Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
I dag er det Bubbers og Fandens fødselsdag. Og jeg kan forsikre dig om, kære læser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to. Jeg har haft fornøjelsen af Bubbers selskab flere gange, og jeg har aldrig mødt så sødt og oprigtigt interesseret et menneske i mit liv. Den oprigtige interesse er til gengæld noget, som Bubber har til fælles med de to artister, der figurerer på dagens lister. Lad os da bare få afsløret, hvem det er.
Årslisten: #14
Hvis du endnu ikke har læst interviewet, jeg lavede med Benjamin Francis Leftwich endnu, så gør dig selv en tjeneste og tjek det ud her. Det kan nemlig give en større forståelse for, hvorfor Ben Leftwich har fundet vej til 14. pladsen på årslisten.
For mig er hans musik indbegrebet af inderlighed og følelsestæthed, og det stråler ud gennem hele hans fænomenale andet album, “After The Rain”. Ligesom jeg havde det med Blood Orange i går, så har jeg også haft svært ved at vælge ét nummer. Albummet fungerer nemlig klart bedst som helhed, og det er egentlig også derfor, at der ikke er noget enkelt nummer, som har kunnet klemme sig højere op på listen. Jeg har valgt nummeret “Summer”. Det har jeg blandt andet, fordi det markerer et vendepunkt på albummet. Et optimistisk pusterum midt i Bens sørgmodighed og selvpinsel. Som jeg dog er ked af at pille ud af sammenhængen på albummet, hvor det alt andet lige står stærkere. Så hvis du har tid og lyst, så tag og lyt til hele albummet, så alle nuancerne kan komme med.
Årets udenlandske koncert: #1
Mit bud på årets bedste koncert med en udenlandsk artist bør ikke komme som nogen kæmpe overraskelse. Det er naturligvis The Flaming Lips’ koncert fra Lowlandscenen på den første udgave af Heartland Festival – læs i øvrigt vores interview med forsanger Wayne Coyne her.
Lad mig sige med det samme, at det rent musisk teknisk langt fra var den bedste koncert, jeg har været til i år. Wayne Coynes i forvejen ikke voldsomt stærke vokal er tydeligt mærket efter en lang og livsrig karriere, og han gør det ikke ligefrem nemmere for sig selv ved at springe rundt på scenen og rulle rundt ovenpå publikum i en stor plastikbold. Men det kan heldigvis være fuldstændig lige meget, for The Flaming Lips ved om nogen, hvordan en koncert skal skæres. Det er anden gang, jeg har været til koncert med bandet, og det er så meget mere end en almindelig koncert. Det er et teaterstykke, det er performance, og det er en kærlighedsfest i form af verdens største fælleskram – tilsat konfetti (selvfølgelig), balloner, absurd udklædning og i det hele taget et kollektivt syretrip uden lige. Gaffas fotograf tog et billede af mig under koncerten, hvor jeg står og kigger op mod den konfettifyldte aftenhimmel med verdens største smil – det er også sådan, jeg husker koncerten.
Så er det i morgen, vi skal til det: Årets bedste danske koncert. Jeg vil for en gangs skyld ikke komme med nogen hints, men bare sige, at vi ses her på bloggen igen i morgen. Glædelig jul!
