Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Så er vi ved at være der. Lillejuleaften er oprunden, og min juleforelskede hjerne er ved at være klar til den store dag. Men inden har vi lige et par hængepartier. Vi skal have kåret årets to bedste numre, og så skal vi have afsløret, hvem der har stået bag årets bedste henholdsvis udenlandske og danske udgivelser. Der er ingen grund til at holde mere på spændingen, så lad os kaste os ud i det!
Årslisten: #2
Vi lyttede til de her to drenge i går, da vi hyldede deres fremragende debutalbum, “Waiting for the World to Turn”. Men vi mangler stadig at afsløre det bedste nummer fra Palace Winter, selvom jeg hintede kraftigt til det i går. Nummeret er et, som vi havde premiere på her på Regnsky tilbage i april, og det er naturligvis “H.W. Running”.
“H.W. Running” er ud over at være et fantastisk nummer et af de numre, som for mig definerer Palace Winter som band. Det har den karakteristiske drømmende og sommerlige lyd, som gør bandet til så behageligt et bekendtskab, samtidig med at det er vanvittigt velproduceret. Netop den lyd er ekstremt populær i disse år med internationale stjerner som Wild Nothing og Real Estate som nogle af de mest åbenlyse eksponenter for det, men det, der gør Palace Winter og “H.W. Running” til noget helt særligt, er den tydelige inspiration i filmmusikkens noget mere storladne verden. Det er en spændende kontrast, som jeg synes, at Palace Winter mestrer til noget nær perfektion.
Tekstuniverset kunne også sagtens være taget fra en film. Den er stærkt patosbåret, uden at det dog tager overhånd, og fortæller historien om en søns svære og kontrastfyldte kærlighed til sin far.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Carl Coleman og Caspar Hesselagers projekt har udviklet sig til at være et af mine yndlingsbands – og uden tvivl mit yndlingsband, hvis vi kun kigger på de hjemlige artister.
Årets udenlandske udgivelse: #1
På toppen af den udenlandske albumliste finder vi en artist, som jeg interviewede her i efteråret. Jeg sagde til Benjamin Francis Leftwich under interviewet, at jeg mente, at han havde lavet årets bedste album, og det mener jeg egentlig stadig.
“After The Rain” er et vaskeægte mesterværk og fremstår for mig som årets mest gennemførte og sammenhængende konceptuelle værk. Albummet er et af den type album, som bør høres i sin fulde længde i den tænkte rækkefølge, da numrene fremstår markant stærkere som helhed, end de gør individuelt, hvilket også er blevet illustreret på vores årsliste, hvor Ben Leftwich må “nøjes” med en 14. plads.
Grundlaget for albummet af faderens al for tidlige død, og det er nok netop styrken ved albummet: Benjamin Francis Leftwich har formået at overføre disse stærke følelser til sin musik, og derfor giver albummet lytteren en ret kompleks og åbenlyst ærlig indførelse i Bens enorme personlige krise, som han har gennemlevet de senere år.
Jeg glemmer nogle gange, at Ben Leftwich er et par år yngre end mig selv, når jeg lytter til hans alt for modne refleksioner, som hans livssituation og ekstremt tænkende personlighed har kastet ham ud i. “After The Rain” illustrerer tydeligt hans ønske om at finde svar og et håb, mens han konstant rammes af frustrationer og vrede – primært over sin egen manglende evne til at opnå den perfektion, som egentlig er umulig.
Jeg kunne skrive romaner om dette album, men jeg vil i stedet nøjes med at opfordre dig til at lytte til det – allerhelst alene og uden distraktioner, så du for alvor kan lade dig omslutte af et stærkt og følelsestungt univers, som vel nærmest kun matches af The Antlers helt eminente “Hospice”-plade fra 2009.
I morgen når vi enden på julekalenderen, og forhåbentlig kan vi tematisk slutte lidt mere positivt af. Omend jeg dog vil sige, at Ben Leftwichs album om noget netop rammer essensen af den næstekærlighed, som for mig er et afgørende element af den danske jul. For nogle gange er det de ting, der rammer os hårdest, som giver os allermest i sidste ende. Det tror jeg på.
