Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi er officielt på vej mod sommer! Det er årets korteste dag, og fra nu af vil det kun blive lysere og lysere, så for en gennemført optimist som mig er det årets bedste dag. Lad os fejre årets korteste dag med årets korteste intro.
Årslisten: #4
Faste læsere har sikkert bare siddet og ventet på, hvornår den ville komme, og det gør den så i dag: Mit yndlingsnummer fra JÆRV. Her i vores lille Regnsky-familie har vi snakket lidt om, om jeg skulle have karantæne mod at omtale JÆRV, ligesom Eva fik det for nogle år siden med Niels Bagge og Vinnie Who, men når det kommer til stykket, så har jeg nok snakket om og lyttet markant mere til Amanda Glindvads musik, end jeg har skrevet om den. Men i dag skal det være. “Skurk” er nummeret, som jeg vil betragte som mit yndlings JÆRV-nummer, og forklaringen skal egentlig nok findes i koncerten på SPOT Festival, som jeg omtalte for snart mange dage siden. Nummeret er alt det, jeg elsker ved JÆRVs musik. Det er den malende lyrik med de sproglige finurligheder (Sætningen “Gå foran mig langsommere” er jeg særligt forelsket i.), det er den fuldstændig stilrene vokalpræstation fra Amanda Glindvad, det er den genreudfordrende produktion med de små, skæve elementer.
Vi er i øvrigt nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at genbruge et lydklip, men Skurk-klippet fra SPOT Festival er simpelthen bare det mest passende i den her sammenhæng, så bær over med mig. Og hey, det er jo godt, så nyd det også!
Årets udenlandske udgivelse: #2
Jeg teasede lidt for det forleden, og nu kommer bekræftelsen så: Honeyblood og “Babes Never Die” er årets næstbedste internationale udgivelse. Det er en hymne for feminisme anno 2016, og selve titlen på albummet er en kæmpe fuckfinger til en mandsdomineret branche, som til tider kan være ret tung at danse med for selvstændige og viljefaste kvinder. Viljefast må man også kalde Stina Tweeddale, som efter det selvbetitlede debutalbum fra 2012 måtte se bandets andet medlem Shona McVicar forlade bandet. Hun blev siden afløst af Cat Myers, og det er den nye konstellation, som har skabt dette fantastiske album. Lyden er hårdere end på debutten, men den er samtidig også mere udfordrende og mere genresøgende. For mig står albummet som et resultat af den vrede, som Cat Myers må have følt, da hun blev forladt, men når vreden på den måde kan blive konverteret til en kampvilje og vilje til at overleve, så kan der ske fantastiske ting – og det er der i sandhed gjort her. “Ready For The Magic” er albummets klart bedste nummer, men også den grungede “Sea Hearts” og det rasende titelnummer kan noget helt særligt. Albummet falmer desværre lidt mod slutningen, men når man nærmer sig perfektion inden for genren i de første totredjedele af albummet, kan jeg godt leve med det. Så selvom det måske kan være hårdt at sige, har McVicars exit på rigtig mange måder været en kæmpe gevinst for det skotske band.
Vi har kun tre dage tilbage, men hvilke tre dage. I morgen skal vi lytte til en sang, som egentlig ligeså godt kunne have indtaget førstepladsen. Og måske burde den også have gjort det. Det vil jeg lade være op til andre at bedømme.
