Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
I dag er det præcis 2513 år siden, at den første udgave af Saturnalia-festivalen blev afholdt i det gamle romerrige. Festivalen, som er en hyldest til guden Saturnus, startede som en endags-festival, men den udvidede sig senere til at vare hele syv dage. Der kan man sige, at Roskilde Festival startede lidt friskere ud som en todages-festival i 1971, inden den også udvidede sig med seks dage ekstra dage til de nu i alt otte dage. Det er da lidt sjovt, som man kan trække paralleller så langt tilbage i historien…
Men nu skal det jo ikke udvikle sig til en historielektion, så lad os få afsløret nummer otte på årslisten.
Årslisten: #8
Nogle har måske gættet det – ja, hvis du endnu ikke har opdaget det, så afslører billedet hver dag, hvem der har indfundet sig på årslisten – men til jer andre, så er det naturligvis årets tredjestørste danske talent, Masasolo, som er at finde på ottendepladsen. Det er han med åbningsnummeret fra hans lækre debut-EP “Breakup”, som udkom i september. Nummeret er “On My Own”, og det er karakteristisk sommerligt og fungerer som den optimistiske åbning på den til tider ret selvmedlidende EP. Masasolo gør i hvert fald sit bedste for overbevise både sig selv og lytteren om, at han er better off on my own.
Morten Søgaard finder en del beskæftigelse som guitarist for blandt andre Billie Van ved siden af Masasolo-projektet, og det er netop guitarspillet, som gør “On My Own” til et af mine yndlingsnumre fra 2016. Især live er det en sand nydelse at opleve en decideret ekvilibrist brillere med veltimede hooks og et nærmest legende overskud. Jeg tror på, at han er better off on his own!
Årets nye udenlandske navn: #1
Albin Lee Meldau er stemmen for 2016 for mig. Hans vokal giver mig gåsehud hver evig eneste gang, jeg lytter til den. Det er ubetinget nydelse, det er følelser uden filter, det er musik i sin reneste form. Jeg er den type musiklytter, som foretrækker følelser og inderlighed over teknik og perfektion, men når det gælder Albin Lee Meldau behøver jeg ikke at vælge. Man får nemlig hele pakken hver eneste gang, og det er virkelig, virkelig imponerende. Som jeg skrev forleden, modtog han den første ANCHOR Award nogensinde på årets Reeperbahn Festival. Prisen gives til det største talent på den internationale musikscene, og jeg er åbenlyst helt enig i, at han havde fortjent den pris. Han er et unikt talent i musikkens verden, og han fortjener et større publikum. Lad mig bare gentage mig selv: Hvis du endnu ikke har oplevet ham live, så sørg for guds skyld for at få det gjort. Det vil du absolut ikke fortryde!
Jeg har glædet mig rigtig meget til i morgen, hvor jeg endelig kan løfte sløret for årets største talent herhjemme fra. Jeg har begrænset mig til artister, som jeg har hørt live, for det er ret vigtigt for en ivrig koncertgænger som mig, at talenterne også fungerer live. Men følg med i morgen, hvor vi også skal et skridt tættere på toppen af årslisten med årets nummer syv.
