inspireret af den dystre stemning i ‘Myxomatosis’. Det var så fedt med de lidt alternative versioner af numre, som man ellers kender fuldstændigt!

Hvad var koncertens højdepunkt for dig?

  •  Jeg tror det største højdepunkt for mig var at stå ved siden af min storebror og høre ‘Weird Fishes’. Det var ham der introducerede mig for Radiohead og det var den første sang jeg hørte. Så da den kom på gav det ligesom helt mening, at vi havde stået i kø i 3 timer for at få gode pladser. De fleste af mine teenage-år gik med at se youtubevideoer af den sang, så det var nok det største øjeblik for mig.

Vi, hos Regnsky, var også vilde med Radiohead og håber, at der ikke skal gå ni år igen, inden de rammer dansk jord. Tak for en dejlig omgang, Northside!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *