Under weekendens SPOT-festival spillede Farveblind til vores dayparty lørdag på HeadQuarters. Efterfølgende fangede Rasmus drengene til en lille snak om at spille fem koncerter på samme festival og få sindssyge idéer, som at flyve en Sydafrikaner uden pas til Århus for ét nummer, og så rent faktisk føre dem ud i livet.
Rasmus: Tak fordi I gad at komme og spille. Det var en fornøjelse lige at se jer. Jeg har ikke fået lov til at se jer før.
Jens: Det var pisse sjovt.
Rasmus: Ja, I ser også nærmest sådan lidt orgasmiske ud, når I står der på scenen. Er det bare for showets skyld?
Jens: Det er faktisk ikke noget, vi tænker over, tror jeg.
Magnus: Vi har snakket rigtigt meget om de sidste par dage, at uden for scenen er vi bare to kæmpe store spader. Og så er der bare sådan en switch, der slår til, så snart vi går på scenen.
Jens: Ja, fem minutter før.. Nogle gange lige når vi går på.
Magnus: Så stopper vi med at være spader på den måde, og bliver lidt arrogante spader i stedet for. Men jeg tror, det er meget intuitivt. Det er ikke forceret. Hvis det havde været staget, så tror jeg ikke, vi havde nydt det så meget.
Rekordjagt
Rasmus: Jamen I må fandme da nyde at spille live med alle de koncerter, I har på SPOT. Er der en rekord for, hvor mange gange man kan nå at spille på SPOT?
Magnus: Vi prøver virkelig på at slå den. Vi ved ikke, om der er en. Vi ved, at The Entrepreneurs i 2015 spillede fem koncerter, men det var inklusiv Offspot-koncerter, og de gælder jo ikke.
Jens: Vi har fem. Vi har tre i dag og vi havde to i går.
Rasmus: Hvordan balancerer I det?
Jens: Hver koncert er sin egen ting. Den koncert vi lige har spillet var jo en rigtig showcase-koncert. 20 minutter. Bum. Høj energi — ned fra scenen igen. Mens vi f.eks. havde Radar klokken kvart over 2 i går. Det er noget helt andet. Det var 45 minutter med dynamiske kurver.
Rasmus: Spillede I 45 minutter i går? Har I materiale nok til det?
Magnus: Ja, ja. Til Roskilde skal vi spille en time. Så til Roskilde har vi en times materiale. Det er meningen i hvert fald.
Rasmus: Så har I også lidt tid at løbe på…
Jens: Ja, vi mangler lige et kvarter, haha.
Rasmus: Jeg tænker bare, at når man spiller så mange koncerter på en festival, går der så ikke en smule inflation i det?
Jens: Både ja og nej. Fordi SPOT-festival er virkelig blitzkrieg. Det handler om at få dit ansigt og dit navn ud. Det skal “buzze”. Det er i hvert fald vores tilgang. Den måde vi gør det på, det er ved at vise, at vi kan fungere i alle formater. Vi har den største scene i aften, der er på SPOT-festival, og det er sin egen ting, mens vi også spillede til et fashionshow i går, og det var noget helt andet. Det er vigtigt for os, at der bliver lagt den samme autenticitet i det.
Magnus: Det er totalt forskellige koncerter, men når man er elektronisk musiker, så ligger sættene meget faste. Det er lidt svært lige at sige, så laver vi en dobbelt så lang guitarsolo. Man skal forsøge at læse det lidt på forhånd. Man kan opleve, at man skyder helt forbi, og man ikke rammer publikum, der hvor de er, og der har vi haft en enkelt koncert, hvor vi startede forkert ud, og folk ikke er blevet taget med op, og så bliver det lidt en flad fornemmelse, så der har vi lagt størstedelen af vores arbejde op til for at finde ud af, hvordan vi rammer de her folk bedst.
Jens: Det er nærmest blevet en spirituel ting for os. Hvordan leverer vi festen, fordi folk regner med at have en fest, når de kommer til os.
Dansemusik med dybde
Rasmus: Hvordan klassificerer I jeres egen musik?
Magnus: Det er svært at genrebestemme det. Det er det for alle artister. Det er der gerne andre, der skal gøre. Festmusik er måske bare sådan en overordnet betegnelse. Vi vil gerne have folk til at danse.
Jens: Men der er også lidt mere dybde til det.
Rasmus: Det er også det, jeg tænker. Du (Jens red.) spiller jo trommer som en vanvittig.
Jens: Ja, jeg tæsker!
Rasmus: Og er det så ikke svært at blive taget alvorligt som musiker, hvis man bare laver festmusik?
Magnus: Det er det. Det er også derfor, vi bliver nødt til at vise det til folk. EDM er mange ting. Det er ikke kun Avicii og Hardwell. Det hele er bare en hybrid. Nogle gange kalder vi det technopop og nogle gange technopunk. Det kommer virkelig an på, hvem der spørger, og hvordan der bliver spurgt. Det er virkelig svært for os at sige, det er det her, det er, men jeg tror, technopop er ret godt, fordi det er virkelig rough, men det er også melodisk.
Jens: Vi er både inspireret af den tyske punkscene og den tyske technoscene. Det har altid været det, vi visualiserede os, når vi producerede vores sange. Laserlys på en meget dunkel tysk undergrundsklub klokken skod om morgenen.
Magnus: Ja! Også selvom vi ikke rigtigt har været der.
Jens: Ja, vi har været der én gang, men du var faktisk for fuld til at komme ind..
Magnus: That’s another story for another time.
Rasmus: Yes. Hvor kender I hinanden fra?
Jens: Fra gymnasiet hvor vi havde hver vores musikalske projekt, og vi var tæskekonkurrenter.
Magnus: Der var kun plads til ét cool gymnasieband, og sådan er det bare.
Rasmus: Hvordan bliver man så venner?
Magnus: Mit band gav op, og så overgav jeg mig bare og sagde OKAY. Vi ville gerne lave noget sjovt, der fik folk igang. Det måtte ikke stå stille på noget tidspunkt. Vi spillede vores debutkoncert tre uger efter, vi fandt ud af, vi skulle arbejde sammen.
Jens: Det var også ovre mod det mere ordinære EDM. Det var noget med at sample forskellige internetting.
Magnus: Vi fik hurtigt blod på tanden for, at nu skulle vi bare banke det her afsted. Vi spillede bare en masse koncerter. På et tidspunkt kom vi i tanke om, at vi nok også hellere måtte få produceret noget, vi kunne udgive.
Internationale tråde
Rasmus: Hvornår I den her proces, besluttede I jer for at kalde jer Farveblind?
Magnus: Det kom, fordi vi skulle spille en koncert tre uger efter, vi startede, så det var sådan øhøhøhøhh….. FARVEBLIND.
Rasmus: Der er ikke nogen af jer, der er farveblinde?
Magnus: Nej, overhovedet ikke. Det er simpelthen dødsygt, altså. Vi har fundet ud af, at der er nogle sproglige barrierer, når man kalder sig noget SÅ dansk, der er så umuligt at udtale andre steder. Vi har mange, der kommer op til os.. Ehhh flarve? Father???
Jens: Yes, I know blind! Haha.
Rasmus: Tror I, det bliver en international barriere for jer, at I hedder noget så dansk?
Jens: Jeg tror det ikke. Det skulle være det mindste problem.
Rasmus: Ja, okay. Hvis man kan hedde Röyksopp, så er det måske det mindste problem..
Jens: Præcis.
Magnus: Tiden må vise, om det bliver et problem! Vi prøver det bare..
Jens: Det har været mentaliteten i Farveblind hele tiden. Få en idé og så forsøg at være så go-getter som muligt. Det har heldigvis virket indtil videre. Nogle gange er det også nogle høje risikoer, vi tager.
Rasmus: Hvad tænker du på, når du siger “høj risiko”?
Jens: F.eks. SPOT-festival koncerten i aften. Det er en klassiker.
Magnus: Vi har en special guest med i aften. Vi har sgu fløjet en Sydafrikaner ind.
Jens: At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært.
Magnus: Specielt fordi han aldrig nogensinde har været uden for Sydafrika før, så han har aldrig haft et pas.
Rasmus: Hvordan er I kommet i kontakt med ham så?
Magnus: Det har bare været over internettet. Vi har talt sammen over Skype, sendt demoer frem og tilbage. Lige pludselig havde vi bare en sang.
Rasmus: Og så skulle han til Danmark?
Magnus: Ja, vi spillede en del koncerter sidste år og havde sparet nogen penge sammen.
Jens: Så tænkte vi, nu skal vi gøre et eller andet. Så vi fandt hul i budgettet til at flyve ham til Danmark. Det var lidt kompliceret, men det gik, og han er her, og det er næste single, så det er fedt.
Rasmus: Havde det ikke bare været nemmere at finde en dansk sanger?
Jens: Der er ikke noget sjovt ved at have det for nemt.
Magnus: Nej, og han har en sindssyg vokal. Den er soulet og r’n’b’et.
Jens: Ja, jeg er forelsket i en mand for første gang… Og jeg har en kæreste.
Rasmus: Hvor har I lært at spille musik?
Jens: Jeg byttede engang en scooter for et trommesæt.
Magnus: Jeg gik til orgel. Det kan man godt gå til.
Rasmus: Hvad laver I, når I ikke er Farveblind?
Magnus: Vi er sammen 24 timer i døgnet. Vi arbejder samme sted, og når vi er færdige med at arbejde, så går vi i studiet. Så tager Jens hjem til sin kæreste, og nogle gange tager jeg med.
Rasmus: Men I bor ikke sammen?
Jens: Nej.. Ikke endnu..
